Parter
Boet efter A v/B
(advokat Peter Krarup)
mod
Told- og Skattestyrelsen
(Kammeradvokaten ved advokat Per Lunde Nielsen).
Afsagt af landsdommerne
Ulla Staal, Arne Brandt og Jon Fridrik Kjølbro (kst.)
Under denne sag, der er anlagt den 24. september 2001, har sagsøgeren, Boet efter A V/B, endeligt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Told- og Skattestyrelsen, tilpligtes at betale 9.583 kr. med tillæg af rente, principalt med 1,3% pr. påbegyndt måned fra den 9. februar 2001 til den 1. september 2001, med 1,1% pr. påbegyndt måned fra den 1. september 2001 til den 1. januar 2002 og med 1,0% pr. påbegyndt måned fra den 1. januar 2002, subsidiært med procesrente fra den 9. februar 2001 og mest subsidiært med procesrente fra den 24. september 2001.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Sagen vedrører spørgsmål om, hvorvidt sagsøgte er afskåret fra at gøre et restskattekrav hidrørende fra afdøde As skatteansættelse for 1993 gældende til modregning i sagsøgerens krav på overskydende skat for samme indkomstår, navnlig fordi sagsøgtes krav ubestridt er prækluderet, eller som følge af en meddelelse fra Told- og Skatteregion København til sagsøgeren om, at sagsøgtes krav ikke ville blive modregnet i eventuel senere overskydende skat uanset konneksitet.
Sagens omstændigheder
As årsopgørelser for 1993 angav følgende resultater:
- nr. 01 af 18. juli 1994 viste overskydende skat m.v. på 14.960 kr.
- nr. 02 af 15. august 1994 viste 4.011 kr. til udbetaling, og at beløbet fremkom som overskydende skat på 18.418,32 kr. med fradrag for tidligere overskydende skat på 14.960 kr. og med regulering for procentgodtgørelse, morarente m.m.
- nr. 03 af 16. maj 1995 viste 10.131 kr. til indbetaling, og at beløbet fremkom som overskydende skat på 8.675,56 kr. med fradrag for tidligere overskydende skat på 18.971 kr. og med regulering for procentgodtgørelse, morarente m.m. Af opgørelsen fremgik endvidere, at den skattepligtige indkomst udgjorde 76.187 kr. - Opgørelsen var udarbejdet på grundlag af afgørelse af 25. april 1995 fra Københavns Skatteforvaltning om forhøjelse af indkomsten og omhandlende posterne ansættelse af privat andel af ejendomsskatter vedrørende en ejendom i ... og af privat andel af biludgifter.
- nr. 04 af 27. juni 1997 viste 31.152 kr. til indbetaling, og at beløbet fremkom som restskat på 20.570,45 kr. med tillæg for tidligere overskydende skat på 18.971 kr. og med fradrag for forfalden restskat på 10.131 kr. og med regulering for procenttillæg, morarente m.m. - Opgørelsen var udarbejdet på grundlag af afgørelse af 21. maj 1997 fra Skatteankenævnet i København om forhøjelse af overskud af virksomhed og af fast ejendom og omhandlende bl.a. posterne ansættelse af privat andel af ejendomsskatter vedrørende ejendommen i ... og privat andel af biludgifter.
- nr. 05 af 24. oktober 1997 viste 8.544 kr. til udbetaling, og at beløbet fremkom som restskat på 12.817,27 kr. med tillæg for tidligere overskydende skat på 18.971 kr. og med fradrag for forfalden restskat på 41.283 kr. og med regulering for procenttillæg, morarente m.m. - Opgørelsen var udarbejdet på grundlag af afgørelse af 23. september 1997 fra Skatteankenævnet i København om nedsættelse af underskud af virksomhed og forhøjelse af overskud af fast ejendom og omhandlende bl.a. posterne ansættelse af privat andel af ejendomsskatter vedrørende ejendommen i ... og af privat andel af biludgifter.
