Spørgsmål:

Er SKAT enig i, at en medarbejder på virksomhed A er omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3, med den virkning, at han ikke skal føre kørebog eller på anden måde kunne godtgøre, at han overholder 60 dages-reglen, medmindre SKAT pålægger det efter bestemmelsens sidste pkt.?

Svar:

Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Virksomhed A beskæftiger sig med 4 forskellige aktiviteter indenfor samme branche.

A har hovedsæde i X-by, men har derudover 9 faste forretningssteder i et bestemt område i form af lokalkontorer mv.

A har ansat en medarbejder, der arbejder som en slags altmuligmand for koncernen, og hans arbejde består bl.a. af følgende:

• At flytte møbler, edb-udstyr og andet inventar mellem de forskellige forretningssteder i forbindelse med personaleflytninger og i forbindelse med ændring af behov de forskellige steder.
• At afhente møbler, edb-udstyr og andet inventar hos leverandører og køre det til de forskellige forretningssteder.
• At køre til de forskellige forretningssteder, når alarmen går, f.eks. i tilfælde af indbrud, for at medvirke til opgørelse af skader mv.
• At køre til hovedsædet i X-by og til lokalkontoret i Y-by, når der udløses alarm fra serverrummet, f.eks. fordi temperaturen er forkert, eller fordi strømmen er gået.
• At foretage mindre reparationer af inventar og installationer på forretningsstederne, og i den forbindelse købe og hente de nødvendige materialer hos de lokale byggemarkeder.
• At flytte og opstille markedsføringsmaterialer i form af skilte, bannere mv. og koncernens markedsføringsvogn på messer, i haller osv.
• At forhandle kontrakter med leverandører og håndværkere på deres adresser.
• At bistå ved ombygninger mv.

Medarbejderen udfører i varierende omfang arbejde på alle selskabets forretningssteder, ligesom han udfører arbejde på et større antal adresser i øvrigt. Det drejer sig f.eks. om lokale byggemarkeder, leverandører af inventar, materialer, edb-udstyr mv., messer og anden markedsføring i diverse haller, butikscentre, ved byfester mv. og møder med potentielle leverandører og håndværkere på disses adresser.

Til brug for ovennævnte kørsel har medarbejderen en varebil på gule plader stillet til rådighed af A. Der er tale om en bil, som er indrettet med diverse hylder mv., men som også har fri gulvplads.

Det kan lægges til grund for besvarelse af denne anmodning, at bilen ikke er specialindrettet i skatte- og momsmæssig forstand.

Af den fremlagte ansættelsesaftale fremgår bl.a. følgende:

"Medarbejderen ansættes i selskabet som portner på følgende betingelser:

Paragraf 1

Portnerens arbejdsopgaver og ansvar indeholder bl.a. følgende:

Alt forefaldende arbejde i virksomhed A og endvidere nødvendig assistance på lokalkontorerne. Dette gælder også for virksomhed B.

Flaghejsning

Styring af A's energiforbrug via computersystem

Tilkaldevagt, når det skønnes absolut nødvendigt

Ledelse af medarbejdere under portner-, rengøring- og postfunktionen.

Medarbejderen har rådighed over A's varevogn for tilkaldevagter. Bilen skal henstilles og bruges efter lovens forskrifter, dvs. bilen under ingen omstændigheder må anvendes til privatkørsel.

Kørsel i egen bil i tjensteøjemed godtgøres af selskabet efter statens kilometertakster.

Selskabet betaler et telefonstilskud, som dækker ISDN-abonnement samt samtaler. Derudover stiller selskabet en mobiltelefon til rådighed, som kun må benyttes i A's tjeneste.

På Skatteministeriets forespørgsel har repræsentanten oplyst, at medarbejderen bor i Z-by, og at der ikke er ført er et nøjagtigt regnskab over de dage, hvor medarbejderen kører rundt mellem de forskellige arbejdssteder, men at følgende efter bedste evne skønnes:

Der er i alt 10 "faste" arbejdssteder.

Ved 220 arbejdsdage på et år giver det gennemsnitligt 22 dage pr. arbejdssted.

