►Reglerne om momsgodtgørelse i momslovens § 45, stk. 4 blev ophævet med L 277 af 27. marts 2012. I stedet blev der indført mulighed for at fradrage momsen af udgifterne efter de almindelige regler i momsloven.
Det blev herved tilsigtet, at virksomhederne kan få tilbagebetalt det samme momsbeløb gennem fradragsordningen, som virksomhederne ville kunne få gennem godtgørelsesordningen. Det forventes dog, at der kan ske såvel lempelser som stramninger, men samlet set skulle ændringen være provenuneutral.
I stedet for, at tilbagebetalingen sker gennem et godtgørelsessystem, som forudsætter selvstændig anmeldelse til SKAT, separat regnskabsførelse m.v., skal tilbagebetalingen fremover ske efter de almindelige regler om fradrag i momsloven.
Der gives fradrag for moms, som er betalt i forbindelse med transaktioner, der er omfattet af § 13, stk. 1, nr. 10 (forsikrings - og genforsikringsvirksomhed) og nr. 11, litra a-e (finansielle aktiviteter), se Den juridiske vejledning, afsnit D.A.5.10 og D.A.5.11, når ydelserne leveres til aftagere uden for EU, eller de pågældende ydelser er knyttet direkte til varer, som udføres til steder uden for EU.◄