- nr. 07 af 19. januar 2001 (nr. 06 annulleredes efterfølgende) viste 36.899 kr. til udbetaling, og at beløbet fremkom som overskydende skat på 13.292,75 kr. med tillæg for forfalden restskat på 41.283 kr. samt for rente på 9.242,20 kr. og med fradrag for tidligere overskydende skat på 27.515 kr. og med regulering for procenttillæg, morarente m.m. Af opgørelsen fremgik endvidere, at den skattepligtige indkomst udgjorde 67.568 kr. - Opgørelsen var udarbejdet på grundlag af Landsskatterettens kendelse af 10. oktober 2000 og bl.a. omhandlende posterne ansættelse af privat andel af ejendomsskatter vedrørende ejendommen i ... og af privat andel af biludgifter.
A døde den 22. januar 1997, og den 27. februar 1997 indrykkede sagsøgeren proklama i Statstidende, således at fristen for anmeldelse af krav udløb den 24. april 1997.
Ved skrivelse af 30. maj 1997 anmeldte Københavns Skatteforvaltning til sagsøgeren som simpelt krav 10.053 kr. udgørende restskattekrav i henhold til årsopgørelse nr. 03 af 16. maj 1995 på 10.131 kr. med fradrag for betalt afdrag og med tillæg for renter.
Ved skrivelse af 3. juni 1997 meddelte sagsøgeren Københavns Skatteforvaltning, at det anmeldte krav var prækluderet, da det ikke var anmeldt inden anmeldelsefristens udløb, og ved skrivelse af 25. juni 1997 til sagsøgeren annullerede Københavns Skatteforvaltning herefter anmeldelsen.
På grundlag af årsopgørelse nr. 05 af 24. oktober 1997 udvisende 8.544 kr. til udbetaling meddelte Københavns Skatteforvaltning ved skrivelse 17. november 1997 sagsøgeren, at det pågældende beløb var anvendt til "hel eller delvis dækning af" restskat for 1993. Af en vedlagt klagevejledning fremgik bl.a., at klage over modregning mv. for personlig skat kunne indbringes for Told- og Skatteregionerne.
Ved skrivelse af 2. december 1997 anmodede sagsøgeren Københavns Skatteforvaltning om aktindsigt og om sagens indbringelse for sagsøgte.
Med skrivelse af 3. december 1997 meddelte Københavns Skatteforvaltning sagsøgeren den ønskede aktindsigt og tilføjede:
"Med hensyn til evt. fremtidige modregninger for indkomståret 1993 kan det meddeles, at modregning kun vil blive foretaget såfremt den skattepligtige indkomst for 1993 bliver ændret til under kr. 76.187,- = årsopgørelse nr. 3 for 1993".
Med skrivelse af 11. december 1997 fremsendte Københavns Skatteforvaltning sagsøgerens klage til Told- og Skatteregion København og oplyste i den forbindelse bl.a.:
"Som følge af Bs henvendelser 20.11.97 forelægges spørgsmålet om den foretagne modregning Direktionssekretariatet, juridisk afdeling der fastholder modregningen under hensyntagen til konneksiteten.
Denne afgørelse ændres derefter af kontorchef HO, dødsboafdelingen i Københavns skatteforvaltning, under hensyntagen til at indbetalingen, der dækkede årsopgørelse 4 - der var forkert - ikke efterfølgende kunne anvendes til at dække den prækluderede restance.
241197 udbetales beløbet."
Ved skrivelse af 30. marts 1998 til Københavns Skatteforvaltning anførte sagsøgeren følgende:
"Præklusion af ej anmeldte skattekrav i dødsbo
Idet der foreløbig verserer een sag om prækluderede skattekrav som nu er indbragt for Told- og Skattestyrelsen og senere domstolene, ønsker jeg medtaget samtlige ikke anmeldte skattekrav i samme søgsmål.
