Dato for udgivelse
26 apr 2007 14:38
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
24 apr 2007 14:11
SKM-nummer
SKM2007.286.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
07-071241
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Ejendomme i udlandet + Erhvervsejendomme + Ejendomsavancebeskatning
Emneord
Ejendomsavance, sambeskatning, skattepligt
Resumé
Avance ved salg af hollandsk ejendom kunne genplaceres ved køb af ny hollandsk ejendom. Landmandens danske selskab kunne sambeskattes med hans hollandske selskab. Det danske selskab bevarede sin skattepligt til Danmark.
Reference(r)

Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 A
Selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 1
Selskabsskatteloven § 31 A

Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-2 E.J.2.6
Henvisning
Ligningsvejledningen 2007-2 S.A.1

Spørgsmål

  1. Kan det bekræftes - under de nedenfor beskrevne forudsætninger - at avance ved et salg af ejendommen i Holland kan genplaceres i køb af anden ejendom i Holland i 2007 eller 2008?
  2. Kan det bekræftes - under de nedenfor beskrevne forudsætninger - at det af A stiftede selskab B ApS kan sambeskattes med det af A i Holland stiftede selskab "Drift ApS"?
  3. Kan det bekræftes - under de nedenfor beskrevne forudsætninger, samt under forudsætning af at spm. 2 besvares bekræftende - at B ApS kan bevare sin skattepligt til Danmark?

Svar

  • Ja, se dog indstilling og begrundelse.
  • Ja.
  • Ja.

Beskrivelse af de faktiske forhold

Spørger har i brev af 16. november 2006 og mail af 16. januar 2007 anført følgende:

A (fysisk person) købte kvægejendommen C den 20. april 1994.

Ejendommen har siden købet været drevet med malkekvæg og der er en mælkekvote på ejendommen på 725.000 kg mælk.

A ønsker at omdanne sin virksomhed efter reglerne om skattefri virksomhedsomdannelse pr. 1. januar 2007 til B ApS.

B ApS sælger ejendommen i Danmark i 2007 og køber en landbrugsejendom i Holland i 2007 hvori avancen fra den danske ejendom bliver genplaceret.

A flytter til Holland i 2007 og stifter et selskab i Holland, som minder om et dansk anpartsselskab. Det hollandske selskab benævnes derfor "Drift ApS ". Dette selskab lejer sig ind i den af B ApS ejede landbrugsejendom og forestår al drift på landbrugsejendommen. A udpeger en bestyrelse i B ApS på 2 personer, som forbliver boende i Danmark.

B ApS ønsker mulighed for at sælge den i 2007 anskaffede landbrugsejendom i Holland på et senere tidspunkt (måske i 2008) og i samme år anskaffe en anden landbrugsejendom i Holland, hvori ejendomsavancen fra den 1. ejendom i Holland genplaceres.

Selskabet B ApS anmoder om international sambeskatning med "Drift ApS" i Danmark.

A er mest interesseret i at købe en kvægejendom i Holland, men pt. er der kun mulighed for en svineejendom der, hvor han ønsker at bo. Han vil gerne lave en konstruktion, så han får mulighed for at købe en kvægejendom i Holland (når der bliver en til salg) - og så have mulighed for at genplacere i en ny ejendom i Holland. Som person har han kun én mulighed for genplacering, da hans skattepligt til Danmark ophører ved udrejse.

Hvis selskabet kan fastholde sin skattepligt til Danmark, vil selskabet bevare sine muligheder for genplacering af ejendomsavancer i samme omfang som en person, som til stadighed er fuldt skattepligtig til Danmark.

Spørger har oplyst, at der ikke ønskes stillingtagen til, hvorledes et eventuelt hollandsk skattekrav skal behandles efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Holland.

Spørger har i mail af 1. marts 2007 oplyst, at for at den påtænkte internationale sambeskatning kan lade sig gøre, skal der indskydes et holdingselskab i Danmark, som bliver ejer af både B ApS og driftsselskabet i Holland.

Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling

Det fremgår af ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 1, at man ved afståelse af fast ejendom, i stedet for at medregne fortjenesten til den skattepligtige indkomst, kan vælge at nedsætte anskaffelsessummen for en anden nyerhvervet erhvervsejendom.

