A klager for indkomstårene 1996 og1998 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke har godkendt fradrag ved bestyrende reders besvigelser samt for indkomstårene 1997 og 1998 over, at fradrag for advokatudgifter til sag vedr. besvigelserne ikke er godkendt.

Det er oplyst, at klageren er befragter og driver selvstændig virksomhed med shipping. Det er videre oplyst, at klageren i perioden 1990 til 1998 blandt andet deltog i rederiet B med en ejerandel på 23,5 %. Rederiet B blev stiftet i 1990 med skibsmægler samt partreder i rederiet B, C, som bestyrende reder. Rederiet købte skibet M/S D, der blev solgt i 1995. Herefter var virksomheden under afvikling indtil 1998, hvor der blev udfærdiget et afsluttende regnskab.

Tabet består af 3 kategorier:

1. Besvigelser med falske bilag.
2. Omkostninger til advokat vedrørende samme.
3. Tab vedrørende selskabet E i USA

Det fremgår af sagens materiale, at der blev afholdt partredermøde den 12. og 13. december 1991, hvor blandt andet klageren og C deltog. C udarbejdede referat fra mødet, hvoraf blandt andet fremgår følgende:

"...Efter hjemkomst fra mødet er det kommet mig for øre at en partreder mener at jeg som bestyrende reder blander økonomiske ting sammen og derigennem er i risiko for at begå mandatsvig.

For nu at alle partsreder skal have mulighed for at forstå denne nogen underlige påstand skal jeg prøve at ridse hændelsesforløbet op.

Efter at m.s. "D" var færdig med den før omtalte kontrakt blev jeg kontaktet af en norsk reder som spurgte om mulighederne for sejlads på USA-kysten.

Denne oplysning blev givet til den norske reder og han spurgte da om man var i stand til at lave et selskab i USA, for på denne måde at drive eventuelle skibe via et kontor i USA.

Dette faldt meget fint i tråd med hvad kaptajn F og undertegnede havde tænkt sig i forbindelse med etablering af en eventuel færgeforbindelse i Nicaragua.

Derfor blev forhandlingerne med den norske reder fortsat og han har etableret et selskab på Turk og Caicos Islands, og omkostningerne til dette selskab har han selv betalt.

Eftersom det står i partrederoverenskomsten og samtlige partredere ved hvor jeg har kontor undrer det mig noget at sådanne påstande kan komme frem men hvis der er nogen der har interesse i at kontrollere de af rederiets revisor månedsvis afstemte bilag er de naturligvis mere end velkommen her på kontoret, eller som aftalt med revisor for denne partsreder at kopi af kontoudskrifter tilsendes partrederrevisor for kontrol af rederiets revisor.

Det er aldrig faldet mig i mine tanker at jeg havde pligt til at meddele de øvrige partredere hvilke aktiviteter jeg havde i gang så længe disse ikke er forbundet eller har nogen forbindelse med rederiet B..."

Der blev ligeledes på mødet den 13. december af C afgivet løfte om at holde de øvrige redere skadesløse, såfremt rederiet ikke fik sit krav dækket hos selskabet E.

Klageren har i et brev til partrederne kommenteret ovennævnte referat fra partredermødet. Heraf fremgår blandt andet følgende:

"Regnskab/balance pr. 30. sept. 91 blev gennemgået og spørgsmålet om 20% afskrivning og de store kursreguleringer kan jo altid diskuteres men principielt mener jeg at en råbalance udsendt af rederiets revisor burde stemme! - hvilket ikke var tilfældet&

& Sluttelig vil jeg - da jeg må formode at det drejer sig om undertegnede - gerne pointere at jeg ikke har antydet at C skulle være i risiko for at begå mandatsvig, kun at jeg under partredermødet forespurgte om rederiet "B" i forbindelse med køb af skib i USA havde været nævnt og i den forbindelse havde haft udgifter, hvilket C klart bekræftede at dette selvfølgelig ikke var tilfældet."

