A drev virksomhed via selskaber, som hun selv var ejer af og ansat i. Et af selskaberne leasede i perioden 2008 til 2012 en autocamper.
Hovedspørgsmålet for Højesteret var, om der var grundlag for at beskatte A af autocamperen, herunder om værdiansættelsen skulle ske efter ligningslovens § 16, stk. 3, eller § 16, stk. 4.
Om begrebet bil i ligningslovens § 16, stk. 4, henviste Højesteret til, at det af Højesterets dom af 30. juni 2006 (UfR 2006.2688) fremgår, at det afgørende for, om en bil er omfattet af bestemmelsen, er, om den er egnet til privat benyttelse.
Den omhandlede autocamper var indregistreret som personbil på hvide nummerplader, og det var i registreringsattesten angivet, at anvendelsen var beboelse. Autocamperen havde otte siddepladser, og den var indrettet til campering. Det var ubestridt, at der ikke var foretaget nogen form for specialindretning af autocamperen til erhvervsmæssigt formål.
Højesteret fastslog på den baggrund, at autocamperen var egnet til privat benyttelse, og at den derfor var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4.
Det blev efter bevisførelsen lagt til grund, at autocamperen havde været stillet til rådighed for A’s private benyttelse i de relevante indkomstår. På den baggrund skulle A beskattes af rådigheden over autocamperen i medfør af ligningslovens § 16, stk. 4.
Byretten og landsretten var kommet til det resultat, at autocamperen ikke var omfattet af ligningslovens § 16, stk. 4, og at A derfor skulle beskattes af autocamperen i medfør af ligningslovens § 16, stk. 3. |