Klagen skyldes, at SKAT Inddrivelsescentret ikke har imødekommet klagerens anmodning om, at hans klage til Folketingets Ombudsmand har opsættende virkning for inddrivelsen af hans gæld til det offentlige.

Landsskatterettens afgørelse

SKAT Inddrivelsescentrets afgørelse stadfæstes.

Sagens oplysninger

Af en udskrift af retsbogen for Vestre Landsret fremgår, at klageren ved kendelse af 25. september 2006 blev dømt til at betale Skatteministeriet 7.500 kr. i sagsomkostninger.

Skatteministeriet overdrog efterfølgende inddrivelsen af kravet til SKAT Inddrivelsescentret, der i brev af 26. januar 2007 rykkede klageren for betaling af kravet.

Klageren anførte i brev af 31. januar 2007 til SKAT Inddrivelsescentret, at beløbet var opstået i en uafsluttet sag om hans momsregnskab for 1998 og 1999. Sagen begyndte i 2004. SKAT havde den 15. november 2006 besluttet at genoptage momssagen, og klageren ønskede derfor, at kravet om betaling af sagsomkostninger blev udsat, til SKAT havde truffet en ny afgørelse i momssagen.

SKAT Inddrivelsescentret afslog i brev af 13. marts 2007 klagerens anmodning om at sætte inddrivelsen af kravet vedrørende sagsomkostninger i bero, da en klage ikke havde opsættende virkning. Klageren skulle derfor afdrage gælden med 1.350 kr. pr. måned, første gang den 1. marts 2007.

Klageren anmodede den 2. juli 2007 SKAT Inddrivelsescentret om fritagelse for betaling af kravet på sagsomkostninger, idet han herved henviste til forløbet af momssagen.

SKAT Inddrivelsescentret fastholdt i brev af 17. december 2007, at inddrivelsen af kravet vedrørende sagsomkostninger ikke kunne sættes i bero, og at der derfor skulle fastsættes en ny afdragsordning.

I brev af 29. april 2008 fastsatte SKAT Inddrivelsescentret en ny afdragsordning, hvorefter klageren skulle afdrage gælden vedrørende sagsomkostninger med et månedligt afdrag på 1.000 kr., første gang den 1. juni 2008.

SKAT Inddrivelsescentret modtog den 6. maj 2008 et brev fra klageren, hvori han anførte, at han ikke var klar over, hvad gælden vedrørte, og at han ikke ønskede at betale gælden, førend momssagen var afsluttet.

Af en udskrift af retsbogen for Retten i Y fremgår, at klageren den 25. juli 2008 blev dømt til at betale Skatteministeriet 2.500 kr. i sagsomkostninger. Skatteministeriet overdrog efterfølgende inddrivelsen af dette krav til SKAT Inddrivelsescentret.

SKAT Inddrivelsescentret oplyste i brev af 6. august 2008, at gælden vedrørte sagsomkostninger i henhold til Vestre Landsrets kendelse af 25. september 2006, og at klagerens anke til domstolene ikke havde opsættende virkning. SKAT Inddrivelsescentret fastholdt derfor, at inddrivelsen af gælden vedrørende sagsomkostninger ikke skulle stilles i bero.

Klageren anførte i brev af 5. november 2008 til SKAT Inddrivelsescentret, at han ikke havde nogen gæld til Skatteministeriet, og at han derfor ikke ville betale gælden.

SKAT Inddrivelsescentret fastholdt i brev af 11. december 2008 kravet om betaling af sagsomkostninger. Såfremt klageren ikke indgik på en afdragsordning, ville SKAT Inddrivelsescentret iværksætte lønindeholdelse.

Af en udskrift af dombogen for Retten i Y fremgår, at klageren ved dom af 2. marts 2009 blev dømt til at betale Skatteministeriet 7.430 kr. i sagsomkostninger. Skatteministeriet overdrog efterfølgende inddrivelsen af dette krav til SKAT Inddrivelsescentret.

I brev af 14. august 2009 fastsatte SKAT Inddrivelsescentret en ny afdragsordning, hvorefter klageren skulle afdrage gælden vedrørende sagsomkostninger med et månedligt afdrag på 1.050 kr., første gang den 1. oktober 2009.

SKAT Inddrivelsescentret rykkede den 24. september 2009 klageren for betaling af gæld vedrørende sagsomkostninger. Gælden var opgjort til i alt 17.296,86 kr.

Klageren oplyste i brev af 26. september 2009 til SKAT Inddrivelsescentret, at han den 3. september 2009 havde klaget til Folketingets Ombudsmand over SKATs sagsbehandling i momssagen. Klageren anmodede samtidig om, at inddrivelsen af gælden vedrørende sagsomkostninger afventede Folketingets Ombudsmands svar.

Af Folketingets Ombudsmands brev af 29. oktober 2009 til klageren fremgår, at klagen til Folketingets Ombudsmand vedrørte SKATs sagsbehandling, herunder navnlig, at skattedirektøren for skattecentret ikke besvarede klagerens henvendelser.

I brevet oplyste Folketingets Ombudsmand klageren om, at Folketingets Ombudsmand ikke kan behandle klager over forhold, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne myndighed har truffet afgørelse, og at Folketingets Ombudsmand efter praksis normalt heller ikke tager stilling til forhold, som myndigheden ikke selv har haft lejlighed til at tage stilling til.

