Parter

A
(Advokat Lars N. Vistisen)

mod

Skatteministeriet
(Kammeradvokaten Per Lunde Nielsen)

Afsagt af byretsdommer

Sv. Aa. Feier

Under denne sag, der er anlagt den 22. januar 2007 har sagsøgeren, A, nedlagt påstand om, at sagsøgte, Skatteministeriet, tilpligtes at anerkende, at sagsøgeren skattepligtige personlige indkomst for indkomståret 2000 skal nedsættes med 22.866,28 kr.

Sagen angår spørgsmålet om, hvorvidt et i indkomståret 2000 til sagsøgeren udbetalt erstatningsbeløb er skattepligtigt.

Sagsøgeren modtog erstatningen som resultat af en meget langvarig retssag, der blev anlagt den 25. maj 1081 [1981.red.SKAT]ved Sø- og Handelsretten, og som blev afsluttet i september 2000 ved forlig mellem parterne i overensstemmelse med den af retten afgivne tilkendegivelse.

Sagsøgeren deltog som partreder i partrederiet H1, der sammen med partrederiet H2 i 1975/76 indgik kontrakt med G1 A/S og G2 A/S om levering af nogle skibe, der var påmonteret med kraner. Kranerne viste sig at være mangelfulde og blev efter nogle år skrottet og erstattet af nogle af partrederierne indkøbte andre kraner, som blev placeret på de indkøbte skibe.

Partrederierne anlagde retssag mod leverandørerne med krav om erstatning. Sagen verserede i ca. 18 år, og inden den blev afsluttet, blev skibene solgt i 1982/83 og partrederiernes virksomhed ophørte hermed. Skattemyndighederne blev i forbindelse med partrederiernes ophør ikke oplyst om, at der verserede en endnu ikke afsluttet retssag.

Partrederierne blev i forbindelse med forliget tilkendt følgende beløb

1	Vedrørende kranerne et tilbagebetalingsbeløb på	kr.	1.986.000
2	Vedrørende diverse reparationer og indkøb forårsaget af mangler ved kranerne,	kr.	150.000
3	Vedrørende drifttab som følge af, at skibene på grund af manglerne ved kranerne var ude af drift i perioder m.v.	kr.	1.300.000

Partrederierne modtog i alt kr. 3.436.000,- Beløbet i stævningen udgør sagsøgerens andel heraf.

Hertil kom et yderligere beløb i procesrenter.

Landsretten stadfæstede ved kendelse af 24. oktober 2006 Skatteankenævnets afgørelse hvorved det omhandlede erstatningsbeløb blev anset for skattepligtigt, dog kun med 90%. Reduktionen skyldtes, at retten lagde til grund, at der var afskrevet på anskaffelsessummen fra kranerne, men at det umiddelbart ikke var muligt at opdele erstatningen i beløb der var erstatningspligtige efter afskrivningslån, respektive statsskattelån, hvorfor retten fandt, at den skattepligtige fortjeneste alene skulle medregnes efter afskrivningslovens regler med 90% jfr. afskrivningslovens § 9, stk. 4.

Der er ikke afgivet forklaringer under sagen.

Anbringender

Sagsøgeren har til støtte for sin påstand anført

Påstanden støttes overordnet på, at det savner forretningsmæssig begrundelse at fortsætte en driftsmiddelsaldo 18 år efter virksomhedens ophør ved salg af partrederiernes skibe og at der derfor ikke - som antaget af Landsskatteretten - er tale om en erstatning modtaget som led i en successiv afhændelse af afskrivningsberettigede aktiver (de i sagen omhandlede kraner) eller dækning af tidligere under driften fratrukne udgifter respektive driftstab.

Det gøres gældende, at omhandlede erstatning udspringer af det eventualkrav baseret på leverandørernes mangelansvar, som partrederierne mente at have mod disse, jf. den ved Sø- og Handelsretten den 25. maj 1981 anlagte erstatningssag mod G1 A/S og G2 A/S. Erstatningen blev først udbetalt i 2000 på baggrund af Sø- og Handelsrettens tilkendegivelse og det derefter indgåede forlig mellem parterne.

