Spørgsmål
- Det ønskes bekræftet, at en gevinst, vundet i spil uden indsat, bestående af bonus, er en varegevinst.
Svar
- Nej
Beskrivelse af de faktiske forhold
Spørger har et medlemsprogram hvor medlemmerne optjener x % i bonus af deres indkøb hvis de registrerer deres medlemskort, når de handler i spørgers butikker, hjemmeside tilhørende spørger og hos spørgers partnere. Bonussen går automatisk ind på medlemmets medlemskonto. Medlemmerne kan betale med den optjente bonus i alle spørgers butikker eller på hjemmeside tilhørende spørger, når de ønsker det.
Spørger udbyder konkurrencer efter reglerne om spil uden indsats, og hvor gevinsten bl.a. er gavekort eller bonus på medlemmernes medlemskonto.
Når et medlem vinder, sættes bonus direkte ind på medlemmets medlemskonto, som alene kan benyttes i spørgers butikker eller på hjemmeside tilhørende spørger. Således har bonus samme status som et gavekort, der også kun kan benyttes til at handle bestemte varer eller i bestemte butikker.
Spørgers opfattelse og begrundelse
Ja.
Forudsat at en konkurrence er omfattet af lovbekendtgørelse 2016-04-07 nr. 337 om afgifter af spil, § 15, skal der betales afgift af gevinster, der overstiger 200 kr.
Beregningsmetoden og satsen for afgift på kontante gevinster blev ændret med virkning for gevinster, der er vundet fra og med 1. februar 2016, jf. lov nr. 1574 af 15. december 2015, § 2. Ændringen medførte, at satsen og beregningsmetoden for kontante gevinster og varegevinster blev ligestillet.
Pr. 1. januar 2019 ændres reglerne for bundfradraget på varegevinster fra 200 kr. til 750 kr., jf. lov om ændring af tinglysningsafgiftsloven og forskellige andre love og om ophævelse af lov om afgift af antibiotika og vækstfremmere anvendt i foderstoffer, § 18.
Derfor bliver det igen relevant at skelne mellem varegevinster og kontantgevinster.
Før ændringen i februar 2016 ansås gavekort som varegevinster. Det er ikke forklaret nærmere, men i Den juridiske vejledning version 2.4 - 31.07.15-28.01.16, fremgår det, at "et gavekort anses som en varegevinst".
At et gavekort anses som værende en varegevinst må skyldes, at et gavekort er bundet til en bestemt butik, begivenhed, vare eller lignende og dermed ikke giver den fleksibilitet som kontanter giver, hvor vinderen kan bruge pengene på præcis det denne måtte ønske.
På samme måde må bonus som indsættes på medlemmernes medlemskonto, og kun kan benyttes i spørgers butikker eller på hjemmeside tilhørende spørger, kunne sidestilles med et gavekort, da det ligeledes er en bundet varegevinst.
En gevinst vundet i et spil uden indsats bestående af bonus som indsættes på medlemskontoen må derfor anses som en varegevinst og ikke en kontantgevinst.
Skattestyrelsens indstilling og begrundelse
Spørgsmål 1
Det ønskes bekræftet, at en gevinst, vundet i spil uden indsat, bestående af bonus, er en varegevinst.
Begrundelse
Anmodningen handler om, hvorvidt en bonus er en kontantgevinst eller er omfattet at begrebet "andre gevinster".
Ifølge spilafgiftslovens § 15, som er er ændret pr. 1. januar 2019, beregnes afgiften for kontantgevinster af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr. For andre gevinster beregnes afgiften af den del af gevinstens handelsværdi, der overstiger 750 kr.
Før lovændringen pr. 1. januar 2019 var var der én bundgrænse, og der blev ikke skelnet mellem kontantgevinster og andre gevinster. Som følge af lovændringen er det nu nødvendigt at skelne mellem kontantgevinster og andre gevinster.
Bestemmelsen om differentieret bundgrænse blev indført ved lov nr. 1728 af 27. december 2018. Af bemærkningerne hertil, jf. L 103, fremgår bl.a. følgende af bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser:
"Kontante gevinster er f.eks. penge og gavekort. Udtrykket "andre gevinster" dækker alle andre typer gevinster end kontante gevinster, herunder både varegevinster såsom en bamse, og gevinster i form af ydelser, f.eks. et hotelophold eller en oplevelse."
