Parter

Skatteministeriet

(v/Kammeradvokaten v/adv. Steffen Sværke)

Mod

A

(v/adv. Jef Nymand Hounsgaard)

Afsagt af landsretsdommerne

Lars E. Andersen, Hans-Jørgen Nymark Beck og Eva Skov (kst.)

Sagens oplysninger 

Sagen er anlagt ved Retten i Horsens den 30. juni 2016. Ved kendelse af 15. november 2016 er sagen henvist til behandling ved Vestre Landsret efter retsplejelovens § 226, stk. 1.

Sagen drejer sig om fortolkningen af personskattelovens § 13 a, stk. 5, om begrænsning af adgang til at fradrage underskud ved gældseftergivelse, herunder om den aftale, som A indgik med F1-bank i 2012, gav grundlag for begrænsning af A’s adgang til fremførsel af underskud fra 2012, eller om begrænsningen på grund af betingelser i aftalen først har virkning fra 2017.

Påstande

Sagsøgeren, Skatteministeriet, har nedlagt påstand om, at sagsøgte, A, skal anerkende, at spørgsmål 1 i Landsskatterettens afgørelse om, at betingelserne i den indgåede aftale med kreditorer om frivillig akkord er af en sådan karakter, at aftalen er suspensiv, skal besvares med "nej", og at spørgsmål 2 i Landsskatterettens afgørelse om, at nedsættelse af underskud tidligst vil ske med virkning for indkomståret 2017, skal besvares "nej".

A har påstået frifindelse.

Sagsfremstilling

Landsskatteretten afsagde den 11. april 2016 følgende kendelse, hvori A er anført som klageren:

"Klagen vedrører spørgsmål om bindende svar i anledning af, at der er stillet følgende spørgsmål:

• "Er betingelserne i den indgåede aftale med kreditorer om frivillig akkord af en sådan karakter, at aftalen er suspensiv?
• Kan det bekræftes, at nedsættelse af underskud tidligst vil ske med virkning for indkomståret 2017?"

Skatterådet har besvaret spørgsmål 1-2 med "Nej".

Landsskatteretten ændrer Skatterådets afgørelse, således at spørgsmål 1-2 besvares med "Ja".

Møde mv.

Der har været afholdt møde mellem klageren og Skatteankestyrelsens sagsbehandler.

Faktiske oplysninger

Klagerens tidligere repræsentant har ved brev af 6. december 2013 anmodet om bindende svar på de ovenstående spørgsmål.

Klageren havde i 2011 usikret gæld for 58.006.000 kr., som er opgjort således:

Akkordkreditorer	Usikret gæld
F1-bank	37.843.000 kr.
F3-bank A/S	8.194.000 kr.
F2-bank	6.969.000 kr.
G1	5.000.000 kr.
I alt	58.006.000 kr.

Der blev i 2011 indgået akkordaftale med F3-bank A/S, F2-bank og G1, hvorefter de modtog en endelig dividende på 10 % af deres usikrede tilgodehavender. F1-bank var med i forhandlingerne og godkendte de andre kreditorers akkordaftaler samtidig med, at der den 4. januar 2012 blev indgået en særskilt akkordaftale med F1-bank.

Selvom spørgsmål 1 er udformet som gældende alle kreditorer, fremgår det af anmodningen om bindende svar, Skatterådets bindende svar og den endelige klage, at der alene tages stilling til akkordaftalen indgået med F1-bank.

Det fremgår af akkordaftalen, at F1-bank havde et usikret tilgodehavende på 37.843.000 kr., og akkorddividenden var fastsat til 2,59 %, hvilket på aftaletidspunktet udgjorde 979.902kr.

Efter aftalen med F1-bank er opgørelsen af det usikrede tilgodehavende og dividenden ikke endelig, idet der skal foretages en ny opgørelse, når klageren har indfriet sin foreløbigt opgjorte pantegæld på 16.285.000 kr. inkl. tilskrevne renter og den beregnede dividende på 980.000 kr. Disse beløb forfalder senest til betaling pr. 31. december 2017. Klageren er dog forpligtet til at betale minimum 625.000 kr. pr. kvartal startende fra den 30. juni2012.

Når klageren har indfriet de ovenstående beløb, skal der foretages nye ejendomsvurderinger af klagerens fire ejendomme. Ejendomsvurderingerne skal foretages af to uvildige landbrugsmæglere. Det er imidlertid en betingelse, at de nye ejendomsvurderinger tidligst foretages i 2017, desuagtet at klageren indfrier de ovenstående beløb inden 2017.

På aftaletidspunktet er ejendommene værdiansat således:

Ejendomme	Ejendomsværdier
Y1	57.314.000 kr.
Y2	20.200.000 kr.
Y3	18.098.000 kr.
Sommerhuset, Y4-adresse	3.400.000 kr.
I alt	99.012.000 kr.

Såfremt blot en af ejendommene er steget i værdi, skal klageren indfri yderligere af F1-banks tilgodehavende, i form af yderligere konstateret panteværdi i ejendommene. Værdistigningerne skal fordeles som følgende:

"De første 15,0 mio. kr. tilgår F1-bank fuldt ud. Yderligere konstaterede værdistigninger deles med 70% til F1-bank og 30% til A inden for kr. 15,0 - 25.0 mio. - og med 50 % til hver af eventuelle yderligere værdistigninger, som konstateres at være på ejendommene."

Endvidere foretages følgende beløbsmæssige regulering:

"Der foretages tilsvarende en regulering af den beregnede dividende på den usikrede del af fordringen, som fratrækkes i opgørelsen, således at den opgjorte usikrede gæld til F1-bank reduceres med den yderligere panteværdi, som tilfalder F1-bank med baggrund i konstaterede konjunkturbetingede værdistigninger.

Der beregnes herefter dividende med 2,59 % af denne reducerede usikrede gæld til F1-bank."

Efter vurderingerne er foretaget, har klageren en frist på 3 måneder til at fremskaffe den fornødne finansiering til indfrielse af F1-banks tilgodehavende i form af yderligere konstateret panteværdi i ejendommene. Såfremt det ikke er muligt for klageren at fremskaffe denne finansiering, er han forpligtet til at underskrive uigenkaldelige salgsfuldmagter vedrørende ejendommene. Det fremgår af akkordaftalen, at F1-bank herefter afskriver sin restfordring:

"Efter indfrielse af F1-bank eller efter salg af ejendomme, hvis indfrielse ikke viser sig at være muligt for A, afskriver F1-bank sin restfordring mod A i forbindelse med en aflysning af bankens underpant i ejendommene."

Akkordaftalen indeholder endvidere et afsnit om misligholdelse. I afsnittet er der bl.a. indsat følgende betingelse:

"Endelig bortfalder denne aftale, såfremt A måtte afgå ved døden inden aftalens ophør ved indfrielse af F1-bank i henhold til foranstående bestemmelser".

For så vidt angår den beløbsmæssige regulering har SKAT i det bindende svar udfærdiget to eksempler, der blev godkendt af klagerens tidligere repræsentant, og som skal illustrere, hvorledes evt. værdistigninger skal fordeles:

"Eksempel 1 - ingen værdistigning fra 2012 til 2017

Usikret gæld til F1-bank udgør 37.843.000 kr. Dividenden beregnes til 2,59% af 37.843.000 kr. = 979.902 kr. Underskudsbegrænsning, jf. PSL § 13 a (Uudnyttede, fradragsberettigede underskud nedsættes med det beløb, hvormed gælden er nedsat):

37.843.000 kr. - 979.902 kr. = 36.863.098 kr.

Eksempel 2 - værdistigning til 31 mio. kr fra 2012 til 2017

A’s aktiver antages at stige i værdi fra 99 mio. kr. i 2012 til 130 mio. kr. i 2017. Værdistigningen på 31 mio. kr. skal ifølge aftalen mellem A og F1-bank fordeles således:

Fordeling	F1-bank	A
De første 15 mio. kr. af værdistigningen (udover de i 2012 opgjorte 99 mio. kr.) tilfalder F1-bank fuldt ud.	15 mio. kr.	0 kr.
Værdistigning mellem de 15 mio. kr. og 25 mio. kr. fordeles med - 70% til F1-bank A/S, og - 30 % til A	7 mio. kr.	3 mio. kr.
Værdistigning udover 25 mio. kr. fordeles med: - 50% til F1-bank A/S, og - 50% til A	3 mio. kr.	3 mio. kr.
Samlet fordeling af værdistigning på 31 mio. kr.	25 mio. kr.	6 mio. kr.

Usikret gæld til F1-bank før regulering: 37.843.000 kr.

F1-bank har modtaget yderligere (andel af værdistigning): 25.000.000 kr.

= Ny usikret gæld i 2017: 12.843.000 kr.

Dividenden beregnes til 2,59% af 12.843.000 kr. = 332.634 kr. Underskudsbegrænsning, jf. PSL § 13 a (Uudnyttede, fradragsberettigede underskud nedsættes med det beløb, hvormed gælden er nedsat):

12.843.000 kr. - 332.634 kr. = 12.510.366 kr."

Skatterådets afgørelse

Skatterådet har tiltrådt SKATs indstilling og begrundelse og har besvaret begge spørgsmål med "Nej".

Af SKATs indstilling og begrundelse fremgår:

"Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at betingelserne i den indgåede aftale med kreditorer om frivillig akkord er af en sådan karakter, at aftalen er suspensiv.

