| Registrering for EU-erhvervelser § 48 Juridiske personer, der ikke er momspligtige, samt momspligtige personer, der efter reglerne i § 47 ikke skal registreres, skal alligevel registreres, når de er betalingspligtige for erhvervelser fra andre EU-lande efter bestemmelsen i § 46, stk. 2, se L.2 om betalingspligtige personer.
For så vidt angår betalingspligt for køb af visse ydelser i udlandet henvises der til L.1.2.3.
Registreringsgrænse på 80.000 kr. Der skal dog ikke ske registrering, hvis den samlede værdi af erhvervelserne hverken i det løbende eller i det foregående kalenderår overstiger 80.000 kr., og erhvervelserne ikke omfatter varer, der er punktafgiftspligtige (harmoniserede punktafgifter), jf. § 34, stk. 1, nr. 3.
Hvis en erhverver i år 1 har erhvervelser for over 80.000 kr., skal den pågældende derfor både i dette år og i år 2 registreres og betale moms, selvom erhvervelserne i år 2 er under registreringsgrænsen.
Valgfri registrering En erhverver, der efter bestemmelsen i § 48 ikke skal lade sig registrere, kan alligevel vælge at lade sig registrere og betale moms, jf. § 50. |