Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten ved adv.fm. Martin Sønnersgaard)

Afsagt af byretsdommer

Ib Hounsgaard Trabjerg

Sagens baggrund og parternes påstande

Sagen vedrører spørgsmålet om ansættelsen af As skattepligtige indkomst i indkomstårene 1998, 1999 og 2000, herunder om der er begået formelle fejl i forbindelse med skattemyndighedernes behandling af sagen.

Sagen er modtaget ved byretten den 11. juni 2008.

Sagsøgeren, A, har endeligt nedlagt følgende påstande:

1. Skatteministeriet tilpligtes at nedsætte sagsøgerens indkomstansættelser for indkomstårene 1998 og 1999 med henholdsvis 70.218 kr. og 77.838 kr.

2. Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at sagsøgerens indkomstansættelse for 2000 skal genoptages ved skatteankenævnet.

Sagsøgte, Skatteministeriet, har påstået frifindelse.

Oplysningerne i sagen

Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2. Den forklaring, der under hovedforhandlingen er afgivet af A, er dog medtaget i dommen tillige med et uddrag af Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2008, der afslutter den administrative behandling af sagen vedrørende blandt andet indkomstårene 1998, 1999 og 2000.

Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2008 har - for så vidt angår de dele af kendelsen, der vedrører de omstvistede indkomstår - følgende ordlyd:

"...

Klagen skyldes, at klageren er anset for at have modtaget skattepligtige indtægter fra taxakørsel i indkomstårene 1998 og 1999. Yderligere klages der over, at der er pålignet ekstraskat i indkomstårene 1994 til 1997 samt i indkomstårene 2000 til og med 2005.

Landsskatterettens afgørelse

1998

Personlig indkomst

SKAT har ansat yderligere løn til 140.437 kr.

Skatteankenævnet har ansat yderligere løn til 70.218 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

1999

Personlig indkomst

SKAT har ansat yderligere løn til 155.677 kr.

Skatteankenævnet har ansat yderligere løn til 77.838 kr.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

Skatteankenævnet har nægtet at genoptage skatteansættelserne for indkomstårene 1994, 1995, 1996, 1997 samt år 2000, 2001, 2002, 2003 og 2004.

Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.

(...)

Møde mv.

Sagen er forhandlet med klageren.

Sagens oplysninger

Indkomstårene 1998 og 1999 generelt

Klageren har i de omhandlede indkomstår været ansat hos G1, ...1.

Klageren har herudover været ansat som taxachauffør hos vognmand NJ, ...2, som i blandt andet 1998 og 1999 drev vognmandsforretning med 4 taxaer.

ToldSkat har ved kontrol af vognmanden konstateret, at der manglede et større antal køresedler i regnskabsmaterialet. Vognmanden har konfronteret hermed erkendt, at han i fællesskab med enkelte chauffører ofte aftalte at dele dagens indkørte beløb imellem sig. Køresedlerne blev herefter smidt væk. Beløbet blev ikke bogført i virksomhedens regnskab, og der blev ikke lavet lønseddel for den ansatte på beløbet.

Vognmandens originale kørebøger og vognmandens dagbog findes ikke i sagen. Der findes ej heller køresedler. I sagen findes alene ToldSkats sammentællinger foretaget på baggrund af de originale kørebøger.

Det fremgår af ToldSkats rapport, at vognmanden overfor ToldSkat har fremlagt sin dagbog, som viser, hvilke chauffører, der har kørt bilerne. ToldSkat har ligeledes set de originale køresedler for 1998, som ikke var blevet smidt væk. ToldSkat har anført, at det på baggrund af materialet har været muligt at afgøre, hvem der har kørt taxaerne de dage, hvor køresedlerne mangler.

Indkomståret 1998

ToldSkat har anvendt en gennemsnitlig omsætning pr. køreseddel på 1.502 kr. beregnet på baggrund af 1938 køresedler i 1998.

NJ har oplyst, at i de tilfælde, hvor køresedlerne blev smidt væk delte han og chaufføren dagens omsætning med 50 % til hver. På denne baggrund har ToldSkat beregnet, at chaufføren gennemsnitligt har fået udbetalt 751 kr. pr. køreseddel. ToldSkat har lagt til grund, at klageren har kørt taxa i 187 døgn a´ 751 kr., i alt 140.437 kr. og har anset klageren for at have fået udbetalt dette beløb.

Skatteankenævnet har ved afgørelsen af 1. april 2004 på baggrund af ToldSkats opgørelser udledt, at klageren har kørt taxa i 156 dage, heraf 58 hverdage og 69 lørdage/søndage.

Klageren har overfor Landsskatteretten forklaret, at vognmand NJ førte en vagtplan, hvor det fremgik, hvilke chauffører der skulle køre hvilke vagter. Der var i 1998 og 1999 12 til 14 chauffører, der kørte for NJ i hans 4 biler. En vagt varede 8 timer, men klageren kørte typisk fra kl. 17.00 til kl. 24.00.

Klageren fortalte, at han stod angivet som chauffør med sine initialer i vagtplanen ved vagter, som han ikke havde kørt. Han vidste ikke, om NJ stregede hans initialer over på vagtplanen, når han ikke kørte. Vagtplanen blev udarbejdet forud, men han meddelte afbud til næsten alle vagter. Således kørte klageren alene 4 til 6 vagter i 1998 og slet ikke nogen vagter i 1999.

Klageren fortalte, at skattemyndigheden ved de tomme pladser i vagtplanen har sat hans initialer ind, så han står på vagter, han ikke har kørt.

Klageren fortalte, at han ikke har været en del af den aftale, som fremgår af ToldSkats rapport, ifølge hvilken NJ har erkendt, at han i fællesskab med de enkelte chauffører ofte aftalte at dele dagens indkørte beløb imellem sig, hvorefter køresedlerne blev smidt væk.

Klageren fortalte, at der ikke er foretaget udbetalinger af løn uden indeholdelse af A-skat fra NJ.

Klageren har oplyst, at summen af de indkørte beløb i 1998 og 1999, som er foretaget af ToldSkat og lagt til grund i kontrolrapporten er regnet rigtigt sammen. Af dette beløb tog vognmanden imidlertid halvdelen, hvorfor forhøjelsen teoretisk set alene vedrører 50 %.

Klageren anførte, at der var tale om en misforståelse i j.nr. 2-1-1898-0441, hvor der under "klagerens påstand og argumenter" står, at klageren ville

"...

acceptere en forhøjelse af årsindtægten med 50 % af de fremsatte beløb for at afslutte sagen hurtigst muligt. I modsat fald vil klageren kun acceptere 50 % af de beløb, som kan fremlægges ved utvetydige bevisligheder i form af kørebøger eller kopi af disse.

..."

Indkomståret 1999

Vognmandsvirksomheden har selv opgjort det beløb, 155.677 kr., der er udbetalt i 1999.

Beløbet er opgjort på baggrund af de sider i kørebogen, som skal fremvises overfor ToldSkat i forbindelse med frikørsel af taxaerne. Disse sider var endnu ikke smidt væk, da taxaerne endnu ikke var frikørt.

ToldSkat har lagt vognmandsvirksomhedens opgjorte beløb til grund, og har anset klageren for at have fået udbetalt dette beløb.

Skatteankenævnet har ved afgørelsen af 1. april 2004 på baggrund af opgørelserne fra ToldSkat udledt, at klageren har kørt taxa i 127 dage, heraf 59 hverdage og 68 lørdage/søndage.

Sagens gang

Skatteadministrationen i ...3 Kommune har på grundlag af ToldSkats kontrolrapport forhøjet klagerens indkomst med udeholdte indtægter fra taxakørsel for de pågældende indkomstår.

Klageren har i brev af 21. juli 2001 påklaget skatteadministrationens ansættelse til skatteankenævnet, som ved afgørelse af 6. december 2002 stadfæstede skatteadministrationens afgørelse. Klageren anmodede den 5. marts 2003 om, at skatteankenævnet genoptog skattesagen for 1998 og 1999, hvilket skatteankenævnet afslog ved afgørelse af 1. april 2004 under henvisning til skattestyrelseslovens § 22.

Landsskatteretten har ved afgørelse af 14. oktober 2004 j.nr. 2-1-1898-0441 stadfæstet skatteankenævnets afslag på genoptagelse for så vidt angår ansættelserne af personlig indkomst vedrørende udeholdt indtægt fra taxakørsel. Det fremgår af afgørelsen, under "Klagerens påstande og argumenter", at

"...

Herefter er der kun et problem, nemlig at klageren vil acceptere en forhøjelse af årsindtægten med 50 % af de fremsatte beløb for at afslutte sagen hurtigst muligt.

I modsat fald vil klageren kun acceptere 50 % af de beløb, som kan fremlægges ved utvetydige bevisligheder i form af kørebøger eller kopi af disse....

Skatteankenævnets ansættelser skal afvises, og klagerens årsindkomster for indkomståret 1998 og 1999 skal forhøjes med 50 % af de i opgørelsen nævnte beløb, hvilket kan accepteres.

..."

Klageren indbragte afgørelsen for Østre Landsret, hvor sagen blev forligt den 13. januar 2006. Det fremgår af udskrift af Østre Landsrets Retsbog at:

"...

sagsøgte, Skatteministeriet, anerkender, at ansættelserne af sagsøgerens personlige indkomst for indkomstårene 1998 og 1999 skal genoptages ved skatteankenævnet, at sagsøgeren hæver sagen.