Lovgrundlag

LBK nr. 382 af 08/04/2013 (Personskatteloven) § 13 a "Stk. 1. Opnår en person i et indkomstår en tvangsakkord i en rekonstruktion eller en gældssanering, nedsættes uudnyttede, fradragsberettigede underskud og dernæst uudnyttede, fradragsberettigede tab, der kan fremføres efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 13 A, stk. 2 og 3, kursgevinstlovens § 32, stk. 3, og ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 3, fra det pågældende og tidligere indkomstår med det beløb, hvormed gælden er nedsat. Nedsættelsesbeløbet formindskes med den del af skyldnerens indkomst, der hidrører fra hans frigørelse for gældsforpligtelser. Nedsættelsen af underskud sker med virkning for det indkomstår, hvori rekonstruktionsforslaget med tvangsakkorden stadfæstes eller kendelse om gældssanering afsiges, og for senere indkomstår.

…

Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på aftaler om en samlet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld (frivillig akkord)."

Praksis

SKM2004.265.ØLR

Når der indgås aftale om betinget saldokvittering med en hovedkreditor, indtræder de skattemæssige konsekvenser i det indkomstår, hvori aftalen er endeligt indgået.

Selskabet indgik en aftale med Bikuben i 1996, hvorefter selskabet blev frigjort for sine forpligtelser over for Bikuben ved betaling af 3,4 mio. kr. og afgivelse af en salgsfuldmagt vedrørende ejendommen X. Ejendommen X blev solgt i 1997. Aftalen indebar, at Bikubens resttilgodehavende helt eller delvist ville blive eftergivet, hvis ejendommen ikke blev solgt til den pris, der dækkede Bikubens tilgodehavende. Hvis ejendommen derimod blev solgt til en højere pris end Bikubens tilgodehavende, ville aftalen indebære, at Bikuben fik mere end dækket sit tilgodehavende. Denne mulighed var der udtrykkeligt taget højde for; "provenu ved salg af ejendommen X (efter indfrielse af foranstående gæld) vil tilfalde Bikuben fuldt ud, uanset at Bikubens restengagement derved måtte blive mere end inddækket." Først da ejendommen blev solgt i 1997 kunne det konstateres, at Bikuben ikke fik dækning for sit resttilgodehavende, og Selskabet opnåede herved en gældseftergivelse. Landsretten fandt derfor, at gældseftergivelsen var sket i 1997 og ikke i 1996.

TfS 1997, 565 LSR og TfS 1997, 439 LSR

Gælder akkordaftalen efter sit indhold kun, hvis alle kreditorer accepterer aftalen, er aftalen ikke indgået, før den sidste kreditor har accepteret aftalen.

TfS 1999, 255 VLR

Efter akkorden skulle debitor betale 35 pct. af gælden over en 5-årig periode fra 1991-1995. Alle kreditorer havde accepteret aftalen den 2. maj 1991. Akkorden var betinget af, at debitor betalte restgælden til kreditorerne (misligholdelsesklausul). Debitor skulle betale 3.000 kr. om måneden, men kunne ikke betale afdragene. Ordningen blev misligholdt fra 1993.

Vestre Landsret fastslog, at de skattemæssige virkninger af aftalen indtrådte i 1991, selv om aftalen om akkord bortfaldt på grund af misligholdelse. Dommen fastslår også, at bortfald af den frivillige akkord på grund af misligholdelse ikke medfører, at adgangen til underskudsfremførsel genopstår.

Begrundelse

Akkordaftalen mellem A og F1-bank om gældseftergivelse er betinget af, at A er i live frem til aftalens ophør i 2017.

Det følger af praksis, at en indtægt skal beskattes på retserhvervelsestidspunktet, og at suspensive betingelser udskyder retserhvervelsestidspunktet. I tilfælde, hvor erhvervelse af en indtægt er betinget af, at vedkommende er i live, vil retserhvervelsestidspunktet typisk blive udskudt, til betingelsen er opfyldt.

Der er således som udgangspunkt tale om en suspensiv betingelse.

I relation til tidspunktet for, hvornår der indtræder underskudsbegrænsning efter PSL § 13 a, er det afgørende, hvornår aftalen om frivillig akkord er indgået.

Mange akkordaftaler forudsætter, at debitor påtager sig visse ydelsespligter, så som over en vis periode at afdrage en given procentsats af tilgodehavendet til fuld og endelig afgørelse af gældsforpligtelserne. Når der indgås aftale om betinget saldokvittering - betinget af at debitor betaler, herunder også at debitor er "i live" - sker begrænsningen af underskudsbegrænsningen allerede i det indkomstår, hvori aftalen indgås. Bortfald af akkorden på grund af misligholdelse medfører heller ikke, at adgangen til underskudsfremførsel genopstår. Se TfS 1999, 255 VLR.

Det følger derfor af praksis, at en betingelse for saldokvittering - at debitor skal være i live - ikke udskyder tidspunktet for, hvornår der sker underskudsbegrænsning efter PSL § 13 a.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at nedsættelse af underskud tidligst vil ske med virkning for indkomståret 2017.

Lovgrundlag og praksis

Der henvises til lovgrundlag og praksis under besvarelsen af spørgsmål 1.

Begrundelse

Det fremgår af PSL § 13 a, at der sker underskudsbegrænsning, når en person i et indkomstår aftaler en samlet ordning med dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af gælden (frivillig akkord). Uudnyttede, fradragsberettigede underskud nedsættes med det beløb, hvormed gælden er nedsat, med virkning for det indkomstår, hvori endelig aftale om frivillig akkord indgås og for senere indkomstår.

A og F1-bank indgår aftale om gældsnedsættelse i 2012. F1-banks fordring på A opgøres i akkorden til 37.843.000 kr., og akkorddividenden til F1-bank fastsættes til 2,59 % svarende til 979.902 kr. Efter SKATs vurdering er aftalen endelig i 2012. Det er ikke muligt at udskyde tidspunktet for underskudsbegrænsning ved blot at indsætte en betingelse om et muligt dividendetillæg, som kan føre til, at kreditor indfries fuldt ud.

Der sker herefter nedsættelse af underskud med det beløb, hvormed gælden er nedsat med virkning for indkomståret 2012.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej"."

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at spørgsmål 1-2 skal besvares med "Ja".

Repræsentanten har til støtte for sin påstand anført følgende:

"(…)

Påstande og begrundelsen herfor

I nærværende klage nedlægges som nævnt påstand om, at begge svar ændres til “ja" dvs., at akkordens skattemæssige konsekvenser i relation F1-bank udskydes til tidligst i 2017, hvor man endeligt får fastlagt dividenden og hvor det også konstateres, at A fortsat er i live.

Man er enig i, at efter praksis anses en frivillig akkord for endelig, når aftalen er indgået selvom akkorden er betinget af, at dividenden betales. Denne praksis skyldes, at en tvangsakkord og en gældssanering også er endelig, når den stadfæstes af skifteretten selvom tvangsakkorden/gældssaneringen kan blive ophævet igen, hvis fallenten ikke betalerdividenden.

Når disse forhold gælder vedr. tvangsakkord m.m. er det i praksis antaget, at en tilsvarende praksis gælder ved frivillige akkorder.

Dette må dog efter skatteyderes opfattelse forudsætte, at aftalen i en frivillig akkord i det væsentlige svarer til forholdende i tvangsakkorder og vedgældssanering.

Ved tvangsakkorder og gældssanering sker der ikke regulering af dividenden, hvis fallenten senere får bedre økonomiske muligheder f.eks. en lønforhøjelse, arver, vinder i lotto eller værdien af hans ejendomme eller andre aktiverforøges.

I tilfælde af, at fallenten afgår ved døden inden dividenden er betalt vil boet/arvingerne ved tvangsakkord og gældssanering kunne gå ind og betale evt. resterende dividende og dermed opretholde virkningen af akkorden m.m.

Denne mulighed er ikke til stede i nærværende sag, hvor det direkte er en betingelse for akkorden med F1-bank, at A fortsat er i live ved afslutningen af aftale perioden dvs., at man tidligst i 2017 kan afgøre om gælden i det hele taget nedskrives.

Hvis A skulle afgå ved døden inden dette tidspunkt vil hele F1-banks fordring derfor fuldt ud bestå dvs. ovennævnte 36.863.098 kr. Dette ville i givet fald formentlig medføre, at boet vil blive et gældsfragåelsesbo.

Der er derfor en væsentlig forskel på at betinge akkorden med betaling af dividenden eller betinge akkorden med, at A rent faktisk ikke afgår ved døden inden udløbet af aftaleperioden.

SKAT’s begrundelse på dette punkt må derfor klart afvises.

Som anført ovenfor skal den endelige dividende til F1-bank først fastsættes i 2017 afhængig af prisudviklingen på ejendommene.

Som omtalt ovenfor vil selv en relativ mindre prisstigning på ejendommene (som i alt er vurderet til ca. 90 mio. kr. ved ejendomsvurderingen) i betydeligt omfang kunne forøge dividenden.

I de alm. frivillige akkorder samt ved tvangsakkorder og gældssanering, hvor dividenden er fastlagt endeligt ved indgåelsen af aftalen eller ved skifterettens kendelse, har fallenten sikkerhed for, hvad han skal betale og det er op til ham at få betalt dividenden dvs., at der typisk er tale om en resolutiv betingelse, som parterne (her fallenten) i aftalen selv er herre over.

I nærværende aftale har A ikke denne mulighed. Han har ikke kendskab til, hvad han endeligt skal betale, inden de af parterne udnævnte ejendomsmæglere tidligst i 2017 får fastlagt værdien af de 4 ejendomme jf. side 4 i aftalen med F1-bank (bilag 3).

Han kan i øvrigt end ikke klage over mæglernes vurdering, men er nød til at acceptere vurderingen dvs. gennemsnittet af de 2 mæglervurderinger.

Hvis han ikke kan fremskaffe denne dividende, kan F1-bank direkte sætte ejendommene til salg.