Folketingets Ombudsmand bad derfor klageren om at afvente SKATs afsluttende behandling af klagerens klage over sagsbehandlingen, førend klageren tog stilling til, om der var grundlag for at klage til Folketingets Ombudsmand.

For så vidt angår klagerens klage over, at SKAT ikke havde udbetalt et momsbeløb til ham, anførte Folketingets Ombudsmand, at han ikke foretog sig videre i denne del af sagen.

SKAT Inddrivelsescentrets afgørelse

Klagerens anmodning om, at hans klage til Folketingets Ombudsmand skal tillægges opsættende virkning for inddrivelsen af hans gæld til det offentlige, er ikke imødekommet. Ved genvurdering af sagen i forbindelse med klagen til Landsskatteretten har SKAT Inddrivelsescentret fastholdt denne afgørelse.

Gælden vedrører sagsomkostninger til Skatteministeriet, som klageren er blevet dømt til at betale i henhold til afgørelser fra henholdsvis Vestre Landsret og Retten i Y.

En klage til Folketingets Ombudsmand har ikke opsættende virkning med betalingen af gælden.

Ved oversendelsen af klagen til Landsskatteretten har SKAT Inddrivelsescentret supplerende anført, at det fremgår af inddrivelseslovens § 2, stk. 2, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan give klager over kravets eksistens eller størrelse opsættende virkning, hvis der er begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. I loven er der ikke nævnt andre forhold, der kan medføre opsættende virkning.

En afgørelse tillægges normalt ikke opsættende virkning, med mindre dette er bestemt i loven. En klage til Landsskatteretten om afviklingen af gælden har heller ikke opsættende virkning.

Klagerens påstand og argumenter

Klageren har nedlagt påstand om, at klagen til Folketingets Ombudsmand tillægges opsættende virkning, således at inddrivelsen af gælden vedrørende sagsomkostninger sættes i bero, indtil Folketingets Ombudsmand har afgivet sit svar.

SKATs sagsbehandling i momssagen, hvor klageren skal have et større beløb tilbagebetalt, er dybt kritisabel, og kan derfor ikke udgøre grundlaget for inddrivelse af sagsomkostninger.

Under sagens behandling for Landsskatteretten har klageren supplerende anført, at anmodningen om opsættende virkning skyldes den meget langsommelige sagsbehandling i SKAT, og at han ikke skylder noget i moms.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Reglerne om opsættende virkning i forbindelse med restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse af offentlig gæld fremgår af lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesloven) og af bekendtgørelse nr. 1365 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige (inddrivelsesbekendtgørelsen).

Af inddrivelseslovens § 2, stk. 2, fremgår følgende:

"Beregning og opgørelse af fordringer og udsendelse af opkrævninger mv. forestås af fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen. Tilsvarende gælder behandlingen af indsigelser om fordringen, jf. dog §§ 17 og 18. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan beslutte, at indsigelser om kravets eksistens eller størrelse tillægges opsættende virkning, hvis der er en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Hvis fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende kravet til fordringshaveren."

Af inddrivelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 2, fremgår følgende:

"Indsigelser fra skyldner om fordringens eksistens eller størrelse har ikke opsættende virkning i forhold til restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse af fordringen, i det omfang der ikke er fastsat særlige bestemmelser herom i lovgivningen. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan dog beslutte, at indsigelser om kravets eksistens eller størrelse tillægges opsættende virkning, hvis der er begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan endvidere tilbagesende kravet til fordringshaveren, hvis fordringshaveren ikke søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid."

Der er ikke i lovgivningen fastsat særlige bestemmelser om, at indsigelser fra skyldneren om fordringens eksistens og størrelse for så vidt angår krav vedrørende sagsomkostninger pålagt af domstolene skal tillægges opsættende virkning.

Klagerens indsigelser om eksistensen og størrelsen af kravet vedrørende sagsomkostninger, herunder klagen til Folketingets Ombudsmand, har derfor som udgangspunkt ikke opsættende virkning, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 3, stk. 2.

Da kravet vedrørende sagsomkostninger er pålagt af domstolene, er der ikke en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer.

Det er derfor med rette, at SKAT Inddrivelsescentret ikke har imødekommet klagerens anmodning om, at hans indsigelser om kravets eksistens og størrelse tillægges opsættende virkning.

For så vidt angår klagen til Folketingets Ombudsmand bemærkes, at det er uklart, om klagen angår kravet vedrørende sagsomkostninger, ligesom det er uklart, om der som følge af Folketingets Ombudsmands brev af 29. oktober 2009 til klageren fortsat verserer en klagesag ved Folketingets Ombudsmand.

Uanset om der fortsat verserer en klagesag ved Folketingets Ombudsmand, som angår kravet vedrørende sagsomkostninger, vil heller ikke klagen til Folketingets Ombudsmand kunne tillægges opsættende virkning, idet der som følge af, at kravet vedrørende sagsomkostninger er pålagt af domstolene, heller ikke her vil være en begrundet formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer.

SKAT Inddrivelsescentrets afgørelse stadfæstes derfor.