..."

Skatteankenævnet genoptog på denne baggrund skatteansættelserne for 1998 og 1999 og nedsatte de gennemførte forhøjelser for 1998 og 1999 med 50 %. Skatteankenævnet har ved afgørelsen henset til klagerens skrivelse af 18. januar 2004, hvor denne har anført at:

"...

De bedes derfor nu! - hermed menes øjeblikkeligt - fremsende Deres konklusioner på gennemgangen af kørebøgerne og give mig de kørselsfradrag jeg har krav på samt nedskrive årsindtægten med mindst 50 %...

Alle køresedler eller opgivelser ifølge kørebog hvor jeg har skrevet, tillægges selvangivelsen som indtægt med 50 % af de indkørte beløb. Ingen dagbog eller kalender vil under nogen omstændighed kunne anvendes som bevis for min indkøring/indtjening. Ej heller en eller anden sandsynlighedsformel for hvad man mener, at jeg måtte have indkørt og/eller fået udbetalt på basis af en vedtagelse mellem vognmand og ToldSkat. Det kræver nemlig utvetydige beviser via køresedler i de nævnte kørebøger som jo danner baggrunden for den rejste sag - derfor skal disse kørebøger fremlægges.

..."

Skatteankenævnet har imødekommet anmodningen om at genoptage ansættelserne af befordringsfradrag i forbindelse med kørsel til og fra vognmandsforretningen i ...2. Klageren har vedrørende befordringsfradrag fra bopælen til vognmandsforretningen anført, at han i mangel af bedre dokumentation vil beregne sit kørselsfradrag, indtil de originale kørebøger er fremskaffet og forelagt, for 156 dage i 1999 og 127 dage i 1998.

Skatteankenævnet har herefter godkendt fradrag for befordring efter ligningslovens § 9 C med henholdsvis 9.528 kr. og 9.893 kr.

Det fremgår af påstandsdokumentet, revideret, af 21. december 2005 fra Kammeradvokaten til Østre Landsret at:

"...

Det bemærkes, at sagsøgte anerkender, at det beløb på kr. 155.677, hvormed sagsøgerens personlige indkomst for indkomståret 1999 er forhøjet, skal nedsættes med 50 %...

Sagsøgte påberåber sig de fremlagte bilag i fornødent omfang, idet bemærkes, at sagsøgte som følge af, at der anerkendes, at sagen skal genoptages ved skatteankenævnet, ikke anser det for nødvendigt at dokumentere bilag vedrørende det materielle skattespørgsmål.

..."

På baggrund af referat af mødet med klageren i Landsskatteretten samt det af klageren efterfølgende fremlagte materiale har SKAT afgivet udtalelse. SKAT henholder sig til de stedfundne forhøjelser og finder ikke, at der med det nu fremlagte er tilvejebragt sådanne oplysninger, at de foretagne forhøjelser skal frafaldes. SKAT har henvist til, at det er klageren, der har bevisbyrden for sine skattepligtige indtægter og tilsvarende har pligt til at dokumentere eller sandsynliggøre sine nu tilvejebragte oplysninger.

Klageren har flere gange under sagens forløb bedt om aktindsigt. Klageren har på ...3 Rådhus haft lejlighed til at gennemgå sin egen korrespondance med SKAT.

Klageren har haft lejlighed til at gennemgå sagens akter den 16. oktober 2006.

Indkomstårene 1994 til og med 1997 samt 2000 til og med 2005

Ved møde i Landsskatteretten blev klageren anmodet om at fremlægge afgørelser for årene 1994, 1995, 1996 og 1997 samt for 2000, 2001, 2002, 2003, 2004 og 2005 samt påstand vedrørende hvert enkelt år. Det blev samtidig meddelt klageren, at dersom retten ikke modtog det udbedte materiale, ville de omhandlede år ikke blive behandlet af retten.

Retten har ikke modtaget det udbedte materiale for indkomstårene 2000, 2001 og 2002.

Klageren har oplyst, at det ikke har været muligt at fremskaffe afgørelserne samt klageskrivelserne vedrørende årene 1993 til og med 1997.

Klageren har fremsendt årsopgørelse for indkomståret 2004, samt opgørelse af AMB og pensionsopsparing for indkomståret 2003.

Skatteankenævnet har ikke truffet afgørelse vedrørende indkomståret 2005, da skatteansættelsen vedrørende dette år ikke har været påklaget til nævnet. Klageren har ikke nedlagt påstand vedrørende skatteansættelsen for dette år, ligesom det ikke fremgår af klagen på hvilke punkter, afgørelsen anses for urigtig og begrundelsen herfor.

Skatteankenævnets afgørelse

1998 og 1999

Skatteankenævnet har nedsat den personlige indkomst i 1998 og 1999 med 50 % af forhøjelsen af den personlige indkomst, hvorefter forhøjelsen udgør henholdsvis 70.218 kr. og 77.838 kr.

Klageren har den 2. februar 2006 anmodet ankenævnet om at genoptage nævnets egen afgørelse af 1. april 2004 af skatteansættelserne for indkomstårene 1998 og 1999.

Afgørelsen af 1. april 2004 er af Østre Landsret i et forlig af 16. januar 2006 tilbagesendt til skatteankenævnet til genoptagelse for årene 1998 og 1999.

Jævnfør udskrift af 17. januar 2006 fra Østre Landsret er sagen forligt således, at sagsøgte, Skatteministeriet, anerkender, at ansættelserne af sagsøgerens personlige indkomst for indkomstårene 1998 og 1999 skal genoptages ved skatteankenævnet.

Den pålagte genoptagelse omfatter således alene den personlige indkomst for 1998 og 1999, men ikke befordringsfradrag eller andre skatteansættelser for andre indkomstår.

Ifølge skatteyders brev af januar 18. januar 2004 skal årsindtægten fra taxakørslen nedskrives med mindst 50 % af forliget. Da kammeradvokaten ikke har anset det for nødvendigt at dokumentere ved bilag for det materielle skattespørgsmål, har skatteankenævnet behandlet genoptagelsessagen uden egentlig dokumentation.

Da klageren har anmodet om at få indkomsten for de to år nedsat med 50 %, nedsættes indkomsten i 1998 til 70.218 kr. og i 1999 til 77.838 kr.

Det bemærkes, at skatteankenævnet ikke har foretaget et egentligt skøn eller nogen form for beregning af de foreslåede nedsættelser, men alene har fulgt skatteyders ønske med 50 % nedsættelse samt kammeradvokatens vurdering af, at det ikke er anset for nødvendigt med dokumentation vedrørende det materielle skattespørgsmål.

Årene 1994, 1995, 1996, 1997 samt år 2000, 2001, 2002, 2003 og 2004

I klagen af 2. februar er der ikke anført nye faktiske eller retlige oplysninger, så skatteankenævnet vil, jf. skattestyrelseslovens § 22, stk. 1 ikke genoptage disse år.

Endvidere finder skatteankenævnet ikke, at der foreligger særlige omstændigheder jf. Skattestyrelseslovens § 22, stk. 2, der taler for genoptagelse.

Klagerens påstand og argumenter

1998 og 1999

Der nedlægges principalt påstand om, at skatteansættelsen sker i overensstemmelse med selvangivelsen, hvorfor ekstraskatten skal ansættes til 0 kr., herunder at der sker en tilbageregning, der svarer hertil også gældende for skattebelastningen for de efterfølgende år, der har været stillet i bero, til denne sag har fundet sin afgørelse.

Subsidiært gøres det gældende, at skatteankenævnets afgørelse er ugyldig og derfor underkendes som følge af manglende aktindsigt.

Mest subsidiært nedlægges der påstand om, at beløbet sættes til et beløb svarende til 50 % af de indkørte beløb, som kan fremvises ved utvetydig dokumentation for disse år, hvorved forstås kørebøger, hvor klageren egenhændigt har indskrevet sig.

Materielt

Klageren har ikke haft de påståede indtægter fra taxakørsel. Disse anførte indtægter er da heller ikke blevet dokumenteret eller overvejende sandsynliggjort. Klageren har slet ikke kørt for NJ i 1999 og kun 4-6 vagter i 1998, hvorfor klageren ikke skal beskattes af vognmandens indkørte beløb.

Klageren har kørt taxa for NJ 4-6 dage i 1998, herunder 2 dage inden påsken i 1998. Der er afregnet både skat og AMB overfor NJ heraf. Årsagen, til at klageren kørte så lidt for NJ dette år, var, at han, som reaktion på ikke også at få gode dage hos NJ, ikke fandt det attraktivt at bruge så meget fritid på taxakørsel, når der ikke var et økonomisk incitament.

Da klageren samtidig havde et ret godt job og ikke behøvede denne ekstra indtægt, vægtede hans familie og fritid mere end det at køre rundt for et par håndøre. Derfor er klageren ret sikker på, at han ikke har haft de påståede indtægter. Det er påfaldende, at klageren efterfølgende er blevet skrevet på i hånden, og at det altid fortrinsvis er de samme to chauffører, der har kørt før eller efter de vagter, klageren påstås at have kørt.

Formalitet

Skatteankenævnets beslutning om at nedsætte den gennemførte forhøjelse med 50 % kan ikke accepteres. Den eneste begrundelse, skatteankenævnet anfører for sin afgørelse, er, at man af Østre Landsret er blevet beordret til at gøre det, man nu skulle have gjort for snart en del år siden; at sagsbehandle korrekt.

