Parter

A
(advokat Henrik Dupont Jørgensen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Charlotte Jakobsen)

Afsagt af landsdommerne

Ebbe Christensen, Ulla Staal og Dorthe Wiisbye).

Under denne sag har sagsøgeren, A, påstået sagsøgte, Skatteministeriet, dømt til at anerkende, at sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 1993 nedsættes med 243.069 kr., for indkomståret 1994 nedsættes med 294.486 kr., for indkomståret 1995 nedsættes med 264.533 kr. og for indkomståret 1996 nedsættes med 129.046 kr.

Sagsøgte har påstået frifindelse.

Sagens omstændigheder

Sagsøgeren, der drev selvstændig virksomhed bl.a. med udbringning af aviser og ugeblade for Bladkompagniet og Ugebladsdistributionen, fratrak i sine selvangivelser for årene 1993 - 1996 udgifter til fremmed kørselshjælp, angiveligt udført af GD, G1 Trans & Udlejning, med de i påstanden anførte beløb.

De stedlige skattemyndigheder, der ikke havde reageret over for et tilsvarende fradrag for 1992, nægtede at godkende fradragene for kørselshjælp for årene 1993 - 1996. Sagen blev indbragt for Landsskatteretten, der ved kendelse af 7. juni 2001 stadfæstede de stedlige skattemyndigheders afgørelse. I kendelsen hedder det bl.a.:

"...

Formalia

Klagerens repræsentant har anført, at de stedlige skattemyndigheder ikke har påvist, at der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt i forbindelse med samhandlen med leverandøren. Allerede derfor kan ansættelserne for indkomstårene 1993 og 1994 ikke forhøjes.

Det er i sagsfremstillingen fra skatteankenævnet bemærket, at nævnet er opmærksom på, at fristen i skattestyrelseslovens § 35, stk. 1 er sprunget for så vidt angår indkomstårene 1993 og 1994. Skatteankenævnet har imidlertid tilføjet, at da der er tale om en straffesag, jf. skattestyrelseslovens § 35, stk. 4, kan sagen genoptages, hvis der er handlet forsætligt eller groft uforsvarligt fra klageren eller dennes repræsentant.

Landsskatteretten skal udtale

Efter § 35, stk. 1 kan skattemyndighederne ikke afsende varsel om forhøjelse af en skatteansættelse efter den 1. maj i det 4. år efter indkomstårets udløb. Tilsvarende skal en varslet forhøjelse være foretaget senest den 1. august i det 4. år efter indkomstårets udløb, med mindre fristen udskydes på anmodning fra skatteyderen.

Denne frist kan alene suspenderes, hvis skatteyderen eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at skattemyndighederne har foretaget en ansættelse på et urigtigt eller et ufuldstændigt grundlag. Fristen regnes da fra det tidspunkt, hvor skattemyndighederne kommer i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt ansættelse.

Brugen af suspensionsbestemmelsen forudsætter alene indberetning vedrørende eventuelt strafansvar til den stedlige told- og skatteregion og ikke regionens endelige stillingtagen på tidspunktet for de stedlige skattemyndigheders afgørelse, jf. cirkulære nr. 71 af den 12. april 1996 pkt. 4.4.

Det fremgår af sagens oplysninger, at der er foretaget ransagning den 7. maj 1997, hvorved skattemyndighederne blev opmærksom på de i sagen indgåede fakturaer.

Det fremgår tillige, at den stedlige told- og skatteregion i forbindelse med revisionssagen er involveret i sagens materielle aspekter.

Landsskatteretten finder, at det på det foreliggende grundlag fra myndighedernes side er godtgjort, at der er handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Der er ved denne vurdering særligt lagt vægt på, at der fortsat er stor usikkerhed i spørgsmålet om, hvilken person der faktisk har udført arbejdet.

Fristen kan derfor først siges at løbe fra den 7. maj 1997.

Landsskatteretten kan således ikke imødekomme klagerens påstand om ugyldighed for så vidt angår indkomstårene 1993 og 1994, og der kan herefter tages stilling til sagens materielle forhold.