Skatteforvaltningen fremsendte anmeldelse i dødsboet den 09.04.97. Her anmeldtes kun skattekrav forud for dødsåret d.v.s. skatteåret 1996 og kun som simpelt krav.
De ikke anmeldte øvrige skatter for skatteåret 1995 og tidligere er prækluderede idet der ej heller er taget forbehold for disse. Det ser således ud til at kun skatter som vedrører skatteåret 1996 samt mellemperiodeskatten i dødsåret er rettidigt anmeldt.
Såfremt skatteforvaltningen har en anden opfattelse, bedes forvaltningen redegøre for diverse skattekrav og træffe en afgørelse for hver af disse med begrundelse og henvisning til hjemmel.
Svar udbedes inden 14 dage."
Ved skrivelse af 17. april 1998 til sagsøgeren meddelte Told- og Skatteregion København bl.a.:
"Ifølge det oplyste har skatteforvaltningen ændret modregningen og har udbetalt det fejlagtigt modregnede beløb til Dem.
Regionen har d.d. rettet telefonisk henvendelse til Opkrævningsafdelingen, der oplyser at:
det resterende skattebeløb vedr. 1993 slettes.
der herefter ikke er yderligere skattekrav mod boet."
I skrivelse af 24. april 1998 til sagsøgeren udtalte Københavns Kommune bl.a.:
"Deres breve af 30. marts i år til dødsbokontoret og 3. juni 1997 til opkrævningsafdelingen er overdraget juridisk afdeling til besvarelse.
...
Hvad angår spørgsmålet om præklusion er skatterne for indkomstårene 1994 og 1995 som nævnt ovenfor betalt, og dødsbokontoret har ikke hjemmel til yderligere forhøjelser for disse indkomstår.
Proklamaperioden udløb 24.4.1997 og det af opkrævningsafdelingen anmeldte krav kr. 10.053 vedrørende indkomståret 1993 er derfor prækluderet.
Der tages dog forbehold for modregning såfremt udfaldet af den verserende sag i Landsskatteretten måtte medføre, at der vil fremkomme en overskydende skat for indkomståret 1993. Der vil så opstå et konnekst krav, idet både det prækluderede krav og den eventuelle overskydende skat begge udspringer af samme retsforhold, nemlig indkomståret 1993.
Et konnekst krav vil genoplive et prækluderet krav, således at der vil kunne ske modregning idet præklusionen "bortfalder" som følge af konneksiteten, jf. dansk rets almindelige modregningsregler, som er hjemlet i retspraksis."
Ved skrivelse af 28. april 1998 til sagsøgeren udtalte Told- og Skatteregion København følgende:
"Under henvisning til telefonsamtale samt telefax til regionen af 22. april 1998 skal regionen efter anmodning uddybe regionens brev/afgørelse af 17. april 1998.
Med hensyn til restancens forældelse, jf. 6. afsnit i regionens brev, kan det oplyses, at det den 30.5.1997 anmeldte beløb på 10.053 kr. vedr. 1993 samt evt. yderligere påløbne renter er endeligt prækluderet, og ikke senere vil blive søgt inddrevet. Beløbet vil heller ikke blive opkrævet ved modregning af evt. senere overskydende skat, uanset konneksitet.
I omhandlede telefax udbeder De Dem snarest en afgørelse med klagevejledning og evt. ankemulighed.
Regionen skal ikke give klagevejledning mv. i sager, hvor der gives fuldt medhold. Københavns Skatteforvaltning har imødekommet Deres anmodning og ændret modregningen/udbetalt beløbet til Dem, hvilken afgørelse regionen har fastholdt.
Til Deres orientering kan det oplyses, at regionens afgørelse i øvrigt ikke kan påklages til højere administrativ myndighed.
..."
Ved skrivelse ligeledes dateret 28. april 1998 meddelte Københavns Kommune sagsøgeren følgende:
"Præklusion.
Deres brev af 25. ds. til dødsbokontoret er overdraget juridisk afdeling til besvarelse.
