Parter
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Bodil Marie Søes Petersen)
mod
A
(advokat Christian Falk Hansen)
Afsagt af landsdommerne
Karen-Anke Tørring, Christina Breinstrup (kst.) og Ann-Britt Belisario (kst.)
Sagens baggrund og parternes påstande
Byrettens dom af 15. oktober 2010 (BS 2-1821/2009) er anket af Skatteministeriet med påstand som for byretten om frifindelse.
Indstævnte, A, har påstået stadfæstelse.
Supplerende sagsfremstilling
Den 17. juni 2009 afsagde Landsskatteretten kendelse i sagen. Af kendelsen fremgår følgende om den skattepligtige værdi af fri bil:
"...
Landsskatterettens afgørelse
Indkomståret 2003 |
|
|
|
Personlig indkomst |
|
|
|
... |
|
|
|
Ansat skattepligtig værdi af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4 |
40.000 kr. |
|
|
Landsskatteretten stadfæster afgørelsen. |
|
|
|
Indkomståret 2004 |
|
|
|
Personlig indkomst |
|
|
|
... |
|
|
|
Ansat skattepligtig værdi af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4 |
40.000 kr. |
|
|
Landsskatteretten stadfæster afgørelsen. |
|
|
|
Indkomståret 2005 |
|
|
|
Personlig indkomst |
|
|
|
... |
|
|
|
Ansat skattepligtig værdi af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4 |
58.966 kr. |
|
|
|
Landsskatteretten stadfæster afgørelsen. |
|
Møde mv.
Kontorets sagsbehandler har afholdt møde med klager og hans repræsentant. Klageren og repræsentanten har også haft lejlighed til at udtale sig på retsmødet.
Beskatning af værdi af fri bil
Sagens oplysninger
H2 A/S, hvori klager er hovedaktionær, er registreret indehaver af en M3. Bilen, der er registreret første gang 3. marts 1994, er anskaffet af selskabet den 23. nov. 2000. Bilen sælges den 13. januar 2005. Den 2. feb. 2004 købte selskabet en M5 for 250.480 kr.
Selskabet er af SKAT anmodet om at indsende oplysninger om selskabets brug af bilerne, samt indsende kilometerregnskab. Selskabets repræsentant har oplyst, at begge biler anvendes 100% erhvervsmæssigt.
Af erklæring af 1. januar 1995, underskrevet af klager, fremgår at brugerne af bilen, M3, er ansatte i selskabet H1 A/S og udelukkende må anvende bilen erhvervsmæssig. Det fremgår desuden af erklæringen, at bilen skal stå parkeret på selskabets adresse efter endt brug og at privat anvendelse ikke må finde sted. En tilsvarende erklæring foreligger ikke vedrørende selskabets M5.
SKATs afgørelse
Klager er anset for skattepligtig af værdi af fri bil i indkomstårene 2003 og 2004 med 40.000 kr. For indkomståret 2005 udgør beløbet 58.966 kr.
Klager er anset for, som hovedaktionær, at have privat rådighed over M3, i 2003, 2004 og januar 2005.
Hvis en hovedaktionær har råderet over en firmabil, er der en formodning for, at bilen ikke kun er til rådighed for erhvervsmæssig kørsel, men også for privat kørsel. Derfor må en hovedaktionær sandsynliggøre, at han er afskåret fra at anvende bilen privat. Klager har ved fremsendte erklæring ikke sandsynliggjort, at bilen ikke har været til rådighed for privat kørsel.
Klager er fra februar 2005 desuden anset for at have rådighed over selskabets M5. Der er ikke ved kørselsregnskab eller på anden måde sandsynliggjort, at bilen ikke har været til rådighed for privat anvendelse. Desuden er der lagt vægt på, at der er sammenfald mellem klagers bopæl og selskabets adresse.
Der er henvist til ligningslovens § 16, stk. 4.
Klagerens påstand og argumenter
Klager er ikke skattepligtig af værdi af fri bil.
Til støtte for påstanden er gjort gældende, at begge biler anvendes 100% erhvervsmæssigt, da man har en anden bil til rådighed for privat kørsel. Det fremgår desuden af fremsendt erklæring, at bilen ikke må anvendes til privat kørsel.
Derudover henvises til afgørelse fra Østre Landsret af den 2. december 2005. (SKM2005.503.ØLR).
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Værdi af fri bil er skattepligtig, jf. ligningslovens § 16, stk. 4.
Det påhviler klageren som hovedanpartshaver at afkræfte en formodning om at selskabets personbil, der dagligt har holdt på selskabets adresse på klagerens bopæl, har stået til rådighed for dennes private brug. Der henvises bl.a. til Østre Landsrets dom af 20. november 1998 og Højesterets dom af 11. november 1999, offentliggjort i TfS1999.28 Ø og TfS1999.919 H. Landsskatteretten bemærker, at det er rådigheden, der beskattes.
Klageren har ikke fremlagt kørselsregnskab eller andet materiale, der kan sandsynliggøre, at han ikke har selskabets biler til privat brug. Klageren findes herefter ikke at have sandsynliggjort, at han udelukkende har anvendt bilerne til erhvervsmæssig kørsel. Retten stadfæster afgørelsen vedrørende dette pkt. for alle 3 indkomstår.
..."
Procedure
Parterne har for landsretten gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i overensstemmelse hermed.
Landsrettens begrundelse og resultat
Da A er hovedaktionær i selskabet, og da bilen, som var en personbil på hvide plader, til dagligt holdt på selskabets adresse, som også er As private bopæl, er der en formodning for, at bilen var til rådighed for A til privat kørsel.
Erklæringen af 1. januar 1995 om indskrænkning af brugsretten for bilen og det forhold, at A også havde rådighed over en privat bil, kan ikke i sig selv afkræfte denne formodning. Herefter, og da der ikke er ført kørselsregnskab for bilen, har skattemyndighederne med rette anset A for skattepligtig af værdien af bilen, jf. ligningslovens § 16, stk. 4, jf. stk. 1.
Skatteministeriets påstand om frifindelse tages herefter til følge.
A skal i sagsomkostninger for landsretten til Skatteministeriet betale 15.000 kr. Beløbet omfatter 750 kr. til retsafgift og desuden udgifter til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgifterne til advokatbistand er der ud over sagens værdi taget hensyn til sagens begrænsede omfang.
T h i k e n d e s f o r r e t
Skatteministeriet frifindes.
I sagsomkostninger for landsretten skal indstævnte A betale 15.000 kr. til appellanten, Skatteministeriet.
Det idømte betales inden 14 dage efter denne doms afsigelse.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.