Realistisk set er medarbejderen formentlig oftere på koncernens hovedkontor i X-by, idet han der har et kontor til rådighed og idet koncernens økonomidirektør, som han refererer til, også sidder der. Han er formentlig også oftere på kontoret i Y-by, idet dette kontor er det andet "store" kontor i koncernen.

Det skønnes, at han ca. er på kontoret i X-by dobbelt så ofte som på de andre kontorer, dvs. lidt mere end 40 gange om året. Resten af dagene køres der til andre arbejdspladser, hvilket foruden koncernens kontorer også er leverandørers adresser, byggemarkeder, messehaller mv.

Når medarbejderen ikke kører rundt, arbejder han på kontoret i X-by, hvor han foretager planlægning og styring af opgaver (f.eks. ombygning af kontorer), brevveksling med leverandører m.fl., godkendelse af regninger til betaling, møder med koncernledelsen, bestilling og koordinering af håndværkere o.lign.

Oplysninger om dispositionerne

I forhold til medarbejderens tilrettelæggelse af sit arbejde er det hensigtsmæssigt, hvis bilen kan tages med til vedkommendes bopæl efter endt arbejdsdag, og at han derefter kan starte næste dag med at køre ud fra sin bopæl. Det er desuden også meget hensigtsmæssigt i tilfælde af alarmopkald, hvor han hurtigt kan komme til stede og få rettet op på f.eks. temperaturen. Også A har en stærk interesse i dette, idet man derved sparer tid og dermed overarbejdsbetaling til medarbejderen.

Samtidig ønsker medarbejderen naturligvis mindst mulig administration mv., og vil derfor, om muligt, gerne undgå at føre kørebog.

Det kan lægges til grund for besvarelse af denne anmodning, at der foreligger en aftale mellem A og medarbejderen om, at bilen ikke er til rådighed for privat kørsel.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Hvis medarbejderen kan overholde 60 dages-reglen i ligningslovens § 9 B, stk. 1, litra a, skal han ikke beskattes af fri bil, hvis han kører mellem sin bopæl og diverse arbejdssteder, idet, jf. ovenfor, bilen ikke må bruges til anden privat kørsel, og rent faktisk heller ikke bliver brugt dertil.

I forbindelse med harmonisering af den skatte- og momsmæssige behandling af kørsel i gulpladebiler i 2008, blev der ved lov nr. 1337 af 19.12.2008 indført en bestemmelse i ligningslovens § 9 B, stk. 3, efter hvilken visse personer er omfattet af en forhåndsformodning for, at de overholder 60 dages-reglen. Bestemmelsen blev indført for at lette hverdagen for personer, som har mange forskellige arbejdspladser.

Det fremgår imidlertid ikke ganske klart af bestemmelsen eller dens forarbejder, hvornår en person er omfattet henholdsvis ikke omfattet af denne formodningsregel.

Efter vores opfattelse må medarbejderen være omfattet af formodningsreglen.

Vi henviser til ovenstående omtale af medarbejderens kørsel samt til antallet af adresser, der køres til.

Det har formodningen imod sig, at medarbejderen nogensinde kommer til at køre mere end 60 dage direkte mellem sin bopæl og én af de mange forskellige adresser indenfor en løbende periode på 12 måneder. 60 dage i løbet af 12 måneder levner plads til gennemsnitligt knap 1,5 dag om ugen i de ca. 44 uger et normalt "arbejdsår" fordeler sig over, ekskl. ferie, helligdage mv.

Selvom nogle arbejdspladser naturligvis besøges oftere end andre, er det, når antallet af arbejdspladser tages i betragtning, svært at forestille sig, at medarbejderen ikke kan overholde 60 dages-reglen.

Skatteministeriets indstilling og begrundelse

Lovgrundlag

Ligningslovens § 9 B

Følgende udgifter til befordring til og fra en arbejdsplads kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst:

a) Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder,

b) befordring mellem arbejdspladser og

c) befordring inden for samme arbejdsplads.

Stk. 2. Når der er forløbet 60 på hinanden følgende arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på en arbejdsplads som nævnt i stk. 1, litra a, påbegyndes en ny 60-dages-periode.

Stk. 3. Har den skattepligtige et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, anses befordringen for erhvervsmæssig, jf. stk. 1. Told- og skatteforvaltningen kan dog give den skattepligtige skriftligt pålæg om med fremadrettet virkning i indtil 12 måneder ved kørselsregnskab at dokumentere, at der er tale om erhvervsmæssig befordring som nævnt i stk. 1.

