De nærmere regler om midlertidig indførsel findes i EU´s Toldkodeks artiklerne 80-90 og 137-144 samt gennemførelsesbestemmelserne til Toldkodeks, Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 med senere ændringer, artiklerne 563-578.

Efter disse artikler kan følgende former for midlertidig indførsel fritages for told og dermed også moms:

  • personlige effekter
  • varer, der indføres til sportsbrug af rejsende
  • velfærdsmateriel til søfolk
  • katastrofeudstyr
  • medicinsk-kirurgisk udstyr og laboratorieudstyr
  • dyr
  • varer til opbygning, reparation eller vedligeholdelse i grænseområder
  • lyd- og billedmedier samt informationsbærende medier 
  • materiale til turistfremmende virksomhed
  • fagligt udstyr
  • undervisningsmateriale og videnskabeligt udstyr
  • emballage
  • forme og modeller, matricer mv., måleinstrumenter mv. samt specialværktøj
  • varer, der skal bruges til forsøg
  • vareprøver
  • erstatningsproduktionsmidler 
  • varer til arrangementer eller salg 
  • visse andre varer.

Indførslen er tidsbegrænset afhængig af den godkendte anvendelse af varerne, og varerne kan højst forblive under fritagelsesordningen i 24 måneder. På en række områder er der dog fastsat kortere frist for genudførsel af varerne, se nærmere herom i Toldvejledningen, afsnit A.16.

Sikkerhedsstillelse Der skal normalt stilles sikkerhed for moms efter de samme regler som for told og punktafgifter.

Sikkerhedsstillelsen foretages som regel ved indbetaling/debitering af det told- og afgiftsbeløb, der skal betales for varerne på indførselstidspunktet.

Sikkerhedsstillelsen kan endvidere foretages i form af bankgaranti eller lignende på betingelse af, at det samlede told- og afgiftsbeløb overstiger 10.000 kr.

Der skal ikke stilles sikkerhed, når indførslen foretages af:

  • en momsregistreret virksomhed med fuld fradragsret for indgående moms, jf. § 37, se J.1
  • en udenlandsk virksomhed, der kan dokumentere, at den er berettiget til tilbagebetaling af momsen efter § 45, se K.1.1
  • offentlige institutioner eller statsadministrationer.
Der kræves ligeledes ikke sikkerhedsstillelse ved indførsler, der foretages af museer, kunstgallerier og andre institutioner, som af SKAT er godkendt til toldfrihed efter artikel 51 i Rådets forordning (EØF) nr. 918/83. De nævnte museer har således også mulighed for til udstillingsbrug at låne genstande af kulturel art i tredielande og indføre disse midlertidigt uden sikkerhedsstillelse for told og moms.