Dato for udgivelse
12 sep 2001 14:57
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
12. marts 2001
SKM-nummer
SKM2001.347.HR
Myndighed
Højesteret
Sagsnummer
231/2000
Dokument type
Dom
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
SKAT internt
Emneord
gældseftergivelse, skattefrihed, samlet ordning, vilkårsændringer
Resumé

Skatteministeriet fik ved Østre Landsrets dom af 3. maj 2000 medhold i, at vilkårsændringer i en låneaftale var så væsentlige, at lånet måtte anses for indfriet i kursgevinstlovens forstand med kursgevinstbeskatning til følge, jf. kursgevinstlovens § 6, stk. 1 og § 8, stk. 2, 4. pkt. Der var ikke grundlag for at anse kursgevinsten for omfattet af kursgevinstlovens § 6 A om skattefrihed ved frivillig akkord, idet ordningen - som var indgået mellem skatteyderen og et datterselskab i en af ham ejet virksomhed, og i øvrigt ikke indebar en nominel nedsættelse af gælden - omfattede 2/3 af de usikrede gældsforpligtelser, men ikke den kreditor, hvis tilgodehavende udgjorde den sidste tredjedel heraf.

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle efter at skatteyder havde fremlagt nye oplysninger i forbindelse med sagens forberedelse for Højesteret.

Reference(r)

Kursgevinstloven § 6, 6A og 8 (dagældende)
Kursgevinstloven § 21, 24 og 26 (nugældende)
Ligningsloven § 15, stk. 3.
Ligningsvejledningen A.D.2.15
Ligningsvejledningen E.L.2.1.2

Henvisning
Ligningsvejledningen A.D.2.14
Redaktionelle noter

Der henvises til Skatteministeriets kommentar af 17. april 2001, SKM2001.179.DEP

Parter:
A
(advokat Lars Henriksen)
mod
Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat H.C. Vinten)

Afsagt af dommerne:
Poul Sørensen, Per Sørensen og Per Walsøe.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 20. afdeling den 3. maj 2000.

Appellanten, A, har gentaget sin påstand.

Efter modtagelse af replik af 16. oktober 2000 har indstævnte, Skatteministeriet, den 1. februar 2001 taget bekræftende til genmæle over for As påstand.

Da Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle over for As påstand, tager Højesteret denne påstand til følge.

Thi kendes for ret:

Appellanten, As, skattepligtige indkomst for indkomståret 1993 nedsættes med 353.179 kr.

Indstævnte, Skatteministeriet, skal i sagsomkostninger for landsret og Højesteret inden 14 dage efter denne højsteretsdoms afsigelse betale 50.000 kr. til appellanten.