Sag BS-21278/2022-VLR (10. afdeling)

Parter

H1

(advokat Line Kjær og advokat Stine Andersen)

mod

Skatteministeriet

(advokat Søren Horsbøl Jensen)

Retten i Aalborg har den 6. maj 2022 afsagt dom i 1. instans (sag BS-11690/2020ALB).

Landsdommerne Mogens Heinsen, Claus Rohde og Stine Kvesel Mortensen (kst.) har deltaget i ankesagens afgørelse.

Påstande

Appellanten, H1, har gentaget sine påstande for byretten:  

Principale sideordnede påstande:

1. Skatteministeriet tilpligtes til H1 for perioden 1. januar 2011 til 31. december 2011 at tilbagebetale 21.549.502 kr. med tillæg af renter i henhold til rentelovens § 5 fra indbetalingen den 10. juni 2014 og til betaling finder sted.

2. Skatteministeriet tilpligtes til H1 for perioden 1. januar 2012 til 31. december 2012 at tilbagebetale 26.067.441 kr. med tillæg af renter i henhold til rentelovens § 5 fra indbetalingen den 10. juni 2014 og til betaling finder sted.

Subsidiære sideordnede påstande:  

1. H1’ lønsumsafgiftstilsvar for perioden 1. januar 2011 til 31. december 2011 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

2. H1’ lønsumsafgiftstilsvar for perioden 1. januar 2012 til 31. december 2012 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.  

Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået dommen stadfæstet, subsidiært at ansættelsen af fællesregistreringens lønsumsafgiftstilsvar for perioden 1. januar 2011 til 31. december 2012 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.

Supplerende sagsfremstilling

Der er for landsretten fremlagt artikler fra 2013 med omtale af, at enkelte banker havde indført gebyrbetaling for indlånskonti, samt det brev, som H1 har sendt til sine kunder om gebyrbetaling fra januar 2017.  

H1 har desuden oplyst, at der ikke var nedgang i antallet af medarbejdere i banken efter frasalget af leasingselskaberne.

Anbringender

Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.

H1 har til støtte for bankens opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget yderligere anført, at det er forkert, når SKAT anfører, at ressourcetrækket til brug for fremskaffelse og fastholdelse af indlån skal knyttes til bankens oprettelse af en bankkonto. Medarbejdernes aktiviteter med at fremskaffe indlån må fordeles efter omsætningen mellem momspligtige og momsfritagne aktiviteter, som H1 har gjort. Indlånsvirksomheden er ikke et selvstændigt forretningsområde for banken, og indlånene må i stedet ses i sammenhæng med de aktiviteter, indlånene anvendes til finansiering af, og derfor fordeles efter banken momsfritagne udlånsvirksomhed og momspligtige leasingvirksomhed.

Måtte man imidlertid alligevel antage, at det arbejde, som medarbejderne i bankfilialerne har udført for at fremskaffe kapital ved indlån fra bankkunder, skal knyttes til oprettelse af en bankkonto, da er arbejdet i det hele fritaget for lønsumsafgift, da der ikke er sket levering af en ydelse til bankkunden mod vederlag. Der skal alene betales lønsumsafgift af de aktiviteter, som leveres mod vederlag, og som er omfattet af momsloven, men dog konkret fritaget for moms efter momslovens § 13. Hvis ikke begge betingelser er opfyldt, vil leverandøren af ydelserne ikke være lønsumsafgiftspligtige af disse, og lønsummen til denne aktivitet skal derfor ikke indregnes i lønsumsafgiftsgrundlaget. Da ydelsen sker uden vederlag og blot stilles til rådighed, er ydelsen ikke afgiftspligtig allerede efter momslovens § 1, hvorfor det herefter ikke er relevant at forholde sig til momsfritagelsen i momslovens § 13, som ikke omfatter ydelser, der ikke leveres mod vederlag.  

