Klagen vedrører Ligningsrådets bindende forhåndsbesked for så vidt angår besvarelsen af spørgsmålene A og C.

Spørgsmålene til Ligningsrådet var følgende:

Spørgsmål 1 (ikke påklaget)

Kan det bekræftes, at der er tale om lån og ikke realisation, hvis parterne i en aftale om lån af aktier vælger at benytte de internationalt anerkendte rammeaftaler Morgan Stanley & Co. International Limited – Overseas Securities Lender’s Agreement eller Overseas Securities Lenders Association – Global Master Securities Lending Agreement, under forudsætning af, at låneaftalen omfatter børsnoterede aktier og låneperiodens varighed er fastlagt efter individuel aftale.

Spørgsmål 2 (ikke påklaget)

Kan det bekræftes, at et udlån af udenlandske børsnoterede aktier vil betragtes som et udlån og ikke en afståelse af aktier, såfremt aftalen indgås på vilkår svarende til ”Standardvilkårene” godkendt af Ligningsrådet ved TfS 1999.408 og andre aftaler godkendt af Ligningsrådet. Ved udenlandske børsnoterede aktier skal i denne forbindelse forstås aktier noterede på markeder, der opfylder FIBV’s markedsvilkår.

Spørgsmål A

Kan det bekræftes, at avanceopgørelsen for låntager, ved videresalg af de lånte aktier, foretages efter aktieavancebeskatningsloven og som én forretning i henhold til afgørelserne vedrørende baisseforretninger (Meddelelser fra Landsskatteretten 1966, nr. 13 samt TfS 1989, nr. 471).

Spørgsmål B (ikke påklaget)

Kan det bekræftes, at vederlaget herunder kompensation for udbytte til långiver er en fradragsberettiget driftsomkostning for næringsdrivende med aktier.

Spørgsmål C

Kan det bekræftes, at andre låntagere har fradragsret for vederlag herunder kompensation for udbytte til långiver efter følgende retningslinier:

Låntager har videresolgt aktierne og modtager derfor ikke udbytte, men skal på trods heraf kompensere långiver udbyttet:

Vederlaget inklusive kompensation for udbytte betragtes hos låntager som en omkostning og kan fratrækkes i låntagers avanceopgørelse ved aktiesalget.

2.Låntager har ikke videresolgt aktierne har ikke modtaget udbytte.

Udgifter til vederlag kan ikke fratrækkes.

3. Låntager har ikke videresolgt aktierne, men modtaget udbytte:

Låntager kompenserer långiver udbyttet. Det kompenserede udbytte er en nødvendig omkostning ved erhvervelse af udbytte hos låntager, og kan derfor modregnes i det udbytte, som låntager modtager.

Ligningsrådet besvarede spørgsmålene således:

Ad spørgsmål 1

Ja .....

Ad spørgsmål 2

Ja ......

Ad spørgsmål A

Nej, låntager skal beregne sin avance efter statsskattelovens § 4 fra salg til genkøb. Dette gælder såvel for låntager, som har aktielån som hel eller delvis levevej, som for låntagere, der ikke har det.

Ad spørgsmål B

Der vil være en formodning for dette.

Ad spørgsmål C

Nej ....

Sagen drejer sig om den skattemæssige behandling af aktielån, forstået som standardiserede aftaler om lån af børsnoterede aktier, hvor låntager mod et vederlag og eventuelt i forbindelse med sikkerhedsstillelse modtager en given post aktier, som låntager herefter kan råde over ved f.eks. salg. Ved aftalens udløb skal aktierne tilbageleveres til långiver, eventuelt efter genkøb.

Det er oplyst, at klageren efter introduktionen af aktielånsordninger i maj 1999 ikke konstaterede den forventede låneaktivitet, hvilket skyldes, at kun aktier, der er noterede på Københavns Fondsbørs, er omfattet af standardvilkårene i den udformning, som blev godkendt af Ligningsrådet ved TfS 1999.408 (herefter standardvilkårene).

