A klager for indkomståret 1999 over, at de stedlige skattemyndigheder har anset erstatning for manglende partshøring for skattepligtig samt over, at månedsvise udbetalinger i perioden 1. august 1999 - 31. juli 2000 er anset for løn.

Det fremgår af sagen, at det i forbindelse med en aftale af 17. juni 1997 mellem Finansministeriet og Skatteministeriet blev besluttet at oprette et særligt kontrollørkorps i Told og Skat, hvortil der skulle overføres 350 årsværk fra Told og Skats almindelige virksomhed i 1998 samt yderligere 50 medarbejdere i hvert af årene fra 1999 til 2001.

Klageren, der pr. 1. august 1987 blev ansat i det daværende Statsskattedirektorat, fik den 23. september 1997 meddelelse om, at hun den 1. januar 1998 sammen med 341 kollegaer ville blive overført til det nyetablerede kontrollørkorps. Begrundelse for udpegning af klageren til kontrollørkorpset blev angivet at være, at hun ud fra en samlet vurdering var blandt dem, der bedst kunne undværes på de opgaver, der havde med Told og Skats almindelige virksomhed at gøre. Klageren fik endvidere meddelelse om, at overførelsen til kontrollørkorpset ikke i øvrigt påvirkede hendes ansættelsesforhold m.v., ligesom det blev meddelt, at hun efter den 1. januar 1998 ville få særlige uddannelsestilbud, der primært rettede sig mod at øge hendes muligheder for at få varig beskæftigelse udenfor Told og Skat.

Ved skrivelse af 6. november 1997 fra Told- og Skattestyrelsen, personaleafdelingen, til B, der var én af de involverede organisationer, meddeltes som svar på en henvendelse af 29. oktober 1997 vedrørende forvaltningslovens partshøringsbestemmelser i forbindelse med dannelsen af kontrollørkorpset i Told og Skat, at man nærmere ville vurdere, hvorvidt de forhold som var anført i henvendelsen gjorde, at man i forbindelse med udpegningen til kontrollørkorpset skulle have gennemført partshøring. Den 6. november 1997 udarbejdede Told Skat et notat om partshøring i forbindelse med overførelse til kontrollørkorpset, hvoraf fremgår:

"Partshøring i forbindelse med overførelse til kontrollørkorpset

Indledning

En eventuel partshøring af de medarbejdere, der er eller skal overføres til kontrollørkorpset vil i givet fald følge af bestemmelserne i Forvaltningslovens § 19, stk. 1.

Heraf fremgår:

Kan en part i en sag ikke antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Som det fremgår af bestemmelsen skal medarbejderne i givet fald gøres bekendt med sagens faktiske omstændigheder, samt have lejlighed til at udtale sig.

Begrundelsen; "blandt de medarbejdere, der bedst kan undværes" hviler på et lokalt udarbejdet, relativt skøn. Der har således ikke været opstillet fælles kriterier for udpegningen af medarbejdere til korpset, men cheferne har foretaget en samlet vurdering, og udskilt dem han/hun bedst kan undvære.

For at gennemføre en høring skal kriterierne for den konkrete vurdering af den enkelte medarbejder nu meddeles den enkelte, herunder også eventuelle oplysninger, der indeholder en subjektiv præget stillingtagen.

I den forbindelse skal det anføres, at alle kriterier skal indgå, ligesom det formentlig skal fremgå, med hvilken vægt de enkelte kriterier indgik ved afgørelsen.

Eksempelvis kan kriterier som manglende vilje eller evne til opkvalificering, forventet opgavebortfald, samarbejdsvanskeligheder, generel uegnethed, mange sygedage nævnes, men der vil givet være mange flere.

I forbindelse med at medarbejderne gøres bekendt med de anvendte kriterier, må det forventes, at en tjenestemand, der f.eks. får oplyst "forventet opgavebortfald", som et kriterie, straks vil gå til personaleorganisationen med et ønske om, at der bliver ført en sag om den pågældendes krav på rådighedsløn. Medarbejdere, der får meddelelse om, at de ikke vurderes at kunne opkvalificeres, vil måske kunne fremvise en alen-lang liste over kurser de har deltaget i osv.

Det er ting, der bør vurderes i forbindelse med, at medarbejderne meddeles de kriterier, der indgik i den "samlede vurdering".