...
For så vidt angår det for sent anmeldte skattekrav for 1993 på kr. 10.053,henvises der til juridisk afdelings brev af 24. ds.
..."
I telefax af 29. april 1998 fra sagsøgte til sagsøgeren anførtes bl.a.:
"Efter det for mig oplyste kan den afgørelse, som De omtalte telefonisk tidligere i dag, påklages til Told- og Skattestyrelsen, ..."
Ved skrivelse af 11. juni 1998 meddelte sagsøgte sagsøgeren følgende:
"I skrivelse af 29. april 1998 indsendt til Københavns kommune klager De over, at kommunen ikke vil erklære et for sent anmeldt skattekrav for 1993 stort 10.053 kr. excl. renter i boet efter den den 22. januar 1997 afdøde A for "endeligt og uigenkaldeligt prækluderet pr. 24. april 1997".
...
Det fremgår af sagen, at afdødes indkomst for indkomståret 1993 blev forhøjet. En klage herover til skatteankenævnet resulterede i en kendelse af 1. maj 1997. Denne kendelse er af dødsboet påklaget til Landsskatteretten, hvor den pt. verserer.
...
Proklama i boet udstedtes den 27. februar 1997 med udløb 8 uger senere (den 24. april 1997). Et således i medfør af dødsboskiftelovens § 81 udstedt proklama omfatter efter dødsboskattelovens § 87, stk. 5, kun skattekrav, der er opgjort på tidspunktet for proklamaets udstedelse.
Den af skatteankenævnet afsagte kendelse og de af kommunen som følge af denne foretagne opgørelser var ikke opgjort pr. udstedelsesdagen den 27. februar 1997, og prækluderes derfor ikke af proklamaet. Da kravene vedrører årene før dødsåret, skal de fremsættes over for boet inden den i dødsboskattelovens § 81, stk. 1 og 2, fastsatte frist på 3 måneder regnet fra skattemyndighedens modtagelse af boets opgørelse over dettes aktiver og passiver på dødsdagen. Opgørelsen modtoges efter det oplyste den 26. august 1997. Denne frist er således overholdt. Disse krav for indkomstårene 1993-95 er derfor ikke bortfaldet ved præklusion, og kan ikke kræves tilbagebetalt.
Derimod har kommunen i skrivelser af 25. juni 1997, 24. og 28. april 1998 erkendt, at et for sent anmeldt krav vedrørende indkomståret 1993 på 9.583 kr. samt renter 470 kr. er prækluderet. I skrivelsen tog man forbehold om eventuel modregning, hvis den verserende landsskatteretssag resulterer i overskydende skat for 1993. Man henviste til, der i så fald ville foreligge et konnekst modregningskrav, da begge krav udspringer af det samme retsforhold. Samtidig har Told- og Skatteregion København i en skrivelse af 28. april 1998 meddelt Dem, at ovennævnte krav er prækluderet, og at det ikke vil blive søgt inddrevet ved modregning af senere overskydende skat uanset konneksitet mellem kravene.
Der er således tale om modstridende afgørelser fra to offentlige myndigheder.
I den anledning skal styrelsen om spørgsmålet om præklusion og modregning bemærke, at modregning med konnekse fordringer efter styrelsens opfattelse kan ske, selvom de almindelige modregningsregler ikke længere er opfyldt, idet modfordringen er forældet eller som her - prækluderet. Styrelsen skal her henvise til Vestre Landsrets upåankede dom 17. marts 1976, der vedlægges i kopi. Desuden henvises til den juridiske litteratur f.eks. H. Uslings Obligationsret side 351 (kopi vedlagt) og B. Gomards Obligationsretten i en nøddeskal side 337-8 (kopi vedlagt).
