Et ejerpantebrev i fast ejendom er et pantebrev, hvor ejendommens ejer både står som pantsætter og panthaver, altså som både debitor og kreditor. Når et ejerpantebrev stilles som sikkerhed, sker det ved håndpantsætning. Da ejerpantebrevet kun forbeholder en panteret af en bestemt størrelse til senere udnyttelse, bliver håndpantsætningserklæringen det grundlag, hvorpå kreditors panteret hviler.

Håndpanteret i et ejerpantebrev i fast ejendom, som tilhører skyldneren, er formelt en panteret i et omsætningsgældsbrev, men reelt en panteret i ejendommen.

Et ejerpantebrev anvendes typisk til sikkerhed for en kassekredit eller et andet mellemværende med et pengeinstitut.

Er et ejerpantebrev tinglyst et sted inde i prioritetsrækken (dvs. ikke på sidstepladsen), og er det ikke udnyttet fuldt ud, kan der ikke foretages udlæg i den del af ejerpantebrevet, der ikke er udnyttet. Det skyldes som nævnt ovenfor, at udlæg altid placeres på sidstepladsen.

Hvis der på sidstepladsen i prioritetsordenen er tinglyst et ejerpantebrev, og dette ikke er udnyttet fuldt ud, vil et udlæg, der tinglyses, foretage indbrud i ejerpantebrevet, idet udlægget vil placere sig efter den ved ejerpantebrevet sikrede gæld. Udlægget vil placere sig umiddelbart efter den på udlægstidspunktet faktisk sikrede gæld til håndpanthaveren - uden hensyn til, at maksimum i henhold til kreditaftalen mellem pantsætter og håndpanthaver endnu ikke var nået.

Indbrud i et ejerpantebrev kan også ske ved en sekundær håndpantsætning eller ved tinglysning af et pantebrev, der angiver, at det prioritetsmæssigt skal placeres efter den gæld, som ejerpantebrevet sikrer.

Hvis der ved pantefogedens udlæg i fast ejendom viser sig på sidstepladsen i prioritetsrækken forud for udlægget at være tinglyst et ejerpantebrev, der kun er delvist udnyttet, skal pantefogeden straks give underretning til den, der har ejerpantebrevet i håndpant. Det vil som nævnt ofte være et pengeinstitut.

Underretningen medfører, at håndpanthaveren fratages muligheden for at udvide kreditgivningen til pantsætter i strid med det foretagne udlæg, idet en udvidelse af kreditgivningen, efter at underretning om udlægget er modtaget, vil få prioritet efter udlægget.

Principielt er det kreditgivningen på udlægstidspunktet, der skal respekteres, men hvis håndpanthaver i god tro har udvidet kreditten i tidsrummet mellem udlæggets foretagelse og tidspunktet for underretning om udlægget, skal udlægget respektere den højere kreditgivning, der eksisterer på det tidspunkt, hvor håndpanthaver får underretning om udlægget, jf. UfR 1979, 569 HD. Der er tale om, at gældsforøgelsen ved ekstinktion har opnået en prioritetsstilling, der går forud for udlægget. Når gælden til håndpanthaveren nedbringes til maksimalt at være det beløb, som ejerpantebrevet sikrede på tidspunktet for udlæggets foretagelse, falder ekstinktionsbehovet bort, og udlægget får den prioritet, det havde ved foretagelsen.

Det antages dog, at visse særlige krav kan gøres gældende med fortrinsret forud for udlægget. Dette gælder eksempelvis visse eventualforpligtelser, der eksisterer på underretningstidspunktet. Hvis håndpanthaveren har kautioneret for en forpligtelse, som pantsætteren skal opfylde, og ejerpantebrevet er håndpantsat til sikkerhed for det regreskrav, der opstår for kautionisten (dvs. håndpanthaveren), såfremt kautionsforpligtelsen aktualiseres, vil regreskravet kunne gøres gældende forud for udlægget, selv om underretningen er givet, inden kautionsforpligtelsen aktualiseres. En sådan fortrinsret antages også at gælde for renter, provision og lignende omkostninger, som håndpanthaveren måtte have betinget sig i pantsætningsaftalen, ligesom det i sjældne tilfælde kan komme på tale at måtte skulle respektere en "nødvendig" gældsudvidelse foretaget i både pantsætters og håndpanthavers interesse, jf. præmisserne i UfR 1979, 566 HD.

Den ved ejerpantebrevet sikrede kreditgivning, som udlægget skal respektere, står fast. Selv om kreditten nedbringes, kan den atter udvides til det beløb, den var på, da udlægget blev foretaget. Det skyldes, at en oprykningsret for udlægget forudsætter en forudberegnelig afvikling af forprioriteten, og en sådan er typisk ikke til stede ved en gæld sikret ved et ejerpantebrev.

Om den skitserede problemstilling med indbrud i et ejerpantebrev kan ligeledes henvises til UfR 1979, 566 HD.

Hvis skyldneren (dvs. pantsætteren) efter udlæggets foretagelse anvender den uudnyttede del af ejerpantebrevet til yderligere sikkerhedsstillelse - eksempelvis til fordel for tredjemand - skal den nye sikkerhedsstillelse respektere udlægget.

Såvel et indbrudspantebrev som et tinglyst udlæg (som indbrud) kan fortrænges af en sekundær håndpanthaver af et ejerpantebrev, hvis der ikke er givet meddelelse om indbrudspantet eller udlægget (som indbrud) til den primære håndpanthaver.

