Dato for udgivelse
20 Jul 2007 13:10
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
19 Jun 2007 11:57
SKM-nummer
SKM2007.510.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-118952
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Salg + Ejendomsavancebeskatning
Emneord
Ejendom, avance, parcelhusreglen
Resumé

Skatterådet svarer ja til at en eventuel avance ved salg af lejlighed ikke skal beskattes, selvom skatteyder har to helårsboliger.

Reference(r)

Ejendomsavancebekskatningsloven § 8, stk. 1

Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-3 E.J.1
Spørgsmål

Vil en evt. avance ved salg af lejligheden Gade være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1?

Svar

Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Skatteyder er bosiddende i Jylland i et enfamilieshus beliggende  sammen med ægtefællen. Derudover har skatteyder en lejlighed beliggende Gade, København , som bliver brugt til 3 overnatninger om ugen. Lejligheden blev købt i september 2004. Skatteyder benytter lejligheden i København i tilknytning til arbejdet som direktør og daglig leder af  A/S. Forretningsadressen er 2100 København Ø.

Der er fremlagt dokumentation for det oplyste i form af erklæring fra medarbejder, der har skrevet under på, at skatteyders arbejdssted er 2100 København Ø 3 dage om ugen. Endvidere er der dokumenteret et ikke ubetydeligt varme- og elforbrug i 2006, ligesom der er regninger på kabel-tv og internet på adressen i København i den pågældende periode. Derudover er der dokumenteret køb af et stort antal ture i 2006 med MOLS-linien, der indikerer, at spørgeren har tilbragt forlængede weekends hos ægtefællen i den anden helårsbolig i Jylland.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Spørger er af den opfattelse, at en fortjeneste ved salg af lejligheden vil være omfattet af ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1.

SKATs indstilling og begrundelse

I henhold til § 8, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven, skal fortjeneste ved afståelse af en- og tofamilieshuse og ejerlejligheder ikke medregnes, hvis huset eller lejligheden har tjent til bolig for ejeren eller dennes husstand i en del af eller hele den periode, hvori denne har ejet ejendommen, og hvor ejendommen har opfyldt betingelserne for at kunne afstås skattefrit.

Det fremgår ikke af lovbestemmelsen om en ejer på samme tid kan have to ejendomme, der tjener til bolig for ejeren i ejendomsavancebeskatningslovens forstand.

Skatteministeriet har taget bekræftende til genmæle i SKM2006.379.VLR, da  landsretsdommen er i strid med praksis på området. En supplerende ejendom vil kunne sælges skattefri efter parcelhusreglen, hvis ejendommen af arbejdsmæssige årsager har været anvendt til beboelse af ejeren. Det er i den forbindelse uden betydning, om skatteyderen anskaffede ejendommen af arbejdsmæssige årsager eller ej, blot han i en væsentlig periode af arbejdsmæssige årsager har anvendt ejendommen til beboelse.

Ud fra en samlet vurdering af den fremlagte dokumentation, er det SKATs opfattelse, at det må lægges til grund, at spørger af arbejdsmæssige årsager har benyttet lejligheden som bolig 3 dage om siden lejligheden blev købt i september 2004..

SKAT vurderer således, at boligen af arbejdsmæssige årsager har tjent til bolig for spørger i en væsentlig periode.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares bekræftende.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.