Disse betingelser for akkorden er noget som A var nød til at acceptere og er ikke som antydet af SKAT i deres indstilling indsat i aftalen af hensyn til en skattemæssig fordel ved at udskyde akkordtidspunktet jf. SKAT’s begrundelse:

Det er ikke muligt at udskyde tidspunktet for underskudsbegrænsning ved blot at indsætte en betingelse om et muligt dividendetillæg, som kan føre til, at kreditor indfries fuldt ud.

Selvom SKAT bemærker, at dividende tillægget kan bevirke at hele beløbet skal betales dvs., at dividende i princippet kan for øges fra 980.000 kr. til 36.863.000 kr. dvs., at det pågældende dividende tillæg kan blive på næsten 36 mio. kr., så anses der alligevel skattemæssigt for, at der er indgået en akkord i 2012 med de deraf følgende skattemæssige konsekvenser.

Det bemærkes i øvrigt, at den skattemæssige fordel ved at kunne udskyde tidspunktet for akkorden fra 2012 til 2017 i øvrigt er langt mindre end den ulempe, som selv en relativt beskeden prisstigning på ejendommene vil kunne medføre. Den skattemæssige fordel er alene, at de eksisterende underskud kan bruges i den udstrækning, der faktisk er en indkomst i 2012 - 2016 inkl.

Aftalen om evt. dividende tillæg er klart ikke indgået for at kunne opnå en skattemæssig fordel ved, at udskyde akkorden, som SKAT antyder, men kravet om prisregulering var nødvendigt, for at F1-bank ville acceptere dels en foreløbig lavere dividende samt dels at stille et lån på 16.285.000 kr. til rådighed i en 5 6 årig periode. Havde man ikke fået dette lån ville aftalerne ikke kunnet være gennemført, idet A ikke på anden måde havde kunnet finde økonomiske midler til at gennemføre akkorden samt finansiere den del af aktiverne, som svarede til realisationsværdien.

I realiteten er gælden på de resterende 36.863.098 kr. kun indefrosset (rentefrit) til 2017, hvor man skal opgøre, hvor meget der skal betales og hvor meget der evt. endeligt eftergives.

Det er derfor væsentlige dele af akkorden, som først afklares tidligst i 2017.

Det beløb, der på denne måde skal reducere underskuddene efter personskattelovens § 13 a, bliver dermed også det beløb, som bliver den reelle gældsnedskrivning i 2017 af gælden til F1-bank.

Konsekvensen af svaret fra Skatterådet er i stedet, at hele forskellen mellem den ikke sikrede gæld til F1-bank, der overstiger den foreløbige dividende, dvs. 36.863.000 kr. vil indgå i en begrænsning af fremførelsen af underskud efter personskattelovens § 13 a, selvom det endelige resultat formentlig vil blive et noget mindre beløb, som vil indgå i begrænsning af underskudsfremførelsen. Størrelsen af den endelig akkord er afhængig af prisudviklingen af ejendommene samt om A skulle være afgået ved døden inden 2017.

(…)

Konklusion.

Aftalen med F1-bank er livsbetinget, hvilket i sig selv gør, at aftalen udskydes indtil 2017, hvor man kan afgøre, om A opfylder denne del af aftalen.

Som anført i SKM2004.265.ØLR udskød man akkorden til det tidspunkt, hvor man kunne opgøre gældsnedskrivningen, dvs. når man fik solgt ejendommen.

På tilsvarende måde kan man i nærværende sag først opgøre gældsnedskrivningen i 2017 (evt. senere, hvis man ikke forinden har afviklet gælden på 16.285.000 kr. til F1-bank), når de 2 ejendomsmæglere har vurderet de 4 ejendomme i2017.

SKAT har i sin begrundelse anført nogle begrundelser, som SKAT slet ikke har underbygget ved henvisning til andre afgørelser, praksis m.m. Omtalen af SKM2004.265.ØLR i SKAT’s indstilling og begrundelse samt SKAT’s bemærkning om livsbetingede aftaler, må tværtimod tale for det modsatte af indstillingen til afgørelsen og dermed hænger disse bemærkninger/begrundelser ikke sammen med den afgørelse, som man derefter træffer.

Derfor påstås, at aftalen i 2012 for så vidt angår F1-bank må anses for en suspensiv aftale, der udskyder de skattemæssige konsekvenser indtil man i 2017 (evt. senere) får vurderet ejendommene og dermed hvilket beløb, som A endeligt skal betale til F1-bank.

Derfor påstås at svaret på de 2 spørgsmål ændres til "ja"."

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af kursgevinstlovens § 24, stk. 1,at:

"Gevinst på gæld som følge af en tvangsakkord i en rekonstruktion eller aftale om en samlet ordning mellem en debitor og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af debitors gæld (frivillig akkord) medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Den skattefri gevinst opgøres som forskellen mellem gældens værdi ved påtagelsen og fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivelsen. Med gældsnedsættelse sidestilles hel eller delvis konvertering af gælden til aktier eller konvertible obligationer".

Af Personskattelovens § 13 a, stk. 1 og 5, fremgår det:

…

Personskattelovens § 13 a, blev indført ved lov nr. 363 af 6. juni1991 om ændring af forskellige skattelove og konkursloven. Af forarbejderne til loven (L8 som fremsat 27. december 1990) er der bl.a. anført følgende bemærkninger:

"Bestemmelsen indeholder forslaget om begrænsning af adgangen til at fremføre underskud for fysiske personer.

Efter forslaget nedsættes underskuddet for fysiske personer ligesom for selskaber med gældseftergivelsen. For at undgå at en gældseftergivelse fører til både beskatning og begrænsning af retten til at fremføre underskud foreslås det, at nedsættelsesbeløbet formindskes med den del af skyldneres indkomst, der hidrører fra hans frigørelse for gældsforpligtelser…"

Af de ovenstående uddrag kan det udledes, at underskudsbegrænsningen i henhold til personskattelovens § 13 a, er en følge af en opnået gældseftergivelse.

I besvarelsen af de foreliggende spørgsmål er det således nødvendigt at tage stilling til, hvornår klageren har erhvervet endelig ret til den skattefrie gældseftergivelse, hvorefter der skal foretages underskudsbegrænsning.

Repræsentanten har fremført, at akkordaftalen indeholder to suspensive betingelser. Det fremgår af Den Juridiske Vejledning afsnit C,C.2.5.3.4, at resolutive betingelser ikke udskyder beskatningstidspunktet, hvorimod suspensive betingelser medfører, at beskatningen først indtræder, når betingelsen er opfyldt. Suspensive betingelser er karakteriseret ved, at der hersker reel usikkerhed om, hvorvidt aftalen bliver gennemført eller ej.

Repræsentanten har for det første angivet, at akkordaftalens livsbetingelse er en suspensiv betingelse. Betingelsen er udfærdiget på følgende måde:

"Endelig bortfalder denne aftale, såfremt A måtte afgå ved døden inden aftalens ophør ved indfrielse af F1-bank i henhold til foranstående bestemmelser".

Der forefindes eksempler i praksis, hvorefter en indtægt er betinget af, at vedkommende er i live på en given dato, og hvor retserhvervelsestidspunktet først anses at være denne dato. I disse sager er det imidlertid et særkende, at de involverede personer er lovet et bestemt beløb på en given dato.

I den foreliggende sag er der aftalt en afdragsordning af foreløbig pantegæld og dividende, samt en efterfølgende beløbsmæssig regulering som følge af eventuelle ejendomsværdistigninger. Som anført af både SKAT og repræsentanten fremgår det af retspraksis, at i de tilfælde hvor der er aftalt en afdragsordning om betaling af dividende, da anses betalingsbetingelsen for at være en resolutiv betingelse i forhold til den skattefrie gældseftergivelse og hertil knyttede underskudsbegrænsning. Underskudsbegrænsningen anses endvidere for værende endelig, selvom betalingsbetingelsen misligholdes. Såfremt man anser, at en livsbetingelse generelt må være en suspensiv betingelse, kan man gøre den ovenstående retspraksis vedrørende afdragsordninger illusorisk, blot ved at indføre et vilkår om, at skyldneren skal være i live ved den sidste betaling.

Som følge heraf anses livsbetingelsen i sig selv ikke for værende en suspensiv betingelse. Imidlertid indeholder akkordaftalen en særlig beløbsmæssig opgørelse af klagerens skyldforhold, og der skal derfor tages stilling til, om den beløbsmæssige opgørelse kan betragtes som en suspensivbetingelse.

Til støtte for dette synspunkt har repræsentanten henvist til Østre Landsrets dom af 7. juni 2004, som er gengivet i SKM2004.265.ØLR.I dommen havde Bikuben en usikret fordring på ca. 6 mio. kr. til et selskab. I 1996 indgik parterne aftale om, at selskabet skulle betale 3,4 mio. kr., og der blev givet Bikuben en salgsfuldmagt vedrørende en af selskabets ejendomme, der som minimum skulle sælges til en handelspris, der kunne indfri ejendommens kreditforeningslån på ca. 8,5 mio. kr. Alt udover 8,5 mio. kr. ville tilfalde Bikuben.

Ejendommen blev i 1997 solgt til 9.250.000 kr. Landsretten bemærkede følgende:

"Først da ejendommen …1 blev solgt ved købsaftale af 6. august 1997, kunne det konstateres, at Bikuben ikke fik dækning for sit resttilgodehavende, og H1 Danmark A/S opnåede herved en gældseftergivelse. Landsretten finder derfor, at gældseftergivelsen må anses som sket i indkomståret1997."

I den foreliggende sag er der tillige en indgået en foreløbig opgørelse af dividende og gældseftergivelse, men ligesom i dommen kan disse beløb ændres. Forskellen mellem sagerne består dels i, at den tidsmæssige udstrækning er større i den foreliggende sag, og den beløbsmæssige opgørelse skal foretages på baggrund af ejendomsvurderinger og ikke ejendomssalg.