Skatteministeriet har heroverfor anført, at aktiviteterne i banken vedrørende bankindlån vedrører finansielle ydelser, som banken leverer til sine kunder. Ydelsen består bl.a. i, at banken opretter en indlånskonto og stiller den til rådighed for bankkunden. På indlånskontoen kan kunden indsætte og "opbevare" sine midler og evt. - efter omstændighederne - få forrentet midlerne, og kunden kan hæve midlerne igen, foretage bankoverførsler og betale regninger mv. Bankens aktiviteter med indlån indebærer derfor levering af momsfritagne ydelser til bankens kunder i form af transaktioner vedrørende anbringelse af midler, kontokurantkonti m.v., jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11. I forbindelse med bankindlån leverer banken en pengeanbringelsesydelse til kunden, dvs. banken yder kunden en mulighed for, at kunden kan anbringe sine penge på en bankkonto i banken, og banken leverer endvidere en række yderligere  (bi-)ydelser til kunden, som knytter sig til pengeanbringelsen. Det er derfor uden betydning, om den fremskaffede kapital via indlånskonti anvendes i bankens andre aktiviteter til momspligtig virksomhed, som f.eks. leasing, eller til momsfritagne udlån.

Landsrettens begrundelse og resultat

Som fastslået i dom afsagt af Højesteret den 4. juni 2019 i sag BS-42571/2018 (U 2019 3137) er formålet med reglerne om opgørelse af afgiftsgrundlaget i den dagældende bekendtgørelse udstedt i medfør af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, at opnå en fordeling af en virksomheds lønsum, der afspejler det faktisk anvendte tidsforbrug i den lønsumsafgiftspligtige og den øvrige del af virksomheden, og det er alene et udgangspunkt, at en virksomheds omsætningsbaserede fordeling af lønsummen vil blive lagt til grund. Når der skal foretages en skønsmæssig fordeling som i denne sag, er det således afgørende, om skønnet er egnet til at belyse det faktisk anvendte tidsforbrug.

Bankmedarbejdernes arbejde med at fremskaffe kapital via indlån

Efter momslovens § 4 skal der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag i Danmark. Det fremgår videre af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, at finansielle aktiviteter vedrørende bl.a. transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende anbringelse af midler, kontokurantkonti, betalinger mv. er fritaget for afgift. Bestemmelserne gennemfører artikel 135, stk. 1, i direktivet om det fælles merværdiafgiftssystem (2006/112/EF), hvoraf det bl.a. fremgår, at medlemsstaterne fritager transaktioner, herunder formidling, vedrørende anbringelse af midler, løbende konti, betalinger, overførsler, fordringer, checks og andre handelsdokumenter for moms.  

Afgørende for om bankmedarbejdernes aktiviteter med at skaffe kapital via indlånskonti, der anvendes til bankens yderligere virksomhed, herunder til enten momspligtig virksomhed som leasing eller momsfritaget virksomhed som udlån, og om hele denne aktivitet er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, er for det første, om H1 stiller bankkonti til rådighed for bankkunderne mod vederlag, og for det andet om aktiviteten kan betragtes særskilt fra bankens leasing- eller udlånsvirksomhed.

Vederlaget for pengeanbringelsesydelsen, som banken stiller til rådighed ved at tilbyde kunderne en indlånskonto, må anses for indregnet i den indlånsrente, som banken yder af kundens tilgodehavende. Indlånsrenten afviger typisk fra udlånsrenten i bankens øvrige virksomhed og opgøres efter størrelsen af indeståendet.

Landsretten finder derfor, at bankens arbejde vedrørende indlånskonti ikke er vederlagsfrit efter momslovens § 4.  

Aktiviteterne er således momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, og ressourcetrækket til aktiviteterne må i stedet indgå i lønsumsafgiftsgrundlaget, jf. lønsumsafgiftslovens § 1. Dette resultat støttes da også af direktivet om det fælles merværdiafgiftssystem (2006/112/EF) artikel 135 om momsfritagelse for bl.a. anbringelse af midler og løbende konti, hvilket forudsætter, at transaktionerne som udgangspunkt er momspligtige for derefter at kunne fritages for moms.  

Modtagelse af indlån, der skal tilbagebetales, er en central del af at drive bankvirksomhed, og aktiviteten med at få finansiering ved bl.a. indlån må herefter indregnes i lønsumsafgiftsgrundlaget, uanset om midlerne efterfølgende anvendes til momspligtige eller momsfritagne aktiviteter.  