Skatteankenævnet blev pålagt at foretage en realitetsbehandling af sagen, med aktindsigt, dokumentation, kontradiktion og partshøring. Dette har skatteankenævnet ikke gjort. Skatteankenævnet har ved sin afgørelse tilsidesat almene forvaltningsprincipper og gængse borgerlige rettigheder, og herved gjort det umuligt for klageren at klage indenfor de fastsatte tidsfrister. Således fik klageren først den 12. oktober 2006 sin aktindsigt opfyldt hos skatteankenævnet. Herved viste det sig, at nævnet ikke havde nogen dokumenter, der kunne godtgøre, at klageren havde haft de anførte indtægter. Skattevæsenet har nu erkendt, at kørebøger, køreblade eller lignende ikke eksisterer. Oplysningerne om klageren kørsel stammer alene fra en fiktiv opgørelse udarbejdet af ToldSkat.

Der er tale om manipulation fra skatteankenævnets side, når de skriver, at klageren i januar 2004 har anført at ville acceptere, at forhøjelsen blev nedskrevet med 50 %. Klageren mente hermed, at klageren ville acceptere en forhøjelse på 50 % af de beløb, der kunne dokumenteres, idet en indkøring under ingen omstændigheder kunne tilregnes ham med mere end 50 %.

Skattevæsenet har aldrig dokumenteret endsige dokumenteret sandsynligheden af de påståede indkørte beløb.

Selv Kammeradvokaten var enig i, at en domfældelse ikke ville føre til andet resultat end, at skattevæsenet havde bevisbyrden for sine påstande. Derfor mente kammeradvokaten, at en egentlig dokumentation ikke var nødvendig ved det indgåede forlig, da klageren nok kunne forvente, at skattevæsenet ville fremlægge dokumentationen for fremsatte indtægter/påstande, som kammeradvokaten selv havde haft meget vanskeligt ved at få fremskaffet.

Der findes en meget lang retspraksis på området om, hvad der kræves for, at noget skal kunne kaldes og accepteres som utvetydige bevisligheder. Denne praksis er ikke en af skattevæsenet fastsat administrativ praksis.

Landsskatteretten anmodes derfor om, at afvise skatteankenævnets beslutning om blot at forhøje årsindkomsten for 1998 og 1999 med 50 % af de i opgørelsen nævnte beløb.

Yderligere skal det kommenteres, at når skattevæsenet i allersidste afsnit skriver, at der gives 50 % medhold, altså ikke overvejende medhold for de to år, så viser det sig igen, hvilken verden man hos skatteankenævnet befinder sig i. For først ville man ikke acceptere, at der ved indtægter var et fradrag i forbindelse med en evt. transport. Dette ændrede man til, at hvis der var indtægter, som man jo ikke kan/kunne dokumentere, så havde klageren også krav på kørselsfradrag.

Dernæst beviste og dokumenterede klageren, at han i langt over halvdelen af de påståede kørselsdage, bl.a. den 29. februar der ikke eksisterede, samt ved udskrifter fra G2 ikke kunne have kørt de pågældende dage.

Slutteligt efter ca. 3 år har skattevæsenet i deres fiktive sammenregnede tal et totalbeløb, som ikke kan tilregnes hverken vognmand eller chauffør med mere end max 50 %.

Klageren er nu af Landsskatteretten blevet lovet den aktindsigt, som klageren under hele sagens forløb har begæret. Klageren har ikke tidligere fået aktindsigt i dokumentation til brug for afgørelser, som han efter forvaltningslovens og skattestyrelsesloven har ret til på forlangende, hvorfor skatteankenævnets afgørelse er ugyldig.

(...)

2000

Restskatten for 2000 har hele tiden skulle afvente afgørelserne fra 1998 og 1999, idet en del af denne har haft sit afledede krav i forventningen om, at de fiktive skatteansættelser blev pådømt som korrekte, hvilket det jo har vist sig ikke var tilfældet.

Der findes desværre ikke materiale, eftersom disse sager er mere end 5 år gamle, og da klageren gentagne gange har "løbet panden mod en mur" af uforståelighed, har han ikke haft den store ambition om at snakke med nogen skattemedarbejdere overhovedet.

Realiteten var, at 2000 blev fejlberegnet fordi vognmanden eller dennes revisor dette år havde ganget med en faktor 2 i stedet for at dividere det indkørte beløb med 2.

(...)

Generel afslutning

Klageren erkender, at korrespondance fra før 2002 ikke er gemt i sin helhed, hvorfor den præcise dokumentation ikke er 100 % tilfredsstillende. Omvendt mener klageren, at der er blevet begået så mange sagsbehandlingsfejl, at nogen fleksibilitet bør kunne indrømmes.

Hvis der er en kompensation klageren kan indrømmes, er der ikke basis for en yderligere klage eller videre sagsbehandling.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

1998 og 1999

Som skattepligtig indkomst betragtes med visse undtagelser den skattepligtiges samlede årsindtægter. Det fremgår af statsskattelovens § 4. Personlig indkomst omfatter alle de indkomster, der indgår i den skattepligtige indkomst. Det fremgår af personskattelovens § 3. Fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdspladsen foretages i den skattepligtige indkomst. Det fremgår af ligningslovens § 9 C, stk. 1.

Landsskatteretten skal bemærke, at det fremgår af forliget for Østre Landsret, at skatteankenævnet ikke er pålagt at genoptage fradrag for befordring, da dette fradrag foretages i den skattepligtige indkomst.

Retten skal bemærke, at skatteankenævnet ikke har prøvet det skøn, der ligger til grund for størrelsen af den af klageren udeholdte indtægt ved taxakørsel. Skatteankenævnet har anført, at da kammeradvokaten ikke har anset det for nødvendigt at dokumentere ved bilag for det materielle skattespørgsmål, vil nævnet behandle genoptagelsen uden den egentlige dokumentation.

Landsskatteretten ansætter den af klageren udeholdte indtægt ved taxakørsel i 1998 og 1999 til henholdsvis 70.219 kr. og 77.839 kr. på baggrund af et konkret skøn.

Retten har lagt til grund, at klageren har været ansat som taxachauffør hos vognmanden og har kørt taxakørsel for vognmanden i de omhandlede år.

Landsskatteretten har yderligere lagt til grund, at vognmanden overfor ToldSkat har fremlagt sin dagbog, som har vist hvilke chauffører, der har kørt bilerne samt, at ToldSkat ligeledes har set de originale køresedler for 1998, som ikke var blevet smidt væk.

Landsskatteretten har endelig lagt til grund, at det må anses for sandsynligt, at klageren har været omfattet af vognmandens aftale om at dele dagens indkørte beløb imellem sig for derefter at smide køresedlen væk og at klageren således har modtaget indtægt fra taxakørsel de dage, hvor det har fremgået af vognmandens dagbog, at han har kørt, men hvor køresedlen ikke findes. Retten har herved henset til, at vognmanden ikke konkret har nævnt, at klageren ikke var omfattet af aftalen.

Retten anser det imidlertid for sandsynligt, som følge af klagerens beskæftigelse andet sted samt klagerens oplysning herom, at klageren har meldt afbud ved flere af de vagter, hvor hans initialer har fremgået af vognmandens dagbog.

Landsskatteretten skønner, at der ved ansættelsen af størrelsen af de udholdte indtægter er taget tilstrækkeligt hensyn til det af klageren anførte om ikke at have kørt flere af de vagter, hvor klagerens initialer har fremgået af dagbogen.

Landsskatteretten stadfæster derfor skatteankenævnets afgørelse.

1994, 1995, 1996, 1997 samt år 2000, 2001, 2002, 2003 og 2004

Det fremgår af skattestyrelseslovens § 22, stk. 1, at skatteankenævnet efter anmodning fra klageren kan genoptage en sag om ansættelse af indkomst og formue, når der forelægges nævnet oplysninger, som ikke tidligere har været fremme under sagen, og det skønnes, at de nye oplysninger ville have medført et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere. De nye oplysninger skal forelægges nævnet inden for følgende frister:

1.	Fristen efter § 34, stk. 2 jf. § 35 for fremsættelse af en anmodning om genoptagelse.
2.	Fristen efter § 25, stk. 1 for indgivelse af klage over skatteankenævnets afgørelse til Landsskatteretten eller inden Landsskatterettens behandling af sagen er afsluttet.
3.	Fristen efter § 31, stk. 3 for indbringelse af sagen for landsretten, eller inden landsrettens behandling af sagen er afsluttet.
4.	Fristen for indbringelse af landsrettens dom for Højesteret, eller inden Højesterets behandling af sagen er afsluttet.

Skatteankenævnet kan imødekomme en ansøgning om genoptagelse, selv om betingelserne i skattestyrelseslovens § 22, stk. 1 ikke er opfyldt, hvis særlige omstændigheder taler derfor. Det fremgår af skattestyrelseslovens § 22, stk. 2.

Efter § 23, jf. § 17. stk. 4, i Landsskatterettens forretningsorden, bekendtgørelse nr. 974 af 17. oktober 2005, kan retten pålægge den myndighed, der sidst har truffet realitetsafgørelse i sagen at genoptage denne, hvis Landsskatteretten finder, at genoptagelse burde have fundet sted.