Efter modtagelse af udkast til årsregnskab for indkomståret 1991 i marts måned 1992, tog klageren og en anden partreder til X for at gennemgå bogføringen og bilags­materialet hos C. Ved gennemgangen kunne de konstatere en række uretmæs­sige dispositioner begået af den bestyrende reder i perioden 1990 - 1992 med i alt 564.537 kr.

Det fremgår videre af sagens materiale, at der til betaling af skibet M/S B blev optaget et lån på 2,3 mio. kr. i en bank. Af beløbet på 2,3 mio. kr. overførtes pr. 25. februar 1991 1,9 mio. kr. til mæglerfirmaet G, mens der samme da­to blev overført 400.000 kr. til en konto tilhørende klædefabrikken H. Partrederiet havde intet mellemværende med klædefabrikken, men C og kaptajn F havde hvert et mellemværende med klædefabrikken på 200.000 kr. Beløbet på 400.000 kr. blev således anvendt til at betale de pågældende personers personlige gæld. Beløbet blev medtaget i balancen pr. 31. maj 1991 blandt andet som en positiv post på 44.300 kr. vedrørende skyldige omkostninger.

Rederiet anlagde på dette grundlag civilt søgsmål imod C samt rederiets revi­sorer om tilbagebetaling af de tab, der var påført rederiet ved de begåede uregelmæssigheder. Da C ikke indleverede svarskrift rettidigt, blev der afsagt udeblivelsesdom den 30. november 1995, således at denne skulle betale 988.145 kr. med tillæg af pro­cesrente samt sagsomkostninger til sagsøgeren.

Rederiet har herefter fradraget udgifter vedrørende tab som følge af bestyrende reders besvigelser med følgende beløb (kr.):

Der er videre fradraget advokatomkostninger for 1997 og 1998 med henholdsvis 54.511 kr. og 70.900 kr.

Klageren har herefter fradraget 23,5 % af de omhandlede udgifter vedrørende tab og advo­kat med henholdsvis 39.943 kr., 12.787 kr. og 62.532 kr. for indkomstårene 1996 - 1998.

De stedlige skattemyndigheder har ikke godkendt fradrag for tab opstået som følge af den bestyrende reders besvigelser eller for advokatudgifter til retssagen i forbindelse hermed, idet skatteankenævnet har anset udgifterne for et ikke fradragsberettiget formuetab.

Myndighederne har til støtte for sin afgørelse anført, at partrederne har haft mulighed for at standse og afsløre uregelmæssigheder på baggrund af oplysninger fremlagt på partredermødet den 13. december 1991 om den bestyrende reders sammenblanding af de økonomiske forhold. Myndighederne har endvidere henvist til, at det i henhold til sølovens § 110 fremgår, at enhver partreder har adgang til regnskabsbøger og bilag, i modsætning til aktionærer i aktieselskabsloven, samt at den bestyrende partreder ikke er ansat i partrederiet. Myndighederne har henvist til højesteretsdommen af 28. marts 2000, hvoraf det fremgår, at medinteressenters uberettigede hævninger ikke var fradragsberettiget, idet tab af denne karakter falder uden for rammerne af en driftsrisiko.

Myndighederne har ikke anset tabet vedrørende selskabet E for fradragsberettiget, idet der ikke er foretaget nogen form for retsskridt mod ovenstående virksomhed. Tabet kan ikke anses for helt eller delvist uerholdelig når partrederiet udelukkende forholder sig til C's kautionsforpligtigelse.

Myndighederne bemærker, at det på partredermødet den 12. december og klagerens svarbrev af 18. og 23. december fremgår, at der er usikkerhed om hvorvidt C har tilegnet sig tilgodehavende.

Klagerens advokat har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at der godkendes fradrag for tab opstået som følge af den bestyrende reders besvigelser samt for advokatud­gifter til retssagen i forbindelse hermed.