Det lægges til grund ifølge det oplyste, at spørger udbyder konkurrencer efter reglerne om spil uden indsats, hvor gevinsten er bonus, som indsættes på en medlemskonto. Gevinsten kan alene benyttes i spørgers butikker eller på hjemmeside tilhørende spørger. Ifølge spørger har en bonus samme status som et gavekort.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at en bonus indsat på en medlemskonto er en kontantgevinst, da det må sidestilles med et gavekort, jf. også spørgeres opfattelse heraf. Det er herved lagt til grund, at gevinsten kan benyttes til køb af varer for et bestemt beløb. Gevinsten har dermed en værdi i kontanter, der kan benyttes til at handle for, og må derfor anses som en kontantgevinst. Dermed er der ikke tale om en varegevinst i form af en bestemt vare eller ydelse, omfattet af begrebet "andre gevinster", jf. lovbemærkningerne.
Det fremgår af den gældende version af Den juridiske vejledning, at reglen om kontantgevinster gælder for gavekort, hvilket er i overensstemmelse med lovbemærkningerne.
Spørgers bemærkninger om, at der før lovændringen ifølge dagældende Den juridiske vejledning for 2. halvår 2015 fremgik, at "et gavekort anses som en varegevinst", får derved ingen betydning.
Indstilling
Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltræder skattestyrelsens indstilling og begrundelse.
Lovgrundlag, forarbejder og praksis
Spørgsmål 1
Lovgrundlag
Afgifter af spil, § 15:
Der skal af gevinster vundet i spil, der i henhold til § 3, stk. 2, i lov om spil kan udbydes uden tilladelse eller anmeldelse til spillemyndigheden, og som må anses for offentlige, betales en afgift på 17,5 pct. For kontantgevinster beregnes afgiften af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr. For andre gevinster beregnes afgiften af den del af gevinstens handelsværdi, der overstiger 750 kr.
Forarbejder
Bestemmelsen blev ændret ved lov nr. 1728 af 27. december 2018. Af bemærkningerne hertil, jf. L 103, til spilafgiftslovens § 15, fremgår følgende:
§ 18. nr. 3. I § 15 udgår »beregnet af den del af gevinstens værdi eller gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr.«, og som 2. og 3. pkt. indsættes: "For kontantgevinster beregnes afgiften af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr. For andre gevinster beregnes afgiften af den del af gevinstens handelsværdi, der overstiger 750 kr."
Følgende fremgår af de almindelige bemærkninger:
"2.2.2. Forhøjelse af bundgrænsen for afgift af varegevinster (gevinstafgiften)
2.2.2.1. Gældende ret
Efter lov om afgifter af spil (herefter spilleafgiftsloven) skal der betales afgift af diverse spil udbudt i Danmark, jf. spilleafgiftslovens § 1.
Afgiften beregnes enten af spiludbyderens bruttospilleindtægt (indskud minus gevinst), hvilket er tilfældet for f.eks. væddemål og onlinekasino, jf. spilleafgiftslovens §§ 6, 7 og 11, eller af selve gevinsten (gevinstafgift), hvilket er tilfældet for f.eks. almennyttige lotterier, spil i forbindelse med offentlige forlystelser og spil uden indsats, jf. spilleafgiftslovens §§ 5, 14 og 15.
Gevinstafgiften beregnes af den del af gevinstens værdi, der overstiger 200 kr. Afgiften beregnes ens for andre gevinster og kontantgevinster ud fra gevinstens værdi. Dette vil sige, at for kontantgevinster beregnes afgiften på grundlag af det udbetalte gevinstbeløb, og hvis der er tale om f.eks. en varegevinst, beregnes afgiften af gevinstens handelsværdi ved salg til forbrugere.
Bundgrænsen på 200 kr. er ikke reguleret siden 1956.
Er der f.eks. vundet en kontantgevinst på 500 kr. eller en kontantgevinst i form af et gavekort på 500 kr., skal der ikke betales afgift af de første 200 kr., og der skal beregnes afgift af 300 kr.
Afgiften på 17,5 pct. udgør 300/100 x 17,5, dvs. 52,50 kr.
2.2.2.2. Lovforslaget
Det foreslås at forhøje bundgrænsen for andre gevinster end kontantgevinster fra 200 kr. til 750 kr. for henholdsvis udbydere af spil i forbindelse med offentlige forlystelser, almennyttigt lotteri og spil uden indsats. Ændringen har til formål at mindske de administrative byrder for virksomhederne, da der alene vil skulle afregnes afgift, såfremt gevinstens handelsværdi ved salg til forbrugere overstiger 750 kr.