Sagens materielle forhold

Efter det i sagen oplyste har klageren siden den 22. februar 1993 drevet auto- og transportservice som selvstændig virksomhed.

Klageren har tidligere drevet autoservicevirksomhed i interessentskabsform. Virksomheden er efter medinteressenters udtræden lagt sammen med auto- og transportvirksomheden, således at klagerens erhvervsmæssige aktiviteter fra indkomståret 1993 fremtræder i en virksomhed.

I regnskaberne for ovenstående indkomstår har klager fratrukket udgifter til kørselshjælp. Kørselshjælpen er foregået således, at klageren har stillet benzinkort til rådighed, mens leverandøren af kørselsydelsen har benyttet eget køretøj.

Klageren har overfor skatteadministrationen oplyst, at afregningen for kørselshjælpen er sket kontant til leverandøren, som han kontaktede via et telefonnummer, da han ikke vidste, hvor denne boede. Det er siden hen forklaret ved kontorforhandlingen, at leverandøren mødte op på værkstedet hver dag, hvorfor klageren ikke havde anledning til yderligere kontakt. Forholdet var i øvrigt ren forretning.

Samtidig er det oplyst, at klageren ikke har gemt de enkelte kvitteringer men alene har kontoudtogene fra benzinselskabet. Disse viser, at størstedelen af købene er sket ved servicestationer omkring klagerens virksomhed.

Den ændrede skatteansættelse er foretaget i forlængelse af ransagning den 7. maj 1997 i samarbejde med politi og ToldSkat.

De stedlige skattemyndigheder har ikke godkendt fradrag for klagerens afholdte udgifter til kørselshjælp, idet det bl.a. er anført, at det ikke er sandsynliggjort, at den nævnte leverandør har udført det pågældende arbejde og har præsteret den påståede arbejdsydelse. Betingelserne i statsskattelovens § 6, litra a er derfor ikke opfyldt . ...

Der er herved lagt vægt på, at den på fakturaerne anførte adresse ikke har været beboet af leverandøren efter 1990, ligesom det noterede telefonnummer ikke har eksisteret siden 1991. Det er efter skattemyndighedernes vurdering ikke sandsynligt, at en virksomhed undlader at ændre virksomhedens noterede oplysninger på faktura, når telefonnummer og adresse ændres.

Det er endvidere bemærket, at alle regninger til samarbejdspartneren er sket kontant og således at der ikke kan følges et transaktionsspor. Den valgte afregningsmetode er samtidig ganske usædvanlig for branchen, idet afløsning normalt foregår som fremmed arbejde, hvilket betyder, at den vognmand, som udfører arbejdet, betaler alle udgifter vedrørende kørslen.

Skattemyndighederne har i forbindelse med deres undersøgelse af sagen konstateret, at leverandøren aldrig har fremsendt selvangivelse eller lignende, der indikerer, at der har været drevet selvstændig virksomhed. Samtidig er det konstateret, at leverandøren i 1988 er flyttet ind i en ejendom ejet af hustruen.

Ejendommen er igen fraflyttet i 1990, hvorefter leverandøren i henhold til oplysninger fra folkeregistret er flyttet til København. I 1995 udrejser han af landet. Leverandøren har således på trods af udrejse af landet i 1½ år efter fortsat udstedelse og underskrivelse af fakturaer for arbejde udført for klageren.

De stedlige skattemyndigheder er herefter af den opfattelse, at der ikke er fremlagt den fornødne dokumentation eller i øvrigt redegjort for, at fakturaerne er udstedt på baggrund af en reel arbejdsydelse.

Der er udarbejdet privatforbrugsopgørelse for klageren . ...

Forhøjelsen er imidlertid ikke baseret på privatforbrugsopgørelse men alene på de faktiske omstændigheder omkring de afholdte udgifter til kørselshjælp.

Klagerens repræsentant har hertil bl.a. anført, at manglende identifikation af leverandør ikke kan begrunde en forhøjelse af indkomsten.