Jf. samme lovs § 6 A, stk. 4, er det en betingelse, for nedsættelse af anskaffelsessummen, at ejendommen ikke er beliggende i en fremmed stat, medmindre ejeren på nedsættelsestidspunktet er skattepligtig til Danmark efter Kildeskattelovens § 1, uden at være hjemmehørende i en fremmed stat i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Nedsættelsestidspunktet er i Ligningsvejledningen punkt E.J.2.6 defineret således:

Nedsættelsestidspunktet kan udledes af reglen i  ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A, stk. 2. Hvis erhvervelsen af den udenlandske ejendom, hvis anskaffelsessum nedsættes, er sket i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret for den ejendom, hvis beskatning udskydes, er nedsættelsestidspunktet tidspunktet for indsendelse af rettidig selvangivelse for afståelsesåret. Hvis erhvervelsen er sket i samme år, er nedsættelsestidspunktet fortsat det samme. Hvis erhvervelsen sker i året efter, er nedsættelsestidspunktet tidspunktet for indsendelse af rettidig selvangivelse for dette år. Hvis skattemyndighederne ændrer ansættelse vedrørende afståelse af fast ejendom, og den skattepligtige begærer nedsættelse indenfor tre måneders fristen, er nedsættelsestidspunktet tidspunktet for denne begæring.

Da B ApS bevarer sin skattepligt til Danmark, er der ingen problemer med nedsættelsestidspunktet.

Det fremgår af selskabsskattelovens § 8, stk. 2, "til den skattepligtige indkomst medregnes ikke indtægter og udgifter, som vedrører et fast driftssted eller en fast ejendom beliggende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland, jf. dog § 31 A."

Selskabsskattelovens § 31 og 31A, som beskriver reglerne for sambeskatning, fastslår i § 31A, at tilvalget gælder tillige alle faste driftssteder og faste ejendomme, der er beliggende i udlandet, og som tilhører de sambeskattede danske og udenlandske selskaber.

SKATs indstilling og begrundelse

Ad spørgsmål 1

Fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, der ikke er erhvervet som led i den skattepligtiges næring, skal som udgangspunkt medregnes ved indkomstopgørelsen efter reglerne i ejendomsavancebeskatningsloven.

Efter § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven kan en skattepligtig dog i visse tilfælde ved at genanskaffe en ny ejendom i forbindelse med afståelse af en fast ejendom udskyde beskatningen af fortjeneste ved afståelse af en fast ejendom til en senere ejendomsafståelse.

Den skattepligtige kan således vælge mellem at lade sig beskatte ved afståelsen af ejendommen eller at udskyde beskatningen til en senere afståelse ved at modregne fortjenesten i anskaffelsessummen for den nyerhvervede ejendom.

Det er bl.a. en betingelse for anvendelse af reglerne om genanbringelse, at den skattepligtige enten erhverver fast ejendom i samme indkomstår, hvori den skattepligtige afstår fast ejendom, eller erhverver fast ejendom senest i det indkomstår, der følger efter afståelsesåret, eller erhverver fast ejendom i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret.

Det er endvidere en betingelse, at den skattepligtige senest for det indkomstår, hvori erhvervelsen finder sted, begærer nedsættelsesreglen anvendt ved indsendelse af rettidig selvangivelse eller, såfremt erhvervelsen af fast ejendom finder sted i det seneste indkomstår forud for afståelsesåret, begærer reglen anvendt senest ved indsendelse af rettidig selvangivelse for afståelsesåret.

Der gælder særlige regler for genanbringelse i fast ejendom i udlandet. Genanbringelse i udenlandsk ejendom er således yderligere betinget af, at ejeren, når denne er en fysisk person, på nedsættelsestidspunktet er skattepligtig til Danmark efter § 1 i kildeskatteloven uden at være hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst. For selskaber er nedsættelse af anskaffelsessummen efter stk. 1 betinget af, at den erhvervede ejendom ikke er beliggende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland, medmindre ejeren på nedsættelsestidspunktet er skattepligtig til Danmark efter selskabsskattelovens § 1 uden at være hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst

SKAT skal bemærke, at Skatterådet i SKM2006.730.SR har tiltrådt, at fortolkningen af nedsættelsestidspunktet, som anført ovenfor, dog ikke er ensbetydende med, at der kan stilles krav om, at en skatteyder skal forblive fuld skattepligtig til Danmark uden at være hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst helt frem til udløbet af den formelle selvangivelsesfrist for det pågældende indkomstår, jf. § 4 i skattekontrolloven.

Det er herefter tilstrækkeligt for anvendelse af genanbringelsesreglerne i forbindelse med en ejendom i udlandet, at en skatteyder, der opfylder skattepligtskravene, ved fraflytning begærer fortjeneste ved afståelsen af den danske ejendom genanbragt i den udenlandske ejendom. Det er dog en betingelse for anvendelse af genanbringelsesreglerne, at skatteyder i forbindelse med begæringen afgiver de nødvendige oplysninger om de implicerede ejendomme, således at skattemyndighederne kan konstatere, om det formelle og reelle grundlag for genanbringelse efter §§ 6 A-6 C er opfyldt.  

Det er fortsat en betingelse for genanbringelse, at der indgives rettidig selvangivelse for det pågældende indkomstår, jf. § 6 A, stk. 2, i ejendomsavancebeskatningsloven. 

