Som anført under F.6.1 er det en betingelse, at energiprodukterne eller fjernvarmen skal forbruges i virksomheden, for at der kan ydes afgiftsgodtgørelse. Der er dermed tale om et såkaldt forbrugskriterium.

Virksomhederne har dermed ikke adgang til afgiftsgodtgørelse i de tilfælde, hvor forbrugskriteriet ikke er opfyldt, jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, kulafgiftslovens § 8, stk. 1, nr. 1 og 2, elafgiftslovens § 11, stk. 1. nr. 1 og 2 og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 1, nr. 1 og 2. Det gælder fx:

• Varer indkøbt med henblik på videresalg (fx virksomheder, der driver mellemhandel med olie eller kul, hvoraf der er betalt afgift).
• Varer der anvendes til formål, der ikke vedrører virksomhedens omsætning af momspligtige varer/ydelser, til funktionærboliger, til indehaverens og personalets privatforbrug.
• Varer og varme, der anvendes af lejere i forbindelse med udlejning af fast ejendom, Se F.6.2.2.

Derudover kan virksomheder, der fremstiller varme, damp mv., fx fjernvarmeværker og kraftvarmeværker, ikke opnå afgiftsgodtgørelse for varer, der anvendes til fremstilling af varme mv., jf. mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 4, 1. punktum, kulafgiftslovens § 8, stk. 3, 1. punktum og naturgasafgiftslovens § 10, stk. 4, 1. punktum, samt elafgiftslovens § 11, stk. 3.

Meddelelse om gadebelysning Told- og Skattestyrelsen har den 12. juni 2001 på baggrund af en forespørgsel udsendt en meddelelse, SKM2001.215.TSS, om den godtgørelsesmæssige stilling for afgift af elektricitet i relation til serviceydelsesvirksomheder, der varetager belysning af gader, p-pladser mv.

Der var tale om en serviceydelsesvirksomhed, som en kommune havde etableret med henblik på at varetage belysningsopgaver indenfor kommunen. Belysningsopgaven har tidligere været varetaget af det kommunale belysningsvæsen/elforsyningsselskab.

Serviceydelsesvirksomheden havde påtaget sig at levere belysning til kommunen mod betaling af et samlet vederlag, hvori der, blandt andre internt opgjorte kalkulationselementer såsom omkostninger ved administration, vedligeholdelse, renovering og overvågning af anlægget, indgår selskabets udgifter til indkøb af elektricitet, der forbruges i lysarmaturerne.

Det påhvilede endvidere serviceydelsesvirksomheden at drive og vedligeholde vejbelysningsanlægget på en sådan måde, at de til enhver tid gældende regler om krav til vejbelysning og vejbelysningsanlæg opfyldes, og på en sådan måde, at der sikres kommunens borgere en tilfredsstillende, hensigtsmæssig, forsvarlig og omkostningseffektiv vejbelysning. Vejbelysningsanlæg på private fællesveje drives og vedligeholdes som øvrige belysningsanlæg.

Det er styrelsens opfattelse, at serviceydelsesvirksomheden ikke opfylder betingelsen om, at elektriciteten skal være forbrugt i virksomheden, for at opnå afgiftsgodtgørelse, jf. elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1. Tilsvarende kan serviceydelsesvirksomheden ikke opnå afgiftsgodtgørelse efter CO2-afgiftsloven, jf. denne lovs § 9, stk. 1, jf. stk. 4.

Baggrunden for denne opfattelse er bl.a., at man må se på, hvem der drager nytte af den anvendte energi, som i dette tilfælde er borgere, virksomheder mfl. i en by og ikke serviceydelsesvirksomheden, der har forpligtet sig til at varetage en opgave med belysning af gader, p-pladser mv. i byen. Dette kom i øvrigt klart til udtryk i aftalen mellem kommunen og selskabet.

Det ændrer efter styrelsens opfattelse heller ikke på forholdet, at udgiften til elforbruget afholdes af serviceydelsesvirksomheden i forhold til "elforsyningsvirksomheden". I det konkrete tilfælde var der fra kommunens side tale om en omkostningsdækning for elforbruget til gadebelysning mv. overfor serviceydelsesvirksomheden.

