Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/adv.fm. Eline Thorup Ringgaard)

Afsagt af landsdommerne

Frosell, M. Lerche og Lene Jensen)

Sagens baggrund og parternes påstande

Byrettens dom af 14. august 2012 (BS 42B-1578/2011) er anket af A med påstand som for byretten om, at Skatteministeriet skal anerkende, at appellantens indkomstansættelse for indkomståret 2005 skal genoptages.

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Appellanten, A, har i sit påstandsdokument af 18. september 2013 anført følgende sagsfremstilling:

"...

Sagsøgeren har - i hvert fald fra 2005 til 2010 lidt af en svær depression, der medførte at han mistede overblikket og ikke var i stand til at handle rationelt. En depression, der er kulminationen på en længere række af psykisk belastende forhold og som resulterede i de klassiske symptomer herunder periodiske åndsfraværende tilstande, jf. bilag 2 og 12.

Sagsøgeren er egentlig en mønstrebryder, der med baggrund i en familie alene bestående af håndværkere og ufaglærte har vist sin vedholdenhed og rettidige omhu ved, som eneste familiemedlem at have taget såvel studentereksamen som en akademisk krævende uddannelse som civilingeniør. Egentlig en viljestærk personlighed hvilket også kan ses i det faktum at sagsøgte som almindelig ingeniøransat i 3 firmaer, der alle gik konkurs havde skabt sig den fornødne kundetillid til at starte op som selvstændig rådgivende ingeniør med baggrund i kontakterne fra det 3. konkursbo i 1998.

Desværre har sagsøgeren som nævnt været plaget af en række psykisk belastende forhold startende med problemer i den nærmeste familie efter en skilsmisse i 1991 hvor ekskonen nærmest terroriserede sagsøgte med parrets 2 børn som "gidsler". Således indledte ekskonen en forældremyndighedssag i 1994 men afbrød denne, dog for at genoptage den i 1999, Bilag 13. Derefter anlagde ekskonen bodelingssag i 2000-2002 (Bilag 14 og 15) og iværksatte en fogedsag/udleveringssag omkring parrets 14-årige søn i 2002. Sidstnævnte sag udstiller ekskonens løbende og intense chikanerier af sagsøgte.

Til trods de belastende familiemæssige konflikter resulterede sagsøgtes faglige kunnen arbejdsmæssigt i en større brandsag/forsikringssag med opstart i 2003 for G1.

En sag der udviklede sig mareridtsagtigt for sagsøgeren, da det dels viste sig at forsikringsselskabet efter et alt for lavt forsikringsestimat fastholdt dette som udgangspunkt for forsikringsdækningen og dels fordi kunden modsvarende udfordrede grænserne for en forsikringsdækning - et forhold som sagsøgeren var kontraktmæssigt engageret til at udrede.

Sideløbende med nævnte brandsag tilkom der trusler mod sagsøgeren om erstatningskrav i forbindelse med 2 byggeandragende for samme kunde som brandsagen hhv. i april 2008 og marts 2009, Bilag 16 og 17. Sager hvor sagsøgeren blev inddraget som gidsel mellem kunden og dennes forpligtelser, hvorfor erstatningskravene heller ikke fik konsekvenser for sagsøgeren, men først afsluttede efter en nervepirrende udredning af de faktiske forhold.

Navnlig erstatningskravet der fremkom 12. marts 2009 tog yderligere fokus fra sagsøgeren og forhindrede et overskud til at erfare en tidsfrist 1. maj for angivelse af indkomsten for 2005.

Sideløbende med de arbejdsmæssige belastninger fik sagsøgerens far konstateret kræft ultimo 2004 og indgik i et årelangt behandlingsforløb (ud og ind af hospitalet) afsluttende med hans død 1. december 2005. Et forløb hvor der undervejs skulle ageres på en fejlbehandling! Jf. bilag 18 og 19.

Et forløb hvor sagsøgeren var eneste mulige tovholdere mellem hospitalet og den syge far samt hans mor eftersom søsteren, der er den eneste søskende, samtidig fik konstateret brystkræft og derfor havde sit eget sideløbende sygeforløb afsluttende med en operation 30. november dagen inden faderens død.

Som følge af den opståede depression, så var det sædvanlige overblik blevet forvandlet til "overlevelse" hvorfor den sagsøgte ikke var i stand til at forholde sig til den fejlagtigt skønsmæssige ansættelse af indkomsten for 2005 eller bede revisoren om at lave regnskaber.

SKAT ansatte derfor skønsmæssigt resultatet for indkomståret til kr. 600.000,- i 2007 jf. bilag 5 og 6 i kontrast til forskudsregistreringen på kr. 424.360,- jf. bilag 7.