Samtidig har repræsentanten bemærket, at der i forbindelse med ransagningen ikke blev fundet bemærkelsesværdigt mange kontanter, hverken i virksomheden eller på privatadressen.

Endelig har repræsentanten anført, at den pågældende leverandør har haft andre aktiviteter, som kan danne baggrund for en yderligere oplysning af sagen. Klageren kan i øvrigt ikke oplyse, om leverandøren har haft ansatte eller om han selv har kørt alle ture.

Landsskatteretten skal udtale

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a kan dokumenterede udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse imellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Det kræver således, at klageren som selvstændig erhvervsdrivende kan dokumentere de driftsomkostninger, der fradrages og at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden.

Det lægges ved afgørelsen til grund, at det i sagen omhandlende arbejde vedrørende transportvirksomheden faktisk er udført, samt at der er sket afregning imellem hvervgiveren (Bladkompagniet) og klageren.

Landsskatteretten vurderer imidlertid, at der i nærværende sag er stor usikkerhed om de faktiske forhold vedrørende det udførte arbejde for fremmed regning, herunder om og hvem klageren faktisk har kontraheret med. På grundlag af det fremlagte finder retten det derfor ikke dokumenteret eller i overvejende grad sandsynliggjort, at udgiften kan henføres som en udgift for fremmed regning i virksomhedens regnskab.

Da klageren ikke i øvrigt har fremlagt dokumentation, der kunne begrunde en nedsættelse af den påklagede forhøjelse, stadfæster Landsskatteretten på det foreliggende grundlag den påklagede afgørelse.

..."

Der er under sagen ikke fremlagt fakturaer fra G1 Trans & Udlejning vedrørende kørselshjælp i året 1993. Af de påberåbte fakturaer for årene 1994 - 1996 mangler fremlæggelse af 4 fakturaer fra 1994 (17. september, 18. oktober, 11. november og 6. december) og 1 faktura fra 1995 (30. september).

Rigspolitiet, Kriminalteknisk Afdeling, Dokumentsektionen, har undersøgt 41 af de fremlagte fakturaer (betegnet "omstridt skrift") og sammenholdt disse med en registreringsanmeldelse, en erklæring om arbejdsmarkedsbidrag og en registreringsafmeldelse underskrevet af GD (betegnet "skriftprøver"). I erklæring af 1. november 2001 udtales herom:

"VURDERING AF OMSTRIDTE SKRIFT

De omstridte underskrifter "GD" er udfærdiget med skriveredskaber med blå og sort pastafarve, og den anvendte skriftform er formskrift. Navnet GD er på bilagene skrevet forskelligt. På bilagene DS 1.21-1.24, 1.26, 1.29, 1.33 og 1.41 er fornavnet skrevet "...", på bilag DS 1.38 "...". På bilagene DS 1.1, 1.3, 1.5, 1.10 1.22, 1.24, 1.26 - 1.33 og 1.36 - 1.41 er efternavnet skrevet "...". På bilag DS 1.25 efternavnet skrevet "...". På bilagene DS 1.2, 1.4, 1.6 1.9, 1.23, 1.34 og 1.35 skrives efternavnet "...". I efternavnet er på bilag DS 1.22 foretaget en rettelse/tilføjelse, hvilket ligeledes er tilfældet i fornavnet på bilag DS 1.35.

Ovennævnte varierende stavemåde og de foretagne rettelser/tilføjelser af både fornavne og efternavne må forekomme mistænkelig, idet en persons underskrift plejer at være det skriveprodukt, som er mest velkendt for et menneske.

Ved en indbyrdes sammenligning imellem skriften i de omstridte underskrifter er der konstateret overensstemmelser, der er af en sådan art, at det må anses for overordentligt sandsynligt, at underskrifterne "GD" er udfærdiget af samme person.

VURDERING AF SKRIFTPRØVERNE

Underskrifterne GD på skriftprøvebilagene er udfærdiget med skriveredskaber med blå pastafarve, og den anvendte skriftform er højrehældende formskrift, der forekommer flydende og spontan, men noget uregelmæssigt udført.