Stk. 4. Befordringsgodtgørelse medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, som fastsættes af Skatterådet. Udbetaler arbejdsgiveren ikke hel eller delvis skattefri godtgørelse, kan fradrag for befordring foretages efter § 9 C. Uanset 2. pkt. kan lønmodtagere fradrage befordringsudgifter som nævnt i stk. 1, hvis de i forbindelse med kundeopsøgende aktiviteter afholder udgifter til befordring, der vedrører flere arbejdsgivere på én gang. Fradrag efter 3. pkt. er betinget af, at eventuelle befordringsgodtgørelser efter 1. pkt. medregnes ved indkomstopgørelsen.

Stk. 5. Reglerne i stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på befordringsgodtgørelser, der udbetales til medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende.

Ligningslovens § 9 B, stk. 3 blev indsat ved nr. 1337 af 19. december 2008, L 22/2008-09.

Af de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår følgende:

"Skatteministeren nedsatte i september 2007 en arbejdsgruppe om privat og erhvervsmæssig kørsel i varebiler.

Af arbejdsgruppens kommissorium fremgår det, at arbejdsgruppen bl.a. skal komme med forslag til justeringer af gældende regler for privat benyttelse af varebiler, som gør reglerne lettere at anvende og mere fleksible.

Regeringen har på denne baggrund den 4. april 2008 indgået en aftale med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance (nu Liberal Alliance) om initiativer vedrørende varebiler. Aftalen omfatter en række administrative ændringer, som allerede er iværksat ved en meddelelse fra SKAT om ændring af praksis for kørsel i vare- og lastmotorkøretøjer med tilladt totalvægt på ikke over 3 ton, hvor der er fratrukket moms ved anskaffelsen (SKM2008.354.SKAT). Dette lovforslag udmønter de initiativer i aftalen, der kræver lovgivning. Det drejer sig om smidiggørelse af 60-dages reglen, dagsafgift for privat benyttelse af varebiler og afgiftsfritagelse for ledsagebiler med fastmonteret soveplads. 60-dages reglen er nærmere beskrevet under punkt 2.1.

Af aftalen fremgår, at 60-dages reglen er administrativt belastende ved kørsel til en række skiftende arbejdssteder, og at parterne er enige om, at der skal ske en administrativ forenkling og smidiggørelse i denne situation.

I nogle situationer kan den ansatte have så mange forskellige arbejdspladser, at det er meget byrdefuldt for vedkommende at påse, at 60-dages reglen overholdes, og uden betydning, da vedkommende højst sandsynligt aldrig vil køre til blot ét af arbejdsstederne i mere end 60 dage inden for de forudgående 24 måneder. I disse situationer er det ikke hensigtsmæssigt, at vedkommende skal bruge tid på at holde skarpt øje med sit kørselsmønster. Det foreslås derfor, at der i disse situationer, hvor den skattepligtige har et særligt kørselsmønster, gælder en formodning for, at kørslen er i overensstemmelse med 60-dages reglen, og at bilen ikke er stillet til rådighed for privat anvendelse, selv om bilen står på den skattepligtiges bopæl.

Desuden medfører forslaget, at det bliver lettere at påse, at 60-dages reglen overholdes, idet den løbende periode tilbage i tiden, under hvilken 60-dages reglen skal påses, forkortes fra 24 til 12 måneder.

For at smidiggøre reglerne for anvendelse af varebiler yderligere er det aftalt at indføre mulighed for at betale afgift pr. dag. Med et bevis for betalt afgift kan man købe sig til privat anvendelse af en varebil i op til 10 dage årligt pr. bil. Konkret gøres dette ved at ændre vægtafgiftsloven således, at det bliver muligt at betale for samtlige afgifts- og skattemæssige krav, der følger af privat anvendelse af varebiler, for en dag ad gangen.

