Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for, hvordan omvurderinger foretaget fra den 1. oktober 2011 håndteres i tilbagebetalingsordningen.

Afsnittet indeholder:

  • Forholdsmæssig regulering
  • Ændringer der udelukkende har haft betydning for ejendomsværdien
  • Ændringer af fordelingstallet mellem ejerlejligheder.

Forholdsmæssig regulering

Er der i perioden siden 2011 sket ændringer på en ejendom omfattet af tilbagebetalingsordningen, der har medført, at ejendommen er blevet omvurderet, vil 2020-vurderingen ikke umiddelbart kunne tilbageregnes til vurderingerne foretaget før omvurderingstidspunktet. I denne situation foretages der en regulering af 2020-vurderingen, der gør en tilbageregning mulig.

Reguleringen foregår ved, at den tilbageregnede ejendomsværdi og/eller grundværdi for årene før omvurderingen, reguleres med forholdet mellem ejendomsværdien henholdsvis grundværdien før og efter omvurderingen. Se EVL § 68.

Eksempel

Der er foretaget en omvurdering af en ejerbolig i 2014. Omvurderingen har medført, at 2014-vurderingen er 30 pct. højere end 2013-vurderingen. I denne situation nedsættes 2020-vurderingen forholdsmæssigt, når tilbageregningen foretages til vurderingerne i 2011 og 2013. Derimod kan 2020-vurderingen, i dette eksempel, umiddelbart sammenlignes med 2014-omvurderingen og de senere videreførte vurderinger.

Ændringer der udelukkende har haft betydning for ejendomsværdien

Hvis eksempelvis den ændring, der har givet anledning til omvurderingen, alene vedrører ejendommens bygninger, fx ændring af bygningsareal, mens grunden ikke er blevet ændret, skal der kun ske en justering af 2020-ejendomsværdien. Dette skyldes, at ændringen af bygningen ikke har betydning for grundværdien. Grundværdien vil være uændret og skal derfor ikke justeres.

Ændringer af fordelingstallet mellem ejerlejligheder

Hvis eksempelvis en ejendom er opdelt i ejerlejligheder, og fordelingstallet mellem ejerlejlighederne ændres, svarer dette til, at grundarealet for de enkelte ejerlejligheders ændres. Ved ændring af fordelingstal skal 2020-vurderingen for de enkelte ejerlejligheder til brug for tilbageregningen i tilbagebetalingsordningen derfor justeres for både ejendomsværdi og for grundværdi, selv om (moder)ejendommens samlede grundareal er uændret.