For så vidt angår spørgsmålet om de modstående afgørelser skal man meddele, at den foreliggende sag angår ændringer af skatteansættelser for indkomstår fra tiden før skatteyders død. Denne ligning og ansættelse af skatteydere har altid henhørt under de kommunale skattemyndigheder. Dette fremgår af skattestyrelseslovens § 2 (lovbekendtgørelse nr. 276 af 12. april 1997).
Der foreligger efter styrelsens opfattelse saglig inkompetence, da regionen ikke har den til Københavns kommune svarende kompetence i disse sager. En sådan afgørelse truffet af en myndighed, der ikke er kompetent til at træffe denne afgørelse, vil som altovervejende hovedregel være ugyldig.
Dette skyldes, at hvor kompetencereglen overtrædes, svigter en retlig garanti for de trufne afgørelsers rigtighed og lovlighed, og såvel hensynet til den enkelte som til det offentlige kræver da, at afgørelsen anses for ugyldig.
Denne ugyldighed rammer såvel bebyrdende som begunstigende afgørelser.
Som en særegen undtagelse herfra gælder, at hvis overtrædelsen ikke er åbenbar, vil begunstigende afgørelser ud fra en konkret vurdering måske alligevel kunne anses for gyldige. Man kan i den forbindelse henvise til C.A. Nørgaards Forvaltningsret side 216 ff. og P. Andersens Dansk Forvaltningsret side 292 ff.
I denne sag har De rettet henvendelse til to myndigheder om det samme, og De har med 4 dages interval modtaget først en bebyrdende afgørelse fra den kompetente myndighed (kommunen) og derefter en begunstigende afgørelse fra den ikke-kompetente myndighed (regionen). Det må derfor efter styrelsens opfattelse have været helt åbenbart, at der har foreligget inkompetence. Desuden har De i tiden før disse afgørelser i nogen tid korresponderet med den kompetente myndighed (kommunen) om netop spørgsmålet om præklusion mv.
Styrelsen kan derfor tiltræde Københavns kommunes afgørelse, hvorefter det prækluderede krav på 9.583 kr. for indkomståret 1993 kan modregnes efter reglerne for konneks modregning i et eventuelt overskydende skattebeløb hidrørende fra den ligeledes for indkomståret 1993 for landsskatteretten verserende skattesag.
..."
Ved skrivelse af 26. juni 1998 meddelte sagsøgte sagsøgeren følgende:
"I brev (fax) af 16. juni 1998 klager De over Told- og Skattestyrelsens brev til Dem af 11. juni 1998. Styrelsen tiltræder her Københavns kommunes afgørelse i forbindelse med behandlingen af Deres i 1997 afdøde faders skatteansættelser for indkomstårene 1993-95.
...
Ad. 2. Til spørgsmålet om præklusion og modregning mv. skal jeg indledningsvis bemærke, at to parter kan modregne, hvor disse parter begge har et forfaldent krav, der kan udlignes, (f.eks. penge). Konneks modregning forekommer, hvor der er konneksitet mellem fordringer, der hidrører fra samme retsforhold. Styrelsen anser her forhold mellem en skatteyder og skattemyndighederne vedrørende samme indkomstår som værende udsprunget af samme forhold. Ved sådanne konnekse forhold kan modregning udføres, selvom de almindelige modregningsregler, jf. ovenfor, ikke længere er opfyldt, idet modfordringen (kommunens) er prækluderet. At sådanne krav lovligt kan gennemføres, fremgår klart af retspraksis, jf. den tidligere fremsendte landsretsdom.
Ad. 3. Den foreliggende sag angår afdødes skatteforhold fra tiden før skatteyders død. Ligning og ansættelse af skatteydere, herunder dødsboer, har altid henhørt under de kommunale skattemyndigheder. Dette fremgår af skattestyrelseslovens § 2 (lovbekendtgørelse nr. 276 af 12. april 1997). I samme lovs § 38 er der givet skatteministeren hjemmel til at udlægge visse afgørelser. Dette er sket i medfør af bekendtgørelser om sagsudlægning senest nr. 196 af 26. marts 1998. Efter dennes §§ 1 og 2 henhører kompetencen til at træffe afgørelse i konkrete sager i 1. instans til den lokale told- og skatteregion.
