Et skadesløsbrev er et pantebrev, der udstedes til dækning af et løbende gældsmellemværende, fx en kassekredit eller en alskyldserklæring. Skadesløsbrevet skal dog indeholde oplysning om et maksimumbeløb for at kunne tinglyses, jf. TL § 10, stk. 3, 2. pkt., vedrørende fast ejendom. For skadesløsbreve med pant i andre aktiver gælder også et krav om maksimering, jf. TL § 42e, stk. 2 (bilbogen), § 42k, stk. 2 (andelsboligbogen), og § 43b, stk. 2 (personbogen).

Skadesløsbreve anvendes også ved pantsætning efter reglerne i TL § 47c om virksomhedspant og § 47d om fordringspant. Se herom afsnit G.5.10.

Hvis skadesløsbrevet prioritetsmæssigt ikke befinder sig på sidstepladsen, kan ejeren af det aktiv, som skadesløsbrevet har stiftet pant i, disponere over den ikke-udnyttede del af skadesløsbrevets pålydende - dog ikke til anvisning som genstand for udlæg, idet udlæg ikke kan besætte ledige pladser inde i prioritetsrækken.

Hvis skadesløsbrevet er tinglyst på sidstepladsen i prioritetsrækken, dvs. umiddelbart forud for pantefogedens udlæg, eller der efter tinglysningen af skadesløsbrevet er tinglyst yderligere hæftelser, der ved indbrud har placeret sig inden for skadesløsbrevets sikringsramme, vil et udlæg ligesom ved ejerpantebreve foretage indbrud i sikringsrammen, hvis denne ikke er fuldt udnyttet. Som ved ejerpantebreve skal der dog gives meddelelse til panthaveren for at hindre yderligere kreditgivning med sikkerhed i skadesløsbrevet. Dette gælder, hvad enten skadesløsbrevet giver pant i fast ejendom, løsøre, motorkøretøj, andel i andelsboligforening eller anvendes til virksomheds- eller fordringspant. Af bemærkningerne i lovforslag L 162 2004-2005, 2. samling, der ligger bag loven om virksomhedspant, fremgår således, at indbrudsmuligheden også foreligger ved skadesløsbreve, der stifter virksomheds- eller fordringspant. Virksomheds- eller fordringspanthavers kreditudvidelse kan således også hindres ved underretning.

Denne underretning skal også gives, hvis der eksisterer mellemkommende rettigheder, der er blevet tinglyst inden pantefogedens udlæg, idet disse rettigheder ved indbrud kan have placeret sig inden for skadesløsbrevets sikringsramme. Udlægget vil placere sig på en evt. uudnyttet del af skadesløsbrevet, idet et udlæg placerer sig efter den sidst sikrede krone på udlægstidspunktet (tinglysningstidspunktet er ikke afgørende). Ved at give underretning vil udlægget blive beskyttet mod en ekstinktion (fortrængning) efter panthavers udvidelse af kreditten i god tro om indbrudsudlægget. Se nærmere herom i afsnit G.5.9.3 om de med skadesløsbreve beslægtede ejerpantebreve.

Et skadesløsbrev er ikke noget omsætningsgældsbrev, og et udlæg risikerer således ikke - som ved et ejerpantebrev - at blive fortrængt ("ekstingveret") af en godtroende håndpanthaver, jf. GBL § 14. Reglerne om digital tinglysning indebærer dog, at ejerpantebreve underpantsættes, når reglerne er trådt i kraft.

Om den prioritetsmæssige behandling af renter af en gæld med sikkerhed i et skadesløsbrev følger det af TL § 40, stk. 4, sidste pkt., at et skadesløsbrevs dækningsramme også dækker renter, således at panthaveren ikke for disse har sikkerhed på sidstepladsen i prioritetsordenen, således som det - i et vist omfang - er tilfældet med almindelige pantebreve, jf. TL § 40, stk. 4, 1. pkt., og ovenfor i G.5.6.2.

I SKM2006.734.HR havde en moder afgivet kautionserklæring for sin søns skyld til et hende tilhørende selskab. Moderen havde af sønnen til sikkerhed for sit eventuelle regreskrav i anledning af kautionserklæringen modtaget pant i et tinglyst skadesløsbrev i sønnens ejendom. Ved en efterfølgende ejendomshandel erhvervede moderen 80 % af sønnens ejendom, uden at der i den forbindelse blev taget skridt til, at skadesløsbrevet blev aflyst, for så vidt angik moderens ideelle andel på 80 %. Senere foretog skattemyndighederne udlæg i sønnens ideelle andel på 20 % af ejendommen. Landsretten udtalte, at der ved et senere salg af hele ejendommen i fri handel skulle ske fordeling af gælden i henhold til skadesløsbrevet, således at moderens krav under skadesløsbrevet, uanset den opståede konfusion, skulle belaste sønnens ideelle andel på 20 % og moderens ideelle andel på 80 % forholdsmæssigt ved fordeling af salgsprovenuet. Højesteret tiltrådte landsrettens afgørelse i det væsentlige i henhold til de anførte grunde.