Et af formålene med de formaliserede låneordninger har været at gøre afviklingen af indgåede handler mere smidig. Danmark har normalt en velfungerende clearing og afvikling, men der er opstået flere afviklingsproblemer i takt med, at antallet af udenlandske aktører på det danske marked er vokset. Det er klagerens erfaring, at udenlandske aktører har vanskeligheder ved at levere aktier til tiden. En årsag hertil er bl.a., at de udenlandske modparter er vant til, at der eksisterer en velfungerende låneordning, som de kan benytte, hvis de ikke umiddelbart kan skaffe aktierne i markedet.

Samtidig er det konstateret, at de udenlandske modparter foretrækker internationalt anerkendte rammeaftaler, når de indgår låneforretninger. Dette kan f.eks. være Morgan Stanley & Co. International Limited – Overseas Securities Lender’s Agreement (herefter benævnt OSLA) eller Overseas Securities Lenders Association – Global Master Securities Lending Agreement (herefter benævnt ISLA).

Generelt kan bemærkes om de to aftaler, at de i overensstemmelse med engelsk aftaleretlig tradition er meget detaljerede, og at de omfatter flere typer af værdipapirer. Klagerens anmodning om bindende forhåndsbesked omfatter alene aftaler om udlån af børsnoterede aktier. OSLA har altid Morgan Stanley & Co. International Limited som den ene part i aktieudlånet, mens ISLA er en rammeaftale, der kan indgås mellem vilkårlige parter.

Der er ikke i de to aftaler indarbejdet en maksimal løbetid, men begge parter kan opsige aftalen med 15 dages varsel. Standardvilkårenes pkt. 7 indeholder en maksimal løbetid på 6 måneder. Klagerens forespørgsel vedrører alene aftaler, hvor der er fastsat en endelig udløbstermin, således at parterne individuelt i den konkrete aftale har fastsat udløbsterminen for aftalen.

Det fremgår af henholdsvis OSLA pkt. 1 c og pkt. 4 B og ISLA pkt. 4.2, at ejendomsretten over aktierne overgår til låntager i forbindelse med udlånet, idet de fulde økonomiske og forvaltningsmæssige rettigheder overgår til låntager, herunder retten til at låntager kan afstå eller genudlåne aktierne til tredjemand efter overdragelsen af aktieposten. Ejendomsrettens overgang registreres i de relevante ejerregistre. Af OSLA aftalens pkt. 4 B fremgår dog, at låntager, før denne benytter sig af sine forvaltningsmæssige rettigheder, skal spørge långiver, hvordan denne ville have udøvet rettigheden og handle i overensstemmelse hermed. Långiver har samme forpligtelse for så vidt angår de rettigheder, der udspringer af værdipapirer, som er stillet til sikkerhed for det primære aktielån. Begge forpligtelser er under forudsætning af, at det rent faktisk er en af parterne i låneaftalen, der er i besiddelse af papirerne på tidspunktet for rettighedens udøvelse.

Ved de tre forskellige standardaftaler skal der betales et vederlag fra låntager til långiver for udlånet af aktierne. I OSLA og ISLA aftalerne benævnes dette vederlag ”rates” og beregnes som en aftalt procentsats af den daglige markedskurs på de udlånte aktier. Vederlaget påløber derfor som hovedregel dagligt med månedlig afregning til långiver, jf. OSLA pkt. 5 og ISLA pkt. 7. Ifølge ISLA skal der endvidere beregnes en rente af det kontantbeløb, som låntager – hvis dette er aftalt – har overført til långiver til sikkerhed for aftalen. Skyldigt vederlag for lånet kan modregnes i renten på sikkerhedsstillelsen. Ifølge standardvilkårene beregnes vederlaget på baggrund af den aftalte løbetid og aktiernes kursværdi og forfalder ved lånetidens udløb, jf. standardvilkårenes pkt. 11.

For så vidt angår udbytte, der udbetales til de udlånte aktier i udlånsperioden, bestemmer standardvilkårenes pkt. 8. 1, at udbyttet skal tilfalde låntager, hvis det forfalder i lånets løbetid, dog skal udbyttet afregnes til långiver, uanset om låntager på forfaldstidspunktet er i besiddelse af aktierne eller har videresolgt disse. Der tages ikke stilling til ”frugter” af en eventuel sikkerhedsstillelse.