Endvidere er der ved direkte sammenligning mellem en serviceydelsesvirksomhed, der varetager gadebelysning mv. i en by, og fx et hotel, hvor der betales moms af vederlaget for udlejningen af lokalet, og hvor udlejer efter hidtidig praksis har adgang til afgiftsgodtgørelse for elforbruget til belysning af de udlejede lokaler, den forskel, at forbruget af elektricitet sker inden for de "fysiske" rammer af den virksomhed, der er omfattet af momsregistreringen - i modsætning til serviceydelsesvirksomheden, hvor forbruget af elektricitet til gadebelysning mv. ligger udenfor den momsregistrerede virksomheds rammer.

Se endvidere F.6.2.3 om Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2002, jf. SKM2002.171.LSR.

Landsskatteretten - gadebelysning Landsskatteretten har den 19. juni 2002, jf. SKM2002.492.LSR, afsagt kendelse om, at et serviceselskab, der varetager kommunal gadebelysning mv., ikke er berettiget til afgiftsgodtgørelse for elektricitet, der indkøbes af selskabet og som i henhold til indgået aftale med en kommune anvendes til belysning af offentlige gader mv. , idet serviceselskabet ikke kan anses at forbruge den afgiftspligtige elektricitet. Se endvidere  - Meddelelse om gadebelysning - ovenfor.

Serviceselskabet indbragte afgørelsen for domstolene.

Landsretten - gadebelysning Landsretten har den 18. februar 2004, jf. SKM2004.109.VLR, afsagt dom i ovennævnte sag vedr. forbrug af elektricitet til gadebelysning mv. Ifølge dommen er det pågældende serviceselskab ikke berettiget til afgiftsgodtgørelse for elforbruget i vejbelysningsanlægget. 

Landsretten udtalte, at som elektricitetsafgiftsloven er udformet, må der ved en virksomheds forbrug af afgiftspligtig elektricitet i lovens § 11, stk. 1, nr. 1, forstås det forbrug, der foregår som led i en produktionsproces i virksomheden - eksempelvis til drift af maskiner, produktionsanlæg, belysning i virksomheden eller lignende - og det må kræves, at elektriciteten kan anses som forbrugt af virksomheden til dette formål.

Landsretten fandt ikke, at indkøb og anvendelse af elektricitet til driften af vejbelysningsanlægget i kommunen kunne sidestilles med en sådan produktionsproces, som må forudsættes i elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og serviceselskabet kunne ikke som virksomhed i denne sammenhæng siges at forbruge elektriciteten til procesformål. Landsretten lagde herved vægt på, at kommunens borgere måtte anses som de egentlige forbrugere af elektriciteten til brug for vejbelysningen. Det er anført i dommen, at allerede af denne grund tog Landsretten Skatteministeriets påstand om frifindelse til følge.

Serviceselskabet indbragte landsretsdommen for Højesteret.

Højesteret - Gadebelysning Højesteret har den 16. september 2005 afsagt dom, jf. SKM2005.394.HR, i den konkrete sag, der tidligere har været behandlet af Landsskatteretten og Vestre Landsret.

Sagens forhold samt Højesterets begrundelse og resultat fremgår kort nedenfor:

En kommune havde overdraget sit vejbelysningsanlæg til et af kommunen ejet selskab, der havde videreoverdraget anlægget til et datterselskab. Sidstnævnte selskab skulle herefter drive og vedligeholde vejbelysningen i kommunen mod betaling.

Spørgsmålet i sagen var, om selskabet var berettiget til afgiftsgodtgørelse efter elektricitetsafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens § 9, stk. 1, jf. stk. 4, nr. 3, for den elektricitet, som var indkøbt til brug for driften af vejbelysningen i perioden 1. januar 2000 til 30. juni 2002.

Højesteret udtalte, at selskabet først blev momsregistreret med virkning fra den 1. januar 2001 og ikke betalte energiafgifter i 2000. Herefter var selskabet ikke berettiget til at få tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift, som angik elforbrug før 1. januar 2001.