Dog er denne bemyndigelse til at træffe afgørelser med de i bestemmelsen nævnte undtagelser for Københavns og Frederiksbergs vedkommende henlagt til disse kommuner, jf. bekendtgørelsens § 2, stk. 2. Den kompetente myndighed er således Københavns kommune med klageadgang til Told- og Skattestyrelsen, jf. ovennævnte bekendtgørelse § 11, stk. 1.
Der foreligger efter styrelsens opfattelse saglig inkompetence, da regionen ikke har den til Københavns kommune svarende kompetence i disse sager. En sådan afgørelse truffet af en myndighed, der ikke er kompetent til at træffe denne afgørelse, vil som altovervejende hovedregel være ugyldig.
Der er enighed mellem samtlige nævnte forfattere herom. Denne enighed skyldes, at hvor kompetencereglen overtrædes, svigter en retlig garanti for de trufne afgørelsers rigtighed og lovlighed, og såvel hensynet til den enkelte som til det offentlige kræver da, at afgørelsen anses for ugyldig.
Der er også enighed om, at ugyldigheden som overvejende hovedregel gælder såvel bebyrdende som begunstigende afgørelser. Dette gælder såvel sideordnede myndighedsafgørelser som tilfælde, hvor en underordnet myndighed træffer en afgørelse, der henhører under en overordnet myndighed.
Der er dog mulighed for at anse begunstigende afgørelser for gyldige, hvis der ikke svigter en væsentlig garanti for afgørelsens rigtighed. Det var tilfældet i den af Dem nævnte Østre Landsrets dom af 18. marts 1952. I denne gik retten ud fra, at der ved fastlæggelsen af kompetencen ikke havde været principielle betænkeligheder ved at lade den underordnede myndighed (overøvrigheden) træffe afgørelse, men at man ønskede at skabe visse retningslinier, der bedst opnåedes ved forelæggelse for den centrale myndighed (justitsministeriet). Derfor var afgørelsen trods alt gyldig. Det tilføjes, at de omhandlede myndigheder havde samme sagsområde.
I den foreliggende sag har De rettet henvendelse til to myndigheder om det samme emne, og De har næsten på samme dato modtaget en bebyrdende afgørelse fra den kompetente myndighed (kommunen) og en begunstigende afgørelse fra den ikke-kompetente myndighed (regionen). Det skal her nævnes, at regionen ikke - modsat overøvrigheden i dommen - har nogen saglig kompetence inden for det her omhandlede sagsområde. Jeg mener derfor, at der her svigter en væsentlig retsgaranti. Jeg skal tilføje, at ændringerne i regionerne pr. 1. januar 1998 angik samling af toldopgaver mv., og intet har haft med dette sagsområde at gøre. Bemærkningerne på side 292 i C.A. Nørgaard og Garde om uklarhed på grund af nylig overførsel af kompetence kan derfor ikke anvendes her, ligesom der ikke er tale om en uklar kompetenceregel.
Der er efter min opfattelse ikke i sagen nogen grund til at afvige fra hovedreglen om, at også begunstigende afgørelser er ugyldige. Dette så meget desto mere, som De har modtaget begge afgørelser samtidig, og derfor må have været på det rene med, at der forelå inkompetence for den enes vedkommende. Hertil kommer Deres forudgående brevveksling med den ene myndighed - nemlig kommunen - om den foreliggende sag.
..."
På grundlag af årsopgørelse nr. 07 af 19. januar 2001 udvisende 36.899 kr. til udbetaling meddelte Københavns Skatteforvaltning ved skrivelse 9. februar 2001 sagsøgeren, at der af dette beløb var anvendt 9.583 kr. til dækning af restskat for 1993, og at restbeløbet til udbetaling herefter udgjorde 27.316 kr. Af en vedlagt klagevejledning fremgik bl.a., at klage over modregning mv. for personlig skat kunne indbringes for Told- og Skatteregionerne.