Ifølge OSLA  pkt. 4 B i skal låntager afregne indkomster fra de udlånte værdipapirer til långiver, såfremt en sådan indkomst forfalder i lånets løbetid. Af pkt. 5 B  kan det udledes, at eventuelle indtægter af sikkerhedsstillelsen, som måtte modtages af långiver, fordi vedkommende er i besiddelse af aktivet, skal overføres til låntager. Tilsvarende forpligtes både låntager og långiver efter ISLA pkt. 4 til at afregne indkomst, der forfalder af henholdsvis udlånte aktier og kontante beløb eller værdipapirer, der er stillet til sikkerhed for de lånte aktier.

Efter alle tre aftaler overgår retten til at modtage udbytte fra de udlånte aktier til låntager, men samtidig har låntager en forpligtelse til at udbetale et tilsvarende beløb til långiver, uanset om låntager rent faktisk er i besiddelse af aktierne og dermed modtager udbyttebeløbet.

Efter standardvilkårene kan långiver forlange, at låntager stiller sikkerhed for tilbagelevering af aktier og for de øvrige forpligtelser, idet det i øvrigt overlades til parterne at aftale størrelsen og karakteren af denne sikkerhed. Efter OSLA pkt. 6 A skal sikkerhedsstillelse ske ved en overførsel af enten kontanter eller værdipapirer til långiver, der opnår samme rettigheder over sikkerhedsstillelsen, som låntager opnår over de udlånte aktier. Beløbet skal løbende reguleres efter værdien af de udlånte aktier, jf. pkt. 6 H. Ifølge ISLA pkt. 5 stilles sikkerhed ved overførsel af kontantbeløb eller værdipapirer til långiver, idet låntager ved overførslen kan overdrage den fulde ejendomsret til det aktiv, der stilles til sikkerhed for aftalen, til långiver.

Når den aftalte låneperiode er udløbet og låntager ikke som aftalt leverer de lånte papirer tilbage, kan långiver i henhold til de danske standardvilkårs pkt. 13.2, umiddelbart foretage dækningskøb, hvorefter långivers krav mod låntager skifter til at være en pengefordring. I samme situation giver OSLA pkt. 7 C og D långiver valget mellem at forlænge lånet eller at foretage dækningskøb. Dækningskøb kan dog først foretages, når låntager har fået meddelelse om, at långiver vil foretage et sådant på hans regning. Ifølge ISLA pkt. 9.1 og 2 kan begge parter foretage dækningskøb af de værdipapirer, der ikke aftalemæssigt leveres tilbage til parten.

Spørgsmål A:

Ligningsrådet er af den opfattelse, at låntager skal beregne avancen fra salg til genkøb efter statsskattelovens § 4 f, og at dette gælder såvel for låntagere, som har aktielån som hel eller delvis levevej, som for låntagere, der ikke har det. Dette indebærer, at låntagere, der er næringsdrivende skal medregne gevinster og har fradrag for tab, medens øvrige låntagere skal medregne gevinster og ikke har fradrag for tab.

