Dato for udgivelse
22 maj 2008 11:39
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
20 maj 2008 09:44
SKM-nummer
SKM2008.449.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
08-075133
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Aktier og andre værdipapirer samt immaterielle rettigheder + Virksomhedsordningen og kapitalafkastordningen
Emneord
Finansiel kontrakt, virksomhedsordningen, virksomhedsskatteordningen
Resumé

Skatterådet bekræftede, at erhvervsmæssige aktiver, der blev indskudt i et pengeinstitut som et såkaldt struktureret indlån, kunne indgå i virksomhedsordningen. Skatterådet vurderede, at det strukturerede indlån var omfattet af reglerne i KGL § 29, stk. 3, om finansielle kontrakter, og at de derfor kunne indgå i virksomhedsordningen jf. VSL § 1, stk. 2.

Hjemmel
SR 08-051712
Reference(r)

Kursgevinstloven § 29, stk. 3
Virksomhedsskatteloven § 1

Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-2 E.G
Henvisning
Ligningsvejledningen 2008-2 A.D.2.18.2.1
Spørgsmål

Kan et struktureret indlån som beskrevet i X Bank's udbudsmateriale indgå i virksomhedsordningen?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

X Bank udbyder et såkaldt "Struktureret indlån", hvor afkastet af indskuddet på kontoen afhænger af udviklingen i en række aktieindeks og enkeltaktier.

Kontoen er en almindelig indlånskonto, der i stedet for forrentning af indeståendet, giver indskyderen mulighed for at få afkast af indeståendet i forhold til udviklingen i aktiemarkedet.

Kontoen opgøres efter 3 år, og indskyderen er garanteret at få hele indskuddet tilbage.

Indestående på kontoen kan frit hæves inden 3 år. I så fald opgøres kontoen til markedsværdien af det rentefrie indlån og de tilhørende aktieoptioner. Der er ingen hovedstolsgaranti hvis kontoen hæves inden 3 år.

X Bank vurderer i udbudsmaterialet, at et struktureret indlån skattemæssigt skal anses for at være en finansiel kontrakt.

Spørgeren har oplyst, at han driver revisionsvirksomhed under virksomhedsordningen. Det lægges til grund for besvarelsen, at spørgeren ikke driver næringsvirksomhed ved handel med finansielle kontrakter.

Spørger ønsker at få sikkerhed for, at et indskud på X Bank's Struktureret indlån vil kunne indgå i virksomhedsordningen.

Indskuddet er endnu ikke foretaget.

Der kan foretages indskud i perioden 31. marts - 22. april 2008, og spørger har derfor venligst anmodet om hurtigt svar og inden den 22. april 2008.

Den 8. april 2008 har SKAT meddelt spørger, at svar ikke kunne forventes inden 22. april 2008. Spørger ønsker dog bindende svar uanset at det ikke kan blive inden udløbet af fristen for indskud på det strukturerede indlån, idet han vil bruge det senere.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Efter spørgers opfattelse er der tale om en finansiel kontrakt som defineret i KGL § 29. Begrundelsen herfor er, at der er tale om en fordring, der reguleres i forhold til udviklingen i værdipapirer og fordringen ikke er i fremmed valuta.

Efter Virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, 2. pkt. fremgår det, at "indeksobligationer, der beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter ... kan indgå i virksomhedsordningen".

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgeren har oplyst, at han driver revisionsvirksomhed under virksomhedsordningen. Det lægges til grund for besvarelsen, at spørgeren ikke driver næringsvirksomhed ved handel med finansielle kontrakter.

Virksomhedsordningen

Når virksomhedsordningen anvendes, skal alle erhvervsmæssige aktiver som udgangspunkt indgå i ordningen.

Ifølge virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, første punktum, kan aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningsloven, indeksobligationer, uforrentede obligationer og præmieobligationer imidlertid ikke indgå i virksomhedsordningen, medmindre den skattepligtige driver næring med sådanne aktiver.

Ifølge § 1, stk. 2, andet punktum, kan konvertible obligationer omfattet af aktieavancebeskatningsloven, andele i foreninger omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 3 og 4, indeksobligationer, der beskattes efter reglerne for finansielle kontrakter, samt aktier og investeringsbeviser m.v., når aktier og investeringsbeviser m.v. er udstedt af et investeringsselskab, jf. aktieavancebeskatningslovens § 19 dog indgå i virksomhedsordningen.

Strukturerede indlån

De såkaldte "strukturerede indlån" er ifølge X Banks udbudsmateriale en kombination af et almindeligt indlån med en option.

Man indskyder et beløb i banken. 3 år senere er indskyderen berettiget til at hæve et beløb svarende til indskuddet, reguleret efter et nærmere bestemt indeks. Indekset er sammensat af udviklingen i henholdsvis to aktieindeks (europæiske og japanske virksomheder) og tre danske aktier. Der er fastsat en maksimumsgrænse for afkastet (max 35 pct.), til gengæld kan indskuddet ikke tabes.   

Indskyderen bliver på intet tidspunkt ejer af aktier, optioner eller lignende (det underliggende aktiv er syntetisk). Kontrakten opfyldes altid kun ved differenceafregning. 

Kursgevinstloven

Kursgevinstlovens § 29, stk. 3, første punktum, har følgende ordlyd:

"Dette kapitel og kapitel 7 gælder også gevinst og tab på fordringer, der ikke er omfattet af §§ 4 og 5, hvis fordringen reguleres helt eller delvis i forhold til udviklingen i priser og andet på værdipapirer, varer og andre aktiver m.v., når blot udviklingen er af en karakter, som kan lægges til grund i en finansiel kontrakt, jf. dog § 10."

Et struktureret indlån er en fordring, der reguleres i forhold til udviklingen af visse nærmere bestemte aktier og aktieindeks.

Fordringen må anses som omfattet af ordlyden i kursgevinstlovens § 29, stk. 3, første punktum.

Der er sat både maximums- og minimumsgrænser for, i hvilken udstrækning fordringen kan følge kursudviklingen i både opad- og nedadgående retning. Fordringen er således kun delvist reguleret af aktier og aktieindeks.

  1. Maksimumsgrænse: Både aktier og indeks kan hver maksimalt bidrage med en stigning på 35 pct. til det samlede afkast. Kursfald slår dog fuldt ud igennem, når afkastet beregnes.
  2. Minimumsgrænse: Indskyderen er altid sikret hovedstolen (kurs pari)

Fordringen omfattes imidlertid af § 29, stk. 3, 1. punktum også når den kun er delvist reguleret af aktier og aktieindeks. Det er uddybet i ligningsvejledningens afsnit A.D.2.18.2.1., at det ikke nødvendigvis er hele gælden, der skal udvikle sig i overensstemmelse med bestemt opregnede værdipapirer m.v. Det er nok, at det kun skal gælde en del af gælden, og udviklingen behøver ikke være 1 til 1. Fordringen må derfor anses for at være omfattet af kursgevinstlovens § 29, stk. 3, idet den er delvist reguleret af udviklingen i aktier og aktieindeks.

Det strukturerede indlån beskattes dermed efter reglerne om finansielle kontrakter i kursgevinstloven.

Indekserede fordringer og virksomhedsordningen

Det strukturerede indlån må betragtes som en indekseret fordring. Fordringen er omfattet af reglerne om finansielle kontrakter, jf. ovenfor, og kan derfor indgå i virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens § 1, stk. 2, 2. punktum.

Det strukturerede indlån kan således indgå i virksomhedsordningen, såfremt det er et erhvervsmæssigt aktiv.

SKAT indstiller, at spørgsmålet besvares med ja.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.