Det fremførte giver ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge skatteankenævnet at genoptage sagen til fornyet prøvelse. Der er herved lagt vægt på, at der ikke er fremkommet nye oplysninger, der kan begrunde en ændring af ansættelsen.

..."

Forklaring

Der er under sagen afgivet partsforklaring af A.

A har forklaret blandt andet, at han i dag arbejder som taxachauffør, og at han har arbejdet som taxachauffør i mange år, herunder tidligere på deltid i kombination med anden beskæftigelse og som studiejob. Han begyndte med at køre for vognmand NJ omkring 1979.

I forbindelse med at han fik fuldtidsjob hos G1 ophørte han med at køre for NJ. I 1997 spurgte NJ imidlertid, om han kunne være interesseret i at køre for ham igen. Han var ikke afvisende heroverfor, selvom han havde et fuldtidsarbejde, idet han gerne ville vedligeholde sit erhvervskørekort.

I januar 1998, hvor han blandt andet holdt ferie på de kanariske øer, kørte han stort set ikke. Han kørte derimod i påsken 1998. Aftalen var, at han beholdt 1/3 af omsætningen, mens NJ skulle stå for resten, herunder betaling af skat. I 1998 kørte han ganske få gange i februar og marts og sidste gang den 7. april 1998. Han har måske haft 6 vagter i alt i 1998.

I 1999 kørte han slet ikke for NJ, og NJ fik heller ikke hans skattekort.

I 2000 kørte han for NJ fra januar til august og særligt i perioden fra maj og frem, fordi han var blevet opsagt fra sit job i G1. Det kan godt passe, at han fra maj til august 2000 alene har tjent 20.000 kr., selvom han havde faste vagter 3-4 gange om ugen. I perioden fra januar til april 2000 kørte han alene ganske få gange for NJ. I 2000 blev der afregnet løn på helt almindeligvis vis.

Han modtog ikke lønsedler. Ud over udarbejdelse af køresedler, der blev anvendt i forbindelse med dokumentation af frikørsel af taxierne, foretog han ikke registrering af sine kørsler. Han har ikke gemt genparter af sine gamle køresedler. Når en chauffør mødte ind, blev der således udfærdiget en køreseddel. Når chaufføren blev afløst af en anden chauffør, blev det afsluttende taxametertal, skrevet over på en ny chaufførs køreseddel. Det antal vagter, som SKAT mener, at han har kørt hos NJ, hænger slet ikke sammen med, at han også skulle passe sit fuldtidsjob.

Han ved ikke, hvor mange biler NJ havde i 1998 og 1999. Det varierede, hvor meget taxaerne blev brugt. Det var ikke almindeligt, at en chauffør kørte flere vagter på en dag. Han mindes ikke, at han har kørt dobbeltvagter. Han kørte typisk kun vagter, når NJ kontaktede ham, fordi der ikke var nogen til at tage vagten. Det var typisk aftenvagter, men det kunne også være en dagskørsel, hvis det kunne lade sig gøre. Han havde imidlertid sit almindelige fuldtidsjob at passe. Natkørsel forekom kun fredag og lørdag, hvor han ikke skulle møde på sit andet arbejde næste dag.

Han har i et brev af 5. marts 2003 til ...3 Kommunes Skatteforvaltning givet udtryk for, at han ville acceptere 50% af de kørsler, der fremgik af kørebøgerne. Han stod på daværende tidspunkt midt i en skilsmisse og ville bare have sagen lukket. Tilsvarende gælder for hans klage af 7. juni 2001 til ...3 Kommunes Skatteforvaltning.

Han bad på et tidspunkt om at få kørselsfradrag, når han nu skulle have ændret sin skatteansættelse for 1998 og 1999. Dette kan ikke tages som udtryk for en erkendelse af, at han rent faktisk har kørt taxa i 1998 og 1999 i det omfang, som Skatteministeriet hævder.

Han har gentagne gange forgæves bedt SKAT om at fremlægge dokumentation for de kørsler, som man hævder, at han har foretaget. Efter ToldSkats optegnelser er han f.eks. blevet sat på til kørsler på flere mærkedage i familien, f.eks. hans kones og børns fødselsdage. Det kan ikke passe.

Vognmand NJ døde i 2004.

Parternes synspunkter

Sagsøgeren har i påstandsdokumentet af 12. april 2001 som uddybet under hovedforhandlingen gjort følgende anbringender gældende:

"...

Ad 1. Det gøres gældende at Skattevæsenets behandling, antagelser og afgørelse er i strid med gældende regler og ligeledes i strid med god forvaltningsskik. Især Skattestyrelseslovens 24 stk. 2, 3 og 4 samt § 31, forvaltningslovens § 9-11 samt i lov om offentlighed i forvaltningen § 1, 4, 5 samt 15 stk. 1 og 2.

Retten bør derfor underkende de af Skattevæsenet og Skatteankenævnet samt Landsskatterettens trufne afgørelser om at forhøje sagsøgers indkomster for 1998 og 1999 som værende af en sådan karakter, at det skøn der blev udøvet af skattevæsenet var urimeligt og savnede klarhed, fordi de blev truffet på et urigtigt og udokumenteret grundlag.

Det gøres ligeledes gældende at Skattevæsenets handlemåde har sat Skattestyrelsesloven § 21 ud af funktion, idet denne forudsætter, at sagsøger har fået den i forvaltningsloven foreskrevne aktindsigt, hvilket jo ikke skete.

Det gøres endvidere herved gældende, at Landsskatterettens kendelse af 11. marts 2008 alene byggede på indicier og ikke på fakta. På samme måde som kendelsen af 14. oktober 2004.

Sagsøger gør gældende at intet i Skattevæsenets, Skatteankenævnet eller i Landsskatterettens behandling underbygger eller godtgøre noget i den trufne afgørelse, der er overensstemmelse med de virkelig forhold, endsige at der har eksisteret et materiale der tilnærmelsesvist kunne begrunde eller bestyrke Skattevæsenets antagelser. Således har skattevæsenet på intet tidspunkt påvist en pengestrøm fra vognmandsforretningen der påviser den indtægt skattevæsenet påstår sagsøger har haft.

Yderligere gøres det gældende at beslutningsgrundlaget er truffet på et helt urimeligt og uacceptabelt grundlag. Eksempelvis er der i følge Skattevæsenet kørt hhv. 156 og 127 dage, hvor Skattevæsenet beregner dette ud fra et gennemsnitsbeløb af 751 kr. hvilket ikke giver 240.437,- kr. (bilag 3 side 3) for 1998 og til 155.677,- kr. for 1999. Beløbene skulle have været hhv. 117.156,- kr. i 1998 og 95.377,- kr. i 1999, svarende til en omregnet skatteværdi på hhv. 48.034.- kr. for 1998 med træk på 41 % og 41.966,- kr. for 1999 med træk på 44 %. I alt 90.000,- kr. (pudsigt tal!)

Selvom det er åbenlyst, at der selvfølgelig er tale om en fejl for 1998, så burde skattevæsenet ikke have set 100.000 forkert. Det er dog en fejl man bør få øje på, især i en sag som denne.

Dette efterlader bestemt et indtryk af, at Skattevæsenets sagsbehandling ikke var/er særlig omhyggelig. Skattevæsenet oplyser således ikke, hvorfor at antal dage går fra de opgjorte 187 til 156 i 1998 og fra 132 til 127 i 1999. Man glemmer ligeledes at nedskrive AMB tilsvarende.

Det gøres også gældende at skattevæsenet ikke umiddelbart synes det er en ret stor forskel på at køre 127 dage i 1999 til 155.677 kr. med et gennemsnit på 1.226 kr. pr. dag ikke 751,- kr. og så 156 dage i 1998 til et gennemsnit på 900 kr. pr. dag ikke 751 kr. Det er immervæk 31 dage mere vi taler om.

Dette kan kun bestyrke sagsøgers antagelser om at det alene er rutinebehandling der har fundet sted ikke en egentlig realitetsbehandling.

Der er efter sagsøgers opfattelse ingen sammenhæng og heller ingen konsekvens i det materiale og den metode Skattevæsenet anvender. Dette materiale finder sagsøger langt fra troværdigt eller tjenligt som bevis, snarere som et bevis for at Skattevæsenets materiale er særdeles utroværdigt.

I bilag 15 side 11 nederst i sidste linje under 1998: I perioden 01/06 - 31/12... kørt ... 66 lørdag/søndage?

Det er som tidligere nævnt ikke bare underlig, at Skattevæsenet lister en hel række af dage op hvor sagsøger skulle have kørt, med datoer, vognnumre og beløb, for pludselig at gå fra disse helt konkrete beløb til pludseligt at det skal være et gennemsnit (skøn)! Det hænger vel ikke helt sammen med princippet om, at oplyse sagen tilstrækkeligt og at lave en korrekt afgørelse på sagsbehandlingen.

At de nævnte køredage, som enten ikke eksisterer eller er sammenfaldende med andre, gør dem jo ikke mere rigtige og da slet ikke når sagsøger ikke har betjent de pågældende vogne på grund af ferier, familiefester og andre arrangementer, som der er blevet fremlagt beviser for adskillige gange.