Bogføringsregnskabsmaterialet, der ligger til grund for det udarbejdede regnskab. Som det fremgår heraf, udgjorde resultatet af As virksomhed i indkomståret 2005 kr. 376.698 efter renter og kr. 376.752 inden renter, jf. bilag 11.

..."

Speciallæge i psykiatri, IV, har i erklæring af 26. september 2013 udtalt følgende:

"...

Som uddybning til domsudskrift i skattesag pr. 14. august 2012 skal jeg hermed fremføre følgende i relation til den speciallægeerklæring, jeg har fremsendt.

Citat fra domsudskrift side 13/15:

Overfor sagsøgerens bemærkninger om, at han som følge af sin psykiske tilstand - fra 2005 til 2010 har været ude af stand til at varetage sine interesser, bemærkes, at den som bilag 2 fremførte erklæring er baseret på en samtale med sagsøgeren afholdt den 6. september 2010, og kan i øvrigt ikke tages til indtægt for, at sagsøgeren i 2005 har lidt af sådanne psykiske lidelser som anført i stævningen.

Sagsøgeren har videre henvist til den skilsmisse, han måtte igennem. Heroverfor bemærkes, at det følger af bilag 2, at sagsøgeren blev skilt helt tilbage i 1991, og det bestrides derfor, at dette forhold har medført at sagsøgeren i 2005 - 2008 skulle have været ude af stand til at varetage sine interesser.

Kommentar til ovenstående: Det bestrides således, at As skilsmisse i 1991 skulle have medført, at han i 2005 - 2008 skulle have været ude af stand til at varetage sine interesser. I min erklæring fremfører jeg, at A daterende sig fra en skilsmisse har levet under et stærkt følelsesmæssigt pres ikke mindst omkring udveksling og opdragelse af børnene. Helt konkret skal det forstås på den måde, at sygdomsprocessen starter på det tidspunkt og forstærkes yderligere af tilkommende belastningsforhold bl.a. i form af sygdom i den nærmeste familie.

Der er tale om et forløb som er forudsætningen for og sammenhængende med, at han 2005 - 2008 periodisk reagerer som beskrevet i min erklæring med afværgen, blokering og trækken sig fra ydre krav og opgaver.

Skilsmissen kan ikke isoleres fra og anskues enkeltstående.

Logikken er, at der i dette forløb fra 1991 opbygges en psykopatalogi (symptomer af psykisk karakter), der fra 2005 er så manifest, at den har psykiatrisk karakter.

Citat side 14/15: Retten finder ved de afgivne forklaringer og det i øvrigt oplyste, at sagsøger i en længere periode, har været psykisk påvirket af sin skilsmisse, faderens død og søsterens sygdom. Da der imidlertid ikke foreligger en egentlig lægeerklæring om sagsøges tilstand for årene 2005 - 2009, findes det ikke godtgjort, at sagsøger befandt sig i sådan en tilstand, at han ikke var i stand til at indsende selvangivelse eller inden for fristen at fremsætte begæring om genoptagelse.

Kommentar: A opsøgte i perioden 2005 - 2009 ikke lægelig assistance, hvilket underbygger og forstærker indtrykket af et defensivt reaktionsmønster, hvorved han ikke kunne reagere effektivt og handlekraftigt.

En lægeerklæring for perioden er ikke forudsætning for, at der på det tidspunkt, jeg vurderede ham ikke kunne konkluderes korrekt. Der er tale om et kraftfuldt forløb med mange dokumentationer af forskellig karakter.

En speciallægeerklæring opbygges over disse data, sammenholdes med en up to date, direkte vurdering, hvorefter man kan konkludere.

Sammenfattende er min speciallægevurdering helt utilstrækkeligt indbygget og forstået i sagen. På det nærmeste er den udelukket og får slet ikke den efter min mening afgørende indflydelse på dommen, som den burde have haft, hvilket bør tages til efterretning i ankesagen.

..."

Forklaringer

Der er for landsretten afgivet supplerende forklaringer af A og IV.

Der er endvidere for landsretten afgivet vidneforklaring af SL.

A har supplerende forklaret blandt andet, at det var meget mere end 100.000 kr., som han fik for lidt i honorar vedrørende sit arbejde som følge af branden i automobilvirksomheden. Hans søster fik kræft sideløbende med hans fars alvorlige sygdom og død i december 2005. Han kan ikke huske, at han i perioden 2005 - 2009 skulle have været i kontakt med SKAT. Han er den eneste akademiker i familien. Hans skilsmisse i 1991 har belastet ham meget. Han kan i øvrigt i det hele henholde sig til det anførte i sin sagsfremstilling af 18. september 2013.