Efter § 6 A, stk. 1, i ejendomsavancebeskatningsloven anses udleje af fast ejendom ikke for erhvervsmæssig virksomhed, medmindre der er tale om udlejning af fast ejendom, der benyttes til landbrug, gartneri, planteskole, frugtplantage eller skovbrug, jf. vurderingslovens § 33, stk. 1 eller 7.

Det fremgår af ovenstående, at det bl.a. er en betingelse for genanbringelse af ejendomsavance i anskaffelsessummen ved køb af en ejendom i udlandet, at ejeren på nedsættelsestidspunktet er skattepligtig til Danmark efter § 1 i kildeskatteloven uden at være hjemmehørende i en fremmed stat, på Færøerne eller i Grønland i henhold til bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

SKAT finder ikke, at der i formuleringen af ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A er indeholdt en betingelse om, at genanbringelsesreglerne kun skal kunne finde anvendelse ved genanbringelse af en fortjeneste ved afståelse af én ejendom, ligesom det efter SKATs opfattelse heller ikke er en betingelse for anvendelse af regelsættet, at den afståede ejendom er beliggende i Danmark. Efter SKATs opfattelse indeholder loven således hjemmel til, at reglerne kan anvendes også ved efterfølgende afståelser og erhvervelser, forudsat at betingelserne i § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven er opfyldt. Selskabet kan således fortsætte med at genplacere også i udlandet, når betingelserne er opfyldt. Betingelserne om skattepligt og hjemmehørende skal være opfyldt på nedsættelsestidspunktet.

SKAT indstiller derfor, at spørgsmålet besvares med et ja, idet det er forudsat, at selskabet på nedsættelsestidspunktet opfylder de ovenfor nævnte skattepligtsbestemmelser mv. Herudover skal de øvrige betingelser for genanbringelse som nævnt i § 6 A i ejendomsavancebeskatningsloven være opfyldt, for at reglerne kan finde anvendelse, herunder indsendelse af rettidig selvangivelse.

Spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for genanbringelse rent faktisk er opfyldt på nedsættelsestidspunktet, afgøres enten ved anmodning om et nyt bindende svar efter dette tidspunkt eller ved ligningen af selvangivelsen for det pågældende indkomstår.

Ad spørgsmål 2

En sambeskatning af de omhandlede selskaber forudsætter, at de er koncernforbundne. Spørger har i mail af 1. marts 2007 oplyst, at der vil blive indskudt et holdingselskab i Danmark, som bliver ejer af både B ApS og driftsselskabet i Holland. SKAT har derfor lagt til grund for sin indstilling, at den nævne forudsætning er opfyldt. 

SKAT har lagt vægt på, at udenlandske selskaber, i hvilke ingen af deltagerne hæfter personligt for selskabets forpligtelser, og som fordeler overskuddet i forhold til deltagernes indskudte kapital, kan indgå i en international sambeskatning. Det gælder også for faste driftssteder og faste ejendomme, der er beliggende i udlandet, og som tilhører de sambeskattede danske og udenlandske selskaber.

SKAT indstiller på denne baggrund, at spm. 2 besvares med "ja".

Ad spørgsmål 3 

I henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, påhviler fuld skattepligt i henhold til denne lov indregistrerede aktieselskaber, der er hjemmehørende her i landet. Afgørende for skattepligten er, om selskabet er optaget i aktieselskabsregisteret. Anpartsselskaber sidestilles i relation til selskabsskatteloven med aktieselskaber, jf. anpartsselskabsloven § 83.

Af Ligningsvejledningen; Selskaber og aktionærer 2007-1, afsnit S.A.1 Fuldt skattepligtige selskaber m.v., fonde og foreninger fremgår følgende: "Fortolkningen af ordet hjemmehørende giver ikke vanskeligheder vedrørende indregistrerede aktie- og anpartsselskaber, da det er en betingelse for indregistreringen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at selskabet angiver sit hjemsted her i Danmark."

I SKM2005.199.ØLR fastslog Østre Landsret, at det afgørende for skattepligten for et anpartsselskab er, at selskabet er indregistreret her i landet. Skattepligt til Danmark er således ikke betinget af, at ledelsens sæde er her i landet. Dommen blev stadfæstet af Højesteret i SKM2007.151.HR.

Da B ApS er et anpartsselskab, som er indregistreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, vil selskabet bevare sin fulde skattepligt til Danmark, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. anpartsselskabsloven § 83.

SKAT indstiller derfor, at spm. 3 besvares med "ja".

SKAT har ikke taget stilling til, hvorledes et eventuelt hollandsk skattekrav skal behandles efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Holland.

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode

5 år.