Det er til støtte herfor bl.a. anført, at formueændringer, der skyldes værdistigninger eller fald på skatteyderens ejendele, som udgangspunkt er indkomstopgørelsen uvedkommende, jf. statsskattelovens § 5 a. Al lovgivning, der gør avance eller tab på aktiver i skatteyderens besiddelse skattepligtig eller fradragsberettiget er derfor undtagelser til denne hovedregel. Dette principielle udgangspunkt er dog – som skatteretten har udviklet sig – mere teoretisk end praktisk. Avancebeskatningen er således i sin natur beskatning af værdistigninger på ejendele, der opstår i den tid, skatteyderen har disse i sin besiddelse. Når avancebeskatningen har dette indhold, kan man derfor ikke tale om gevinst eller tab ved ikke at eje et aktiv. Der er i så fald ikke tale om en værdiændring af skatteyderens formue, men derimod om værdiændring på andre personers ejendele. Også aktieavancebeskatningsloven er baseret på beskatning af værdistigninger og fald på aktier i besiddelsestiden. Dette fremgår af såvel ordvalg og systematik i den gældende lov, som af forarbejderne til både den første vedtagne aktieavancebeskatningslov som også de forudgående bestemmelser i lov om særlig indkomstskat af 11.6.1960. Aktieavancebeskatningsloven anvendes ikke nødvendigvis, når blot der er tale om en gevinst eller et tab, der følger af 2 modsatrettede aktiehandler. Der skal være tale om en avance eller et tab, der fremkommer ved, at aktierne i ejerens besiddelsestid mellem en erhvervelse og en afståelse har været udsat for kursstigning eller kursfald. Der er uden tvivl ikke i forbindelse med udarbejdelse af reglerne om beskatning af aktieavancer tænkt på en situation som den foreliggende, men loven er udarbejdet med traditionelle haussegevinster for øje. Ikke desto mindre er det Ligningsrådets opfattelse, at lovens ordlyd og systematik er bygget op på en sådan måde, at loven ikke hjemler, at gevinst fra salg til genkøb beskattes direkte. Låntager i en aktielånsordning kan derfor ikke opgøre sin avance efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven.

Ligningsrådet har med samme begrundelse afvist at statsskattelovens § 5 a kan anses at indeholde hjemmel til beskatning, såfremt aktieavancebeskatningsloven ikke kan anses at finde anvendelse. Også denne bestemmelse forudsætter en avance i den periode, hvor det pågældende aktiv er ejet af den skattepligtige.

Ligningsrådet er derimod af den opfattelse, at den genvist eller det tab, der opstår, når lånte aktier sælges og tilbagekøbes, skal beskattes efter reglerne i statsskatteloven i lighed med tidligere praksis for beskatning af finansielle instrumenter. Dette medfører, at skattepligtige, der har det som hel eller delvis led i deres næringsvej at lån aktier med baisseforretninger for øje, beskattes af gevinst og har fradrag for tab efter statsskattelovens § 4 a. For øvrige skattepligtige gælder, at det er skattepligtige af gevinster efter statsskattelovens § 4 f, jf. TfS 1998.625 H. Selvom en skatteyder måtte været lagerbeskattet af visse aktier omfattede af aktieavancebeskatningsloven, skal en opgørelse af gevinst og tab efter statsskatteloven først ske, når forretningen er afsluttet. På dette tidspunkt kan det afgøres, om aftalen er gennemført efter sit indhold eller misligholdt.

Klagerens advokat har nedlagt påstand om, at den bindende forhåndsbesked ændres, principalt således at beskatning af gevinst og tab ved låntagers videresalg og genkøb af lånte aktier (låntagers baisseforretning) skal ske efter aktieavancebeskatningslovens regler. Hvis Landsskatteretten tiltræder Ligningsrådets opfattelse, at der ikke er hjemmel til at beskatte gevinst og tab ved låntagers videresalg og genkøb af de lånte aktier efter aktiebeskatningslovens regler har hun subsidiært gjort gældende, at beskatning skal ske efter reglerne i statsskattelovens § 5 a, herunder reglerne for ikke-næringsdrivende om spekulation.