Der må imidlertid lægges vægt på, at såfremt blot en af klagerens fire ejendomme er steget i værdi i 2017, da skal visse dele af værdistigningen tilfalde F1-bank. Efter akkordaftalen er det fastlagt, at vurderingerne skal foretages i 2017. Parterne har således ikke valgfrihed vedrørende vurderingstidspunktet.

I 2012 var klagerens ejendomme vurderet til 99.012.000 kr. Over en 5-årig periode, er der derfor en betydelig usikkerhed om, hvorvidt ejendommene vil være steget i værdi.

Endvidere fremgår det af akkordaftalen, at F1-bank først vil afskrive sin fordring, når klageren har indfriet de ekstrabetalinger, der er opgjort efter de eventuelle værdistigninger.

På baggrund af ovenstående vurderes det, at gældseftergivelsen fra F1-bank først kan opgøres i 2017. Som følge heraf må den beløbsmæssige opgørelse i det konkrete tilfælde anses for værende en suspensiv betingelse i skatteretlig henseende.

Landsskatteretten ændrer derfor Skatterådets svar på spørgsmål 1 til "Ja".

Eftersom gældseftergivelsen først kan endeligt opgøres i 2017, lægges det til grund, at den skattefrie gældseftergivelse efter kursgevinstlovens § 24, tidligst foretages i indkomståret 2017, såfremt akkordaftalen overholdes.

Det følger heraf, at der først vil ske en skattemæssig nedsættelse af underskud i henhold til personskattelovens § 13 a, på tidspunktet for gældseftergivelsen, hvilket tidligst vil være i indkomståret2017.

Landsskatteretten ændrer derfor Skatterådets svar på spørgsmål 2 til "Ja"."

Det fremgår af A’s driftsbudget fra september 2011 vedrørende driftsåret 2012, at lånene til F3-bank, F2-bank, G1 og F1-bank forventedes akkorderet med udbetaling af dividende i 2012 til F3-bank, F3-banks A/S og G1 på i alt 2.016.000 kr. og i 2017 til F1-bank på 984.000 kr. Videre er i budgettet medtaget et rentebærende lån til F1-bank på 16.285.000 kr.

Af A’s årsrapport for 2011, der er udarbejdet i maj 2012, anføres under supplerende oplysninger i revisors erklæring bl.a., at der i februar 2012 er indgået aftale med F3-bank, F3-bank, G1 og F1-bank, og at der ifølge aftalen skal betales en samlet akkorddividende på 2.152.206 kr. mod at der gives saldokvittering på resten for så vidt angår de tre førstnævnte kreditorer. For F1-bank nedskrives den samlede gæld til 16.285.000 kr., og således at banken meddeler saldokvittering, når al pantesikret gæld er betalt.

Som en note til angivelse af virksomhedens egenkapital ifølge balancen i årsrapporten for 2012 er medtaget et beløb på 55.136.347 kr. med angivelse af "Gæld eftergivet ved akkord". Der er enighed om, at beløbet blandt andet omfatter F1-banks usikrede tilgodehavende på 37.843.000 kr. Som en note til posten "Pantsætning og sikkerhedsstillelse" er under overskriften "Eventual forpligtelser" anført, at F1-bank vil meddele saldokvittering, når den pantesikrede gæld med tilskrevne renter er afviklet i 2017 "inklusive eventuel pantegæld, som tilknytter sig til konjunkturbetingede værdistigninger". Sidstnævnte note er gentaget i årsrapporten for 2013, 2014 og 2015

F1-bank og A underskrev i april 2016 en allonge til aftalen fra januar 2012. Det anføres i allongen bl.a., at A ikke havde været i stand til at overholde de fastlagte afdrag på den foreløbigt opgjorte pantesikrede gæld til F1-bank på 16.285.000 kr. Ifølge allongen forlænges afviklingsperioden for A’s betalingsforpligtelser ifølge den oprindelige aftale med 2 år, således at betaling af restsaldo og dividende skal foretages ultimo 2019. Den oprindeligt fastlagte vurderingsprocedure blev udskudt tilsvarende, således at vurderingerne af ejendommene indhentes i januar 2020.

Parterne har fremlagt statistisk materiale til belysning af udviklingen i priser på bl.a. landbrugsejendomme og landbrugsjord.

Forklaringer

A, LL, LH og advokat IJ har afgivet forklaring.

A har forklaret, at han har været selvstændig landmand siden 1976. Han overtog sin fødegård i 1987 og har siden tilkøbt ejendomme og forpagtet jorder til den størrelse, hans landbrug har i dag.

Indtil finanskrisen oplevede landbruget løbende store værdistigninger på ejendomme og jorder, og han disponerede som andre landmænd over friværdien. Da finanskrisen kom, oplevede man store fald i priserne på bl.a. landbrugsejendomme og landbrugsjord. For hans virksomhed betød det, at han nærmest fra den ene dag til den anden manglede 60 mio. kr. I juni 2010 havde han på grund af uenigheder med F1-bank flyttet sine aktiviteter til en anden bank, selvom han var blevet frarådet det. Han kunne ikke drive virksomheden videre med F1-bank som bankforbindelse, da banken ville diktere, hvordan han drev sit landbrug.

Han indledte efter sommeren 2011 forhandlinger med F1-bank, der var den største kreditor. Banken foreslog ham at drøfte mulighederne med en advokat, hvorefter han kontaktede advokat IJ. Vurderingen af ejendommene til brug for forhandlingerne med F1-bank og de øvrige kreditorer skete på hans eget initiativ. Han kendte ikke ejendomsmægleren i forvejen. Mægleren skulle vurdere handelsværdien, hvis ejendommene blev solgt på normale vilkår. Et salg af ejendommene ville på daværende tidspunkt maksimalt kunne dække realkreditgælden. Et salg ville derfor føre til store tab for de øvrige kreditorer, heriblandt F1-bank, hvorfor kreditorerne også var interesseret i en ordning. Han forsøgte sammen med advokat IJ at få F1-bank til at gå med til en aftale om endeligt at nedskrive gælden, men det ville F1-bank ikke være med til. Hans oprindelige tilbud til F1-bank lød på et mindre beløb, men han husker ikke dividenden. Han havde i den forbindelse fået tilsagn fra sin mor om et beløb, som kunne indgå i akkorden. Han havde anvendt alle tilgængelige midler, herunder sin pension, for at få tingene til at glide.

Man kan sige, at de tre øvrige kreditorer blev presset til at indgå på den gældseftergivelse, der blev effektueret ved indgåelsen af aftalen med F1-bank. F1-bank var med på, at alternativet til en frivillig akkord ville være en tvangsakkord. En tvangsakkord ville blive på de samme vilkår, som er anført i brevet af 5. september 2011 (bilag 3). Vilkåret om de konjunkturbestemte værdistigninger ville også være en del af en tvangsakkord. Han overlod til advokat IJ at vurdere, om et sådant vilkår kunne lade sig gøre under reglerne om tvangsakkord. Grunden til, at F1-bank i aftalen under vilkåret "Tilbagetrædelse - Rykning af Pant" gik med på at afstå de 2 mio. kr. fra sommerhuset, var, at der slet ikke ville være penge til F1-bank - heller ikke de 16 mio. kr. - hvis han måtte opgive den videre drift. Han ville efter de forsigtige budgetter ikke kunne betale mere end en forrentning på 8 % af de 16 mio. kr., og det viser regnskaberne også.

Overvejelser om skattemæssige konsekvenser af gældseftergivelsesaftalen indgik ikke i forhandlingerne med F1-bank. Det var en kaotisk tid, men efterfølgende skulle han selvfølgelig sammen med sin revisor tage højde for de skattemæssige konsekvenser. Hans revisor, LL, mente, at hvis de skulle være helt sikre på ikke at komme i konflikt med skattelovgivningen, skulle han undlade at anvende uudnyttede fradragsberettigede underskud fra tidligere år. LL var nervøs for SKATs vurdering af sagen og anbefalede derfor, at de indhentede et bindende svar. Han, sagsøgte, havde selv talt med andre, der mente, at aftalen først var endelig i 2017 og derfor først havde virkning fra dette tidspunkt.

I årene efter 2012 opstod der nye problemer med driften, herunder på grund af navnlig "Rusland-krisen", der førte til store fald i priserne på svin. Det er årsagen til, at han har måtte indgå en tillægsaftale med F1-bank, der har forlænget gældseftergivelsesaftalens løbetid. F1-bank ser det stadig som en mulighed, at han kan afvikle betalingerne ifølge aftalen, og at banken måske kan få yderligere dækning, hvis ejendommene begynder at stige i værdi.

Han husker ikke, om han drøftede med LL, hvordan gældseftergivelsesaftalen skulle håndteres i årsrapport for 2012, hvor de 55 mio. kr. var anført som eftergivet, mens den udækkede del af gælden til F1-bank på ca. 38 mio. kr. omtales som en eventualforpligtelse. Han mener, at det er helt korrekt regnskabsmæssigt at behandle gældsaftalen på denne måde. Den regulering af ejendommenes værdi fra den offentlige ejendomsvurdering til markedsværdi, som er foretaget i årsrapporterne for 2014 og 2015, er foretaget af hans økonomikonsulent i samråd med ham.

LL har forklaret, at han er ansat som rådgiver i R1, der tidligere hed R2. Han har været økonomisk rådgiver for A fra 2007 og har bl.a. bistået ham med at udarbejde skatteregnskaber og årsrapporter, men har også rådgivet om andre forhold, herunder om generationsskifte, finansiering og ejendomshandler.

Han var involveret i de forhandlinger, A indledte med sine kreditorer på grund af problemerne som følge af finanskrisen. Han har som ekstern revisor fungeret som tillidsmand og stået for validering af de økonomiske oplysninger, som indgik i forhandlingerne.