Den praktiske gennemførelse af eventuelle høringer

Konsekvensen af den manglende partshøring er som udgangspunkt, at afgørelsen er ugyldig.

Det første der således skal ske er, at chefen ska1 annullere afgørelsen ved brev til de pågældende medarbejdere.

I den forbindelse må det i øvrigt forventes, at de medarbejdere, der efter udpegningen har taget deres afsked/er afskediget på grund af sygdom mv. vil overveje erstatningskrav.

Når annullationen er gennemført skal Told Skat igennem en ny runde med at finde egnede medarbejdere til overførelse til kontrollørkorpset - i lighed med den der blev gennemført den 23. september 1997.

Det må antages, at en stor del af de oprindeligt udpegede medarbejdere igen vil blive vurderet egnede til overførelse til korpset, men herudover må det antages, at der vil være en del nye.

Dette begrundes med, at det i forbindelse med en ny udpegningsrunde vil være nødvendigt at opstille mere faste kriterier for udpegningen. Den brede formulering "dem der bedst kan undværes" må erstattes af en ny begrundelse, der tager udgangspunkt i en negativ kvalifikationsvurdering, således at dem der udpeges rent faktisk er dem med de dårligste kvalifikationer. Og derved dem der dårligst kan opkvalificeres.

Det er den myndighed, der skal træffe afgørelse med hensyn til sagens realitet, der gennemfører partshøringen, ligesom eventuelle udtalelser skal afgives til denne myndighed.

I praksis betyder det, at de enkelte regioner selv skal gennemføre partshøringen. Tilsvarende må gælde for styrelsens vedkommende, at det er den enkelte afdelingschef, der forestår udpegning og partshøring.

For hver enkelt medarbejder, der udpeges til korpset, skal der ske sagsbehandling, hvor medarbejderen tilskrives med en detaljeret gennemgang af de kriterier, der ligger til grund for udpegningen til korpset. Medarbejderne skal derudover have lejlighed til at fremkomme med en udtalelse.

Der er ikke i Forvaltningsloven fastsat nogen frist for hvor lang tid den pågældende har til at udtale sig, men myndigheden kan fastsætte en frist. Det skønnes, at en sådan frist ikke kan være kortere end 14 dage, og det er måske endda i underkanten, når der tænkes på, at en lang række medarbejdere må antages at have et ønske om at inddrage sin personaleorganisation i sagen. Personaleorganisationerne vil givet anmode om en fristforlængelse, så fristen bør fra starten sættes til 4 uger.

Når udtalelsen er modtaget, skal der ske en reel sagsbehandling, hvor man rent faktisk forholder sig til de eventuelle bemærkninger, i forhold til de i partshøringen anførte kriterier.

Når det er sket skal de enkelte medarbejdere tilskrives med en afgørelse af, om deres eventuelle udtalelser har medført, at de fritages for overførelse til kontrollørkorpset eller om de nu overføres til korpset. I det sidste tilfælde skal brevet indeholde en gennemgang af medarbejderens eventuelle bemærkninger i forhold til de anvendte kriterier.

I den forbindelse skal det overvejes, om der skal gives klagevejledning i henhold til Forvaltningslovens § 25, idet det må antages, at sådanne afgørelser kan påklages til Told- og Skattestyrelsen. For medarbejdere i styrelsen må det antages, at der er klageadgang til Departementet.

Hvis det viser sig, at et antal af de medarbejdere, der vurderes egnede til overførelse til korpset, rent faktisk ikke overføres skal der, for at overholde aftalen med Finansministeriet, overføres et yderligere antal medarbejdere til korpset. Vi skal altså igennem endnu en - ganske vist mindre - udgave af den 23. september 1997.

De medarbejdere, der måtte vurderes at skulle overføres til korpset i den forbindelse skal selvfølgelig også partshøres, med den konsekvens, at nogle af dem måske alligevel ikke skal overføres. Det skal derfor overvejes, om man i første omgang partshører flere end det antal, der rent faktisk skal overføres til korpset, eller om vi skal gøre det af flere omgange.

Alene disse perspektiver gør, at tanken om at gennemføre partshøring på nuværende tidspunkt er lidt af et "rædsels-scenario" når der tænkes på, hvor ødelæggende sådanne "høringsrunder" vil være, såvel institutionsmæssigt som personalepolitisk, og hvilken utryghed det vil medføre blandt medarbejderne.

