Anvendelse af konkurs i inddrivelsesarbejdet er underlagt den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om saglighed og proportionalitet.
RIM skal inddrage proportionalitetsgrundsætningen i sin vurdering af, hvad der anses for det tilstrækkelige middel til at sikre SKAT´s krav. I inddrivelsesarbejdet er konkurs det strengeste middel. Grundsætningen styres af tabsforebyggelse, lønsomhed og individuel behandling.
I visse sager er det nødvendigt for RIM at indgive konkursbegæring for at forebygge et væsentligt tab for statskassen og samtidig sikre hel eller delvis dækning af told-, skatte- eller afgiftskrav. Konkursbegæring kan således også være relevant, hvor formålet alene er at undgå, at skyldnerens restance til staten stiger.
En konkret vurdering om indgivelse af konkursbegæring kan således inddrage forhold som anvendelse af øvrige inddrivelsesmuligheder, størst mulig tabsforebyggelse for RIM, dvs. sikre størst mulig dækning af SKAT´s krav, gældens størrelse sammenholdt med skyldnerens tidligere, nuværende og fremtidige økonomiske forhold samt årsagerne til skyldnerens nuværende økonomiske situation.
Inden RIM foranlediger konkursbegæring indgivet, skal den først vurdere, om betingelserne i KL §§ 17-20 er opfyldt, jf. afsnit H.3.3. Om de øvrige kriterier, der kan lægges vægt på i afvejningen af, hvorvidt der skal indgives konkursbegæring, henvises til afsnit H.3.5.4.1 - H.3.5.4.5.
Hvis det under den senere konkursbehandling viser sig, at konkursbetingelserne ikke har været til stede, kan RIM ifalde erstatningsansvar efter KL § 28. Erstatningsansvaret omfatter såvel erstatning for forvoldt tab som godtgørelse for tort. Ved sidstnævnte forstås godtgørelse for den krænkelse eller skade, som er påført skyldnerens værd og omdømme. Består RIM´s fordring ikke, ifalder myndigheden ansvar uden hensyn til, om den rent faktisk har begået fejl. Afvises konkurs som følge af, at andre betingelser ikke er opfyldt, fx insolvensbetingelsen, kan RIM idømmes erstatningsansvar efter de almindelige culpa-regler.