SL har som vidne forklaret blandt andet, at han er entreprenør og har et ejendomsselskab, som blandt andet køber ejendomme på tvangsauktion, der sættes i stand og videresælges. Han har kendt A i 10 - 11 år, idet A har udført ingeniørarbejde for ham. A har altid udført godt, fint og punktligt arbejde for ham, men der har været perioder, hvor A har haft udfald, blandt andet i 2005/6 i forbindelse med As fars sygdom og død samt i 2008, hvor A med urette blev beskyldt for alvorlige fejldispositioner og præsenteret for store økonomiske krav. I disse situationer var han bange for, at A var tæt ved at begå selvmord. I perioden mellem 2005/6 og 2008 passede A sit arbejde punktligt som sædvanlig.

IV har supplerende forklaret blandt andet, at hun er psykiater. Hun er nu i weekenderne afdelingslæge på den psykiatriske afdeling på hospitalet. Hun har i sin erklæring ikke udtalt sig generelt, men konkret om A ud fra sit kendskab til ham fra den ejendom, hvor hun havde sin praksis, og konsultationen den 6. september 2010. Hun har vedstået sin erklæring af 26. september 2013. Hun har ikke haft A i behandling. A havde i 2010 en belastningstilstand med blokeret adfærd, uden at der var tale om en egentlig depression. Hun kan ikke sige, om en person med denne diagnose altid er ude af stand til at passe et arbejde. En belastningstilstand med blokeret adfærd plejer at vare uger eller måneder, men ikke år.

Procedure

Parterne har for landsretten i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse med deres påstandsdokumenter for landsretten.

Af appellantens påstandsdokument af 18. september 2013 fremgår følgende:

"...

Til støtte for sagsøgerens påstand gøres det gældende, at sagsøgeren om nogen opfylder betingelserne for ekstraordinært at få genoptaget indkomstansættelsen for indkomståret 2005, jf. skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 8.

Til støtte herfor gøres det gældende, at det af SKAT udøvede skøn over sagsøgerens indkomst i indkomståret 2005 er åbenbart urimeligt i forhold til de faktiske forhold. Således er resultatet af virksomheden skønsmæssigt ansat til kr. 600.000,-, mens resultatet heraf alene udgjorde kr. 376.752. Navnlig set i relation til "Bagatelgrænsen" (kr. 5.000) nævnt i A.A.8.2.3.10 "Ændringer som følge af særlige omstændigheder" en åbenlyst urimelig og alt for højt skønsmæssig ansættelse af sagsøgerens indkomst, der som en nærmest fordobling af skatten naturligvis har væsentlig betydning for ham.

Til støtte gøres ligeledes gældende, at det i henhold til "Myndighedsfejl" nævnt i A.A.8.2.3.10 "Ændringer som følge af særlige omstændigheder" bør antages at SKAT har ansat et helt fejlagtigt højt indkomstbeløb set i relation til at den skønsmæssige skatteansættelse i henhold til fremsendt forslag i henhold til SKAT bygger på såvel indberettede skatteansættelse for indkomståret 2005 samt

"Overskud er skønnet ud fra oplysninger om momstilsvar, tidligere års selvangivelser og øvrigt kendskab til virksomheden"

jf. bilag 5.

Dertil skal bemærkes indkomsten for "tidligere år" som SKATs ansættelse bygger på er mellem 33 - 50 % lavere end fastsat for 2005 (og næsten 50 % højere end SKATs forskudsopgørelse)!: 2003 - kr. 399.644 / 2004 - kr. 276.710 i kontrast til skønsmæssig ansættelse for 2005 - kr. 600.000,-!

Årsagen til, at sagsøgeren ikke indgav selvangivelsen for indkomståret 2005-2008 rettidigt, men først ved revisors brev af 13. november 2009, skyldes alene den psykisk betinget tilstand med periodisk åndsfraværelse og generelt mistet tidsfornemmelse og overblik.

Så vidt angår 6-månedersfristen i § 27, stk. 2, gøres gældende herfor, at denne tidligst skal beregnes fra sommeren 2009, hvor sagsøgeren først var i stand til at samle og overgive sin del af bilagsmaterialet for 2005, 2006, 2007 og 2008 til revisoren. Med revisorens indgivelse af anmodning om ekstraordinær genoptagelse 13. november 2009 er fristen således overholdt.

..."

Af indstævntes påstandsdokument af 26. august 2013 fremgår følgende:

"...

Anmodning om ordinær genoptagelse skal som udgangspunkt fremsættes senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 2. Det er ubestridt, at A ikke har overholdt denne frist, idet selvangivelsen for indkomståret 2005 først blev indsendt den 13. november 2009.

Uanset fristen i § 26, kan der imidlertid i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, ske ekstraordinær genoptagelse i en række nærmere angivne tilfælde. Efter § 27, stk. 1, nr. 8, kan der gives tilladelse til ekstraordinær genoptagelse, hvis der foreligger "særlige omstændigheder". Efter § 27, stk. 2, er det endvidere en forudsætning for ekstraordinær genoptagelse, at genoptagelsesanmodningen fremsættes senest 6 måneder efter, at den skattepligtige er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26.