Endeligt gøres det gældende at der ikke et eneste sted står at hr. NJ har udtalt, at han delte med sagsøger det er altid formuleret som: NJ har erkendt at han sammen med nogle andre chauffører delte dagens omsætning. Altså er sagsøger ikke direkte nævnt, bortset fra hvor skattevæsenets egne sagsbehandlere har overfortolket det som om sagsøger er blevet nævnt.

Det gøres gældende at skattevæsenet ved at afskære den tidligere ønskede vidneførelse ligeledes bevidst har, ville undlade at oplyse sagen tilstrækkeligt og at der derved er gået en mulighed tabt ved ikke ansigt til ansigt at kunne høre hvad der bl.a. er blevet oplyst/sagt under omtalte kontrolbesøg den 21. januar 2001. Ligesom de personer skattevæsenet har haft til at behandle sagen kunne have set sagsøger og dommer i øjnene og erklæret at de ved selvsyn havde set kørebøgerne sagsøger havde indskrevet sig i.

Det gøres endvidere gældende, at det skøn som Skattevæsenet udøvede, var på baggrund af konkrete bevisligheder som let lod sig fremvise på et tidspunkt hvor sagsøger anmodede om dette, samtidig med at Skattevæsenet vidste, at sagsøger ville anmode om det. End ikke den kalender hvor der alene var skrevet initialer kunne fremvises eller har været fremlagt på noget tidspunkt. Det materiale skattevæsenet havde jfr. kontrolrapporten bilag 2 side 2 afsnit 5 og 7, har således ikke været fremvist en eneste gang.

Det gøres gældende at skattevæsenet udøvede et skøn, der efter skattevæsenets egen opfattelse for det meste lå i tilgængelige bilag og derved kunne have været korrekt angivet, men ved at ændre det til et skøn slap skattevæsenet herved af med et strengere bevisbyrdekrav der er til den dokumentation der følger i regnskabsmæssig henseende. Alt dette til skade for sagsøger, hvilket jo sikkert også har ligget til grund for ToldSkats beslutning om ikke at rejse tiltale efter skattekontrolloven. (bilag 16)

Endelig gøres det gældende at, der under hele sagen har været så store uregelmæssigheder i skattevæsenets materiale med forkerte datoer, datoer der ikke eksisterer, dobbeltbesættelse af de vogne sagsøger angiveligt skulle have betjent, udregninger der ikke passer, antal af lørdage/søndag på halvår, Selv navnet på vognmanden (selvfølgelig ved fejl) findes også at været forkert, hvilket blot understreger det sjusk som skattevæsenet generelt har betjent sig af og som har kostet sagsøger en ikke ringe periode af sit arbejdsliv og sandsynligvis en karriere ved de uretmæssigheder skattevæsenet har begået mod sagsøger.

Slutteligt gøres gældende at det bl.a. ved to interne notater klart fremgår at skattevæsenet har tilsidesat alle etiske og forvaltningsmæssige forskrifter ved ikke at give sagsøger de rettigheder det tilkommer en borger i forvaltningssager af denne art, særlig når de beslutninger der træffes er til ugunst for sagsøger. (bilag 19)

Ad 2. Det gøres gældende, at sagsøger til stadighed har gjort Skattevæsenet opmærksom på, at år 2000 var en del af skattesagen, men at Skattevæsenet ville nedtone dette indkomstår til sagen vedr. 1998 og 1999 var endeligt afklaret, inden man ville genoptage sagen. (bilag 8, 11, 12, 14 og 15.)

Dette skete bare ikke som lovet og Skattevæsenet er derfor forpligtet til med baggrund i årsopgørelsen fra NJ år 2000, at nedsætte dette år til en årsindtægt fra hr. NJ på i alt 21.719,- kr., idet sagsøger finder det åbenlyst, at der er sket en beregningsfej1, hvilket sagsøger ligeledes finder godtgjort i størrelsen af den udbetalte feriegodtgørelse, AMB, ATP og SP for dette år.

Det er endvidere åbenlyst, at der er tale om en beregningsfejl jfr. Skattestyrelseslovens § 23 stk. 2, 1. hvorfor 2000 bør hjemvises til fornyet behandling.

Det gøres gældende at fejlen består i, at det indkørte beløb af NJ eller dennes revisor, var blevet ganget med en faktor 2 i stede for at være divideret med 2.

Dette bestyrkes også ved at både beløb til skat, AMB, ATP og SP passer, hvis beløbet havde været korrekt ansat på det ½ af 43.434,- kr. altså divideret med 2. Årsopgørelsen skulle derfor have lydt på 21.719,- kr. og ikke på 86.878,- som fejlagtigt opgivet.

Det passer også med beløbet på den check sagsøger modtog fra lønmodtagernes dyrtidsfond på i alt 1.520,25 kr. via den advokat der bestyrede hr. NJs konkursbo.

På denne baggrund kan man jo også spørge om, hvorfor skulle sagsøger og hr. NJ lige pludselig i 2000 begynde at køre på en anden måde ved både at betale skat, ATP, AMB og SP, når det ifølge skattevæsenet var udbredt at der ikke var betalt nogen form for skatter og afgifter i 1998 og 1999?

Det korrekte totale indkørte beløb skulle således have været på 43.434,- kr. men ved at gange med 2 blev det registreret til 86.878,- kr. det skulle derfor have været klart at skattevæsenet allerede af denne grund burde have ændret men at den udbredte uvilje skattevæsenet havde mod sagsøger har gjort at man fra skattevæsenets side ikke ønskede en dialog. Sagen om skatteansættelsen for 2000 bør derfor hjemvises.

For begge påstande 1 og 2 gælder i øvrigt at, 2 ud af 3 "dommere" i Landsskatteretten er gengangere og har således en gang tidligere truffet afgørelse i sagen til ugunst for sagsøger, hvilket sagsøger ikke finder særlig betrykkende og er generelt i strid med forvaltningsloven og god forvaltningsskik.

..."

Sagsøgte har i påstandsdokumentet af 18. april 2001 som uddybet under hovedforhandlingen gjort følgende anbringender gældende:

"...

1. Vedrørende indkomstårene 1998-1999

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at sagsøgte har været berettiget til skønsmæssigt at forhøje sagsøgerens personlige indkomst i indkomstårene 1998 og 1999, og at sagsøgeren ikke har godtgjort, at skønnet er udøvet på et forkert eller ufuldstændigt grundlag, eller at ansættelsen har ført til et åbenbart urimeligt resultat for sagsøgeren.

Det følger af helt fast retspraksis, at når skattemyndighederne har været berettiget til at forhøje den personlige indkomst skønsmæssigt, da kan dette skøn alene tilsidesættes, såfremt det godtgøres, at den skønsmæssige ansættelse var åbenbart urimelig eller hvilede på et forkert grundlag, jf. f.eks. Højesterets domme optrykt i SKM2005.368.HR, SKM2007.96.HR, SKM2009.37.HR og SKM2011.210.HR. Bevisbyrden herfor påhviler sagsøgeren, og den har sagsøgeren ikke løftet.

1.1 Grundlaget for skønnet

For så vidt angår grundlaget for skønnet gøres det gældende, at sagsøgeren i indkomståret 1998 og 1999 har arbejdet som taxachauffør for vognmanden NJ, og at han i denne forbindelse utvivlsomt har modtaget en skattepligtig indkomst, der ikke er blevet selvangivet, jf. sagsøgerens selvangivelser (bilag M og N) sammenholdt med systemudskrifter fra SKAT for de pågældende indkomstår (bilag O og P). Sagsøgte har derfor været berettiget til at forhøje sagsøgerens indkomst skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 5, stk. 3, jf. § 1, og f.eks. UfR 1998, side 898 H og SKM2001.564.VLR.

Vognmanden har erkendt, at han i fællesskab med enkelte chauffører ofte aftalte at dele dagens indkørte beløb mellem dem uden afregning af skat m.v., hvorefter den pågældende køreseddel blev smidt væk (bilag A, side 1).

For indkomståret 1998 har ToldSkat ved hjælp af vognmandens dagbog kunnet konstatere, at sagsøgeren har kørt taxa på dage, hvor køresedlerne mangler, jf. bilag A og opgørelsen over køresedlerne for 1998 (bilag T).

For indkomståret 1999 har vognmanden til ToldSkat selv indberettet betalinger til sagsøgeren for udførelse af arbejde som taxachauffør, jf. bilag A og opgørelsen over køresedlerne for 1999 (bilag U og B).

Sagsøgeren har ifølge egne oplysninger arbejdet som taxachauffør for vognmand NJ i en længere årrække fra august 1980 til oktober 2000 (bilag 11-5-09, side 2 til sagsøgerens processkrift af 11. maj 2009).

Sagsøgeren har da også selv under forberedelsen af nærværende retssag både erkendt, at han har arbejdet som taxachauffør i 1998 og 1999 for vognmand NJ, og at han har modtaget betaling herfor.

Således anfører sagsøgeren f.eks. bl.a. følgende vedrørende indkomstårene 1998 og 1999 (Bilag G, side 1, sidste afsnit):

"...

Jeg blev dog senere kontaktet af NJ der ville have mig til at køre igen. I første omgang afslog jeg, men senere accepterede jeg på visse betingelser, nemlig; Jeg ville have så lidt problemer ud af det som muligt - forstået på den måde at afregningen blev lagt i NJ's postkasse efter hver vagt og fratrukket 1/3 af det indkørte som så skulle udgøre min løn efter skat etc.

