Registrerede virksomheder, der er bogføringspligtige efter bogføringsloven eller pålagt regnskabspligt efter skattekontrolloven, skal føre et betalingsregnskab, hvori der så vidt muligt dagligt skal optages samtlige ind- og udbetalinger for hver enkelt post, eller hvis særskilte specifikationer føres, en samlet sum for hver af disse.
Virksomheder, der modtager kontante indbetalinger eller foretager kontante udbetalinger, skal føre et kasseregnskab. Der skal foretages effektive kasseafstemninger dagligt, hvis ikke virksomhedens omfang eller art tilsiger andet.
Føres der særskilte specifikationer f.eks. kassestrimler, der indeholder oplysninger om de enkelte beløb, kan disse optages i kasseregnskabet med en samlet sum for hver specifikation. Der kan i øvrigt henvises til bogføringsloven med tilhørende vejledning.
Virksomheder, der opgør salget på grundlag af kasseregnskabet, skal af hensyn til momsregnskabet foretage regulering af udestående fordringer ved momsperiodens begyndelse og slutning. Detailhandlere og andre, der afregner med kunderne ugentligt, kan dog undlade at foretage regulering for udestående fordringer vedrørende sådant salg, jf. bekendtgørelsens § 63.