Parter
A
(advokat Jens Laursen)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)
I tidligere instans er afsagt dom af Vestre Landsrets K. afdeling den 25. august 2000.
Afsagt af højesteretsdommerne
Hornslet, Poul Sørensen, Peter Blok, Poul Søgaard og Niels Grubbe.
Appellanten, A, har gentaget sin påstand.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.
Sagen er behandlet skriftligt, jf. retsplejelovens § 387.
Højesterets bemærkninger
Forud for omdannelsen til aktieselskab den 18. maj 1993 drev Advokatfirmaet H1 I/S advokatvirksomhed som en samlet virksomhed. Efter omdannelsen fortsatte interessentskabet med at drive selvstændig erhvervsvirksomhed, idet interessentskabet beholdt driftsmidlerne og udlejede dem til aktieselskabet. Interessentskabet ophørte således ikke med at drive virksomhed under anvendelse af de aktiver, på hvilke der var foretaget forlods afskrivning.
Efter ordlyden af og sammenhængen mellem bestemmelserne i Investeringsfondslovens § 3A, stk. 3 og 4, finder Højesteret, at der under disse omstændigheder ikke forelå virksomhedsophør som omhandlet i Investeringsfondslovens § 3A, stk. 4, sidste pkt., og at kravet om deltagelse i virksomheden med personlig arbejdsindsats derfor fortsat bestod.
Herefter - og da det er ubestridt, at arbejdskravet ikke blev opfyldt efter den 18. maj 1993 - stadfæster Højesteret dommen.
T h i k e n d e s f o r r e t
Landsrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, A, betale 30.000 kr. til indstævnte, Skatteministeriet.
De idømte sagsomkostningsbeløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.