Til støtte herfor har advokaten anført, at tabet er et udslag af en driftsrisiko, at partrederne ikke deltager i den daglige drift på linie med interessenter i et interessentskab, hvorfor Højesterets dom af 28. marts 2000 ikke kan sammenlignes med nærværende sag, samt at en bestyrende reder i et partrederi derimod kan sammenlignes med en direktør i et aktieselskab, eftersom kompetenceområderne er meget lig hinanden. Både en direktør og en bestyrende reder er således valgt med henblik på at forestå den daglige ledelse. Den bestyrende reder har desuden stillingsfuldmagt til at afslutte alle sædvanlige retshandler forbun­det med rederivirksomheden.

Det tab, der opstår som følge af, at en bestyrende reder begår besvigelser over for partrederiet, må derfor kunne fradrages i samme omfang, som der er fradrag for en ansat direktørs besvigelser, jf. TfS 1999.502, hvor Landsskatteretten fandt, at det tab, som selskabet led, som følge af en direktørs besvigelser, var udslag af en normal driftsrisiko, idet besvigelser af den omhandlede art, som var foretaget af en organisatorisk højt placeret medarbejder, kun vanskeligt kunne undgås.

Advokaten har endvidere henvist til TfS 1999.494 samt til en note i Karnov, hvoraf det fremgår, at bestemmelsen i sølovens § 104, der fastlægger den bestyrende reders stillingsfuldmagt, svarer til direktionens fuldmagt i et aktieselskab, jf. aktieselskabslovens § 60.

Advokaten har fremsendt breve fra daværende advokat, hvoraf det fremgår, at C's bil er blevet solgt, og at der forhandles om overtagelse af C's ejendom.

Advokaten har med hensyn til fordringen mod selskabet E anført, at det primært var C der stod for inddrivelsen. Efterfølgende er selskabet E gået konkurs, hvorefter partrederiet besluttede sig til ikke at foretage sig yderligere, idet omkostningerne ved at inddrive kravet ville overstige den dividende, man havde udsigt til at få.

Landsskatterettens bemærkninger:

Partrederier beskattes ikke som selvstændige skattesubjekter. Beskatningen vil i lighed med interessentskaber finde sted hos den enkelte deltager. Tab ved besvigelser kan fradrages efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a eller principper­ne heri i det omfang, tabet er et udslag af en normal driftsrisiko.

Tab på forretningsdebitorer kan fratrækkes i det indkomstår, hvor tabet er konstateret og kan gøres endeligt op. Med hensyn til kravene til konstateringen af et tab på debitorer eller til sandsynliggørelsen af et forventet tab på debitorer skal disse være opfyldt i det indkomstår, hvor tabet ønskes fratrukket.

Landsskatteretten finder, at tabet som følge af besvigelse samt advokatomkostningerne er fradragsberettet, idet tabet er et udslag af en normal driftsrisiko ved partrederi.Der er henset til, at de øvrige redere, kort tid efter mistanken om sammenblandingen af den bestyrende reders privatøkonomi og partsrederiets økonomi, har gennemgået regnskaberne og har opdaget besvigelserne. Der er endvidere henset til, at partrederier ifølge sølo­vens § 103 skal vælge en bestyrende reder, og at besvigelserne ligger inden for den bemyndigelse som sølovens § 104 tildeler den bestyrende reder. Landsskatteretten finder endvidere, at klageren har godtgjort, at fordringen mod C må anses som uerholdelig. De påklagede ansættelser vil følgelig være at nedsætte med 39.943 kr. for indkomståret 1996 og 45.870 kr. for indkomståret 1998

Landsskatteretten finder endvidere, at fordringen mod selskabet E må anses som værende konstateret tabt. De påklagede ansættelser vil følgelig være at godkende med 12.787 kr. for indkomståret 1997 og 16.662 kr. for indkomståret 1998.