Parter
A
(advokat Jacob Rix)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Anders Vangsø Mortensen)
Afsagt af landsdommerne
Louise Saul, Thomas Lohse og Ivan Larsen (kst.)
Sagens baggrund og parternes påstande
Byrettens dom af 9. januar 2013 (BS 11A-2662/2011) er anket af A med påstand som for byretten om, at Skatteministeriet dømmes til at anerkende, at appellanten ikke skal anses for skattepligtig af værdi af fri bil for en Mercedes Benz personbil, reg. nr. ..., for perioden 7. juli 2007 til 31. december 2008.
Indstævnte, Skatteministeriet, har påstået stadfæstelse.
Supplerende sagsfremstilling
A har for landsretten fremlagt en række udgiftsbilag som dokumentation for de kørsler, der fremgår af det udarbejdede kørselsregnskab.
A har endvidere under hovedforhandlingen fremlagt kørebøger for 2009-11, billeder af hvordan kørselsnotater og bilnøgle er opbevaret på et kontor i virksomheden, billeder beliggenheden af virksomheden, As private bolig og en garage, herunder deres indbyrdes placering.
Forklaringer
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af BA, NK og OT.
BA har forklaret blandt andet, at H2 A/S er et engrosfirma, der sælger produkter til haver. Tidligere købte de det meste i Tyskland, men i dag importerer de hovedparten fra Kina og Malaysia. Da de købte den omhandlede Mercedes, sagde selskabets revisor, at de skulle føre en kørebog, hvilket de efter vidnets opfattelse også har gjort, idet de begyndte at lave kørselssedler umiddelbart efter købet. De har udfærdiget notater, hvor dato, antal kørte km ved start/slut og formål med turen er angivet. OT fik notaterne og førte dem ind i et elektronisk regneark, som blev taget med til mødet med SKAT. På mødet konstaterede SKAT, at der var tale om en rekonstruktion og spurgte til notaterne. Dem kunne de imidlertid ikke vise, da de var smidt ud.
Da SKAT oprindelig var på besøg på virksomheden, spurgte de også efter en kørebog. Han sagde, at der ikke var en samlet bog, men at der var køresedler, som SKAT dog ikke ville se. Kontrolbesøget gav ikke i øvrigt anledning til bemærkninger. Det fremlagte dokumenterer fuldt ud, at bilen kun har været benyttet i firmaet. Der var en periode i 2007-08, hvor OT ikke var bogholder. De havde så en afløser i ½ år.
Forevist kørebog for 2007 har han forklaret, at man kan se, at bilen det første år har kørt 5.179 km. Turen den 10. juli var en forretningsrejse til Tyskland, hvor han og NK besøgte samarbejdspartnere. Der er fremlagt udgiftsbilag vedrørende turen, som sluttede den 12. juli. Turen den 20. juli var et møde med en indkøbschef i G1. Den 31. juli var et projektmøde vedrørende et springvand. Den 21. august var et nyt møde med G1 samt kundebesøg. Den 11. september var igen et projektmøde vedrørende et springvand. Den 12. september var han til møde med advokat UP vedrørende en erstatningssag, og den 20. september var han til bestyrelsesmøde i et datterselskab. Den 16. oktober skulle han og NK til Japan og Kina, så de kørte til lufthavnen. De kom ikke af sted, da de ikke kunne få bagagerummet op. De kom af sted en uge senere, men det var da A, der kørte dem til lufthavnen i sin bil. Den 19. oktober kørte han til låsesmed for at få bilen repareret. Den 22. november var han til møde med kunder og forretningspartnere. Bilen er alene brugt til erhvervsformål.
Forevist kørebog for 2008 har han forklaret, at også disse kørsler drejer sig om forretningsbesøg, værkstedsbesøg, messebesøg mm. Formålet med de enkelte besøg fremgår under punkterne "beskrivelse" og "formål". Bilen har alene været brugt til kørsel for virksomheden.
De notater, der er fremlagt i denne sag, har været vist til selskabets revisor. De påklagede ikke afgørelsen vedrørende den gamle bil, da det var et lille beløb. Der blev også lavet sedler for den tidligere bil.
NK har forklaret blandt andet, at han er sælger hos H2. Når de havde kørt i bilen, blev der skrevet kørselssedler med antal kørte km, som blev givet til bogholderen.
Forevist kørebog for 2007 har han forklaret, at han var med på forretningsrejsen til Tyskland den 10. juli. De var på forretningsbesøg og overnattede på turen, der varede to dage. Han var også med til mødet den 21. august hos G1 i ...4, hvor de drøftede salg af varer. Han var endelig med på turen til Japan og Kina, hvor de dog ikke kom af sted, da de ikke kunne få bagagerummet op. I 2008 var han med på forretningsrejsen den 13. til 15. april til Sverige og Norge, og han var med den 28. august på messe i Køln, hvor de fremviste varer.
OT har forevist billeder af kørselssedler forklaret, at det er den slags notater, BA havde lavet, når han havde kørt i bilen. Notaterne udgjorde kørebogen. De første notater fik hun, da hun kom med det skema/regneark, som tallene skulle skrives ind i. Hun kan ikke huske, hvornår hun udleverede skemaet.
Forevist kørebog for 2007 har hun forklaret, at hun kender de fleste af de virksomheder, der fremgår af bogen. Det samme gælder navnene, som fremgår af bogen for 2008. Hun var ikke med til det første møde med SKAT. Hun tror ikke, at SKAT har set notaterne. Flere af de rejser, som de tog på, strakte sig over flere dage.
Hun var kun tilknyttet H2 i noget af 2007, idet hun fik fast arbejde. Hun mener, at hun kom tilbage i anden halvdel af 2007. Det er hendes håndskrift, der er på flere af de fremlagte udgiftsbilag. Hun har kørt A på værksted to gange, og begge gange var det As private bil, der skulle på værksted. Private udgifter, som blev afholdt af virksomhedens midler, blev konteret via mellemregningen.
Hun har ikke konstateret, at rejsedage ikke passede med tankninger, parkeringer, overnatninger mm. Hun har ikke kontrolleret antal kørte km. Det var BAs opgave. Der er styr på tingene i virksomheden.
Procedure
Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.
Landsrettens begrundelse og resultat
Bilen er indregistreret på hvide plader og har været parkeret ved As private bolig. Kørselsregnskabet er udarbejdet flere år efter, og samtlige underliggende kørselssedler er efter det oplyste smidt ud. Der er trods bemærkning fra selskabets revisor i regnskaberne for 2007 og 2008 ikke lavet en fraskrivelseserklæring.
Under disse omstændigheder, og efter det af byretten anførte vedrørende ejerforhold, har A ikke sandsynliggjort, at bilen ikke var stillet til rådighed for og ikke blev anvendt til privat kørsel.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
A skal betale sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet med i alt 20.000 kr. Beløbet omfatter udgifter til advokatbistand og indeholder moms. Ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens omfang og varighed.
T h i k e n d e s f o r r e t
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal A betale 20.000 kr. til Skatteministeriet.
Det idømte skal betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.