..."

Sagsøgeren anfører videre (bilag G, side 3, 3. afsnit):

"...

Med hensyn til de indkørte beløb vil jeg tro at størrelsen for de 2 år for 1998 og 1999 ligger på højst 30.000,- kr. og lidt højere for 1999, beløb som NJ burde have betalt skat m. v. af og som aldrig burde have været et krav mod mig.

..."

Der henvises endvidere til sagsøgtes processkrift I af 21. januar 2010, side 2 ff, hvor sagsøgte med adskillige citater har påvist, at sagsøgeren tidligere har erkendt at have arbejdet som taxachauffør for NJ og modtaget betaling herfor.

Hertil kommer, at sagsøgeren ansøgte om og blev tildelt befordringsfradrag for kørsel mellem sin bopæl og vognmandens adresse i ...2 på henholdsvis kr. 9.528,- i 1998 på baggrund af 156 dage, og kr. 9.893 i 1999 på baggrund af 127 dage, jf. bilag H.

I forbindelse med behandlingen af sagen om befordringsfradrag gav sagsøgeren den 25. september 2003 møde for Skatteankenævnet. På dette møde oplyste sagsøgeren bl.a. følgende, jf. referatet i bilag H, sagsfremstillingen, side 5, 9. afsnit:

"...

Klager oplyste, at en typisk arbejdsdag for ham i 1998 og 1999 foregik således.

Mødte på ...1 på sin hovedarbejdsplads, G1, havde fri ca. kl. 16.30, tog hjem til bopælen og skiftede tøj, derefter til ...2 [vognmandens forretning ligger i ...2, min tilføjelse].

Klager var af den opfattelse, at han har ret til kørselsfradrag ...3 - ...2 - ...3 i forbindelse med sin taxakørsel.

..."

Endelig skal det påpeges, at sagsøgeren i en klage til skatteforvaltningen i ...3 af 7. juni 2001 - blot kort tid efter SKAT's afgørelse samme år - anerkendte at have arbejdet som taxachauffør for NJ i 1998 og 1999, og at have modtaget vederlag herfor. Sagsøgeren anerkendte i denne forbindelse en skatteansættelse på 50 % af det af skattemyndighederne ansatte, ligesom han anmodede om befordringsfradrag for kørsel mellem sin bopæl og vognmanden. Sagsøgeren anførte bl.a. følgende (bilag 8 til sagsøgerens stævning af 6./24. juni 2009):

"...

Undertegnede skal herved gøre Dem opmærksom på at der er lavet store fejlskøn i ansættelsen af beregningsgrundlaget for ovennævnte skatteår.

For 1998 og 1999 gælder, at det for mig umiddelbart ser ud som om, at jeg skal beskattes med hele indkøringsbeløbet hvilket er fejlagtigt, idet der efter den faste afregningstarif sker en deling på 50/50 - altså 50% af det indkørte til vognmanden og 50% til chaufføren (mig). Dette vil altså sige, at Deres beregningsgrundlag fra start har været forkert ligesom beregningerne af arbejdsmarkedsbidrag har været det.

Der er sikkert sket en yderlig beregningsfejl som jeg dog ikke kan redegøre for yderligere, men vil affinde mig med at der blot beregnes en ansættelse der ligger 50% lavere end den først ansatte.

..."

Sagsøgeren anførte en nærmest identisk bemærkning i sin klage af 21. juni 2001 (bilag 10, side 2 til sagsøgerens stævning af 6./24. juni 2009).

Under disse omstændigheder påhviler det sagsøgeren at godtgøre, at han ikke har arbejdet som taxachauffør i 1998 og 1999 og modtaget betaling herfor, jf. UfR 1998, side 898 H, TfS 1999, 103 V og TfS 2000, 80 V.

Det er usædvanligt og usandsynligt at deltage i arbejde af den foreliggende karakter og omfang uden vederlag, jf. Højesterets dom optrykt i UfR 1998, side 898 og Vestre Landsrets dom optrykt i SKM2007.64.VLR.

Sagsøgeren har senere under behandlingen af nærværende retssag skiftet forklaring og angivet modstridende oplysninger og anført, at han alene har kørt 4-6 køredage i 1998, men slet ingen i 1999, jf. sagsøgerens processkrift af 1. december 2009, side 1, 6, afsnit og side 2, 6. afsnit, samt påstandsdokumentet af 12. april 2011, side 2, 6. afsnit.

Denne nye forklaring står i åbenlys kontrast til sagens faktiske omstændigheder såvel som sagsøgerens egen tidligere forklaring som refereret ovenfor, og den må følgelig tilsidesættes, jf. f.eks. Højesterets domme i UfR 1998, side 898 og SKM2009.124.HR, samt landsrettens dom i SKM2006.619.VLR.

Det bør i denne forbindelse navnlig fremhæves, at såfremt sagsøgeren vitterlig blot havde kørt 4-6 dage i 1998 og intet i 1999, ville sagsøgeren næppe i sin ovenfor citerede klage af 7. juni 2001 til skatteforvaltningen (bilag 8 til sagsøgerens stævning af 6./24. juni 2009) have anerkendt 50 % af det ansatte beløb for 1998 og 1999, men derimod protesteret voldsomt over skatteansættelsen.

Afslutningsvis gøres det gældende, at det forhold, at skattemyndighederne opgav at rejse tiltale mod sagsøgeren for skatteunddragelse (sagsøgerens bilag 10 til stævningen af 9. juni 2008), er uden betydning for nærværende civile sag.

Det er klart fastslået i retspraksis, at der ved en civil skattesag kan statueres udeholdte indtægter, selvom der ikke rejses straffesag om skatteunddragelse, og selvom der endda sker frifindelse ved dom i en sådan straffesag, jf. f.eks. TfS 1999, 103 V og TfS 2000, 80 V, hvor to chauffører blev anset for at have modtaget "sort løn", på trods af henholdsvis strafferetlig påtaleopgivelse samt frifindende straffedom om de samme forhold. Det skyldes de forskellige krav til bevisets styrke i straffesager og civile sager. Der kan endvidere henvises til SKM2001.582.ØLR, samt Højesterets domme i SKM2007.96.HR og SKM2011.210.HR.

1.2 Udøvelsen af skønnet

For så vidt angår udøvelsen af skønnet gøres det gældende, at sagsøgeren ikke har løftet sin bevisbyrde for, at skønnet kan tilsidesættes som åbenbart urimeligt eller er udøvet på et forkert grundlag.

Det gøres overordnet gældende, at skattemyndighederne har foretaget et sagligt og relevant, lempeligt skøn, og at der ved det af Landsskatteretten konkret udøvede skøn er taget behørigt hensyn til sagsøgerens indsigelser.

For indkomståret 1998 har SKAT foretaget et skøn på baggrund af et opgjort gennemsnit af de intakte 1938 køresedler for de andre chauffører i vognmandens virksomhed. Denne gennemsnitsmetode er betryggende, henset til den foretagne beregning på baggrund af et betydeligt antal køresedler fra chauffører i vognmandens virksomhed, hvorved statistiske udsving mindskes, og hvorved der tages hensyn til de konkrete og individuelle forhold, der gør sig gældende i vognmandens virksomhed.

I øvrigt er lignende metoder almindeligt anerkendt i retspraksis i sager om udeholdte indtægter, jf. f.eks. TfS 1996, 333 Ø, hvor landsretten stadfæstede en foretaget forhøjelse af en taxavognmands indkomst i et tilfælde, hvor ligningsmyndighedens skøn hvilede på oplysninger om branchens gennemsnitlige kørselsindkomst. Der kan endvidere henvises til TfS 2000, 80 V, hvor det blev anset for bevist, at en chauffør havde udført sort arbejde. Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn, hvorefter vederlaget var ansat, dels efter det antal arbejdstimer, der ifølge oplysninger fra en fagforening var normalt for chauffører, dels efter den timebetaling, som andre chauffører i virksomheden havde erkendt at have modtaget "sort". Ydermere kan henvises til SKM2001.564.VLR hvor skatteyderen, der havde modtaget sort løn, ikke havde godtgjort, at skønnet over indtægternes størrelse, der byggede på oplysninger fra andre, der havde deltaget i arbejdet, kunne tilsidesættes. Endelig kan henvises til en meget lignende sag, hvor et autoværksted havde haft mulighed for at udstede et stort antal fakturaer, hvorefter SKAT foretog en skønsmæssig ansættelse ud fra en gennemsnitsberegning pr. faktura og ud fra branchens bruttoavance, hvilket blev opretholdt af retten, jf. SKM2011.251.BR.

Skattemyndighederne har i øvrigt i denne sag ikke kunnet udøve sit skøn vedrørende 1998 på en anden og bedre måde henset til de manglende køresedler og mangelfulde regnskab.

For indkomståret 1999 har SKAT ved udøvelsen af skønnet ikke foretaget en gennemsnitsberegning men derimod lagt de af vognmanden indberettede oplysninger til grund, hvilket ligeledes må anses for almindelig anerkendt praksis. Vognmanden har baseret sin opgørelse på de originale køresedler fra sagsøgeren, hvorfor der er tale om de præcise tal for sagsøgerens indtægt.