Som nævnt ovenfor besværliggøres det yderligere af, at det antal, som eventuelt herefter skal udpeges, ikke kan fastlægges een gang for alle, men løbende må justeres.

Plan for gennemførelse af en eventuel høringsrunde

Hvis der træffes beslutning om, at der rent faktisk skal gennemføres en høringsrunde, vil denne runde blive initieret ved et brev fra Told- og Skattedirektøren til de enkelte chefer.

En del regioner har relativt mange medarbejdere udpeget til korpset. Visse af de københavnske regioner har op til 30, og i styrelsen blev 28 udpeget til korpset.

Der er grænser for, hvor store personaleressourcer, der er beskæftiget på personaleområdet ved regionerne, hvorfor der nødvendigvis må afsættes en vis tid til sagsbehandlingen af disse partshøringer.

Det er realistisk at tro, at hvis beslutningen om partshøring træffes den 17. november 1997 vil øvelsen kunne køre efter følgende plan:

Den 20. januar 1998 anlagde B som mandatar for klageren voldgiftssag imod Told- og Skattestyrelsen på vegne af 3 tillidsrepræsentanter, idet udpegningen til kontrollørkorpset måtte sidestilles med afskedigelse, og fordi der ikke for tillidsrepræsentanterne forelå tvingende grunde til afskedigelsen.

Den 14. juli 1998 udtog B på vegne af 10 medlemmer stævning mod Told- og Skattestyrelsen med påstand om, at sagsøgte tilpligtes at betale 100.000 kr. med tillæg af sædvanlige procesrenter fra sagens anlæg til betaling finder sted. Subsidiært blev nedlagt påstand om, at sagsøgte tilpligtes at betale et efter rettens skøn fastsat beløb med tillæg af sædvanlige procesrenter fra sagens anlæg, til betaling finder sted.

Af stævningens sagsfremstilling fremgår bl.a., at sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgeren er berettiget til erstatning efter forvaltningsretlige regler som følge af, at hun uden forudgående partshøring er blevet overflyttet til et såkaldt kontrollørkorps under Told- og Skattestyrelsen. Det vil i den forbindelse overordnet blive gjort gældende, at overflytningen af sagsøgeren og en lang række af hendes kollegaer til kontrollørkorpset er en forvaltningsakt, som forudsætter en forudgående partshøring.

Den 21. september 1998 indgav C (personaleorganisation) klage til Folketingets Ombudsmand på vegne af 174 af de udpegede tjenestemandsansatte medlemmer, herunder klageren, idet der efter tjenestemandslovens regler burde være givet de pågældende tilbud om afskedigelse med rådighedsløn som følge af deres stillingsnedlæggelse eller tilbud om afsked med pension på grund af forflyttelse og som følge af, at udpegningen til kontrollørkorpset var sket under tilsidesættelse af almindelige forvaltningsretlige regler om partshøring og begrundelse.

Det fremgår endvidere af sagen, at som et led i Folketingets forhandlinger om finansloven for 1999 den 24. - 25. november 1998 blev det besluttet af afvikle kontrollørkorpset med virkning fra 1999, således at de medarbejdere, der var ansat i korpset, blev opsagt.

Af Intern Information nr. 136 af 27. november 1998 fra Told og Skat fremgår bl.a., at kontrollørkorpset ikke er blevet den succes, som det var tænkt som. Den væsentligste grund hertil er angivet nok at være, at der ikke er sket den afgang fra korpset, som var forudsat i flerårsaftalen mellem Finansministeriet og Skatteministeriet.

Af Intern Information nr. 136 fremgår tillige for så vidt angår det tjenestemandsansatte personale, at der i øjeblikket forhandles med personaleorganisationerne om en aftale, og at aftalen forudsættes at indeholde en kompensation for den manglende høring i forbindelse med udpegningen til korpset den 23. september 1997. Endvidere er angivet, at for at den enkelte kan blive omfattet af aftalen, kræver det, at den enkelte afgiver fuldmagt til personaleorganisationen. Ligeledes er for det overenskomstansatte personale anført, at aftalen forudsættes at indeholde en kompensation for den manglende partshøring.

