Varer, som midlertidigt har været udført til steder uden for EU, og som genindføres efter reparation, forarbejdning, tilpasning, omdannelse eller bearbejdning, kan tillades momsberigtiget alene af de omkostninger, der er medgået til den foretagne bearbejdning. De medgåede omkostningerne kan f.eks. være forsendelses- og forsikringsudgifter og/eller told og afgifter, der skal betales i forbindelse med ud- og indførslen.
Bestemmelsen i momslovens § 32, stk. 3, kan anvendes ved genindførsel af varer, der har været forarbejdet efter proceduren for passiv forædling eller proceduren for standardombytning efter en toldbevilling.
I andre tilfælde, eksempelvis ved genindførsel af toldfri varer efter forarbejdning mv. uden for EU, kan momsen også beregnes af omkostningerne, men på betingelse af, at:
- der afleveres en udførselsangivelse (enhedsdokumentets blad 2), som indeholder oplysninger om varernes værdi og oplysninger til brug for varernes senere identifikation.
- varerne genindføres inden 1 år efter udførslen. Den frist kan dog forlænges i særlige tilfælde. Varerne skal være udført af den person eller virksomhed, som genindfører dem. Ved genindførslen skal fremlægges dokumentation for den tidligere udførsel. Endvidere skal der afgives erklæring om, at varerne er identiske eller ækvivalente med de udførte varer.
- Som dokumentation kan anvendes eksemplar 8 af enhedsdokumentet, et handelsdokument eller andre sædvanlige forretningsdokumenter, f.eks. ordre, faktura, transportdokument.
- Ved ækvivalente varer forstås varer, der hører under samme varekode i EU's kombinerede nomenklatur, dvs. de 8 første cifre i toldtariffens varekode, og som er af samme handelsmæssige kvalitet og har de samme tekniske egenskaber.
Hvis indførslen sker i delsendinger, fremlægges de pågældende eksportdokumenter til afskrivning af de enkelte varepartier.