Hun har til støtte for den principale påstand bl.a. anført, at der er hjemmel i aktieavancebeskatningslovens § 4 til beskatning af låntageres gevinst og tab ved salg og genkøb af de lånte aktier, og at det vil være besynderligt, hvis køb og salg af aktier som led i et aktielån skulle behandles som ”lotterispil samt andet spil og væddemål”, jf. statsskatteloven § 4 f. Når salg og genkøb af aktier som led i aktielån skal indpasses i lovgivningen, er det mest nærliggende at beskatte efter aktieavancebeskatningsloven, enten direkte eller ved analog eller parallel anvendelse af loven, der udtømmende gør op med beskatningen ved køb og salg af aktier. Det forhold, at aktieavancebeskatningsloven opfattes som udtømmende, lægger ikke op til en indskrænkende fortolkning af loven. Det er helt åbenbart, at disse køb og salg af aktier har langt mere lighed med andre køb og salg af aktier, der omfattes af aktieavancebeskatningsloven, end de har med statsskattelovens § 4 og væddemålsbestemmelsen. Det gælder, uanset om aktieavancebeskatningsloven umiddelbart vedrører det typetilfælde, at der erhverves aktier, der efterfølgende afstås. Det bemærkes, at der er tale om egentlige salg og køb, hvor pengestrømmene følger dispositionerne, ikke terminsforretninger, der ikke forudsætter konkrete handler og som typisk differenceafregnes. Aktielån må vurderes som en helhed og som en samlet transaktion, bestående i lån, salg, genkøb og tilbagelevering af de lånte aktier. Erhvervelsen af aktierne sker ved lånet, gevinst-/tabsrisiko opstår ved det efterfølgende salg, og størrelsen heraf konstateres ved genkøbet af aktierne.

Hun har subsidiært gjort gældende, at beskatningen skal ske efter statsskatteloven § 5a, hvis det er statsskatteloven og ikke aktieavancebeskatningsloven, der finder anvendelse.

Landsskatteretten udtaler:

Indledningsvis bemærkes det, at Ligningsrådet ved besvarelsen af spørgsmålene 1 og 2 bekræftede, at der er tale om lån og ikke realisation ved de omhandlede aftaler om aktielån. Disse spørgsmål er ikke påklaget til Landsskatteretten, og denne opfattelse må derfor lægges til grund ved besvarelsen af spørgsmål A.

Det må videre lægges til grund, at den bindende forhåndsbesked alene vedrører de tilfælde, hvor enten der rent faktisk sker salg og efterfølgende køb af aktierne eller hvor låntager beholder aktierne i hele perioden, og ikke de tilfælde, hvor aftalen misligholdes. Samtidig må det lægges til grund, at låntager ikke er næringsdrivende med handel med aktier. Endelig må det anses for ubestridt, at låntagers tab eller gevinst skal opgøres med udgangspunkt i differencen mellem afståelsessummen ved salget af aktierne og købesummen ved genkøbet af aktierne.

Ifølge aktieavancebeskatningslovens § 1, stk. 2, omfatter loven fortjeneste eller tab ved afståelse af aktier, afståelse af tegningsret til aktier samt afståelse af aktieretter.

Loven er indrettet således, at der for så vidt angår ikke-næringsdrivende sondres mellem på den ene side de tilfælde, hvor erhvervelsen af aktier sker på et tidspunkt, der ligger mindre end 3 år før afståelsen (§ 2), og på den anden side de tilfælde, hvor erhvervelsen sker mere end 3 år før afståelsen (§ 4). Reglerne om opgørelse af avance eller tab findes i § 5 og § 6, der begge indledes med udtrykket fortjeneste eller tab ”ved afståelse af aktier”.

Aktieavancebeskatningsloven antager således som sit udgangspunkt, at fortjeneste eller tab konstateres ved erhvervelse og efterfølgende afståelse af aktier. Ved aktielån konstateres fortjeneste eller tab ved afståelse og efterfølgende generhvervelse af aktier.

Landsskatteretten finder, at fortjeneste eller tab ved salg og køb af aktier som led i en aftale om aktielån ikke kan anses for omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Dette skyldes, at gevinst og tab ved en sådan transaktion ikke knytter sig til låntagers besiddelse af aktierne, men til den periode, hvor låntager ikke ejer aktierne og til selve aftalen om aktielånet. Denne konstruktion er ikke omfattet af aktieavancebeskatningsloven, der efter sin ordlyd og systematik omfatter gevinst eller tab ved afståelse af aktier, tegningsretter og aktieretter og forudsætter, at gevinsten eller tabet er konstateret ved erhvervelse og efterfølgende afståelse af aktierne. Det er derfor en forudsætning for anvendelse af denne lov, at fortjeneste eller tab dels konstateres ved afståelse, dels knytter sig til den periode, hvor skatteyderen har været ejer af aktierne.