Ved skrivelse af 10. marts 2001 til Told- og Skatteregion København klagede sagsøgeren over den foretagne modregning.
Ved skrivelse af 20. marts 2001 bekræftede Told- og Skatteregion København over for sagsøgeren, at regionen havde modtaget klagen, og at man ville behandle denne. Ved skrivelse af 26. april 2001 meddelte regionen imidlertid sagsøgeren, at klagen var videresendt til afgørelse hos sagsøgte, idet sagsøgte tidligere havde behandlet og afgjort en lignende klage.
Ved skrivelse af 22. maj 2001 meddelte sagsøgte sagsøgeren, at sagsøgte i det hele kunne henholde sig til det i sine afgørelser af 11. og 26. juni 1998 anførte.
Procedure
Sagsøgeren har til støtte for sin påstand gjort gældende, at den af sagsøgte foretagne modregning har været retsstridig. Sagsøgeren har i den forbindelse henvist til, at sagsøgtes krav på 9.583 kr. er prækluderet i medfør af dødsboskiftelovens § 83, stk. 1, da kravet først blev anmeldt efter proklamafristens udløb, og da ingen af de i samme bestemmelses stk. 2 nævnte undtagelser herfra er relevante. Kravet var endvidere opgjort på tidspunktet for proklamets udstedelse, hvorfor bestemmelsen i dødsboskattelovens § 87, stk. 5, om at skattekrav ikke omfattes af et proklama, medmindre kravet er opgjort på tidspunktet for proklamaets udstedelse, heller ikke er relevant.
Sagsøgeren har endvidere anført, at Told- og Skatteregion København ved skrivelsen af 28. april 1998 til sagsøgeren uigenkaldeligt og bindende på skattemyndighedernes vegne har frafaldet det anmeldte krav og erkendt, at dette endeligt er prækluderet, samt forpligtet skattemyndighederne til ikke at modregne kravet i en eventuel senere konstateret overskydende skat uanset eventuel konneksitet. Sagsøgte har ikke haft hjemmel til at omgøre den af Told- og Skatteregion København trufne afgørelse eller tilsidesætte den over for sagsøgeren i samme skrivelse afgivne bindende erklæring. Sagsøgtes modregning har således også af denne grund været uberettiget.
Sagsøgeren har bestridt, at sagsøgtes og sagsøgerens krav er konnekse, og at Told- og Skatteregion København ikke skulle have haft den fornødne saglige kompetence til at frafalde sagsøgtes krav og meddele sagsøgeren, at kravet var endeligt prækluderet. Sagsøgeren har endvidere ikke været i ond tro om rigtigheden af regionens afgørelse.
Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at der maksimalt kan ske modregning i den del af en eventuel overskydende skat, der måtte fremkomme ved, at den skattepligtige indkomst for 1993 ændres til et beløb under den på dødstidspunktet registrerede skattepligtige indkomst på 76.187 kr., jf. årsopgørelse nr. 3, idet Københavns Skatteforvaltning ved skrivelse af 3. december 1997 bindende for sagsøgte har begrænset den fremtidige modregningsadgang hertil.
Vedrørende de nedlagte rentepåstande har sagsøgeren anført, at det uberettiget modregnede beløb er en restskat, der skal forrentes i medfør af opkrævningslovens § 7, stk. 2, jf. kildeskattelovens § 62 A, stk. 3 og 4, og rentelovens § 6 fra det tidspunkt, da modregningen fandt sted, subsidiært at forrentning skal finde sted efter rentelovens § 3, stk. 1, fra samme tidspunkt, og mest subsidiært at forrentning skal ske med sædvanlig procesrente fra sagens anlæg.