Vurdering af H1’ skønsmæssige fordeling af lønsummen

Spørgsmålet er herefter, om Skatteministeriet har løftet bevisbyrden for, at bankens skøn over medarbejdernes faktisk anvendte tidsforbrug på lønsumspligtige henholdsvis ikke-lønsumspligtige aktiviteter ikke er retvisende.  

Banken har angivet, at 39 % af fællesregistreringens lønsum er anvendt til momspligtige aktiviteter, som i alt væsentligt består af leasingaktiviteter i fællesregistreringen.  

Bankens medarbejdere forestod aktiviteterne med indgåelse af leasingkontrakter med bankens kunder, og disse "dobbelt-kunder" udgjorde ca. 20 % af leasingselskabets kunder.

En omregning af bankens 39 % af fællesregistreringens samlede lønsum til bankmedarbejdere, der skulle beskæftige sig med leasing, vil udgøre mere end 450 bankmedarbejdere, hvilket kan sammenholdes med antallet af medarbejdere i leasingselskaberne på omkring 87 i 2011.

Leasingselskaberne var selvstændige selskaber med egen ledelse og egne medarbejdere fordelt på flere adresser. Antallet af medarbejdere i leasingselskaberne blev fra 2011 til 2012 i forbindelse med salget i oktober 2011 af den fremadrettede leasingaktivitet reduceret væsentligt fra 87 til 12 medarbejdere, men uden at der skete en korrektion i bankens opgørelse af lønsumsafgiftsgrundlaget vedrørende bankmedarbejdernes arbejde med leasingydelser, selv om bankmedarbejderne efter salget ikke længere skulle sælge leasingydelser. Det er oplyst for landsretten, at der ikke skete medarbejderreduktioner i banken som følge af salget af leasingselskaberne, og det fremgår af bankens regnskab, at der skete en betydelig reduktion i leasingkoncernens forpligtelser.  

Herefter og efter en samlet vurdering af oplysningerne om bankens momspligtige omsætning i forhold til oplysningerne om bankens samlede omsætning tiltræder landsretten af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, at fordelingen af lønsummen efter omregning i den lønsumsafgiftspligtige del af bankens virksomhed og bankens momspligtige omsætning ikke er udtryk for et retvisende skøn.  

Skønnet kan herefter tilsidesættes, såfremt Skatteministeriet kan godtgøre, at skattemyndighedernes skøn over bankens lønsumsafgift giver et mere retvisende billede af det faktiske anvendte tidsforbrug end det, som bankens skøn viser.  

SKAT’s skønsmæssige fordeling af lønsummen

Skattemyndighederne har herefter foretaget et skøn, hvorefter omsætningen fra både den momspligtige virksomhed og den momsfrie virksomhed er opgjort efter et brutto-princip og uden medregning af betalte afdrag, således at opgørelsen i bankvirksomheden og leasingvirksomheden opgøres efter samme principper. Der er desuden foretaget en række korrektioner i skønnet, som er til gunst for fællesregisteringen.  

Af de grunde, som byretten har anført, tiltræder landsretten, at det skøn, som skattemyndighederne har foretaget over omsætningsfordelingen, er baseret på relevante og saglige kriterier, som er egnede til at belyse det faktisk anvendte tidsforbrug, og at skønnet er mere retvisende end H1’s skøn.  

Herefter og af de grunde, som byretten i øvrigt har anført, og da der ikke er grundlag for at hjemvise sagen til Skattestyrelsen, tiltrædes det, at Skatteministeriets frifindelsespåstand er taget til følge.

Sagsomkostninger

Efter sagens udfald skal H1 i sagsomkostninger for landsretten betale 500.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet vedrører dækning af udgifter til advokatbistand og er fastsat under hensyn til, at Skatteministeriet ikke er momsregistreret. Ved fastsættelsen af sagsomkostninger er der lagt vægt på sagens værdi, omfang og kompleksitet samt hovedforhandlingens varighed.   

THI KENDES FOR RET:

Byrettens dom stadfæstes.

I sagsomkostninger for landsretten skal H1 inden 14 dage betale 500.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.