Aftalen om aktielån kan heller ikke anses for omfattet af statsskattelovens § 5 a, idet denne lovbestemmelse omhandler indtægt ved salg af den skattepligtiges ejendele, hvorfor en indtægt konstateret  ved tilbagekøb af aktier ikke er omfattet.

Retten finder derimod, at gevinst og tab ved sådanne aktielånsordninger må anses for omfattet af statsskattelovens § 4 f. Dette indebærer, at nettogevinsten er skattepligtig, mens tab ikke vil være fradragsberettigede.

Retten kan således tiltræde Ligningsrådets besvarelse af spørgsmål A, og den bindende forhåndsbesked stadfæstes på dette punkt.

Spørgsmål C:

Ligningsrådet finder, at vederlag og kompensation for udbytte er omkostninger af en karakter, der er avanceopgørelsen uvedkommende. Ligningsrådet er af den opfattelse, at der ikke skal sondres mellem situationer, hvor aktierne er solgt, og de situationer, hvor låntager har aktierne i behold. Vederlag og udbyttekompensation kvalificeres uafhængigt af, om låntager besidder aktierne og dermed modtager udbytte fra selskabet eller ej. Afgørende for muligheden for at tillægge omkostninger til anskaffelsessummen på en aktiepost er, om det er en omkostning, der relaterer sig til gennemførelsen af handelen. Låntager i et aktielån modtager en aktiepost. Eventuelle transaktionsomkostninger vil kunne tillægges en anskaffelsessum på aktierne, såfremt de medgår til erhvervelse af denne post. Vederlag og kompensation for udbytte må dog anses som en integreret del af selve låneaftalen og ikke en omkostning i forbindelse med erhvervelse af aktierne. Der kan eksempelvis indtræde misligholdelsesbeføjelser for aftalen som sådan, såfremt beløbene ikke betales. Omkostningerne er derfor heller ikke en omkostning i forbindelse med salg og genkøb af aktieposten eller en del af denne på et senere tidspunkt. Omkostningerne er derfor også genanskaffelsessummen uvedkommende. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at udgiften afholdes uafhængigt af, om hele den lånte aktiepost sælges og genanskaffes, om ingen af de lånte aktier videresælges eller som en tredje mulighed, at kun en del af posten afstås og genanskaffes. Omkostningerne er altså uafhængige af, om aktierne sælges og genkøbes.

Advokaten har nedlagt påstand om ændring af Ligningsrådets besvarelse af dette spørgsmål. Hun har til støtte herfor gjort gældende, at det fastholdes, at ikke-erhvervsdrivende låntagere bør beskattes efter ABL § 2. Ved beskatning efter disse regler fastholdes det, at vederlag for aktielånet til långiver kan fratrækkes i låntagers avanceopgørelse ved aktiesalget. Det samme gælder for det kompenserende udbytte, der er betalt til långiver. Hvis de lånte aktier ikke er videresolgt, og låntager har oppebåret udbytte, som videregives til långiver, kan det betalte udbytte skattemæssigt modregnes i det udbytte, som låntager oppebærer. Hun kan således ikke tiltræde Ligningsrådets synspunkt, at der er tale om en omkostning, der ikke relaterer sig til gennemførslen af handlen. Aktielån er en samlet transaktion, og de udgifter, der er afholdt til vederlag og udbytte til långiver, er omkostninger, der afholdes for at erhverve gevinsten ved salg og genkøb af aktier, det vil sige gevinsten ved baisseforretningen. Aktielånet kan ikke splittes op i enkelte bestanddele.