Han og A har på et tidligt tidspunkt i forhandlingerne omkring 2011 drøftet de begrænsninger, en aftale kunne have med hensyn til underskudsfremførsel. Vidnet var selv af den opfattelse, at aftalen ikke indebar begrænsning i anvendelsen af underskud, men SKATs vejledning var ikke helt entydig. Grunden til, at han selv anså aftalen for suspensiv, var, at aftalen indeholdt betingelser, som ingen af parterne havde indflydelse på, nemlig konjunkturerne.

Han har udarbejdet erklæringen af 19. juni 2017 (bilag H) om sin rådgivning af A. Som det fremgår af erklæringen, var han af den opfattelse, at aftalen var suspensiv, hvilket betød, at aftalen først kunne gøres op i 2017 og dermed først indebar begrænsning for anvendelse af underskud fra dette tidspunkt. Som rådgiver skulle han dog tage højde for "worst case" scenariet - at SKAT ikke var enig i hans vurdering. Hvis virksomhedens økonomiske ressourcer blev baseret på vurderingen af, at aftalen var suspensiv, og det senere viste sig ikke at være tilfældet, ville det indebære et krav om restskat, som A ikke kunne opnå kreditorernes hjælp til dækning af. Det ville vælte virksomheden. Han rådede derfor A til at indhente bindende svar fra SKAT. Hvis det viste sig, at SKAT var enig i, at aftalen var suspensiv, ville underskuddet ikke være begrænset, og selvangivelsen ville kunne korrigeres. Hvis derimod SKAT ikke var enig, var selvangivelserne allerede korrekt udfyldt.

Han har udført review på A’s årsopgørelse for bl.a. 2012. I årsrapporten er den del af gælden til F1-bank, som ville kunne blive eftergivet, og som skulle opgøres i 2017, både medtaget under posten "Gæld eftergivet ved akkord" og under eventualforpligtelser. Det mener han er i overensstemmelse med litteraturen til årsregnskabsloven. Der er efter hans vurdering helt sikkert tale om en eventualforpligtelse, men samtidig skal gælden medtages som eftergivet, da det ellers ikke vil give et retvisende billede på virksomhedens balance. De ca. 38 mio. kr. var efter hans vurdering ikke eftergivet i 2012. Eftergivelsen ville bortfalde, hvis ikke A opfyldte aftalens betingelserne, og eftergivelsen afhang også af ejendomsmæglernes vurderinger i 2017. Hvis ejendommene steg, ville han i årsregnskabet føre den del af værdistigningen, som tilfaldt F1-bank, tilbage. Han kunne godt som alternativ i regnskabet have opgjort et beløb baseret på en skønnet værdi for ejendommen i 2017, men det havde han ingen forudsætninger for at opgøre. Årsrapporterne giver efter hans vurdering et retvisende billede.

Konklusionen i budgettet for 2012 er udtryk for, at budgettet vurderes at være troværdigt. Det var forventningen, at dividenden til F1-bank ville blive betalt i 2017, således som det fremgår af budgettet, side 10, men dividendens størrelse ville man først kende i 2017. Budgettet er udarbejdet i 2011 til brug for F1-bank. Det er korrekt, at budgettet ikke omtaler eventualforpligtelsen. Både årsrapporten for 2012 og budgettet for 2012 er baseret på ejendommenes værdi i 2012.

LH har forklaret, at hun er områdedirektør for F1-banks afdeling for kreditovervågning. Hun har ansvaret for bankens generelle kreditovervågning og for overvågningen af nødlidende kunder. Hendes funktion var den samme i 2012. Hun har siden 2007 haft med A’s engagementer at gøre.

I 2011 indgik hun i en række drøftelser med A, der i lighed med andre landmænd havde økonomiske udfordringer. Resultatet blev, at F1-bank på nogle punkter accepterede at blive stillet ringere end de øvrige kreditorer, men banken ville ikke acceptere en endelig eftergivelse. De stillede derfor krav om, at banken fik del i eventuelle konjunkturbestemte værdistigninger på A’s ejendomme. De ville have mulighed for at få del i en konjunkturgevinst, hvis landbruget fik bedre vilkår. F1-bank har lavet en række aftaler, der bygger på samme princip, og det er også forekommet, at aftalerne har givet et pænt efterafkast til banken. Det er et princip, som også anvendes af andre banker.

Så vidt hun husker, blev de skattemæssige konsekvenser af en sådan aftale ikke drøftet, og F1-bank rådgiver principielt ikke om skatteforhold. Hvis de skattemæssige konsekvenser havde indgået i forhandlingerne, vil hun have kunnet huske det.

Hun husker ikke en henvendelse fra MK om, hvordan aftalen har været behandlet i F1-banks bøger (bilag 5). Banken vurderer for hver enkelt engagement, hvor meget sikkerhederne for engagementet er værd. Der er tale om forsigtige vurderinger, og for A’s vedkommende har man nedskrevet godt og vel det tabte beløb, dvs. den maksimale gældseftergivelse, men også en mindre del af den pantesikrede del på 16 mio. kr. Det betyder ikke, at banken har opgivet fordringerne, men blot at man har foretaget en tabsafskrivning. Tabsafskrivningen skal foretages på baggrund af aktuelle værdier, og det er ikke tilladt at basere afskrivningen på forventninger til fremtidige værdistigninger. De ville også have foretaget en vurdering og en tabsafskrivning på engagementet, selvom der ikke var indgået en gældseftergivelsesaftale med A.

Hun er bekendt med brevet af 5. september 2011 fra advokat IJ (bilag 3), og brevet ligger også i bankens egne papirer på sagen. Det lå i drøftelserne, at der også kunne blive tale om en tvangsakkord eller en konkurs, men hun husker ikke i detaljer, hvor langt de var inde i sådanne drøftelser, herunder om man drøftede vilkårene for en tvangsakkord. F1-bank stod på flere punkter tilbage i forhold til de øvrige kreditorer, herunder fik de en lavere akkorddividende, ligesom afdragene på bankens pantesikrede del blev strukket. Hun mener, at de i en anden sag i en tvangsakkord har fået et vilkår om konjunkturstigninger med svarende til vilkåret i denne sag. Hvis banken havde været i tvivl om rigtigheden af de vurderinger af ejendommene, som A havde indhentet, ville man have indhentet en ny vurdering. Banken råder over folk med en betydelig indsigt i landbrugets forhold.

Da de indgik aftalen med A, forventede de, at aftalen kunne gennemføres. De forsøgte med den anvendte fordelingsnøgle for konjunkturbestemte værdistigninger at bevare et incitament for A til at levere den betydelige indsats, som det ville kræve at få aftalen til at lykkes.

Advokat IJ har forklaret, at han som advokat gennem 35 år har beskæftiget sig med rekonstruktioner. I efteråret 2011 blev han kontaktet af A, der ønskede hans bistand til at opnå en løsning med sine kreditorer. A havde et anstrengt forhold til den største kreditor, F1-bank, og havde skiftet bank af samme grund.

Det var ikke realistisk at få F1-bank til blot at acceptere en stor nedskrivning og samtidig sikre A mulighed for at drive virksomheden videre. På det tidspunkt lå værdien af ejendommene og dermed pantesikkerhederne på det laveste niveau. Derfor strikkede de en løsning sammen, som gav mulighed for en merværdi for F1-bank i tilfælde af stigninger i ejendommenes værdi. F1-bank accepterede samtidig at stå tilbage for de øvrige kreditorer, hvilket var bemærkelsesværdigt. Han har ikke set en sådan aftale før; den blev opfundet til lejligheden. De skattemæssige forhold blev ikke drøftet mellem ham og A som en del af løsningen, og han tror heller ikke, at de indgik i drøftelserne med banken. I hans optik udgjorde det skattemæssige ikke et problem.

Efter hans vurdering var det helt urealistisk, at F1-bank skulle gå med til en endelig akkordaftale på det tidspunkt og baseret på de frie midler, som A kunne skaffe, idet bankens sikkerheder var nærmest værdiløse. Man kan ikke entydigt sige, at F1-bank fik en bedre eller ringere stilling i akkordaftalen, end de øvrige kreditorer. Det ville afhænge af, hvordan konjunkturerne udviklede sig. Man kan ikke opsummere vilkårene i aftalen til, at de stillede F1-bank bedre end de øvrige. Så vidt han husker, havde de øvrige kreditorer også taget pant i ejendommene.

Omtalen af en tvangsakkord i brevet af 5. september 2011 er en standardvending. Det er medtaget for at markere over for de øvrige kreditorer, at de ikke havde mulighed for at modsætte sig en akkord, der vil kunne stemmes igennem af den største kreditor. Han mener, at man vil kunne vedtage en tvangsakkord på samme vilkår, som var indeholdt i den frivillige akkord, herunder at en større kreditor træder tilbage for de øvrige kreditorer. Det særegne vil bestå i, at man ikke på akkordtidspunktet ved en tvangsakkord kender størrelsen på pantet, og derfor vil der skulle ske en regulering i tilfælde af konjunkturbestemte værdistigninger.

Retsgrundlaget

Af personskattelovens § 13 a, stk. 1 og stk. 5, fremgår:

" Opnår en person i et indkomstår en tvangsakkord i en rekonstruktion eller en gældssanering, nedsættes uudnyttede, fradragsberettigede underskud og dernæst uudnyttede, fradragsberettigede tab, der kan fremføres efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 13 A, stk. 2 og 3, kursgevinstlovens § 32, stk. 3, og ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 3, fra det pågældende og tidligere indkomstår med det beløb, hvormed gælden er nedsat. Nedsættelsesbeløbet formindskes med den del af skyldnerens indkomst, der hidrører fra hans frigørelse for gældsforpligtelser. Nedsættelsen af underskud sker med virkning for det indkomstår, hvori rekonstruktionsforslaget med tvangsakkorden stadfæstes eller kendelse om gældssanering afsiges, og for senere indkomstår.