Dernæst er det aftalt at ændre registreringsafgiftsloven, så det bliver muligt at etablere faste sovebrikse i ledsagebiler uden at dette medfører fornyet afgiftsopkrævning. Hel eller delvis indretning af varebiler til ophold og beboelse medfører efter gældende regler, at der skal betales registreringsafgift og vægtafgift som for personbiler. Det er denne hovedregel, der ændres vedrørende de særlige ledsagebiler. Ledsagebiler er biler, der af færdselssikkerhedsmæssige årsager skal ledsage og advare om særligt omfangsrige og langsomme godstransporter.

2. Gældende ret

2.1. 60-dages reglen

60-dages reglen afgrænser efter objektive kriterier, hvad der er erhvervsmæssig kørsel, når der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads.

Udgangspunktet er, at befordring mellem hjem og arbejdsplads anses for at være privat. 60-dages reglen bestemmer dog, at kørsel mellem hjem og arbejde i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 24 måneder er erhvervsmæssig. Kørsel mellem hjem og arbejde anses dermed først som privat efter dag 60.

Køres der således fra hjemmet til konstant skiftende arbejdspladser og ikke til samme arbejdsplads i mere end 60 dage, er befordringen hele tiden erhvervsmæssig. De 60 dage på en arbejdsplads kan ligge i forlængelse af hinanden eller ligge spredt. Overstiger antallet af arbejdsdage på samme sted 60 dage, anses arbejdspladsen for fast og befordringen dermed for privat.

60-dages perioden afbrydes for det enkelte arbejdssted, og der begynder en ny 60-dages periode, hvis der er forløbet 60 på hinanden følgende arbejdsdage, siden den pågældende sidst har været på arbejdspladsen. Det er kun den direkte kørsel mellem sædvanlig bopæl og den enkelte arbejdsplads, der tæller med i de 60 dage, hvorimod kørsel til arbejdspladsen i løbet af dagen som følge af kørsel mellem arbejdspladser ikke tæller med. Afbrydes et ansættelsesforhold, påbegyndes en ny 60-dages-periode.

Da 60-dages reglen blev indført, var der ingen tidsbegrænsning for reglen. Det betød, at i de tilfælde, hvor en lønmodtager f.eks. besøgte det samme arbejdssted regelmæssigt ca. hver 7. uge, ville 60-dages grænsen blive overskredet efter en årrække, med mindre der på et tidspunkt havde været en sammenhængende periode på mindst 60 dage på en anden arbejdsplads. Det kunne derfor være nødvendig at gå langt tilbage i tiden for at konstatere, om dette var tilfældet.

Ved lov nr. 1063 af 12. december indførtes fra 1997 en tidsbegrænsning på 24 måneder, således at befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 24 måneder er erhvervsmæssig. Herefter er det kun nødvendigt at sammenholde oplysningerne om kørslen 2 år tilbage i tiden for at se, om betingelserne er opfyldt.

60-dages reglen har betydning for muligheden for at få udbetalt skattefri befordrings-godtgørelse til dækning af udgifter, lønmodtageren har afholdt ved benyttelse af egen bil til erhvervsmæssig kørsel. Alternativt kan sådanne udgifter fradrages.

Derudover har 60-dages reglen betydning for beskatningen af fri bil. Efter reglerne om fri bil skal den ansatte beskattes af fri bil, når arbejdsgiveren har stillet en bil til rådighed for den skattepligtiges private benyttelse. Det er således kun rådigheden over en firmabil til privat kørsel, der beskattes, hvorimod en firmabil, der alene er til rådighed for og kun anvendes til erhvervsmæssig kørsel, ikke beskattes.

I praksis har der udviklet sig en formodningsregel om, at en firmabil står til rådighed for privat anvendelse, hvis bilen står parkeret på bopælen, eller hvis virksomhed og bopæl er på samme adresse. Den skattepligtige kan afkræfte denne formodning, f.eks. ved hjælp af et kørselsregnskab, som viser, at der kun er kørt erhvervsmæssigt.

Formodningsreglen gælder dog ikke for varebiler, hvor arbejdsgiveren eller den selvstændige har tilkendegivet, at bilen alene skal anvendes erhvervsmæssigt ved at undlade at betale tillægsafgift for privat anvendelse, eller ved at fradrage momsen af anskaffelsessummen.