Henset hertil gøres det gældende, at erstatningskravet skal anses for en af dagældende statsskattelovs § 5 omfattet fordring og erstatningen en af samme bestemmelse omfattet skattefri formueforøgelse, jf. overgangsreglerne i kursgevinstlovens § 42, stk. 1 sammenholdt med § 14 vedrørende fordringer, der er udstedt før den 2. oktober 1985, hvor loven oprindelig trådte i kraft.

Fordringen - erstatningskravet - må i foreliggende situation principielt anses for stiftet ved leveringen af de mangelfulde kraner, men ved virksomhedsophøret i 1982/83 og indtil erstatningskravet blev fastslået af Sø- og Handelsretten har der alene foreligget et eventualkrav betinget af leverandørernes erstatningspligt. Det gøres gældende, at den som følge af retssagen indrømmede og modtagne erstatning ingen sammenhæng har eller havde med partrederiernes løbende drift.

Det bestrides ikke, at omhandlede kraner ved anskaffelsen må formodes tilført partrederiernes driftsmiddelkonti og dermed den enkelte partreders skibssaldo, men det bestrides, at dette forhold kan tillægges betydning skattemæssigt i relation til et erstatningskrav, som fastslås ca. 18 år efter pågældende virksomheds ophør. Det gøres gældende, at erstatningen er overgået til formuesfæren, idet der ikke foreligger nogen forretningsmæssig sammenhæng mellem erstatningen på den ene side og virksomhedens anskaffelse af kranerne samt virksomhedens ophør på den anden side. Der henvises til dommene SKM2002.484.HR og SKM2005.319.ØLR stadfæstet ved SKM2007.37.HR, hvor beskatning ud fra synspunktet successiv afhændelse blev afvist, fordi dette måtte forudsætte en forretningsmæssig begrundelse.

Sagsøgte har til støtte for sin påstand anført

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det overordnet gældende, at sagsøgeren er skattepligtig i indkomståret 2000 af sin andel af det ved forliget, jf. bilag 1, 3 og 4, indvundne beløb, jf. statsskattelovens § 4 og/eller afskrivningslovens § 9.

Ad 1.

Kranerne

Særligt for så vidt angår tilbagebetalingen af i alt kr. 1.986.000,-, gøres det gældende, at sagsøgeren er skattepligtig af sin andel heraf, jf. afskrivningslovens § 9, stk. 5, jf. stk. 4, subsidiært statsskattelovens § 4.

Der foreligger ikke længere dokumentation for, hvordan partrederierne og sagsøgeren har forholdt sig skattemæssigt i den periode, hvor sagsøgeren var partreder, ligesom der ikke længere foreligger dokumentation for den skattemæssige behandling i forbindelse med salget af skibene og partrederiernes ophør i 1982/83. Det gøres gældende, at dette skal komme sagsøgeren bevismæssigt til skade, og det bemærkes i den forbindelse, at sagsøgeren ikke informerede skattemyndighederne om den verserende retssag ved virksomhedens ophør, jf. også bilag 2, side 5, 1. afsnit.

Der er dog mellem parterne enighed om, jf. sagsøgtes opfordring (4) og sagsøgerens besvarelse heraf, at partrederne, herunder sagsøgeren, efter indkøbet af skibene med kranerne har afskrevet herpå, og at driftsmiddelsaldoen, såfremt skibene ikke var fuldt ud afskrevet på ophørstidspunktet, blev gjort op i forbindelse med partrederiernes (virksomhedernes) ophør i 1982/83. Sagsøgeren er således blevet beskattet af en eventuel negativ saldo eller har foretaget fradrag for en eventuel positiv saldo, jf. den dagældende afskrivningslovs § 6.

Det gøres derfor gældende, at sagsøgerens andel af ovennævnte beløb relaterer sig til et aktiv, der tidligere er afskrevet eller foretaget fradrag for.

Det følger af afskrivningslovens § 9, stk. 5, at salgssummen, når et driftsmiddel eller skib sælges efter ophørsåret, skal medregnes fuldt ud i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori salget finder sted. For personer medregnes dog alene 90% af salgs-summen ved indkomstopgørelsen, jf. afskrivningslovens § 9, stk. 5, sidste punktum, jf. stk. 4.