Der er ingen grund til at betvivle rigtigheden af de af vognmanden indberettede oplysninger om omfanget og aflønningen af sagsøgerens arbejde. Vognmanden har ikke haft nogen interesse i fejlagtigt at oplyse, at sagsøgeren har deltaget som chauffør henset til, at vognmanden blev beskattet af en del af de indkørte beløb, hvorfor vognmanden snarere har haft et økonomisk incitament til at oplyse en for lav indtægt for sagsøgeren.

Skønnene for begge indkomstår er samlet set udøvet lempeligt, idet de herefter er reduceret med 50 % henset til sagsøgerens indsigelser om, at han ville anerkende 50 % af det indkørte beløb, da han delte de indkørte beløb med vognmanden.

Herudover blev den skønnede forhøjelse for indkomståret 1998 kr. 46.938,- eller ca. 40 % lavere end den forhøjelse, der i forbindelse med forliget for Østre Landsret blev udregnet på baggrund af de konstaterede fejl i den oprindelige forhøjelse, jf. ovenfor. Forhøjelsen for 1999 svarede til den korrigerede beregning, når bortses fra en difference på kr. 750,-, hvilket udgør mindre end 1 %.

Hertil kommer, at sagsøgeren som nævnt efter ansøgning har fået et befordringsfradrag for kørsel mellem sin bopæl og vognmandsforretningens adresse på ...2 på henholdsvis kr. 9.528,- (156 dage) i 1998, og kr. 9.893,- (127 dage) i 1999, der ligger til grund for det af skattemyndighederne udøvede skøn.

Når der endelig henses til, at Landsskatteretten ved kendelsen af 18. marts 2008 (bilag 1 til sagsøgerens stævning af 9. juni 2008) selv udøvede et konkret skøn, hvorunder der blev taget højde for sagsøgerens indsigelser, der ikke gav anledning til at nedsætte forhøjelserne mere end allerede sket, gøres det derfor gældende, at sagsøgeren ikke har dokumenteret, at ansættelserne er åbenbart urimelige eller hviler på et forkert grundlag.

Under alle omstændigheder er der i retspraksis en lang række eksempler på, at selv ganske betydelige fejl i et med rette udøvet skøn ikke har ført til, at skønnet er blevet tilsidesat, jf. f.eks. SKM2001.514.VLR, SKM2004.222.VLR, SKM2006.594.ØLR og SKM2008.620.VLR.

F.eks. tilsidesatte retten i SKM2001.107.VLR ikke den skønsmæssige ansættelse af en frisørs indtægter, der var foretaget på baggrund af, dels en varekøbsrevision, dels frisørens bestillingsbog, selv om nogle behandlinger sandsynligvis var medregnet i skattemyndighedernes beregninger to gange.

I SKM2004.222.VLR lagde retten til grund, at skattemyndighederne havde foretaget fejl i den skønsmæssige ansættelse, der imidlertid blev opretholdt, idet det udøvede skøn måtte anses for så rummeligt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte det.

Sagsøgeren har anført en række indsigelser mod det af skattemyndighederne udøvede skøn. Disse er imidlertid uholdbare og giver ikke grundlag for, at skønnet kan tilsidesættes.

For det første har sagsøgeren gjort gældende, at der for så vidt angår 1998 og 1999 er flere fejl i opgørelsen af den udeholdte omsætning. Bl.a. skulle sagsøgeren have kørt den 29. februar 1998 og 1999, hvilke datoer ikke eksisterer. Den 31. september 1998 og 1999 ligeledes.

Det er korrekt, at ovennævnte datoer ikke eksisterer, men det er ikke korrekt, at SKAT har lagt til grund, at sagsøgeren - eller for den sags skyld andre chauffører - har kørt taxa den 29. februar 1998, den 31. september 1998 eller den 31. september 1999, jf. bilag T og U.

Det er endvidere korrekt, at sagsøgeren formentlig er registreret som at have kørt den 29. februar 1999, jf. bilag U, løbenr. 96, side 32, hvilken dato ikke eksisterer. Der er imidlertid højst sandsynligt tale om en simpel skrivefejl henset til, at vognmanden har registreret et præcist indkørt beløb for sagsøgeren, hvilket taler for, at sagsøgeren har kørt turen.

Selv hvis der vitterlig er tale om en fejl, udgør denne imidlertid mindre end 1 % af skønnet for 1999 og ca. en halv procent af den samlede skatteansættelse for begge år.

Henset til usikkerheden om, hvorvidt der er tale om en fejl, at denne under alle omstændigheder har en mindre og uvæsentlig betydning, og at der er udøvet et i øvrigt rummeligt samlet skøn, jf. ovenfor, er sagsøgerens indsigelse uden betydning.

For det andet gør sagsøgeren gældende, at det er fejlagtigt, at han på samme dag har kørt flere gange, dvs. har flere køresedler på én dag, jf. f.eks. den 15. maj 1999, bilag U, løbenr. 96, side 23. Men dette er en lørdag, og det er derfor muligt, at han har kørt flere gange på en dag på grund af øgede indtjeningsmuligheder i weekenden. F.eks. at han har mødt på nattevagt lørdag morgen, er blevet afløst, hvorefter han har kørt taxa igen om aftenen.

Det beror i øvrigt på sagsøgerens misforståelse, når han hævder, at han har kørt "tredobbelt" på en vogn på én dag. Når der f.eks. på opgørelsen over køresedlerne for 1998 står "A, A, A", så skyldes det ikke, at sagsøgeren er registreret som at have kørt 3 gange på én dag. Det betyder derimod, at der mangler 3 køresedler i nummerrækken i første spalte, og disse tre køresedler er fordelt over flere dage.

Sagsøgeren har for det tredje fremlagt en liste fra G2 over sin rejseaktivitet i januar måned år 2000 i forbindelse med arbejdet for G1 (bilag 26 til sagsøgerens processkrift af 6./24. juni 2009). Det fremgår heraf, at der er tale om indenrigsrejser fortrinsvis tur/retur samme dag.

Men for det første vedrører listen ikke år 1998 og 1999, men derimod år 2000. For det andet er det muligt, at sagsøgeren har kunnet køre taxa om aftenen, jf. også citatet ovenfor, hvorfor der ikke kan lægges vægt på denne indsigelse.

Sagsøgeren har for det fjerde anført, at han ikke har kørt på flere af de datoer, hvor han er registreret på listerne, på grund af familiefester, ferie og lignende. Dette er imidlertid fuldstændig udokumenteret af sagsøgeren.

Sagsøgeren har for det femte anført, at han ikke har haft mulighed for at køre i et omfang, der svarer til ansættelsen, idet han havde fuldtidsarbejde som konsulent hos G1.

Sagsøgeren har imidlertid i forbindelse med anmodning om befordringsfradrag forklaret, at han typisk kørte taxa om aftenen, da han kom hjem fra G1, jf. citatet ovenfor. Desuden fik sagsøgeren ifølge egne oplysninger først fra juni 1998 arbejde hos G1, hvorfor han sagtens har kunnet køre taxa indtil da. Endelig viser opgørelserne (bilag T og U), at sagsøgeren fortrinsvist har kørt i weekenderne, ligesom han har kunnet køre taxa i ferieperioder.

Sagsøgeren har for det sjette anført, at han har meldt afbud til flere af vagterne, der er registreret i vognmandens dagbog, hvorfor det er fejlagtigt at tælle dem med.

Det bør i denne forbindelse påpeges, at skattemyndighederne alene har taget dagbogen i betragtning for så vidt angår skønnet for 1998, og som allerede nævnt er skønnet for 1998 nedsat betragteligt med 40 %, hvorunder Landsskatteretten har taget denne indsigelse i betragtning, jf. bilag 1, side 18, 6. afsnit til sagsøgerens stævning af 9. juni 2008. Sagsøgerens indsigelse er derfor uden betydning.

For 1999 er der tale om, at skatten er ansat på baggrund af køresedlerne, dvs. hvad sagsøgeren faktisk har kørt. Derfor kan sagsøgeren ikke for så vidt angår dette år henvise til, at dagbogens registreringer er fejlagtige.

Samtlige af sagsøgerens indsigelser er således uholdbare og giver ikke grundlag for, at skønnet kan tilsidesættes.

1.3 Sagsøgerens formelle indsigelser

Det bestrides endvidere, at det, sagsøgeren i øvrigt har anført, kan føre til et andet resultat, herunder de betragtninger vedrørende inhabilitet, aktindsigt og kontradiktion, der fremføres.

Sagsøgeren har gjort gældende, at der foreligger inhabilitet, idet to retsmedlemmer ved Landsskatteretten - MY og SP - både har medvirket i sagen ved Landsskatterettens kendelse af 14. oktober 2004 (bilag 3 til sagsøgerens processkrift af 6./24. juni 2009) og igen under genoptagelsen af sagen ved kendelsen af den 11. marts 2008 (bilag 1 til sagsøgerens stævning af 9. juni 2008).

Heroverfor gør Skatteministeriet gældende, at den omstændighed, at en myndighed genoptager en sag, vil i almindelighed ikke medføre, at de, der medvirkede ved sagens første behandling, er inhabile ved behandlingen i forbindelse med genoptagelse af sagen, jf. f.eks. Højesterets dom i UfR 1977, side 973 og John Vogter, Forvaltningsloven med kommentarer, 3. udg., 2001, side 193 f, samt Hans Gammeltoft-Hansen m.fl., Forvaltningsret, 2. udg., 2003, side 263.