Om de lønmæssige forhold fremgår af Intern Information nr. 136, at tjenestemandsansatte medarbejdere i kontrollørkorpset påtænkes afskediget med 3 måneders varsel til udgangen af april 1999, hvorefter de overgår til rådighedsløn i 3 år, medens de overenskomstansatte medarbejdere vil få mulighed for at vælge mellem at blive afskediget med 6 måneders varsel eller at blive afskediget med yderligere et års varsel, dvs. med fratræden senest den 31. juli 2000, ligesom de vil få udbetalt fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærloven og vil blive tilbudt at blive fritstillet i opsigelsesperioden.

Af et notat af 1. december 1998 om "Talepunkter til Skatteministeren vedr. kontrollørkorpset" fra Told- og Skattestyrelsen fremgår bl.a.:

"Den nye "konstruktion"

• Tjenestemandsansatte
medarbejdere i kontrollørkorpset påtænkes afskediget med 3 måneders varsel til udgangen af april 1999, hvorefter de overgår til rådighedsløn i 3 år.
Såfremt den enkelte indgår en aftale med C, der regulerer samtlige udestående spørgsmål samt giver sin personaleorganisation fuldmagt til at indgå en sådan aftale til fuld og endelig afgørelse får medarbejderen en kompensation for den manglende høring på 25.000 kr.
De pågældende kan i en periode få rådgivning og uddannelsestilbud.

• Aftalen vedrørende de overenskomstansatte medarbejdere er ikke forhandlet på plads med de involverede personaleorganisationer, men de vil få mulighed for at vælge mellem at blive afskediget med 6 måneders varsel eller at blive afskediget med yderligere et års varsel, dvs. med fratræden senest den 31. juli 2000.
  Vælger den overenskomstansatte afsked med yderligere et års varsel, forudsætter det, at der kan indgås en aftale med personaleorganisationerne der regulerer samtlige udestående spørgsmål samt, at den enkelte medarbejder giver sin personaleorganisation fuldmagt til at indgå en sådan aftale til fuld og endelig afgørelse. Aftalen forudsætter endvidere en kompensation for den manglende høring.
  De pågældende kan i en periode få rådgivning og uddannelsestilbud."

Den 7. december 1998 blev følgende fremsendt fra klagerens chef til personaleafdelingen:

"Vedr begrundelse for udpegning af A til kontrollørkorpset

A har i en årrække været tilknyttet sagsområdet vedr. systemejerskab af de systemer, der vedrører forskud, selvangivelse og årsopgørelser. Da hun blev udpeget til korpset beskæftigede hun sig med følgende sagsområder:

• Indberetningssystemerne (specifikt et mindre indberetningssystem vedr Grundejernes Investeringsfond
• Ekspedition af enkeltstående manuelle oplysninger om statstilskud til kostskoler

Det bemærkes indledningsvis, at Personafdelingen, der blev etableret i august 1996 ved en opsplitning af den daværende Administrationsafdeling, i den forløbne periode har ændret sig fra især at være en driftsafdeling til at være en udviklingsafdeling. Karakteren af opgavesammensætningen har ændret sig fra årsvedligeholdelse til i højere grad at være egentlige udviklingsopgaver. Den relevante jobprofil har derfor også ændret sig i den forløbne periode.

A havde en jobprofil, som ikke passede i den ny afdelings udvikling. En omfattende kompetenceudvikling kunne vanskeligt gennemføres, fordi A var så ustabil i sit fremmøde over en længere periode, at det var svært at få tillid til, at hun ville gå til opgaven med den fornødne ildhu.

På den baggrund vurderes det, at hun var blandt dem, der bedst kunne undværes."

Den 7. december 1998 har Told- og Skattestyrelsen afgivet et notat, hvoraf fremgår:

"Beskatning af erstatningsbeløb for manglende høring ved overførsel til kontrollørkorpset.

Personskattekontoret anmodes om at tage stilling den skattemæssige behandling af et beløb på 25.000 kr., som eventuelt skal udbetales til de personer, der blev overflyttet til kontrollørkorpset.

Beløbet er tænkt som en økonomisk kompensation for de forhold, at medarbejderne ikke blev hørt i henhold til forvaltningslovens § 19 i forbindelse med overførslen til kontrollørkorpset i 1997.

Det er oplyst, at B har rejst en række enkeltsager ved domstolene for medlemmer med krav om betaling af 100.000 kr.

Kammeradvokaten har i brev af 25. november 1998 tilkendegivet, at et beløb på 25.000 kr. som det tilbudte ikke forekommer betænkeligt. Kammeradvokaten gør opmærksom på, at den foreliggende retspraksis vedrører afskedigelsessituationer.