Sagsøgte har til støtte for sin påstand gjort gældende, at skattemyndighederne har været berettiget til at modregne sagsøgtes krav på restskat for indkomståret 1993 i sagsøgerens krav på overskydende skat for samme indkomstår, idet kravene er konnekse som følge af, at de udspringer af samme retsforhold.
Sagsøgte har endvidere anført, at Told- og Skatteregion København ikke har haft saglig kompetence til ved skrivelsen af 28. april 1998 at meddele sagsøgeren, at kravet på restskat for indkomståret 1993 var endeligt prækluderet og ikke ville blive anvendt til modregning, hvorfor afgørelsen herom er ugyldig. Hertil kommer, at sagsøgeren var i ond tro om denne afgørelses rigtighed, idet Københavns Skatteforvaltning - som følge af sagsøgerens skrivelse af 30. marts 1998 til skatteforvaltningen - ved skrivelsen af 24. april 1998 havde meddelt sagsøgeren, at skatteforvaltningen forbeholdt sig ret til at foretage modregning, såfremt sagsøgeren efter Landsskatterettens behandling af sagen ville få udbetalt overskydende skat.
Sagsøgte har yderligere bestridt, at adgangen til at foretage modregning skulle være begrænset ved Københavns Skatteforvaltnings skrivelse af 3. december 1997, idet den skattepligtige indkomst for 1993 ved årsopgørelse nr. 7 blev nedsat til 67.568 kr. og således under indkomsten ifølge årsopgørelse nr. 3 for samme år på 76.187 kr.
Sagsøgte har endeligt bestridt sagsøgerens krav på forrentning.
Landsrettens bemærkninger
Såvel sagsøgtes som sagsøgerens krav hidrører fra afdøde As skatteansættelse for 1993, og sagsøgtes krav, der angår posterne ansættelse af privat andel af ejendomsskatter vedrørende ejendommen i ... og privat andel af biludgifter, er tillige omhandlet af Landsskatterettens kendelse af 10. oktober 2000, som danner grundlag for årsopgørelse nr. 7 og dermed for opgørelsen af sagsøgerens krav. Under disse omstændigheder finder landsretten, at den ubestridte præklusion af sagsøgtes krav ikke er til hinder for, at sagsøgte gør sit krav gældende til modregning.
Det findes endvidere ikke at udelukke modregning, at Told- og Skatteregion København ved skrivelse af 28. april 1998 til sagsøgeren meddelte, at afdøde As skatterestance for 1993 var endeligt prækluderet, og at beløbet ikke ville blive modregnet i eventuel senere overskydende skat uanset konneksitet. Landsretten har herved henset til, at kompetencen til at træffe afgørelse om det pågældende spørgsmål i 1. instans rettelig henhørte under Københavns Kommune, jf. bekendtgørelse om sagsudlægning § 2, stk. 2, 1. pkt., sammenholdt med skattestyrelseslovens § 2, og at manglende kompetence - i dette tilfælde hos told- og skatteregionen - som udgangspunkt medfører, at også en begunstigende forvaltningsakt er ugyldig. Landsretten finder ikke, at der i nærværende sag foreligger omstændigheder, som giver grundlag for at fravige dette udgangspunkt, hvorved navnlig bemærkes, at Københavns Kommune ved skrivelse af 24. april 1998 til sagsøgeren havde forbeholdt sig ret til modregning af det prækluderede krav, såfremt den ved Landsskatteretten verserende sag måtte resultere i fremkomsten af overskydende skat.
Herefter og idet Københavns Skatteforvaltnings skrivelse af 3. december 1997 ikke ses at være til hinder for den skete modregning, da den skattepligtige indkomst for 1993 som følge af Landsskatterettens kendelse blev ændret til under beløbet herfor ifølge årsopgørelse nr. 03 for samme indkomstår, tager landsretten sagsøgtes frifindelsespåstand til følge.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Told- og Skattestyrelsen, frifindes.
Sagsøgeren, Boet efter A v/B, skal inden 14 dage fra dato betale 8.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.