Den skattepligtige kan anmode SKAT om bindende svar om, hvorvidt hele vedkommendes kørsel vil blive anset for at være erhvervsmæssig,

Hvis en bil, der af arbejdsgiveren er stillet til rådighed for den skattepligtige udelukkende for erhvervsmæssig kørsel, benyttes privat, skal den ansatte beskattes af fri bil.

Kørsel mellem hjem og virksomheden højst 1 dag om ugen anses dog ikke for privat kørsel for skattepligtige, der som led i kundeopsøgende arbejde fra hjemmet i øvrigt udelukkende kører erhvervsmæssigt. Ved personer med kundeopsøgende arbejde forstås personer, der kører ud til kunder, nye såvel som gamle, for at sælge virksomhedens produkter, uanset om produktet har karakter af varer eller tjenesteydelser, f.eks. handelsrejsende og andre sælgere, der har kundeopsøgende arbejde fra hjemmet. Det kundeopsøgende arbejde skal have en vis fast karakter over året for at være omfattet af reglen.

3. Lovforslagets indhold

3.1. Smidiggørelse af 60-dages reglen

Som dokumentation for, at der kun køres erhvervsmæssigt, eller for hvor stor en del af kørslen, der er erhvervsmæssig, vil et kørselsregnskab i praksis være mest hensigtsmæssigt. I visse tilfælde, hvor en ansat har fået en bil stillet til rådighed af arbejdsgiveren, og hvor den ansatte har flere forskellige arbejdssteder, kan det imidlertid være yderst besværligt at dokumentere og håndtere, at der ikke køres mere end 60 arbejdsdage til det enkelte arbejdssted.

F.eks. vil kørselsmønsteret for en sælger, der hver dag opsøger kunder ofte være af en sådan karakter, at det ikke vil komme i karambolage med 60-dages reglen.

Det er administrativt besværligt for skattepligtige med visse kørselsmønstre at skulle holde øje med, om der køres mere end 60 arbejdsdage mellem hjemmet og det enkelte arbejdssted.

Har den skattepligtige et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, foreslås det, at det uden videre antages, at befordringen er erhvervsmæssig. Det betyder, at der i disse situationer, hvor den skattepligtige har et særligt kørselsmønster, gælder en formodning for, at kørslen er i overensstemmelse med 60-dages reglen, og at bilen ikke er stillet til rådighed for privat anvendelse, selv om bilen står på den skattepligtiges bopæl.

Det foreslås endvidere, at told- og skatteforvaltningen med fremadrettet virkning i op til 12 måneder vil kunne give den pågældende pålæg om ved kørselsregnskab at kunne dokumentere, at der er tale om erhvervsmæssig befordring i overensstemmelse med 60-dages reglen.

Perioden, hvor der kan gives pålæg om at føre kørselsregnskab, er begrænset til maksimalt 12 måneder. Efter 12 måneder vil det kunne konstateres, om vedkommendes kørselsmønster reelt er i overensstemmelse med 60-dages reglen, således at det uden videre kan antages, at der køres erhvervsmæssigt. De 12 måneder er valgt, da tidsbegrænsningen for 60-dages reglen forkortes til 12 måneder, jf. nedenfor.

Det foreslås, at tidsbegrænsningen for 60-dages reglen forkortes fra 24 måneder til 12 måneder. Det vil således kun være kørsel i de forudgående 12 måneder, der tæller med i, om der er kørt mere end 60 dage til et bestemt arbejdssted.

Ved at forkorte den periode, hvori der skal holdes øje med kørslen, bliver det mere overskueligt at holde styr på 60-dages reglen. Det vil endvidere være nemmere at sandsynliggøre, at man er omfattet af den nye formodningsregel.

Den foreslåede ændring vil tillige betyde, at f.eks. den person, der har et kørselsmønster, hvorefter den pågældende hver mandag året rundt kører til ét sted, hver tirsdag til et andet sted etc., ikke længere vil have behov for at tælle dage, da vedkommendes kørselsmønster betyder, at der ikke køres mere end 60 dage mellem hjem og det enkelte arbejdssted. Dette synes hensigtsmæssigt, da der ikke i den situation vil være tvivl om, at vedkommende rent faktisk har skiftende arbejdssteder og ikke kan bo nær alle disse.

Når tidsbegrænsningen for 60-dages reglen forkortes fra 24 til 12 måneder, er der i udgangspunktet ikke længere behov for den særlige begunstigende regel for personer med kundeopsøgende arbejde.