SAMMENLIGNING OG KONKLUSION

Ved en sammenligning imellem skriften i de omstridte underskrifter og skriften i det foreliggende skriftprøvemateriale er der ikke konstateret overensstemmelser, der indicerer, at de omstridte underskrifter er udfærdiget af samme person, som har udfærdiget underskrifterne GD i skriftprøvematerialet.

..."

Udenrigsministeriet har i skrivelse af 18. september 2002 meddelt, at generalkonsulatet i Barcelona fra de lokale kommunale myndigheder har fået oplyst en adresse i Spanien for GD.

Forklaringer

Der er afgivet partsforklaring af sagsøgeren og vidneforklaring af statsautoriseret revisor MB.

Sagsøgeren har forklaret, at han har boet i Danmark, siden han var 8 år gammel, og er udlært som automekaniker. I 1991 begyndte han selvstændig virksomhed med kørsel for Bladkompagniet og Ugebladsdistributionen, og siden september 1992 har han endvidere haft et autoværksted. Engang i 1992 traf han på et sted, hvor vognmænd plejer at mødes, en person, der sagde, at han hed GD. GD havde hørt, at sagsøgeren havde brug for hjælp til at køre sine ruter, og tilbød sin bistand. GD kunne selv stille bil til rådighed, og sagsøgeren fik den opfattelse, at GD drev selvstændig vognmandsvirksomhed. De aftalte en pris på 85 kr. i timen, men til den pris måtte sagsøgeren tillige betale for GDs forbrug af diesel. GD fik derfor et kort til sagsøgerens dieselkonto. Det var sagsøgerens indtryk, at GD i begyndelsen selv kørte ruterne, men at han efterhånden fik sine chauffører til at køre nogle af turene. Sagsøgeren har aldrig talt med GDs chauffører. Afregningen med GD skete ved, at GD med passende mellemrum om morgenen ringede til sagsøgeren og sagde, hvilket beløb han havde til gode. Sagsøgeren kunne på grundlag af sit kendskab til de kørte ruter kontrollere, om beløbet var rigtigt. GD kom herefter samme eftermiddag på sagsøgerens værksted og hentede beløbet, som sagsøgeren i mellemtiden havde skaffet, enten fra sin kontantbeholdning eller ved at hæve i banken. GD afleverede samtidig en kvitteret regning på beløbet. Da sagsøgeren i efteråret 1996 fortalte GD, at skattevæsnet var begyndt at interessere sig for hans regnskaber og havde taget kopier af GDs regninger, ønskede GD ikke længere at køre for sagsøgeren. Kørslen ophørte, uden at GD fik penge for de sidste ture, og sagsøgeren har ikke set ham siden.

Sagsøgeren har ingen uddannelse i bogføring. Hans regnskaber blev i begyndelsen udarbejdet af revisor EK, men da skattevæsnet kritiserede dennes regnskaber, skiftede han til revisor CM og i 1995 til revisor MB.

Regnskaberne blev udarbejdet af revisoren på grundlag af sagsøgerens bilag og kassekladde. Revisor MB sørgede for, at han fik en computer med et regnskabsprogram, og lærte ham at bogføre ved hjælp af dette. Da politiet foretog ransagning hos sagsøgeren den 7. maj 1997, tog man alt hans regnskabsmateriale med, men da han fik materialet igen, manglede fakturaerne fra 1992 og 1993. Det har ikke været ham muligt senere at skaffe disse bilag tilbage fra myndighederne.

MB har forklaret, at han har drevet selvstændig virksomhed som statsautoriseret revisor siden 1990. Han har udarbejdet sagsøgerens regnskaber med første regnskab for 1995, men ikke foretaget revision. Han fik en fornuftig forklaring fra sagsøgeren på bilagene vedrørende kørselshjælp, og det forekom ham sandsynligt, at sagsøgeren ikke havde tid til selv at køre alle ruterne, hvis han også skulle passe sit autoværksted.