…

Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på aftaler om en samlet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld (frivillig akkord)."

Personskattelovens § 13 a blev indført ved lov nr. 363 af 6. juni 1991 om ændring af forskellige skattelove og konkursloven (Underskud ved tvangsakkord og gældssanering m.v. og ændringer som følge af konkursskatteloven). Af lovforslagets almindelige bemærkninger (L8 fremsat den 27. december 1990) fremgår bl.a.

"Det kan kritiseres, at underskud kan fremføres efter en akkord eller en gældssanering. Den gæld, der eftergives, kan stamme fra fradragsberettigede udgifter, og reglerne om underskudsfremførsel kan derfor medføre, at der gives fradrag for udgifter, der aldrig betales.

Det foreslås derfor, at underskuddet nedsættes med gældseftergivelsen som følge af akkorden eller gældssaneringen.

…

Lovforslaget omfatter både de tilfælde, hvor der sker en procentvis nedsættelse af gælden ved en almindelig tvangsakkord, og de tilfælde, hvor kendelsen går ud på en fordeling af skyldnerens formue eller en del af denne mellem hans kreditorer mod, at skyldneren frigøres for den del af gælden, der ikke bliver dækket (likvidationsakkord). Likvidationsakkorden er i øvrigt kendetegnet ved, at skyldnerens midler endnu ikke er realiseret, og at man derfor ikke altid har fuldt overblik over størrelsen af gældseftergivelsen.

Efter konkursloven kan en tvangsakkord også bestå i et moratorium.

Et moratorium betyder imidlertid blot en foreløbig henstand med kravene mod skyldneren. Skyldnerens gæld nedskrives ikke, og et moratorium har derfor efter forslaget ingen indflydelse på adgangen til at fremføre underskud.

…

Lovforslaget vedrører endvidere frivillig akkord. Ved frivillig akkord forstås en samlet ordning mellem skyldneren og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld. En samlet ordning vil typisk omfatte tilfælde, hvor der sker en ligelig reduktion af de enkelte kreditorers fordringer, men vil tillige kunne omfatte situationer, hvor der ikke er en sådan fuldstændig ligelighed, f.eks. fordi små krav gives fuld dividende.

Det forhold, at der skal være tale om en samlet ordning, er ikke i sig selv til hinder for, at der også vil kunne foreligge en frivillig akkord i tilfælde, hvor kun en enkelt eller enkelte hovedkreditorer er med i ordningen, mens små krav holdes udenfor.

Skyldneren vil i forbindelse med en frivillig akkord sædvanligvis være insolvent, men da dette kun meget vanskeligt kan konstateres efterfølgende, er der ikke medtaget et krav herom i definitionen i loven. Formålet med ordningen må imidlertid være, at skyldneren får en ordning på sine gældsproblemer, navnlig ved at nedskrive kreditorernes krav til det beløb, som skyldneren realistisk kan betale.

Ved tvangsakkord sker nedsættelsen med virkning fra det år, hvor skifteretten afsiger kendelse om nedsættelse af gælden. I de tilfælde, hvor gældssanering bruges, afskæres underskudsfremførslen med virkning fra det år, hvor skifteretten har afsagt kendelse om bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld.

Ved frivillig akkord nedsættes adgangen til underskudsfremførsel med virkning fra det år, hvor aftalen er indgået.

…"

Af Skatteministeriets cirkulære nr. 68 af 20. maj 1992 om visse skattemæssige forhold ved konkurs og underskudsbegrænsning ved akkord m.v. anføres under punkt 29 om frivillig akkord bl.a. følgende:

"Frivillig akkord

29. Reglerne om den skattemæssige behandling af en akkord omfatter også aftaler om en samlet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld (frivillig akkord), der således sidestilles med tvangsakkord i skattemæssig henseende, jf. ligningslovens § 15, stk. 3, personskattelovens § 13 a, stk. 4, og virksomhedsskattelovens § 13, stk. 7.

I forbindelse med en frivillig akkord kan skyldneren være insolvent, men der stilles ikke krav herom, for at der foreligger en frivillig akkord. Formålet med en akkord er, at skyldneren får en ordning på sine gældsforpligtelser.

Ved frivillig akkord forstås efter ligningslovens § 15, stk. 3, personskattelovens § 13 a, stk. 4 [nugældende stk. 5], og virksomhedsskattelovens § 13, stk. 7, aftaler om en samlet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer om bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld.

Spørgsmålet om, hvornår der foreligger en aftale afgøres efter de almindelige regler herom, herunder om suspensive aftaler. En akkordaftale kan f.eks. foreligge, selvom en enkelt kreditor for sit vedkommende ikke ønsker at indgå i akkorden, eller kun på visse betingelser ønsker at indgå i en akkord. Gælder akkordaftalen derimod efter sit indhold ikke, medmindre alle kreditorer indgår i aftalen, kan aftalen ikke anses for indgået, før den sidste kreditor har meddelt at ville indgå heri. …

En samlet ordning vil typisk omfatte tilfælde, hvor der sker en ligelig reduktion af de enkelte kreditorers fordringer i overensstemmelse med konkurslovens regler. Ved en samlet ordning kan også forstås tilfælde, hvor der ikke er en sådan fuldstændig ligelighed, f.eks. fordi småkrav gives en fuld dividende. Det forhold, at der skal være tale om en samlet ordning, er dog ikke i sig selv til hinder for, at der også vil kunne foreligge en frivillig akkord i de tilfælde, hvor kun en enkelt eller enkelte hovedkreditorer er med i ordningen, mens småkrav holdes udenfor. Har aftalen ikke et sådant omfang, at der kan siges at foreligge en samlet ordning mellem en skyldner og dennes kreditorer, har gældseftergivelsen ikke betydning for adgangen til at fremføre et underskud.

En samlet ordning kan også foreligge, selv om gæld, som er særligt og tilstrækkeligt sikret, f.eks. ved håndpant, ikke nedsættes samtidig med skyldnerens øvrige gæld.

…"

Anbringender

Skatteministeriet har til støtte for sin påstand gjort gældende, at akkordaftalen, som A indgik med F1-bank i 2012, har virkning efter sit indhold på tidspunktet for indgåelsen af den bindende aftale. Der skal derfor ske underskudsbegrænsning i A’s skattepligtige indkomst fra aftaleåret, dvs. indkomståret 2012. A har ikke dokumenteret et grundlag for at anvende et senere tidspunkt. Begge spørgsmål i Landsskatterettens afgørelse skal derfor besvares med "nej".

Ministeriet har nærmere gjort gældende, at det følger af ordlyden af personskattelovens § 13 a, stk. 1, at underskudsbegrænsning som følge af tvangsakkord eller gældssanering sker i det indkomstår, hvor denne henholdsvis stadfæstes eller afsiges. Når det i stk. 5 anføres, at stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på aftaler om frivillig akkord, indebærer dette tilsvarende, at underskudsbegrænsningen sker fra det indkomstår, hvor aftalen om frivillig akkord indgås.

Dette følger også helt utvetydigt af forarbejderne til bestemmelsen, hvor der under de almindelige bemærkninger til lovforslaget er anført, at "Ved frivillig akkord nedsættes adgangen til underskudsfremførsel med virkning fra det år, hvor aftalen er indgået.".

Det kan hverken efter loven eller lovmotiverne tillægges betydning, at der senere kunne komme en højere dividende til F1-bank, da aftaletidspunktet er afgørende efter loven. Det er også uden betydning, om der er usikkert, hvor stor akkorden bliver, eller om den overhovedet bliver til noget.

Formålet med indførelsen af en begrænsning af retten til at fremføre underskud er ifølge forarbejderne, at der ikke skal være fradragsret for udgifter, der aldrig betales, jf. således også TfS 1999.255 V, hvor landsretten fandt, at en indtrådt underskudsbegrænsning som følge af gældseftergivelse ikke genopstår, selvom debitor misligholder akkorden og dermed ikke opnår gældseftergivelse alligevel.

Efter akkordaftalen med F1-bank er bankens akkorddividende opgjort til 2,59%. Det forhold, at F1-bank har ret til "eventuelle konjunkturbetingede værdistigninger" ændrer ikke på, at det afgørende er aftaletidspunktet efter loven. Heller ikke betingelsen i akkordaftalen om, at A kun opnår en gældseftergivelse, hvis han betaler "den foreløbigt opgjorte pantegæld" på 16.285.000 kr. samt den beregnede dividende på 980.000 kr. kan begrunde, at underskudsbegrænsningen som følge af gældseftergivelsen skal udskydes. Akkordaftalen indeholder ikke suspensive betingelser. Under alle omstændigheder har det ingen betydning, om aftalen kan karakteriseres som værende suspensiv.

Begreberne resolutive og suspensive betingelser er alene hjælpebegreber, som der ikke kan udledes skattemæssige virkninger af. Aftalebetingelser vil ofte kunne konstrueres, så de fremstår som enten resolutive eller suspensive, alt efter hvad aftaleparterne ønsker.