Reglen indebærer, at handelsrejsende og andre sælgere med kundeopsøgende arbejde kan køre fra hjemmet og til virksomheden 1 gang om ugen (dvs. 52 dage om året) uden at blive beskattet af fri bil. Sådan kørsel ville efter gældende regler i dag ellers være privat efter 60-dages reglen med beskatning af fri bil til følge, hvis der køres mere end 60 dage mellem hjemmet og virksomheden inden for de forudgående 24 måneder.

Skattepligtige med kundeopsøgende arbejde vil, når tidsbegrænsningen forkortes, kunne anvende 60-dages reglen og dermed kunne køre mellem hjemmet og virksomheden 60 dage inden for de forudgående 12 måneder ligesom alle andre med skiftende arbejdssteder i stedet for kun 1 gang om ugen som hidtil (dvs. 52 dage).

Det foreslås at tydeliggøre, at denne mulighed eksisterer, ved at nævne de 60 dage i bestemmelsen om skattepligtige med kundeopsøgende arbejde."

Af de særlige bemærkninger til ligningslovens § 9 B, stk. 3 fremgår følgende:

"Det foreslås, at hvis den skattepligtige har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads køres i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, antages det, at befordringen er erhvervsmæssig

Det kan f.eks. være i den situation, hvor en virksomhed har en servicekontrakt med en række faste kunder om reparation og service af maskiner, hvor hver virksomhed kun besøges få gange om året eller for den sags skyld om måneden. Beskæftiger en virksomhed sig f.eks. med opstilling af og efterfølgende service på kopimaskiner, vil det typisk ikke blive til mange besøg hos de enkelte kunder på årsplan.

Et andet eksempel er en virksomhed, der med faste mellemrum rykker ud til en række kunder. En gartner kan således have en aftale med en række boligselskaber eller kommunale institutioner om en gang om ugen i sommerperioden at slå de pågældende kunders græs. Der kunne også være tale om en vinduespudser, der kommer 3 dage i en virksomhed 4 gange om året for at pudse vinduer.

Et tredje eksempel er en sælger, der opsøger nye kunder hver dag året rundt. Samme kørselsmønster har eksempelvis en skorstensfejer.

Et fjerde typisk eksempel er håndværkere, der arbejder på projekter, der typisk har en varighed på nogle dage eller et par uger.

Sådanne skattepligtige har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser under sådanne vilkår, at det er usandsynligt, at der mellem hjemmet og den enkelte arbejdsplads køres mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, hvis man talte efter. Sådanne skattepligtige vil være omfattet af den nye regel. "

Af Ligningsvejledningen 2011-1 afsnit A.B.1.7.2.1 fremgår:

"Hvis en lønmodtager har et kørselsmønster med befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at den pågældende kører mellem sin sædvanlige bopæl og én af sine arbejdspladser i mere end 60 dage inden for de forudgående 12 måneder, gælder der en formodning for, at lønmodtagerens befordring er erhvervsmæssig, jf. LL § 9 B, stk. 3."

"Der kan være situationer, hvor det ikke er helt så tydeligt, at kørselsmønstret opfylder 60-dages-reglens betingelser. Selvom en lønmodtager f. eks. har et erhverv med et kørselsmønster med kørsel til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem hjemmet og den enkelte arbejdsplads i mere end 60 dage inden for de forudgående 12 måneder, kan der være andre momenter, der gør det mindre oplagt, at 60-dages-reglen uden videre må antages at være opfyldt.

Hvis konkrete omstændigheder giver anledning til en vis berettiget tvivl herom, kan SKAT med fremadrettet virkning i op til 12 måneder give lønmodtageren pålæg om at dokumentere ved et kørselsregnskab, at der er tale om erhvervsmæssig befordring, og at betingelserne i 60-dages-reglen er opfyldt, jf. LL § 9 B, stk. 3, 2. pkt.

Hvis dette kørselsregnskab viser, at der ikke har været tale om erhvervsmæssig befordring som nævnt i LL § 9 B, stk. 1, f. eks. fordi lønmodtageren mod forventning har kørt mere end 60 arbejdsdage mellem hjem og arbejdsplads, vil pålægget ikke have virkning for tiden inden, det blev givet."