Beløbet på 25.000 kr. betegnes som et erstatningsbeløb. Den skattemæssige bedømmelse af erstatningsbeløb, der som her udbetales som et éngangsbeløb, er afhængig af, hvilket tab eller hvilken skade beløbet skal kompensere.

Såfremt beløbet tilsikrer at dække et konkret formuetab i form af løn for en bestemt periode, er det skattepligtigt.

Personskattekontoret finder imidlertid, at det tilbudte erstatningsbeløb først og fremmest må anses som kompensation for den ulempe og tort de pågældende har lidt i forbindelse med den uvarslede overflytning til kontrollørkorpset. Erstatning kan til dels også ses som en erstatning for tabet af en mere ubestemt formueinteresse, idet enkelte at de overførte måske kunne have undgået overførsel, såfremt høring var blevet gennemført.

Det er dog Personskattekontorets opfattelse, at de tilbudte beløb ikke tilsikrer at dække konkrete økonomiske tab. Sådanne tab må anses som kompenseret gennem de øvrige aftaler om forlænget opsige1sesvarsel, løn i opsigelsesperioden og den tilbudte fritstilling.

Det bemærkes, at såfremt B fastholder de rejste sager, vil den skattemæssige bedømmelse af eventuelle erstatningsbeløb afhænge af domstolens begrundelse for erstatningsudmålingen."

Den 9. december 1998 er mellem Told- og Skattestyrelsen og B indgået en aftale om afvikling af kontrollørkorpset. Af aftalen fremgår bl.a.:

"§ 1.

De medarbejdere, der er udpeget til Kontrollørkorpset, og som efter partshøring skal afskediges, meddeles afsked inden udgangen af januar 1999. De pågældende afskediges med 6 måneders varsel (til udgangen af juli 1999) og får udbetalt fratrædelsesgodtgørelse i henhold til funktionærlovens § 2 a ved fratræden.

§ 2.

Der er enighed om, at B frafalder de indledte retssager vedrørende manglende partshøring i forbindelse med udpegningen til kontrollørkorpset og vedrørende bortvisning samt voldgiftssagen vedrørende tillidsrepræsentanterne.

Hvis det enkelte medlem befuldmægtiger B hertil, kan den pågældende omfattes af følgende tilbud til afslutning af ansættelsesforholdet.

Told*Skat betaler et erstatningsbeløb på 25.000 kr. for den manglende partshøring ved overførslen til kontrollørkorpset til den enkelte medarbejder.

Den enkelte medarbejder kan meddeles afskedigelse med et forlænget varsel på yderligere 12 måneder - det vil sige i alt 18 måneder. Hvorefter der udbetales fratrædelsesgodtgørelse svarende til 3 måneders løn. Der vil være mulighed for fritstilling.

....."

Af bilag til aftalen mellem Told- og Skattestyrelsen og B om afvikling af kontrollørkorpset er ad aftalens § 2 bl.a. anført:

"1).Der er enighed om, at det i aftalen nævnte beløb på 25.000 kr. udbetales til alle de medarbejdere, der er overført til kontrollørkorpset, forudsat at de pågældende befuldmægtiger B til at indgå aftalen."

2).I tilfælde af, at en medarbejder i fritstillingsperioden opnår anden ansættelse indenfor staten standses lønudbetalingen fra ansættelsestidspunktet i den nye stilling. Hvis lønnen i den nye stilling er lavere end lønnen fra Told*Skat, udbetales alene forskellen på lønnen i den nye stilling og den hidtidige løn."

Ved skrivelse af 16. december 1998 fra Told- og Skattestyrelsen blev klageren partshørt i forbindelse med afskedigelsen fra kontrollørkorpset, idet styrelsen til skatteministeren påtænkte at indstille, at hun blev afskediget på grund af stillingsnedlæggelse som følge af bevillingsmangel.

Af skrivelsen fremgik bl.a., at baggrunden for, at klageren blev overført til kontrollørkorpset var en vurdering af, at hun var én af de medarbejdere, som bedst kunne undværes ved Told og Skats fremtidige ordinære opgavevaretagelse. Ved denne vurdering blev der bl.a. lagt vægt på klagerens faglige kompetence og hendes fremmøde. Det blev understreget, at der var tale om en relativ vurdering.