Hvis landsretten i modsætning til Skatteministeriet finder, at det har betydning, om betingelsen kan betegnes som suspensiv eller resolutiv, gøres det gældende, at hvor der ikke foreligger udtrykkelig lovbestemmelse som her, anses indføjede betingelser ifølge praksis alene for resolutive, med mindre der foreligger ganske særlige omstændigheder, jf. Retssikkerhedsudvalget redegørelse fra 1997, side 152 ff. Der lægges i praksis vægt på, om en betingelse har en sådan karakter, at der hersker reel usikkerhed om, hvorvidt aftalen bliver gennemført eller ej. Det afgørende er ikke, om en betingelse kan karakteriseres som suspensive, men snarere det forhold, om der er reel usikkerhed omkring betingelsernes indtræden. Der skal med andre ord i stedet anlægges en prognoseteori over den pågældende aftale, jf. afgørelserne U 1996.1058/2 H, SKM2011.533.HR og SKM2004.265.ØLR.

Prognosen for aftalen i sidstnævnte afgørelse var, at debitorselskabet ikke skulle indrømmes en gældseftergivelse, men at kreditor ville opnå fuld dækning og situationen var dermed en anden end i A’s sag, hvor formålet med aftalen og prognosen var, at A skulle opnå en eftergivelse af sin usikrede gælde.

F1-bank løb ved aftalen en risiko, der blev kurssat i overensstemmelse med de angivne akkordprocenter, samtidig med at de tre øvrige kreditorer opnåede en højere dividende, end hvis A var taget under rekonstruktion. Det har givet været forudsat af F1-bank, at ordningen ville forøge A’s betalingsevne, hvis han således kan udnytte underskud fuldt ud indtil 2017.

Det er højst usandsynligt, at ejendommene i 2017 skulle være steget med 55 %, og at F1-bank vil få indfriet hele sin gæld, og dette har heller ikke været forudsat i akkordaftalen. Formålet med aftalen og prognosen for akkordaftalen var, at A opnår en gældseftergivelse, som derfor skal medføre underskudsbegrænsning fra aftaleindgåelsen, jf. personskattelovens § 13 a, stk. 1, jf. stk. 5. Alternativet til en frivillig akkord var en tvangsakkord på samme vilkår, jf. sagens bilag 3, og det fremgår udtrykkeligt af personskattelovens § 13 a, stk. 1, at underskudsbegrænsningen da vil indtræde fra det indkomstår, hvor tvangsakkorden stadfæstes. Det vil være i strid med lovens formål og forarbejder at behandle de to situationer forskelligt skattemæssigt.

Gældseftergivelsen fremgår også af A’s 2011-årsrapport, hvor gældseftergivelsen fra F1-bank udtrykkeligt er medtaget. Også i det fremlagte budget for 2012 er det oplyst, at gælden til F1-bank forventedes at skulle akkorderes.

Sammenfattende kan det lægges til grund, at A og F1-bank i 2012 indgik en aftale om frivillig akkord, herunder om gældseftergivelse, og det er tydeligt forudsat i aftalen, at A ikke skal indfri hele sin gæld. Denne gældseftergivelse medfører, at A’s ret til underskudsfremførsel nedsættes fra indkomståret 2012, hvor aftalen om frivillig akkord er indgået, jf. personskattelovens § 13a, stk. 1, jf. stk. 5. At gældseftergivelsen er betinget af en løbende betalingsforpligtelse, og at den endelige størrelse af eftergivelsen først kan fastsættes tidligst i 2017, medfører ikke, at aftalen er suspensiv, ligesom betingelserne ikke udskyder beskatningstidspunktet. Tværtimod er en sådan opfattelse i strid med loven og lovmotiverne. Derfor skal begge spørgsmål i Landsskatterettens afgørelse besvares med "nej".

A har til støtte for sin påstand anført, at underskudsbegrænsning efter personskattelovens § 13 a er en følge af en opnået gældseftergivelse. Det er altså en betingelse efter ordlyden, at der foreligger en endelig aftale om gældseftergivelse, der indebærer, at gælden "er" nedsat til et bestemt beløb. Ordlyden udelukker dermed en nedsættelse af uudnyttede skattemæssige underskud og tab på grundlag af et tilsagn om en fremtidig betinget gældseftergivelse med et på aftaletidspunktet ikke nærmere fastlagt beløb. Sammenhængen mellem den foreslåede underskudsbegrænsning og en faktisk opnået gældseftergivelse fremgår også udtrykkeligt af lovforslagets specielle bemærkninger, hvori bl.a. anføres, at "nedsættelsesbeløbet formindskes med den del af skyldnerens indkomst, der hidrører fra hans frigørelse for gældsforpligtelser". Formålet med bestemmelsen var ifølge forarbejderne at undgå, at en skatteyder kan opnå fradrag for en udgift, som reelt endeligt bæres af skatteyderens kreditorer som følge af en gældseftergivelse. Formålet med bestemmelsen var derimod ikke at begrænse skatteyderens fradrag for udgifter, som skatteyderen rent faktisk kommer til at afholde. Underskudsbegrænsning efter personskattelovens § 13 a kan derfor alene gennemføres, såfremt skatteyderen har opnået en gældseftergivelse med et bestemt beløb. Underskudsbegrænsning er således - med Landsskatterettens ord - "en følge af en opnået gældseftergivelse".

Bevisbyrden for, at F1-bank i 2012 eftergav A en gæld, påhviler Skatteministeriet, jf. SKM2004.265.ØLR, og denne bevisbyrde har Skatteministeriet ikke løftet. Det kan lægges til grund, at F1-bank i 2012 ikke eftergav A nogen gæld. Der blev alene afgivet et løfte om en eventuel fremtidig gældseftergivelse, såfremt der ved aftaleperiodens udløb foreligger en udækket gæld.

Landsskatteretten har med rette fastslået, at gældseftergivelsen fra F1-bank først kan opgøres i 2017, at den beløbsmæssige opgørelse derfor må anses for at være en suspensiv betingelse i skatteretlig henseende, og at det som en følge heraf først vil ske en skattemæssig nedsættelse af underskud i henhold til personskattelovens § 13 a på tidspunktet for gældseftergivelsen, hvilket tidligst vil være i indkomståret 2017. Bevisførelsen for landsretten giver ikke grundlag for at nå et andet resultat.

Aftalen mellem A og F1-bank indebar ikke, at A i 2012 blev frigjort fra en gæld på 36.863.098 kr., således som Skatteministeriets påstand forudsætter. Om A ved aftaleperiodens udløb kommer til at opnå en gældseftergivelse og i givet fald med hvor meget, afhænger fuldt ud af værdiudviklingen på A’s ejendomme m.v. og forudsætter derudover, at aftalens øvrige betingelser opfyldes, herunder at A fortsat er i live. Det er derfor hverken en "formssag" eller i øvrigt et forhold, som A har kontrol over, at opnå en saldokvittering fra F1-bank ved aftaleperiodens udløb for et beløb på 36.863.098 kr. Der består tværtimod i høj grad "en reel usikkerhed om", hvorvidt og i hvilket omfang en sådan saldokvittering vil blive udstedt, indtil ejendommene er blevet vurderet ved aftaleperiodens udløb og om nødvendigt solgt.

Derfor kan F1-banks tilsagn om en betinget fremtidig gældseftergivelse ikke tillægges skattemæssig virkning, førend det kan konstateres, om og i givet fald med hvor meget F1-bank rent faktisk kommer til at eftergive gælden.

Skatteministeriets synspunkt om, at sagen skal afgøres baseret på en såkaldt "prognoseteori", hvorefter det skulle være afgørende, om prognosen for akkordaftalen var, at A opnår en gældseftergivelse, eller om prognosen for aftalen var, at F1-bank vil få indfriet hele sin fordring, bestrides.

Underskudsbegrænsning efter personskattelovens § 13 a, stk. 5, forudsætter efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder, at der "er" indrømmet en gældseftergivelse med et bestemt beløb. Om det ud fra en prognose må anses for mere eller mindre sandsynligt, at en indgået aftale i fremtiden vil komme til at medføre en gældseftergivelse af ukendt størrelse er i den forbindelse irrelevant. Dette bekræftes endvidere af praksis, jf. eksempelvis SKM2002.258.HR, SKM2004.265.ØLR og Landsskatterettens afgørelse med j.nr. 14-4910464, hvor der - i overensstemmelse med SKATs og Skatteministeriets synspunkter i alle tre sager - ikke blev lagt vægt på sandsynligheden for, at kreditor ville skulle indrømme en efterfølgende gældseftergivelse på trods af, at dette i alle tre sager forekom endog meget sandsynligt.

Den af Skatteministeriet foretagne "prognose" baseret på statistisk materiale om salgsprisen på landbrugsejendomme og fortolkninger af A’s regnskabsmateriale understreger blot, at der ikke er indgået en endelig aftale om gældseftergivelse med et bestemt beløb. Hertil kommer, at det statistiske materiale om noget viser, at landbrugsejendomme over tid generelt stiger i pris, og at der er indtil flere eksempler på, at salgspriserne for landbrugsejendomme over en 5-årig periode er steget betydeligt. Det statistiske materiale understreger dermed blot betingelsernes realitet.

Betingelserne for en fremtidig gældseftergivelse blev netop indsat i aftalen efter rent kommercielle overvejelser og forhandlinger. F1-bank havde ingen interesse i at acceptere en endelig dividende på mindre end 1/3 af de øvrige kreditorer uden kompensation. F1-bank krævede derfor, at der først skulle gøres op med A’s gæld til F1-bank efter en periode på mindst 5 år, sådan at F1-bank, i modsætning til de øvrige kreditorer, kunne få glæde af mellemliggende værdistigninger på A’s ejendomme. Det bestrides, at formålet med betingelserne - som anført af Skatteministeriet - var et skattemotiveret ønske om at bevare A’s skattemæssige underskud og tab længst muligt, for derved at maksimere A’s likviditet til brug for betaling af renter og afdrag på den pantesikrede gæld. De fremlagte årsopgørelser for A - der er udskrevet efter det bindende svar og inden landsskatteretskendelsen - dokumenterer imidlertid netop, at A, i overensstemmelse med rådgivningen fra LL, selvangivelsesmæssigt havde indrettet sig, som om aftalen med F1-bank medførte en begrænsning af de skattemæssige underskud og tab, indtil en endelig afklaring kunne opnås via det bindende svar. Den skattemæssige behandling af A’s fremførte underskud og tab havde ganske enkelt ingen som helst betydning i forbindelse med indgåelsen af aftalen mellem F1-bank og A, hvilket bekræftes af de afgivne forklaringer. Vilkåret om en udskydelse af den endelige gældsopgørelse var rent kommercielt begrundet og må respekteres også skattemæssigt.