Modsat kontantgevinster skal handelsværdien ved andre gevinster opgøres selvstændigt. Dette medfører således ekstra administrative byrder for udbyderne af spil med andre gevinster. De ekstra administrative byrder består i, at indkøbsprisen af andre gevinster end kontantgevinster skal omregnes til en handelsværdi. Andre gevinster er f.eks. en bamse, en oplevelse eller et årsabonnement på et magasin.
Bundgrænsen på 200 kr. for kontantgevinster forbliver uændret.
Lotterier udbudt af Danske Spil eller klasselotterier udbudt af Klasselotteriet er samtidig ikke omfattet af den foreslåede forhøjelse af bundgrænsen for andre gevinster. Dette skyldes, at der alene udbydes kontante gevinster.
Forslaget er tidligere stillet af Virksomhedsforum for enklere regler og foreslås således nu gennemført med dette lovforslag."
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser, til § 18, nr. 3:
"Ifølge spilleafgiftslovens § 15 skal udbydere af spil uden indsats betale en gevinstafgift på 17,5 pct. beregnet af den del af gevinstens værdi eller gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr. for udbud af spil uden indsats.
Spil uden indsats er spil omfattet af § 3, stk. 2, i lov om spil, dvs. spil der kan udbydes uden tilladelse eller anmeldelse til Spillemyndigheden. Der er tale om spil, hvor spilleren ikke har betalt en indsats for at deltage, og som må anses for at være offentlige.
Afgiften beregnes ens for kontantgevinster og andre gevinster, så som varegevinster, ud fra gevinstens værdi. Dette vil sige, at for kontantgevinster beregnes afgiften på grundlag af det udbetalte gevinstbeløb eller gavekortets pålydende værdi. Hvis der er tale om andre gevinster, beregnes afgiften af gevinstens handelsværdi ved salg til forbrugere, jf. spilleafgiftslovens § 26, stk. 3. Det er således ikke gevinstens indkøbsværdi, men handelsværdi, der skal bruges til beregningen af afgiften, og den afgiftspligtige person skal kunne dokumentere eller sandsynliggøre en faktisk eller sammenlignelig handelsværdi af gevinsten.
Det foreslås at forhøje bundgrænsen for andre gevinster fra 200 kr. til 750 kr. i spilleafgiftslovens § 15.
Kontante gevinster er f.eks. penge og gavekort. Udtrykket »andre gevinster« dækker alle andre typer gevinster end kontante gevinster, herunder både varegevinster såsom en bamse, og gevinster i form af ydelser, f.eks. et hotelophold eller en oplevelse."
Praksis
Følgende fremgår af Den juridiske vejledning, afsnit E.A.9.12 Spil uden indsats - visse lodtrækninger og konkurrencer mv.
"Afgiftens størrelse og beregning
Afgiften beregnes ens for kontantgevinster og andre gevinster, så som varegevinster, ud fra gevinstens værdi.
Afgiften er 17,5 pct. For kontantgevinster beregnes afgiften af den del af gevinstbeløbet, der overstiger 200 kr. For andre gevinster beregnes afgiften af den del af gevinstens handelsværdi, der overstiger 750 kr., jf. SPILAL § 5, og § 26, stk. 3.
Den afgiftsfri bundgrænse på 750 kr. er indsat ved lov nr. 1720 af 27. december 2018, med virkning fra 1. januar 2019, og gælder for værdien af gevinster, som ikke er kontantgevinster. Med værdien forstås handelsværdien ved salg til forbruger, og ikke indkøbsprisen. Det fremgår bl.a. af lovforslaget, at den afgiftspligtige virksomhed skal kunne dokumentere eller sandsynliggøre en faktisk eller sammenlignelig handelsværdi på gevinsten. For kontantgevinster gælder der fortsat en bundgrænse på 200 kr.
Det fremgår af lovforslaget, at reglen om kontantgevinster f.eks. gælder for:
- Gevinster i penge
- Gavekort (gavekortets pålydende værdi)
- Spillemærker
Reglen for andre gevinster (bundgrænse på 750 kr. af handelsværdien) gælder f.eks.:
- Varegevinster
- Gevinster i form af en serviceydelser, f.eks. en ferierejse eller en oplevelse."