Indhold

Dette afsnit handler om måling af varmt brugsvand til fordeling mellem godtgørelsesberettigede formål og ikke-godtgørelsesberettigede formål.

Afsnittet indeholder:

  • Godkendte vandmålere
  • Kontrol med og krav til vandmålere
  • Hovedregel for måling af varmt brugsvand
  • Særlig regel for måling af varmt brugsvand.

Godkendte vandmålere

Godkendte vandmålere kan anvendes som afregnings- og fordelingsmålere over for Skattestyrelsen, hvis målerne opfylder kravene i BEK nr. 774 af 01/06-2022, herunder bilag MI-001 for vandmålere. Dette forudsætter, at vandmålerne anvendes i overensstemmelse med formålet.

Kontrol med og krav til vandmålere

Der skal anvendes godkendte vandmålere til fordeling af energiforbrug i varmtvandsbeholder/-veksler i forbindelse med godtgørelse af afgift af varmtvandsforbrug.

Sikkerhedsstyrelsen regulerer krav til og normer for vandmålere, der anvendes ved afregningen.

Hovedregel for måling af varmt brugsvand

Måling af energi til forbrugsvandvarmere skal som hovedregel ske efter samme princip som ved rumopvarmning. Se afsnit om E.A.4.6.13.3 om måling. Der skal ikke ske særskilt måling af energi til opvarmning af ikke godtgørelses berettiget forbrugsvand, når energiforbrug til rumvarme og varmt brugsvand beregnes som forskellen mellem den målte samlede mængde produceret energi og den målte energi til proces.

Hvis der anvendes varmt brugsvand til godtgørelsesberettigede formål, skal dette energiforbrug måles med en energimåler. Hvis der anvendes varmt vand fra samme beholder/veksler til både proces og varmt brugsvand, skal energiforbruget fordeles. Fordelingen sker ved flowmåling af den samlede mængde vand, der er varmet op, og den mængde vand, der er anvendt til proces eller varmt brugsvand.

I særlige tilfælde tilfælde, hvor varmeforsyningen tilfører vand til systemet, f.eks. damp, skal dette flow medregnes i den totale flowmængde og energiindholdet i den tilførte energi.

Særlig regel for måling af varmt brugsvand

Hvis den særlige regel om måling af damp og hedtvand anvendes, dvs. at der sker måling af rumvarme i stedet for procesenergi, gælder reglen også for varmt brugsvand. Se afsnit E.A.4.6.13.6 om undtagelser fra reglen om måling. Der skal derfor ske måling af energi, der tilføres en beholder/veksler. Hvis beholderen er monteret i varmeinstallationens rumvarmedel, der i forvejen er målt, skal der dog ikke ske yderligere måling. Hvis beholderen derimod er monteret i varmeinstallationens ikke målte procesdel, indbygges en varmeenergimåler som vist i nedenstående skitse. Hvis der anvendes varmt brugsvand fra en beholder/veksler til både varmt brugsvand og proces, skal energiforbruget måles og fordeles. Fordeling sker ved flowmåling af den samlede mængde vand, der er varmet op og den mængde vand, der er anvendt til varmt brugsvand, ikke godtgørelsesberettigede formål, eller proces.

I særlige tilfælde tilfælde, hvor varmeforsyningen tilfører vand til systemet, f.eks. damp, skal dette flow medregnes i
den totale flowmængde og energiindholdet i den tilførte energi.

Krav til volumenmålere fremgår af BEK nr. 774 af 01/06-2022, herunder bilag MI-001 for vandmålere. Sikkerhedsstyrelsen opstiller krav til godkendelse ud fra dette direktiv, hvorefter volumenmålere har en unøjagtighed på mindre end 5 %. Målere, der opfylder disse nøjagtighedskrav, vil kunne anvendes.