Parter
H1 Holding ApS
(Selv)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)
Afsagt af landsdommerne
K. Wiingaard, Ejler Bruun og Chr. Wenzel Christensen (kst.)
Under denne sag, der er anlagt den 13. december 2000, har sagsøgeren, H1 Holding ApS, nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens indkomst i indkomståret 1998 nedsættes med 218.522 kr. vedrørende tab på en fordring mod Galleri G1 ApS under konkurs.
Sagsøgte, Skatteministeriet, har principalt påstået frifindelse og subsidiært nedlagt påstand om, at ansættelsen af sagsøgerens skattepligtige indkomst for indkomståret 1998 hjemvises til fornyet behandling ved den stedlige skattemyndighed.
Sagens faktiske omstændigheder
Den 15. september 2000 afsagde Landsskatteretten for indkomståret 1998 følgende kendelse vedrørende H1 Holding ApS som klager:
"...
Det fremgår af sagen, at det klagende selskab, herefter benævnt selskabet, efter det oplyste havde et tilgodehavende hos G1 Galleri ApS. Af sagen fremgår ikke yderligere i relation hertil, herunder nogen dokumentation for et hermed forbundet tab som følge af debitors konkurs.
De stedlige skattemyndigheder har ved den påklagede afgørelse forhøjet det klagende selskabs indkomst med 218.522 kr.
Skattemyndighederne har bl.a. henvist til, at selskabet ikke har dokumenteret et endeligt konstateret tab på tilgodehavende hos G1 Galleri ApS som anført.
Selskabet har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst nedsættes med 218.522 kr.
Til støtte herfor har selskabet bl.a. gjort gældende, at selskabet har nedskrevet et lån til G1 Galleri ApS, som nu er gået konkurs, samt at selskabet ikke har modtaget dividende fra boet.
Selskabet har endvidere anført,
Landsskatteretten skal udtale
Det følger af kursgevinstlovens § 2, at selskaber, der er skattepligtige efter selskabsskatteloven eller fondsbeskatningsloven, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst skal medregne gevinst og tab på fordringer og gæld, som omfattes af samme lovs § 1, efter de regler der er angivet i lovens kapitel 2 samt i kapitel 4, 5 og 7. Henset til at der ikke er fremkommet nogen dokumentation vedrørende den i sagen omhandlede fordring mod G1 Galleri ApS samt denne fordrings uerholdelighed, findes det ikke godtgjort, at selskabet herved har lidt noget endeligt konstaterbart tab. Da selskabet endvidere har oplyst, at sådan dokumentation ikke vil kunne fremlægges, vil den påklagede afgørelse herefter være at stadfæste. Det bemærkes, at retten ikke i øvrigt har taget stilling til spørgsmål vedrørende den påberåbte fordrings anerkendelse.
Herefter bestemmes
Skattepligtig indkomst |
|
Ikke godkendt fradrag for tab på fordring. |
|
Forhøjelse 218.522 kr. |
Stadfæstes. |
..."
Af de for Landsretten fremlagte bilag fremgår i øvrig følgende
A er ejer af og direktør for H1 Holding ApS. Den i sagen omhandlede fordring vedrører As samhandel med SS, der var ejer af selskaberne G2 ApS og Galleri G1 ApS. Begge SSs virksomheder beskæftigede sig med indramning af plakater og afholdelse af galleriudstillinger, navnlig på skoler.
Den 4. januar 1995 lånte A personligt 250.000 kr. til G2 ApS, og han modtog i den forbindelse et gældsbrev, ligesom SS underskrev en personlig kautionserklæring for beløbet. Af udskrift af As bankkonto af 10. januar 1995 fremgår, at der den 4. januar 1995 er foretaget en hævning på 250.000 kr., ud for hvilken det er anført: "Overført til konto nr. G2".
I brev af 8. juni 1995 meddelte A SS, at han pr. 28. marts 1995 havde overdraget sit tilgodehavende til H1 Holding ApS.
Af regnskab for H1 Holding ApS for 1995 fremgår som gæld en mellemregning med selskabets ledelse på 565.835 kr., hvori indgik overdragelsen af ovennævnte fordring, som da udgjorde 252.800 kr. Samme år blev fordringen i regnskabet for H1 Holding ApS nedskrevet med 50 % fra 252.800 kr. til 126.400 kr. En fordring med G2 ApS figurerer fortsat i regnskaberne for 1996 og 1997 og udgjorde i begge disse regnskaber 232.700 kr. efter nedskrivning. I bemærkninger til nedskrivningen er anført, at den foretagne nedskrivning i regnskabsåret 1995 fortsat ansås for at udgøre tabsrisikoen på udlån. I regnskabet for 1998 er tab på udlån anført til at udgøre 218.522 kr.