Sagsøgeren har ikke godtgjort nogen omstændigheder, der fører til at fravige dette klare udgangspunkt, ligesom han ikke har påvist øvrige forhold, der kan begrunde inhabilitet.

Vedrørende spørgsmålet om aktindsigt gøres det gældende, at sagsøgeren den 16. oktober 2006 fik fuld aktindsigt i sagens dokumenter, jf. bilag K og L. Vognmandens originale kørebøger og køresedler og vognmandens dagbog findes ikke i sagen. Men skatteforvaltningen i ...3 Kommune har i overensstemmelse med den forvaltningsretlige notatpligt bibeholdt kopier af materialet fra ToldSkat, og skatteforvaltningen har efterfølgende udleveret disse til sagsøgeren, inden der er truffet afgørelse.

Det gøres i øvrigt gældende, at det forhold, at sagsøgeren, som hævdet, i løbet af 2 år for 1998 og 1999 ikke har formået at få en lønseddel fra vognmanden, NJ, er en forsømmelighed, som sagsøgeren selv bærer risikoen for.

Det må som ovenfor anført anses for bevist, at sagsøgeren var omfattet af aftalen med vognmanden om at køre sort, hvorefter de originale køresedler for 1998 blev smidt ud. Det er klart, at sagsøgeren selv må bære risikoen for, at disse køresedler ikke længere er tilgængelige.

Sagsøgeren har ikke under sagens behandling anmodet vognmanden om det øvrige intakte regnskabsmateriale og dagbogen, ligesom han ikke under nærværende retssag har indkaldt vognmanden til at afgive vidneforklaring. Sagsøgeren bærer tillige risikoen herfor, jf. f.eks. SKM2002.100.HR.

Under alle omstændigheder gøres det gældende, at eventuelle sagsbehandlingsfejl er repareret i forbindelse med sagsbehandlingen ved skattemyndighederne, jf. f.eks. UfR 2001, side 2127 V, og at de ikke er konkret væsentlige for den i øvrigt materielt rigtige skatteansættelse, jf. f.eks. SKM2006.677.HR og SKM2003.556.ØLR

2. Vedrørende indkomståret 2000

Sagsøgerens arbejdsgiver, vognmand NJ, har for indkomståret 2000 indberettet, at sagsøgeren har optjent kr. 86.878,- i AM-indkomst, jf. bilag 7, side 2 til sagsøgerens processkrift af den 6./24. juni 2009.

Sagsøgeren har heroverfor gjort gældende, at der er tale om en fejl, og at den optjente AM-indkomst alene udgjorde kr. 21.717,-. Sagsøgeren har således gjort gældende, at der skal ske en nedsættelse af hans AM-indkomst fra NJ med kr. 65.161,-.

Til støtte herfor har sagsøgeren gjort gældende, at NJ ved en fejl har taget det indkørte beløb og ganget med 2 i stedet for at dividere med 2, for derved at opnå den del af det indkørte beløb, som skulle tilfalde sagsøgeren.

Skatteministeriet gør heroverfor gældende, at sagsøgeren ikke har fremlagt nogen nærmere dokumentation for den angivelige fejl begået af sagsøgerens tidligere arbejdsgiver, herunder kopi af kørebøger, erklæring fra arbejdsgiveren mv. Sagsøgeren har heller ikke fremlagt kopi af sagsøgerens feriepengeoplysninger for dette indkomstår, hvortil sagsøgeren henviser i sit processkrift af 30. november 2009. Endvidere har sagsøgeren ikke redegjort for, hvorpå differencen mellem den af sagsøgeren ønskede nedsættelse (kr. 65.161,-), og den af SKAT foretagne ændring i forhold til sagsøgerens selvangivne oplysninger (kr. 20.729,-) beror.

Endelig hænger sagsøgerens forklaring om, at det indkørte beløb skulle have været divideret med 2 ikke sammen med, at sagsøgeren tidligere har forklaret, at aftalen med NJ var, at sagsøgeren skulle have 1/3 af det indkørte beløb, jf. f.eks. bilag 17, side 1, 3. afsnit og bilag 19, side 1, sidste afsnit til sagsøgerens processkrift af 6./24. juni 2009.

Da sagsøgerens anbringende således fremstår udokumenteret og i øvrigt ikke har støtte i sagens faktiske forhold, er sagsøgeren ikke fremkommet med nye oplysninger, der ville have medført et væsentligt ændret udfald af sagen, hvis de havde foreligget tidligere, jf. skattestyrelseslovens § 22, stk. 1.

Endvidere gøres det gældende, at der ikke foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder i sagen, at der kan blive tale om en ekstraordinær genoptagelse efter skattestyrelseslovens § 22, stk. 2.

Skatteankenævnets kompetence efter skattestyrelseslovens § 22, stk. 2, er begrænset på samme måde som Landsskatterettens tilsvarende kompetence efter skattestyrelseslovens § 29, stk. 2, jf. forarbejderne til Lov nr. 381 af 2. juni 1999, hvorved reglen i skattestyrelseslovens § 22, stk. 2, blev gjort identisk med reglen i skattestyrelseslovens § 29, stk. 2.

Det fremgår af forarbejderne til den oprindelige bestemmelse om Landsskatterettens ekstraordinære genoptagelsesadgang i skattestyrelseslovens § 29, stk. 2, at bestemmelsen vil kunne tænkes anvendt, hvor Landsskatteretten har afsagt en kendelse, der vedrører spørgsmål, som samtidig verserer for domstolene, og hvor domstolsafgørelsen tilsidesætter hidtidig landsskatteretspraksis. Videre fremhæves det i forarbejderne, at retsmidlet overfor Landsskatterettens afgørelse fortsat må være indbringelse for domstolene, og at bestemmelsen skal praktiseres restriktivt.

Tilsvarende må det i relation til Skatteankenævnets ekstraordinære genoptagelsesadgang konstateres, at skatteyderens retsmiddel mod en kendelse fra Skatteankenævnet som udgangspunkt må være indbringelse for Landsskatteretten, og at Skatteankenævnets ekstraordinære genoptagelsesadgang skal praktiseres restriktivt.

Sagsøgeren har ikke heroverfor anført nogen ganske særlige omstændigheder, der kan begrunde en genoptagelse efter skattestyrelseslovens § 22, stk. 2.

..."

Rettens begrundelse og afgørelse

1998 og 1999:

Det lægges til grund, at vognmand NJs originale kørebøger og vognmandens dagbog ikke længere findes i skattemyndighedernes sagsmateriale, ligesom der heller ikke længere findes køresedler for denne periode.

Det lægges endvidere til grund, at de originale kørebøger og vognmandens dagbog i hvert fald indgik i sagen på tidspunktet for ToldSkats behandling af sagen, og at ToldSkat på baggrund heraf har udarbejdet oversigter over de foretagne kørsler, der blandt andet har dannet grundlag for den gennemsnitsberegning, der har ført til skatteansættelsen af A for indkomståret 1998.

For så vidt angår indkomståret 1999 lægges det til grund, at der ikke er foretaget en gennemsnitsberegning, men at der derimod er sket en skatteansættelse af As indtægter på baggrund af de indberetninger, som skattemyndighederne har modtaget fra vognmand NJ.

På nuværende tidspunkt findes i sagen således alene ToldSkat sammentællinger af kørslerne foretaget på baggrund af det nu bortkomne originale materiale.

Under disse omstændigheder, hvor et oprindeligt og originalt dokumentationsmateriale er bortkommet, kan der - sammenholdt med karakteren og indholdet af As indsigelser - rejses en berettiget tvivl om skattemyndighedernes skønsmæssige ansættelse af As skattepligtige indkomst i indkomstårene 1998 og 1999.

Denne tvivl kunne muligvis have været afklaret, hvis den ovennævnte originale dokumentation fortsat havde været i skattemyndighedernes varetægt.

Det kan heroverfor ikke i sig selv føre til en anden vurdering af sagen, at A ikke længere er i besiddelse af sine egne genparter af køresedlerne, ligesom det heller ikke kan føre til en anden vurdering, at de skriftlige redegørelser og forklaringer, som A gennem årene har afgivet om sine indtægtsmæssige forhold i 1998 og 1999, ikke er indbyrdes sammenhængende.

Derfor tager retten As påstand til følge, hvorefter Skatteministeriet tilpligtes at nedsætte hans indkomstansættelser for indkomstårene 1998 og 1999 med henholdsvis 70.218 kr. og 77.838 kr.

2000:

De indsigelser, som A har rejst mod indkomstansættelsen for 2000, er ikke ledsaget af dokumentation.

Under disse omstændigheder er der ikke grundlag for i medfør af skattestyrelseslovens § 22, stk. 1, jf. stk. 2, at genoptage sagen ved Skatteankenævnet.

Retten frifinder derfor Skatteministeriet for påstanden om, at Skatteministenet skal anerkende, at As indkomstansættelse for 2000 skal genoptages ved skatteankenævnet.

Sagsomkostninger:

A, der er selvmøder, må anses for i det væsentligste at have vundet sagen og skal derfor have dækket sin udgift til retsafgift.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at As indkomstansættelser for indkomstårene 1998 og 1999 nedsættes med henholdsvis 70.218 kr. og 77.838 kr.

I øvrigt frifindes Skatteministeriet.

Skatteministeriet skal inden 14 dage betale 3.860 kr. i sagsomkostninger til A.