1. Særlige omstændigheder, jf. Skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8.

A har ubestridt ikke indleveret selvangivelse til tiden, og SKAT har dermed været berettiget til at ansætte indkomsten skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3. Der er dog enighed om - på baggrund af det af appellanten kort før hovedforhandlingen i byretssagen fremlagte materiale - at betingelserne for ordinær genoptagelse af skatteansættelsen i henhold til skatteforvaltningslovens § 26 formentlig er opfyldt, såfremt fristreglerne havde været overholdt.

For at en ekstraordinær ansættelse efter § 27, stk. 1, nr. 8, kan tillades, skal der dog - selv hvis der er rimelig udsigt til, at en genoptagelse ville medføre en ændret skatteansættelse - herudover foreligge "særlige omstændigheder". Denne betingelse er ikke opfyldt.

Til støtte for, at der foreligger sådanne "særlige omstændigheder", har A påberåbt sig sin psykiske tilstand.

Den fremlagte erklæring (E s. 83) er baseret på en samtale med A afholdt den 6. september 2010, og den er dermed udarbejdet lang tid efter den for sagen relevante periode (2005-2008). Erklæringen kan i øvrigt ikke tages til indtægt for, at A som følge af sin psykiske tilstand - og i hele perioden fra 2005 til 2010 - har været ude af stand til at varetage sine interesser.

A har endvidere henvist til den skilsmisse, han måtte igennem. Det følger dog af erklæringen (E s. 83), at A blev skilt helt tilbage i 1991, og det bestrides derfor, at dette forhold har medført, at han i 2005-2008 skulle have været ude af stand til at varetage sine interesser.

Dertil kommer, at A - på baggrund af en henvendelse fra sin revisor - i april 2008 fik genoptaget den skønsmæssige ansættelse for indkomståret 2004. På daværende tidspunkt var A og revisoren bekendt med, at han også manglede at indsende selvangivelse for det følgende indkomstår, idet han på daværende tidspunkt allerede havde modtaget SKATs forslag til afgørelse (E s. 51-52). A må derfor på dette tidspunkt have været i stand til også at anmode om genoptagelse for indkomståret 2005. Hvis A eller dennes revisor i april 2008 havde anmodet om genoptagelse for indkomståret 2005, ville fristen i skatteforvaltningslovens § 26, have været overholdt.

2. Den lille fristregel, jf. Skatteforvaltningslovens 27, stk. 2.

A har derudover ikke overholdt fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Til støtte for påstanden om ekstraordinær genoptagelse har A bl.a. henvist til et regnskab (E s. 60-67), som hans revisor udarbejdede på grundlag af bogføringsmaterialet. Regnskabet blev fremsendt til SKAT den 13. november 2009 i forbindelse med anmodningen om ekstraordinær genoptagelse.

A var dog på tidspunktet for SKATs skønsmæssige ansættelse af hans indkomst for år 2005 i besiddelse af det relevante bogføringsmateriale, og han havde dermed allerede på dette tidspunkt kendskab til de forhold, der begrunder anmodningen om den ekstraordinære genoptagelse af indkomståret 2005. Ikke desto mindre anmodede han først om genoptagelse i november 2009, og han har dermed på dette punkt ikke overholdt fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Dertil kommer, at A - selv hvis det lægges til grund, at hans psykiske tilstand gjorde ham ude af stand til at varetage sine interesser - ikke har dokumenteret, at anmodningen om ekstraordinær genoptagelse er fremsendt inden 6 måneder efter, at han igen blev i stand til at varetage sine interesser.

A har dermed heller ikke på dette punkt overholdt fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

..."

Landsrettens begrundelse og resultat

Skatteministeriet har ikke bestridt, at As reelle indtægt i 2005 har været i den størrelsesorden som opgjort i 2009 af As revisor. Forskellen mellem SKATs skønsmæssige ansættelse og As reelle indtægt i 2005 er således ca. 225.000 kr.

For at en ekstraordinær genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, kan komme på tale, skal der - ud over udsigt til, at en genoptagelse vil medføre en ændret skatteansættelse - foreligge "særlige omstændigheder". Landsretten finder ikke, at den forkerte skatteansættelse i sig selv udgør "særlige omstændigheder". Det er heller ikke efter bevisførelsen for landsretten godtgjort, at A i hele den relevante periode på grund af psykisk sygdom har været forhindret i at anmode om genoptagelse af skatteansættelsen for 2005. Landsretten har herved blandt andet lagt vægt på de foreliggende psykiatriske lægeerklæringer og de for landsretten afgivne forklaringer.

Landsretten kan i øvrigt tiltræde det, som byretten har anført vedrørende skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2.

Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.

A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 20.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal appellanten, A, betale 20.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.

Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.

Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.