Ad spørgsmål 1:

Der spørges, om SKAT er enig i, at A's medarbejder er omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3, med den virkning, at han ikke skal føre kørebog eller på anden måde kunne godtgøre, at han overholder 60 dages-reglen, medmindre SKAT pålægger det efter bestemmelsens sidste pkt.

Begrundelse

Efter ligningslovens § 9 B, stk. 1 kan følgende udgifter fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst:

a)      Befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i indtil 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder,

b)      Befordring mellem arbejdspladser og

c)      Befordring inden for samme arbejdsplads

Efter ligningslovens § 9 B, stk. 3, 1. pkt. anses befordringen for erhvervsmæssig, hvis den skattepligtige har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser, at det ikke er sandsynligt, at der køres mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads i mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, at reglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3, 1. pkt. især er tænkt anvendt på handelsrejsende og andre sælgere med kundeopsøgende arbejde, der må antages at have et særligt kørselsmønster.

Det fremgår af de særlige bemærkninger til lovforslaget, at bestemmelsen dog også kan finde anvendelse på andre skattepligtige, der har et kørselsmønster, der indebærer befordring til så mange forskellige arbejdspladser under sådanne vilkår, at det er usandsynligt, at der mellem hjemmet og den enkelte arbejdsplads køres mere end 60 arbejdsdage inden for de forudgående 12 måneder, hvis man talte efter. Sådanne skattepligtige vil være omfattet af den nye regel.

Det er på denne baggrund Skatteministeriets opfattelse, at reglen er en generel regel, der også kan anvendes af andre end handelsrejsende og sælgere med kundeopsøgende arbejde.

Det er oplyst, at medarbejderen bl.a. har følgende arbejdsopgaver:

• At flytte møbler, edb-udstyr og andet inventar mellem de forskellige forretningssteder i forbindelse med personaleflytninger og i forbindelse med ændring af behov de forskellige steder.
• At afhente møbler, edb-udstyr og andet inventar hos leverandører og køre det til de forskellige forretningssteder.
• At køre til de forskellige forretningssteder, når alarmen går, f.eks. i tilfælde af indbrud, for at medvirke til opgørelse af skader mv.
• At køre til hovedsædet i X-by og til lokalkontoret i Y-by, når der udløses alarm fra serverrummet, f.eks. fordi temperaturen er forkert, eller fordi strømmen er gået.
• At foretage mindre reparationer af inventar og installationer på forretningsstederne, og i den forbindelse købe og hente de nødvendige materialer hos de lokale byggemarkeder.
• At flytte og opstille markedsføringsmaterialer i form af skilte, bannere mv. og koncernens markedsføringsvogn på messer, i haller osv.
• At forhandle kontrakter med leverandører og håndværkere på deres adresser.
• At bistå ved ombygninger mv.

Disse arbejdsopgaver udføres i varierende omfang på alle A's forretningssteder, ligesom arbejdet udføres på et større antal adresser i øvrigt. Det drejer sig f.eks. om lokale byggemarkeder, leverandører af inventar, materialer, edb-udstyr mv., messer og anden markedsføring i diverse haller, butikscentre, ved byfester mv. og møder med potentielle leverandører og håndværkere på disses adresser.

Det er på baggrund af oplysningerne i sagen Skatteministeriets opfattelse, at medarbejderen er omfattet af formodningsreglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3.

Som nævnt ovenfor fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget, at reglen i ligningslovens § 9 B, stk. 3 især er tænkt anvendt på handelsrejsende og andre sælgere med kundeopsøgende arbejde, der må antages at have et særligt kørselsmønster.

Da medarbejderen således ikke er omfattet af kerneområdet af ligningslovens § 9 B stk. 3, 1. pkt., kan told- og skatteforvaltningen efter ligningslovens § 9 B, stk. 3, 2. pkt. give den skattepligtige skriftligt pålæg om med fremadrettet virkning i indtil 12 måneder ved kørselsregnskab at dokumentere, at der er tale om erhvervsmæssig befordring som nævnt i stk. 1.

Det indstilles derfor, at spørgsmålet besvares bekræftende.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skatteministeriets indstilling og begrundelse.