I perioden fra den 17. januar 1996 til den 5. november 1996 er foretaget fem udbetalinger fra H1 Holding ApS på i alt 225.961 kr. til CP, to udbetalinger på i alt 97.500 kr. til Galleri G1 og to udbetalinger på i alt 93.040 kr. til G3, det ene af disse påtegnet "3 rate G1". Af indbetalingsbilagene fremgår, at Galleri G1 ApS den 15. juli 1996 indbetalte 151.166,25 kr. Derudover har forskellige kommuner i perioden fra den 3. oktober til den 5. november 1996 udstedt checks til Galleri G1 ApS, og H1 Holding ApS har i samme periode foretaget bank indbetalinger på beløb svarende til dem, som er anført på checkene.
I brev af 19. september 1996 har A til Galleri G1 ApS ved SS beskrevet en udlånsprocedure. Af en formular vedlagt brevet fremgår, at der på alle fakturaer skal stå: "Kan kun betales med frigørende virkning til konto ... eller PBS nr. ...."
Det fremgår af fakturaer, som H1 Holding har modtaget i kopi, at Galleri G1 ApS har udstedt 45 fakturaer på i alt 163.467,50 kr. til forskellige skoler. Ingen af disse fakturaer er dateret eller påtegnet vilkår om betaling til andre end Galleri G1. Nederst på fakturaerne er anført PBS-nummeret ....
Den 10. juli 1997 blev der afsagt konkursdekret over Galleri G1 ApS. Kurator gjorde i cirkulæreskrivelse af samme dag opmærksom på, at boet var uden midler, og at anmeldelse af krav var unødvendig. Kurator meddelte i brev af 22. december 2000, at H1 Holding ApS ikke fremgik af kreditorlisten.
Også G2 ApS er opløst, idet konkursbehandling blev afsluttet den 14. januar 1998, og boet blev sluttet uden prøvelse af simple fordringer. Kurator har ved skrivelse af 20. juni 1996 bekræftet at have modtaget en anmeldelse fra A af en fordring på 250.000 kr. i konkursboet, men kurator har den 10. april 2002 oplyst, at der ikke i gældsbogen er noteret nogen anmeldelse fra H1 Holding ApS.
Ifølge selskabet egen specifikation af 16. februar 1997 havde H1 Holding ApS pr. 31. december 1996 et samlet tilgodehavende på 362.201,05 kr. hos G2 ApS.
Forklaringer
A har som vidne forklaret, at han i 1994 kom i kontakt med SS gennem sin onkel, CP. SS havde behov for at få finansieret sin virksomhed, og vidnet lånte derfor 250.000 kr. til G2 ApS til at begynde med. De aftalte, at han skulle belåne G2' fakturaer mod at få overdraget retten til betalingen. Det gik godt det første halve år, hvor de selv forsynede fakturaerne med transportpåtegning. På et tidspunkt gik de efter hans onkels forslag over til at lade SS udstede fakturaerne og forsyne dem med transportpåtegning. SS begyndte derefter at beholde nogle af checkene selv. I 1995 overdrog han fordringen til H1 Holding, idet hans revisor havde foreslået ham at henlægge udlånsvirksomheden i et holdingselskab. Han vidste da, at likviditeten i G2 var stram, men han troede ikke, at det ville gå så galt, som det gjorde. G2 kom i økonomiske vanskeligheder, og SS drev herefter fra 1995/96 sin forretning i selskabet Galleri G1 ApS. Da vidnet ikke regnede med at kunne få alle pengene hjem fra G2, nedskrev han fordringen, men han nedskrev den ikke til nul, da han håbede at kunne få nogle af pengene hjem hos Galleri G1 i stedet. Han anmeldte 250.000 kr. i boet vedrørende G2. Grunden til, at han ikke anmeldte den fulde fordring, var, at han, da han anmeldte kravet, var bagud med sin bogføring, og at han efterfølgende ikke regnede med at kunne få dividende i boet. Alle regnskaberne for H1 Holding ApS er lavet af hans bogholder og gennemgået af revisor. I det bogførte tab på fordringen er fratrukket 5.000 kr., som han fik for en gammel varevogn, som han tilbageholdt fra SS.