Procedure

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at de fremlagte fakturaer dokumenterer, at den omhandlede kørselshjælp faktisk er udført, og at sagsøgeren har betalt for denne. Det er i denne forbindelse underordnet, om kørslen er udført af GD eller af en person, der blot udgav sig for at være GD. Fakturaerne fremtræder i formen som helt sædvanlige og lovlige. Når en skatteyder fremlægger sådanne fakturaer som dokumentation for en afholdt udgift, er det skattemyndighedernes bevisbyrde, at udgiften alligevel ikke er afholdt, og denne bevisbyrde er ikke løftet.

Særligt vedrørende indkomstårene 1993 og 1994 har sagsøgeren gjort gældende, at fristen for genoptagelse efter den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, er overskredet, og at betingelserne efter § 35, stk. 4, for at suspendere fristen ikke er opfyldt, idet sagsøgeren ikke har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Sagsøgeren har ikke kunne vide, at den person, som har udført kørslen og udgivet sig for at være GD, antagelig har været en anden.

Sagsøgte har heroverfor gjort gældende, at de omhandlede fakturaer ikke er udstedt af GD, og at de derfor ikke dokumenterer, at denne har udført kørsel for sagsøgeren og modtaget betaling herfor. Sagsøgte har herved navnlig henvist til, at sagsøgeren ikke har kunnet fremlægge en skriftlig aftale eller lignende dokumentation for den påståede aftale med GD om kørsel, at GD ikke har indtægtsført og selvangivet nogen indtægt fra sagsøgeren i de pågældende år, at GD ikke har boet på den i fakturaerne anførte adresse ... siden oktober 1990, at det i fakturaerne anførte telefonnummer ikke har eksisteret siden 1991, at GD ifølge folkeregistret er udrejst af landet i 1995, og at den kriminaltekniske undersøgelse taler for, at fakturaerne ikke er udfærdiget af GD. At fakturaerne muligt skulle være udfærdiget af en anden person, der udgav sig for at være GD, og i god tro modtaget af sagsøgeren, er et nyt anbringende, der først er fremsat under domsforhandlingen, og som derfor bør afvises. I det omfang fakturaer for udgiften til kørselshjælp ikke er fremlagt under sagen, hvilket gælder hele året 1993 og enkelte beløb i 1994 og 1995, gøres det gældende, at sagsøgeren allerede af denne grund ikke har ret til fradrag. At de manglende fakturer skulle være bortkommet hos myndighederne, er ligeledes et nyt anbringende, der først er fremsat under domsforhandlingen, og som derfor bør afvises.

Særligt vedrørende indkomstårene 1993 og 1994 har sagsøgte anført, at fristen for forhøjelse af skatteansættelserne efter den dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 1, er suspenderet efter § 35, stk. 4, idet skattemyndighederne først ved ransagningen den 7. maj 1997 fik tilstrækkelige oplysninger til at foretage en korrekt ansættelse, og idet sagsøgeren har handlet forsætligt eller groft uagtsomt ved at anvende de omhandlede urigtige fakturaer som dokumentation for fradrag.

Landsrettens bemærkninger

Af de grunde, der er anført af sagsøgte, findes det godtgjort, at de omhandlede fakturaer ikke er udfærdiget af GD. Da fakturaerne således ikke hidrører fra den angivne udsteder, er de falske og kan derfor ikke anvendes som dokumentation for fradrag.

Ved at anvende falske fakturaer som dokumentation for fradrag har sagsøgeren forsætligt bevirket, at skattemyndighederne foretog ansættelserne på et urigtigt grundlag, idet sagsøgerens forklaring om, at han i god tro modtog fakturaerne fra en person, der udgav sig for at være GD, må tilsidesættes som utroværdig. Da skattemyndighederne først ved ransagningen den 7. maj 1997 fik tilstrækkelige oplysninger til at foretage korrekte skatteansættelser, har skattemyndighederne herefter også været berettiget til at foretage forhøjelse af sagsøgerens skatteansættelser for 1993 og 1994, jf. dagældende skattestyrelseslovs § 35, stk. 4.

Sagsøgtes frifindelsespåstand tages derfor til følge.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

I sagsomkostninger skal sagsøgeren, A, inden 14 dage til sagsøgte betale 38.000 kr.