Skatteministeriets vidtgående synspunkt - at A’s skattemæssige underskud og tab skal begrænses allerede fra indkomståret 2012 og med det størst mulige gældsbeløb, som F1-bank eventuelt vil komme til at eftergive, og at det således er uden betydning, om A rent faktisk kommer til at opnå en gældseftergivelse, og om underskudsbegrænsningen kommer til at overstige den faktiske gældseftergivelse - er uden støtte i lovgivningens ordlyd, forarbejder og formål samt gældende praksis og må i det hele afvises.

Landsrettens begrundelse og resultat

Efter indholdet af de aftaler, som A indgik med F3-bank A/S, F2-bank, G1 og F1-bank i januar/februar 2012, opnåede A en samlet ordning med sine kreditorer om vilkårene for nedsættelsen af sin gæld. F3-bank A/S, F2-bank og G1 modtog ifølge aftalerne en endelig dividende på 10 % af deres usikrede tilgodehavende på i alt 20.163.000 kr. F1-bank indgik som A’s største kreditor i forhandlingerne om vilkårene for akkorderingen af gælden til de tre øvrige kreditorer, og udbetalingen af dividenderne til disse skete med låneprovenu fra realkreditbelåning af A’s sommerhus, hvor Jysk Bank indvilligede i at træde tilbage til fordel for de øvrige kreditorer. Vilkårene for nedskrivningen af gælden til F1-bank indebar, at A frem til ultimo 2017 skulle betale 16.285.000 kr. med tillæg af renter til F1-bank, svarende til den del af bankens tilgodehavende, som baseret på indhentede vurderinger fra 2011 af A’s ejendomme var dækket af bankens pant i ejendommene. For bankens usikrede tilgodehavende på 37.843.000 kr. var aftalt en dividende på 2,59 %, svarende til 979.902 kr., som skulle betales ultimo 2017. Endelig følger af aftalen med F1-bank, at opgørelsen af bankens pantesikrede og usikrede tilgodehavende ikke var endelig, idet en endelig opgørelse tidligst skulle ske 5 år efter aftalens underskrivelse, hvor der skulle indhentes nye vurderinger af de fire ejendomme, og således at konjunkturbetingede værdistigninger på en eller flere af de fire ejendomme fuldt ud skulle tilfalde banken med de første 15 mio. kr., mens værdistigninger herudover skulle fordeles efter en fastlagt fordelingsnøgle. Af den på det tidspunkt opgjorte udækkede del af bankens tilgodehavende skulle A betale den aftalte dividende på 2,59 %, mens den resterende del blev eftergivet.

Efter indholdet af parternes skriftveksling anser landsretten - i lighed med Landsskatteretten - de stillede spørgsmål 1 og 2 for alene at angå den skattemæssige virkning af aftalen mellem A og F1-bank, og således at spørgsmålene ikke tillige angår den skattemæssige virkning af aftalerne med F3-bank A/S, F3-bank og G1.

Uanset at aftalen med F1-bank var betinget af A betaling af den pantesikrede gæld på 16.285.000 kr. og betinget af, at A ikke afgik ved døden inden aftalens ophør, kan disse betingelser ikke i sig selv begrunde, at aftalen først skal tillægges virkning efter personskattelovens § 13 a, stk. 5, på et senere tidspunkt end ved aftalens indgåelse.

Dommerne Lars E. Andersen og Hans Jørgen Nymark Beck udtaler herefter:

Efter indholdet af navnlig advokat IJ’s og områdedirektør LH’s forklaringer lægger vi til grund, at vilkåret om udskydelsen af den endelige opgørelse af F1-banks usikrede tilgodehavende, der gav banken ret til eventuelle konjunkturbetingede værdistigninger på ejendommene, var en betingelse for, at F1-bank kunne tiltræde den samlede ordning, og at det således ikke var muligt for A at opnå en endelig nedskrivning af gælden til F1-bank i 2012.

Personskattelovens § 13 a har ifølge bestemmelsens forarbejder til formål at hindre, at en skyldner opnår fradrag for udgifter, som skyldneren aldrig kommer til at betale.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsens stykke 5 om frivillige akkorder, at adgangen til underskudsfremførsel ved frivillige akkorder nedsættes med virkning fra det år, hvor aftalen er indgået, hvilket i A tilfælde vil sige med virkning fra 2012.

Nedsættelsen sker efter ordlyden af § 13 a, stk. 1, med det beløb, hvormed gælden er nedsat. Bestemmelsen bygger således på en forudsætning om, at størrelsen af gældsnedsættelsen kendes eller kan anslås på tidspunktet for aftaleindgåelsen. Underskudsbegrænsningen er efter bestemmelsen en følge af opnået gældseftergivelse.

Det følger af aftalen mellem A og F1-bank, at den endelige opgørelse af engagementet tidligst ville kunne foretages i 2017 og ville afhænge af, i hvilket omfang der i den mellemliggende periode på 5 år indtrådte konjunkturbestemte værdistigninger på en eller flere af A’s 4 ejendomme. Opgørelsen var således afhængig af den generelle konjunkturudvikling i årene efter finanskrisen og i udviklingen i vilkårene for landbruget.

De 4 ejendomme var i forbindelse med forhandlingerne om en samlet ordning med kreditorerne blev vurderet til en samlet værdi på ca. 100 mio. kr., og selv en beskeden procentvis stigning af ejendomsværdien vil således have en ikke uvæsentlig betydning for den endelige opgørelse af bankens tilgodehavende og dermed størrelsen på gældseftergivelsen

Aftalen mellem F1-bank og A indebar derved en reel mulighed for, at banken i aftalens løbetid ville opnå en ikke uvæsentlig yderligere dækning af den foreløbigt opgjorte usikrede gæld på 37.843.000 kr. og som konsekvens heraf en tilsvarende nedsættelse af bankens eftergivelse af gælden til A. Der er ikke oplysninger i sagen, der giver grundlag for at anse parterne for at have vurderet denne mulighed for at være uden eller alene af ringe betydning.

Der har på den anførte baggrund bestået en reel usikkerhed om den endelige opgørelse af gældseftergivelsen på tidspunktet for indgåelsen af aftalen mellem A og F1-bank.

Vi finder derfor i lighed med Landsskatteretten, at betingelsen om den beløbsmæssige opgørelse af gældseftergivelsen ifølge aftalen skal anses som en suspensiv betingelse i skatteretlig henseende, og at der tidligst med virkning for indkomståret for 2017 skal ske nedsættelse af underskud i henhold til personskattelovens § 13 a.

Vi stemmer derfor for at tage A’s frifindelsespåstand til følge.

Dommer Eva Skov udtaler:

Den indgåede akkordaftale er - ud over betaling af en dividende på 2,59 % af den usikrede gæld - betinget af, at A efter afdragsperioden og tidligst i 2017 enten betaler et yderligere beløb, hvis de pantsatte ejendomme ifølge nye vurderinger hver især måtte være steget i værdi, eller udsteder uigenkaldelige salgsfuldmagter til F1-bank vedrørende ejendommene. Ifølge aftalen er det ikke en betingelse for gældseftergivelsen, at ejendommene stiger i værdi, eller at der ved et salg af ejendommene i henhold til akkordaftalen opnås en højere dækning af gælden. Bortset fra den ovenfor anførte betingelse om, at A ikke afgår ved døden inden aftalens ophør, er der til opfyldelse af aftalen således alene opstillet betingelser, som er underlagt A’s egen råden.

I betragtning af gældens størrelse, og således som akkordaftalen er formuleret, er der ikke grundlag for at antage, at der hos parterne var reel usikkerhed om, hvorvidt gælden til F1-bank også efter 5 år ville overstige pantets værd, og at akkordaftalen således ville blive gennemført. Dette støttes af, at F1-bank ifølge LH’s forklaring havde nedskrevet A’s gæld på aftaletidspunktet, og at den usikrede gæld ifølge A’s årsrapport for 2012 var akkorderet. Det kan herefter lægges til grund, at der i 2012 blev indgået en endelig og bindende aftale om gældseftergivelse. Da størrelsen af det akkorderede beløb kunne fastsættes ud fra den aktuelle værdi af de pantsatte ejendomme i 2012, er der ikke grundlag for at anse akkordaftalen for suspensivt betinget i skatteretlig henseende.

Efter personskattelovens § 13 a, stk. 5, jf. stk. 1, skal A’s uudnyttede, fradragsberettigede underskud derfor nedsættes fra 2012, som er indkomståret for aftalens indgåelse. Det forhold, at værdistigninger vedrørende de pantsatte ejendomme senere vil kunne føre til en nedsættelse af det akkorderede beløb, kan ikke føre til et andet resultat.

Jeg stemmer derfor for at tage Skatteministeriets påstand til følge.

Der afsiges dom efter stemmeflertallet, hvorefter A frifindes.

Efter sagens udfald skal Skatteministeriet i sagsomkostninger betale 250.000 kr. til A til dækning af udgifter til advokatbistand. Beløbet er uden moms, da A er momsregistreret. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og forløb samt hovedforhandlingens varighed.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

A frifindes.

I sagsomkostninger skal Skatteministeriet inden 14 dage betale 250.000 kr. til A. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.