Der kan gives henstand med de samme beløb, som kan eftergives.
Hjemmelen til at meddele henstand fremgår af § 3, stk. 2, i lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer.
Inddrivelsesbekendtgørelsen udtaler i § 6, at Restanceinddrivelsesmyndigheden kan bevilge henstand, når skyldneren efter reglerne i § 5, stk. 1 og 3, eller kapitel 6 ikke aktuelt har betalingsevne. For eksempel vil henstand kunne opnås, hvis skyldneren afvikler anden gæld til det offentlige og derfor midlertidigt ikke har nogen betalingsevne.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan endvidere bevilge henstand, når særlige omstændigheder i øvrigt taler derfor, jf. § 6, stk. 2. Efter § 7 i nævnte bekendtgørelse er henstand efter § 6 ikke til hinder for, at Restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage og realisere udlæg, modregning og indtrædelse mv., når der foretages forbehold herfor.
Overskydende skat eller andre udbetalinger fra staten kan modregnes i henstandsbeløbet, såfremt der i henstandsbevillingen er taget forbehold herom.