Forsikring og Pension har rettet henvendelse til SKAT og anmodet om, at retningslinierne i SKM2008.553.SKAT for beregning af forsikringsvirksomhedernes delvise fradragsret efter momslovens § 38, stk. 1, ændres.
Kursgevinster og -tab
Det har vist sig at være administrativt meget byrdefuldt for forsikringsvirksomhederne at adskille realiserede og ikke-realiserede kursgevinster og -tab. Samtidig er der en forskellig behandling af kursgevinster og -tab i meddelelsen og i den tilsvarende meddelelse i SKM2004.464.TSS om retningslinier for opgørelsen af pengeinstitutternes samlede omsætning. I SKM2004.464.TSS skelnes ikke mellem realiserede og ikke-realiserede kursgevinster og -tab.
SKAT har derfor imødekommet Forsikring og Pensions ønske. SKAT har i denne forbindelse været opmærksom på, at dette kan betyde en forøget fradragsprocent for forsikringsvirksomhederne i indeværende og næste år. Men samtidig betyder ændringen en mindre fradragsprocent for forsikringsvirksomhederne end den, der oprindeligt fulgte af SKM2008.553.SKAT for årene 2004-2007.
SKM2008.553.SKAT ændres således med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2004, jf. pkt. 7 i SKM2008.553.SKAT, sådan at "realiserede kursgevinster- og tab" overalt i meddelelsen ændres til "kursgevinster- og tab".
SKAT har samtidigt udtalt til Forsikring og Pension, at den momsfrie omsætning i en virksomhed ikke kan være negativ ved opgørelsen af delvis fradragsret, og at fradragsprocenten i forbindelse med delvis fradragsret derfor ikke kan blive større end 100. "Ikke udnyttet negativ momsfri omsætning" i et regnskabsår kan ikke overføres til efterfølgende regnskabsår ved opgørelsen af delvis fradragsret.
Valgfrihed mellem SKM2008.553.SKAT og de ændrede retningslinier
SKAT er opmærksom på, at nogle forsikringsvirksomheder allerede kan have indgivet anmodninger om tilbagebetaling på baggrund af SKM2008.553.SKAT. Samtidig kan ændringerne i denne meddelelse i forhold til den oprindelige affattelse af SKM2008.553.SKAT for mange virksomheder være bebyrdende.
Forsikringsvirksomhederne kan derfor vælge at anvende den oprindelige udgave af SKM2008.553.SKAT for regnskabsårene til og med 2008. Valget skal traffes for alle år til og med 2008 under ét.
Frivillig registrering for udlejning af fast ejendom - særskilt SE-nr.
SKAT har til Forsikring og Pension udtalt, at forsikringsvirksomheders udlejningsejendomme, der er omfattet af en frivillig registrering for udlejning af fast ejendom med særskilt SE-nr., som udgangspunkt skal anses for en delregistreret virksomhed. Hvis ejendommen ikke anses for en delregistreret virksomhed, har det den konsekvens, at ejendommens omsætning kan medregnes ved opgørelsen af forsikringsvirksomhedens samlede omsætning og dermed den delvise fradragsret. SKAT har henvist til, at det efter momsloven ikke er muligt at tildele særskilte SE-nr., der alene er administrative og ikke er udtryk for en delregistrering.
Forsikring og Pension har imidlertid henvist til, at Landsskatteretten i en konkret sag har fundet det betænkeligt at lægge til grund, at en pensionskasse ved at anmode om frivillig momsregistrering efter momslovens § 51 for nogle udlejningsejendomme samtidig havde anmodet om delregistrering med de retsvirkninger, som en sådan registrering indebærer, jf. momslovens § 47, stk. 3.
SKAT vil derfor anerkende de særskilte SE-nr. for alene at udgøre administrative momsnumre, medmindre SKAT på baggrund af en konkret vurdering af virksomhedens indgivelser af anmodninger om frivillig registrering med særskilt SE-nr., korrespondance med SKAT mv., finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at virksomheden - ved at anmode om et særskilt SE-nr. i en anmodning om frivillig registrering - har anmodet om en delregistrering.
Virksomheder, der efter ovenstående ønsker SKATs anerkendelse af de særskilte SE-nr., skal rette henvendelse til SKAT.
Med hensyn til særskilte SE-nr., som SKAT anerkender som alene at udgøre administrative momsnumre, så har forsikringsvirksomhederne hermed fået varsel om inden 1. januar 2010 at afvikle disse SE-nr.
SKAT vil på baggrund af dialogen i det kommende år iværksætte ændringer af blanketten til brug for frivillig registrering, så det direkte vil fremgå af blanketten, at en anmodning om et særskilt SE-nr. vil blive anset for en anmodning om en delregistrering efter momslovens § 47, stk. 3, med de retsvirkninger, som en sådan registrering indebærer.