Hvis låntager oppebærer udbytte på de lånte aktier (som altså ikke er solgt på det tidspunkt, hvor der deklareres udbytte) og i overensstemmelse med aftalen afgiver dette udbytte til långiver, har låntager ikke erhvervet nogen indkomst, der er skattepligtig. Det er et grundvilkår for beskatning af al indkomst, at der er erhvervet en indtægt. Hvis aktielån henføres under statsskattelovens § 4, må sædvanlig praksis for fradrag af ikke-erhvervs­mæssigt anvendte udgifter gælde. For ikke-erhvervsmæssig virksomhed, der beskattes efter statsskattelovens § 4, er indtægter skattepligtig indkomst. Udgifter, der er afholdt med henblik på at erhverve indtægter ved ikke-erhvervsmæssig virksomhed, fradrages disse indtægter efter et nettoindkomstprincip, jf. Redegørelse fra Skatteretsrådet, april 2001: ”Notat om indkomstopgørelsen i ikke-erhvervsmæssig virksomhed.” I dette notat antages det videre, at underskud ved, at en ikke-erhvervsmæssig virksomheds omkostninger er større end virksomhedens indtægter, ikke kan fratrækkes ved årets samlede indkomstopgørelse og heller ikke fremføres til modregning i senere års overskud fra ikke-erhvervsmæssig virksomhed. Denne praksis modificeres dog, såfremt der kan konstateres en direkte sammenhæng mellem udgifter, der kan indeholdes i årets underskud, og indtægter, erhvervet i senere år. Disse udgifter vil formentlig kunne fremføres til modregning i de sammenhængende indtægter. Det gøres i overensstemmelse hermed gældende, at låntager ikke skal beskattes af det udbytte, som han modtager for lånte aktier og efter kontrakten afgiver til långiver. Låntager har ikke herved erhvervet nogen skattepligtig indkomst. Det gøres videre gældende, at alle udgifter, som låntager afholder, fratrækkes i en eventuel gevinst ved salg og genkøb af de lånte aktier og i andre indtægter, som låntager måtte oppebære, eksempelvis ved udbytte på de lånte aktier. Det gælder ikke kun aktieafgift, købs- og salgsprovisioner samt eventuelle advokat- og revisorudgifter, men også afgivelse af ikke-oppebåret udbytte til långiver i tilfælde, hvor aktiernes sælges før og genkøbes efter generalforsamlingen, og de omkostninger, der betales til långiver som vederlag for aktielånet. Det gøres videre gældende, at tab på aktielåneforretninger kan fratrækkes i gevinst på andre aktielåneaftaler, hvis beskatning skal ske efter statsskattelovens § 4.

Landsskatteretten udtaler:

Det må lægges til grund, at spørgsmål C alene drejer sig om de skattemæssige forhold for personer eller selskaber, der ikke er næringsdrivende med aktier.

Den første del af spørgsmålet vedrører den situation, hvor låntager har videresolgt aktierne, ikke modtager udbytte, men skal kompensere långiver for udbyttet. Det løbende vederlag og det beløb, der er betalt til långiver som kompensation for udbyttet, har en sådan direkte forbindelse til aftalen om aktielån, at udgifterne skal indgå ved opgørelsen af låntagers gevinst eller tab ved salg og køb af aktierne efter reglerne i statsskattelovens § 4 f. Besvarelsen af denne del af spørgsmålet skal derfor ændres til en bekræftelse.

Den anden del af spørgsmålet drejer sig om de tilfælde, hvor låntager ikke sælger de lånte aktier og ikke modtager udbytte i låneperioden. Låntager kan ikke have konstateret en gevinst ved låneaftalen, da han ikke har solgt eller genkøbt aktierne. Udgifterne til vederlaget for at låne aktierne udgør derfor hans tab ved aftalen, og dette tab er efter statsskattelovens § 4 f ikke fradragsberettiget ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men alene i eventuelle andre gevinster ved tilsvarende aftaler i samme år. Besvarelsen af denne del af spørgsmål vil med denne begrundelse være at ændre til en bekræftelse.

I den tredje situation har låntager ikke videresolgt aktierne, men har i låneperioden modtaget udbytte, som han skal kompensere långiver for. Da låntager ikke er blevet ejer af aktierne i kraft af låneaftalen eller på anden måde, er han ikke skattepligtig af udbyttet, der tilkommer långiver i henhold til de indgåede aftaler. Dette har skattemæssigt samme effekt som modregning, og uanset formuleringen af denne del af spørgsmålet, kan besvarelsen af denne del af spørgsmålet derfor ændres til en bekræftelse.

Den bindende forhåndsbesked vil således for så vidt angår spørgsmål C samlet være at ændre til et Ja.