For så vidt angår perioden efter den 1. januar 2001, hvor selskabet blev momsregistreret, udtalte Højesteret, at det følger af elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og kuldioxidafgiftslovens dagældende § 9, stk. 4, nr. 3, at virksomheder kan få delvist tilbagebetalt el- og kuldioxidafgift af den af virksomheden forbrugte afgiftspligtige elektricitet. Højesteret fandt, at der ikke i bestemmelsernes ordlyd, forarbejder eller formål er holdepunkter for at begrænse retten til tilbagebetaling til elforbrug, der foregår som led i en særligt kvalificeret produktionsproces. Ved produktion af belysning anvendes elektricitet, der forbruges som led i produktionen, og sådant elforbrug kan berettige til tilbagebetaling af el- og kuldioxidafgift i medfør af de nævnte bestemmelser, såfremt de øvrige betingelser herfor er opfyldt. Højesteret lagde til grund, at selskabet efter aftale med kommunen leverede vejbelysning til kommunen under forbrug af elektricitet på virksomhedens eget anlæg, og under disse omstændigheder måtte den elektricitet, som selskabet anvendte ved driften af vejbelysningsanlægget, anses for en af virksomheden forbrugt afgiftspligtig elektricitet.

Højesteret anførte videre, at det var uden betydning, at kommunen efter offentligretlige regler som vejmyndighed er forpligtet til at sikre vejbelysning, og at det ligeledes var uden betydning, om der ved beregning af vederlag for levering af vejbelysning er sket overvæltning af afgifterne på aftageren.

Højesteret fandt således, at selskabet havde krav på tilbagebetaling af afgifter for perioden efter 1. januar 2001, og hjemviste sagen til fornyet behandling ved afgiftsmyndighederne med henblik på opgørelse af tilbagebetalingskravet for perioden 1. januar 2001 til 30. juni 2002 med tillæg af renter.

Højesteretsdommen ændrer den udmeldte praksis, der er indeholdt i Told- og Skattestyrelsens meddelelse af 12. juni 2001, offentliggjort i SKM2001.215.TSS, Landsskatterettens kendelse af 19. juni 2002, offentliggjort i SKM2002.492.LSR, og Landsrettens dom af 18. februar 2004, offentliggjort i SKM2004.109.VLR.

Med hensyn til dommens rækkevidde er det SKATs opfattelse, at det ikke nødvendigvis er en betingelse, at der er sket en overdragelse af ejendomsretten - som det er tilfældet i Højesteretssagen.

Det er dog SKATs opfattelse, at det er en afgørende betingelse, at virksomheden, der varetager driften af et vejbelysningsanlæg, skal have et selvstændigt erhvervsmæssigt indhold og dermed være forretningsmæssigt begrundet. Virksomheden skal samtidig være driftsmæssig ansvarlig og have fuld råderet over vejbelysningsanlægget - og kunne foretage egne dispositioner fx i forhold til personale, driftsmidler mv.

Driften af vejbelysningsanlægget skal ske for den pågældende virksomheds egen regning og risiko med det formål at få et økonomisk udbytte. Det gælder fx også i forhold til prisen på elektricitet, som virksomheden køber til drift af vejbelysningsanlægget til fremstilling af lys.

Det er SKATs opfattelse, at fx et leasingforhold, der baserer sig på/opfylder ovennævnte konditoner, kan sidestilles med det tilfælde, som Højesteret tog stilling til ved dommen af 16. september 2005. Det beror dog på en konkret vurdering/analyse af forholdene i det enkelte tilfælde.

Det er samtidig SKATs opfattelse, at en serviceaftale, der er indgået med en ejer af et vejbelysningsanlæg, - som alene omfatter vedligeholdelsen af vejbelysningsanlægget, fx opsyn med og reparation af anlægget, som udgangspunkt ikke er af et omfang mv., hvor den pågældende virksomhed kan siges at være driftsmæssig ansvarlig - ligesom det må antages, at virksomheden ikke med en sådan serviceaftale kan siges at løbe en reel økonomisk risiko i forhold til driften af vejbelysningsanlægget i sin helhed.

SKAT-meddelelsen om ændring af praksis og genoptagelse af sager er offentliggjort i SKM2006.137.SKAT.

►Elforbrug i materiel, der udlejes◄►Skatterådet har, jf. SKM2006.804.SR truffet afgørelse om, at en virksomhed, der udlejer materiel til musikfestivaler mv., fx kontor- og salgsvogne inkl. forbrug af elektricitet, der er produceret på udlejers el-produktionsanlæg, ikke opfylder betingelserne i elafgiftslovens § 11, stk. 1, nr. 1, for at få tilbagebetalt afgiften af elforbruget i det pågældende materiel.◄