Det gøres gældende, at det ved retssagen indvundne beløb skal sidestilles med et beløb indvundet ved salg af kranerne, jf. også afskrivningslovens §§ 47 og 48, og at beløbet endvidere skattemæssigt skal periodiseres til indkomståret 2000, hvor tvisten blev endeligt forligt.

Subsidiært gøres det gældende, at sagsøgeren er skattepligtig i medfør af statsskattelovens § 4, jf. nærmere umiddelbart nedenfor.

Ad 2.

Diverse reparationer og indkøb

Det gøres gældende, at sagsøgerens andel af erstatningen på i alt kr. 150.000,- er skattepligtig, jf. statsskattelovens § 4.

Det fremgår af statsskattelovens § 4, at den skattepligtiges samlede årsindtægter betragtes som skattepligtig indkomst, og medmindre sagsøgeren kan godtgøre, at der er særlig hjemmel til at bortse fra indkomsten ved skatteopgørelsen, er beløbet skattepligtigt. En sådan hjemmel har sagsøgeren ikke påvist.

Hertil kommer, at der mellem parterne, jf. sagsøgtes opfordring (5) og sagsøgerens besvarelse heraf, er enighed om, at partrederne, herunder sagsøgeren, allerede har foretaget fradrag for udgifterne til leje af kraner, reparationer osv. i de indkomstår, hvor udgifterne blev afholdt, jf. den dagældende afskrivningslovs § 4, stk. 3.

Sagsøgerens andel af erstatningen er således ydet til dækning af udgifter, som tidligere er fratrukket.

Ad 3

Driftstab

For så vidt angår sagsøgerens andel af driftstabet på i alt kr. 1.300.000,-, er der tale om dækning af det indtægtstab, som partrederne har lidt som følge af manglerne ved kranerne. Erstatningen træder således i stedet for en indtægt, der ville have været skattepligtig, og det er derfor særlig klart, at sagsøgeren er skattepligtig af sin forholdsmæssige andel heraf, jf. statsskattelovens § 4.

Som det fremgår af ovennævnte, er alene en del af det ved forliget indvundne beløb omfattet af afskrivningslovens § 9, men henset til, at det til sagsøgeren udbetalte beløb ikke umiddelbart kunne opdeles i beløb, der var skattepligtige efter afskrivningslovens regler og efter statsskattelovens regler, har Landsskatteretten (bilag 2, side 8, 5. afsnit) alene beskattet sagsøgeren med 90% af det indvundne beløb. Der er således tales om en yderst lempelig afgørelse for sagsøgeren.

Afslutningsvis bestrides det, at der foreligger en fordring omfattet af kursgevinstlovens § 42, sammenholdt med § 14, samt at der i øvrigt skulle være grundlag for at betragte erstatningen som skattefri, jf. statsskattelovens § 5.

Rettens bemærkninger og konklusion

Retten finder, som Landsskatteretten, at beløbet der er modtaget som erstatning for kranerne må anses som skattepligtigt for sagsøgeren i medfør af afskrivningslovens § 9, stk. 5 og at erstatningen der er modtaget til dækning af de udgifter der er forårsaget af manglerne og for et driftstab, er skattepligtig for sagsøgeren i henhold til statsskattelovens § 4.

Retten finder for så vidt angår de af sagsøgeren påberåbte domme, at disse ikke gør nogen forskel heri, idet de vedrører en situation, hvor en positiv driftsmiddelsaldo ønskes videreført til anvendelse på et senere, mere hensigtsmæssigt tidspunkt, medens der i denne sag er tale om beskatning af et indvundet beløb, og der ikke nødvendigvis kan forventes symmetri mellem de 2 situationer.

Sagsøgte frifindes herefter for sagsøgerens påstand.

Sagsomkostningerne fastsættes som nedenfor angivet, hvorved bemærkes, at der er taget hensyn til advokatudgifter, udgift til materialesamling.

T h i   k e n d e s   f o r   r e t

Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.

Sagsøgeren, A, skal inden 14 dage betale 10.000,- i sagsomkostninger til sagsøgte.