I byretsdommen gengivet i UfR 1983, 748, er det antaget, at en fornyet pantsætning af et ejerpantebrev på ejerens hånd med sidste prioritet i ejendommen måtte respekteres af et forinden tinglyst udlæg. Hvis et på sidstepladsen tinglyst ejerpantebrev ikke er udnyttet til sikkerhedsstillelse på udlægstidspunktet, skal pantefogeden derfor foretage udlæg i den faste ejendom og tillige foretage rådighedsberøvelse af ejerpantebrevet, jf. RPL § 523, stk. 2, således at skyldneren ikke forledes til at udnytte ejerpantebrevet til anden side. Herved hindres muligheden for ekstinktion efter GBL § 14.

I den underretning, der, jf. ovenfor, skal gives håndpanthaveren for at hindre en ekstinktiv udvidelse af kreditgivningen efter udlægstidspunktet, bør det derfor tillige anføres, at ejerpantebrevet efter indfrielsen af den gæld, som det tjener til sikkerhed for, skal udleveres til inddrivelsesmyndigheden, idet det ved en udlevering til ejendommens ejer vil kunne muliggøre en situation magen til den, der i UfR 1983, 748, førte til ekstinktion af et forinden tinglyst udlæg, jf. herved RPL § 523, stk. 2, som begrundelse for udleveringsanmodningen.

Der kan ikke foretages et egentligt udlæg i et ejerpantebrev, jf. UfR 1973, 785 ØLK, hvor det statueredes, at der ikke kunne afholdes tvangsauktion over et ejerpantebrev. Der kan alene foretages udlæg i selve den genstand (fast ejendom eller løsøre), der er pantsat ved ejerpantebrevet, eller i den underliggende fordring med dertil hørende sikkerhed i medfør af ejerpantebrevet. RPL § 523, stk. 2, der udtaler, at fogeden ved udlæg i værdipapirer og i fordringer, for hvilke skriftligt bevis er udstedt, tager dokumentet i forvaring, må dog ikke desto mindre anføres som hjemmelen, evt. via en analogislutning, for en sådan rådighedsberøvelse.

Et udlagt ejerpantebrev kan som sagt ikke bortauktioneres, og det kan ikke danne grundlag for tvangsauktion over ejendommen. Det skyldes, at pantesikkerheden i et ejerpantebrev ikke kan adskilles fra den underliggende (sikrede) fordring, jf. førnævnte kendelse i UfR 1973, 785 ØLK, hvor et ejerpantebrev, stort 10.000 kr., var håndpantsat til sikkerhed for et lån, som ejeren af den pantsatte ejendom havde optaget i en bank. Da lånet blev misligholdt, blev ejerpantebrevet efter bankens begæring solgt ved tvangsauktion. Ejendommens ejer erkendte at skylde køberen 22.010 kr. Ejendommens ejer påkærede imidlertid tvangsauktionen og påstod banken tilpligtet at udlevere ejerpantebrevet. Idet køberen ikke ved tvangsauktionen ved betaling af budsummen var indtrådt i den fordringsret, som ejerpantebrevet indtil da havde sikret, fandtes tvangsauktionen over ejerpantebrevet at have været meningsløs, hvorfor landsretten ophævede tvangsauktionen. Med hensyn til frempantsætning kan der dog ske en adskillelse af pantesikkerhed og fordring, jf. UfR 1984, 123 HD, der statuerede, at et ejerpantebrev må anses som et omsætningsgældsbrev.

Hvis skyldneren i stedet for udlæg vælger at meddele primær håndpant i et uudnyttet ejerpantebrev, skal der udfærdiges en skriftlig håndpantsætningserklæring, og ejerpantebrevet skal tages i forvaring af pantefogeden, jf. RPL § 523, stk. 2, der er nævnt ovenfor.

Skyldneren kan også sekundært håndpantsætte den ikke-udnyttede del af et allerede håndpantsat ejerpantebrev. Hvis pantefogeden modtager en sådan sekundær håndpantsætningserklæring, skal den primære håndpanthaver straks skriftligt underrettes om den sekundære pantsætning, således at han ikke udvider kreditgivningen i tiltro til, at der stadig er sikkerhed i ejerpantebrevet, jf. ovenfor. Herved opfyldes for de negotiable ejerpantebreve tillige sikringsakten - rådighedsberøvelse - i henhold til GBL § 22, idet den primære håndpanthaver da besidder ejerpantebrevet tillige på den sekundære håndpanthavers vegne.

Om den prioritetsmæssige behandling af renter af en gæld med sikkerhed i et ejerpantebrev kan henvises til UfR 1990, 21 HD, og UfR 1992, 978 HD, samt ovenfor i G.5.6.2. Højesteret fastslog i de to afgørelser, at det i et ejerpantebrev kan aftales, at pantesikkerheden, dvs. ejerpantebrevets pålydende, successivt opskrives med indtil 5 års påløbende renter. Den øvre grænse på 5 år skyldes den 5-årige forældelsesfrist i 1908-loven. En sådan rentebestemmelse er dog udtryk for en fiktion, idet det afgørende mellem håndpantsætter og håndpanthaver naturligvis er den rente, der er aftalt vedrørende det underliggende gældsforhold, hvis opfyldelse ejerpantebrevet tjener til sikkerhed for. Hvis et tvangsauktionsprovenu skal fordeles til rettighedshaverne, og ejerpantebrevets pålydende på dette tidspunkt successivt er blevet opskrevet til 1 mio. kr., mens den underliggende gæld inkl. påløbne renter alene udgør 200.000 kr., kan håndpanthaveren således alene gøre krav på 200.000 kr. og ikke 1 mio. kr. Havde den underliggende gæld inkl. renter derimod havde udgjort netop 1 mio. kr., ville håndpanthaver have haft sikkerhed for hele dette tilgodehavende.