I henhold til momslovens § 8, stk. 2, skal der betales moms, når der udtages driftsmidler, som ikke er omfattet af reglerne i §§ 43 og 44, til formål, der er virksomheden uvedkommende. Der skal dog kun betales moms, hvis der var fuld eller delvis fradragsret ved købet, se nærmere om den nævnte bestemmelse i D.6.3.

Hvis udtagningen er momspligtig efter momslovens § 8, stk. 2, skal momsgrundlaget fastsættes på samme måde som gælder ved udtagning af varer og ydelser, dvs. at momsen skal beregnes af indkøbs- eller fremstillingsprisen som i § 28, stk. 1.

Reduktion Ved udtagning af driftsmidler, der er undergivet værdiforringelse, skal momsgrundlaget reduceres med 20 pct. for hvert påbegyndt regnskabsår efter anskaffelses- eller fremstillingstidspunktet.

Grunden til reduktionen er, at momsgrundlaget ville blive for højt i forhold til den værdi, som ejeren udtog driftsmidlerne til, hvis indkøbsprisen blev lagt til grund uden reduktion ved overgangen til ikke-fradragsberettiget anvendelse.