CP har som vidne forklaret, at han i 1992 som erhvervschef i ... Kommune kom i kontakt med SS, der havde en fabrik, der indrammede plakater til erhvervsvirksomheder. Da SS i 1994 ikke kunne få bankkredit, kontaktede vidnet sin nevø A, som ville få nogle penge fra salg af et selskab. Vidnet foreslog A at investere i fakturabelåning hos SS. Det første år gik det godt. I januar 1995 underskrev SS et gældsbrev på 250.000 kr. Vidnet var ansvarligt for gennemførelse af belåningerne og fulgte med i forretningerne, så godt som han kunne. Han kunne se, hvor meget der var lånt ud, og hvor meget der kom ind på checks fra SSs kunder. Når SS fik en ordre, skulle vidnet se en kopi af den, før SS fik pengene. På et tidspunkt kunne han konstatere, at pengene ikke kom ind, selv om han vidste, at kunden havde betalt. SS havde ikke nogen bankkonto, og lånebeløbene blev derfor enten overført ved, at vidnet hævede pengene og gav dem kontant til SS, eller at SS fik tilsendt en check. Vidnet sørgede også for at inddrive pengene og sætte dem ind på H1 Holdings konto, ligesom vidnet forfattede de tekster, der skulle stå på gældsbrevene mv., og sørgede for, at der kom påtegninger på fakturaerne. Det er korrekt, at man ikke kan se på fakturaerne i sagen, at der var givet transport i dem, for SS ønskede ikke, at det skulle fremgå, men SS var aldrig i tvivl om, at der var givet transport. Vidnet kan bekræfte, at den omhandlede fordring er opstået som følge af den etablerede fakturabelåningsordning.
Parternes synspunkter
Sagsøgeren har til støtte for påstanden gjort gældende, at H1 Holding ApS havde et tilgodehavende hos Galleri G1 ApS, og at denne fordring er tabt. Der er derfor fradragsret for tabet efter kursgevinstlovens § 2. Det er ved fremlæggelse af bilag for landsretten dokumenteret, at tabet kan opgøres til 218.522 kr. i overensstemmelse med påstanden. Tabet skyldes den etablerede fakturabelåningsordning, hvor der først er lånt 250.000 kr. ud til G2 ApS, og hvor resten af beløbet op til 362.201,05 kr. er lånt til Galleri G1 ApS. Den første del af tabet er anmeldt i boet efter G2, og det bør ikke komme H1 Holding til skade, at resten af fordringen ikke er anmeldt, da dette alene skyldes, at der ikke var udsigt til at få dækning. Det kan ikke bebrejdes H1 Holding ApS, at tabet først blev opgjort i 1998, da man først skulle være sikker på, at man ikke kunne få pengene hjem.
Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at det påhviler H1 Holding ApS at dokumentere, at man er berettiget til det omstridte fradrag. Det bestrides, at denne bevisbyrde er løftet. H1 Holding har hverken bevist, at der eksisterer en fordring, eller at H1 Holding har lidt et fradragsberettiget tab på denne i indkomståret 1998. Det er ikke dokumenteret, at der er aftalt en fakturabelåningsordning, eller hvad en sådan skulle gå ud på, ligesom ingen af fakturaerne er forsynet med transportpåtegning. Alle de fremlagte checks er udstedt til Galleri G1 og ikke til H1 Holding. Man kan ikke af de fremlagte kontoudtog se, at der skulle eksistere en fordring, ligesom et krav ikke er anmeldt i boerne vedrørende G2 ApS og Galleri G1 ApS. Det bestrides, at A har betalt 250.000 kr. til G2 som et lån, at fordringen skulle være overgået fra A til H1 Holding ApS, at der er betalt vederlag for den, eller at den havde den påståede værdi. Det bestrides, at et tab på en fordring mod Galleri G1 skulle være lidt i 1998, idet dette selskab allerede var gået konkurs og tabet derfor lidt i 1997. Det er ikke godtgjort, at der er lidt et tab af den omhandlede størrelsesorden. Et tab, som H1 Holding måtte have lidt over for G2, kan ikke medregnes i tabet, da sagen for landsretten og for skattemyndighederne kun vedrører en fordring mod Galleri G1.
Til støtte for den subsidiære påstand om hjemvisning har Skatteministeriet gjort gældende, at hvis landsretten indrømmer sagsøgeren fradrag for tab, må sagen hjemvises til skattemyndighedernes beregning af dette tab, der højst kan fastsættes til fordringens værdi ved sagsøgerens erhvervelse af den.
Landsrettens begrundelse og resultat
Ifølge sagsøgerens påstand vedrører sagen alene det tab, som H1 Holding ApS måtte have haft på en fordring mod Galleri G1 ApS. Et eventuelt tab på en fordring mod G2 ApS er derfor ikke omfattet af sagen.
Efter oplysningerne om konkursboet efter Galleri G1 ApS finder landsretten, at et eventuelt tab, som H1 Holding ApS måtte have haft på en fordring mod Galleri G1 ApS, ville være realiseret i 1997.
Allerede derfor kan et eventuelt tab ikke fradrages i H1 Holdings skattepligtige indkomst for indkomståret 1998.
Af denne grund tages Skatteministeriets principale påstand til følge.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
H1 Holding ApS skal inden 14 dage betale 15.000 kr. i sagsomkostninger til Skatteministeriet.