En udenlandsk virksomhed, der er registreret her i landet, er forpligtet til at betale moms efter momslovens § 46, stk. 1.

Ved lov nr. 1088 af 19. december 2001 er momslovens § 46, stk. 6, ændret som konsekvens af en ændring af lovens § 47, stk. 2, se M.1.3.

Ændringen betyder, at såfremt en udenlandsk virksomhed etableret uden for EU i andre lande end Færøerne, Grønland, Island eller Norge er registreret ved en herboende repræsentant, hæfter virksomheden og repræsentanten solidarisk for betaling af momsen.

Virksomheder etableret i EU, på Færøerne, Grønland, Island eller i Norge kan dog fremover vælge, om de fortsat vil registreres ved en herboende repræsentant. Den herboende repræsentant hæfter ikke solidarisk med EU-virksomheder og virksomheder i Grønland, Færøerne, Island og Norge.

Den fiskale repræsentant for EU-virksomheder, virksomheder i Grønland etc. varetager således de administrative forpligtelser over for myndighederne, således at told- og skatteforvaltningen har en kontaktperson her i landet.

I visse tilfælde kan der dog blive tale om at stille sikkerhed, se P.6.