Ved nyhedsbrev nr. 18 af 22. december 1998 meddelte B, at erstatningsbeløbet på 25.000 kr. ikke var skattepligtigt.

Klageren underskrev den 30. december 1998 en fuldmagt, hvori hun bemyndigede B til bl.a. at indgå en aftale med Told- og Skattestyrelsen om, at hun - mod en udbetaling på 25.000 kr. - til endelig afgørelse af manglende partshøring i forbindelse med hendes udpegning til korpset. Af fuldmagten fremgik tillige, at klageren ønskede fritstilling i hele opsigelsesperioden.

Den 30. december 1998 anførte klageren bl.a. til Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 16. december 1998:

"Jeg mener, at udpegningen er forkert begrundet, da jeg på udpegningstidspunktet beskæftigede mig med følgende:

• Systemejer for Kontroloplysninger.
• Systemejer for Rentekontrolordningen, hvor jeg havde ansvaret for indlånsrenter, pantebreve i depot og obligationsindberetninger.
• Deltaget i planlægningsfasen for kontroloplysninger og rentekontrolordningen (test af systemerne).
• Med i sekretariatsgruppe for kommunekontaktgruppen.

....."

Af skrivelse af 14. januar 1999 til klageren meddelte Told- og Skattestyrelsen, at man havde modtaget hendes kommentarer til styrelsens partshøring om påtænkt afsked af 16. december 1999. Det var styrelsens opfattelse, at klagerens udtalelse sammenholdt med afdelingens kommentarer ikke giver styrelsen anledning til at ændre holdning i sagen, jf. partshøring af 16. december 1999.

Den 13. januar 1999 har Told- og Skattestyrelsen i et notat om afvikling af kontrollørkorpset bl.a. anført:

"Kompensation
Det er aftalt, at der ydes en erstatning til medarbejderne i korpset (også allerede afskedigede), hvis de pågældende afgiver en fuldmagt/erklæring, hvori de befuldmægtiger den pågældende personaleorganisation til at frafalde retssager mv. samt forpligter sig til ikke at rejse individuelle sager vedr. udpegningen til korpset.

Den enkelte medarbejder, der afgiver erklæringen, vil således få udbetalt en skattefri erstatning på 25.000 kr. Erstatningen udbetales af styrelsen ultimo april 1999."

Ved skrivelse af 26. januar 1999 har Told- og Skattestyrelsen meddelt klageren afsked med udgangen af juli 2000. Det er i den forbindelse tillige anført, at "Opsigelsen sker med et forlænget varsel, og du vil i forbindelse med din afsked være berettiget til fratrædelsesgodtgørelse på 3 måneders løn, som udbetales sammen med den sidste lønudbetaling. Herudover betaler Told*Skat en erstatning på kr. 25.000 vedrørende manglende partshøring ved overførslen til kontrollørkorpset. Erstatningen udbetales i februar 1999."

I februar 1999 besvarede skatteministeren skatteudvalgets spørgsmål 86-88, der var stillet på baggrund af to artikler i Berlingske Tidende om udbetaling af en skattefri erstatning på 25.000 kr. til de tidligere medarbejdere i Told og Skat. Det fremgår bl.a. af svaret på spørgsmål 86:

"Allerede kort tid efter de første udpegninger til korpset iværksatte personaleorganisationerne en række initiativer til undersøgelse af, om de gennemførte tiltag var lovmedholdelige. I forlængelse heraf blev Told- og Skattestyrelsen i juli 1998 stævnet af B på vegne af 10 medlemmer, der var udpeget til korpset. Der blev nedlagt påstand om erstatning på 100.000 kr. til hver for manglende partshøring.

.....

Derfor optog Told- og Skattestyrelsen forhandlinger med personaleorganisationerne om en afvikling af korpset, og der blev i december 1998 indgået aftaler med personaleorganisationerne.

Som en del af disse aftaler blev det besluttet at indgå et forlig vedrørende spørgsmålet om manglende partshøring i forbindelse med udpegningen til korpset.

Told- og Skattestyrelsen valgte i den forbindelse at acceptere en erstatning for den manglende partshøring, også under hensyntagen til den usikkerhed, der var om spørgsmålet. En usikkerhed som ikke var blevet mindre efter beslutningen om at der skulle ske afsked. Endelig ville retssagerne som en konsekvens af forliget bortfalde.

Inden aftalerne blev indgået, bad Told- og Skattestyrelsen Kammeradvokaten om at oplyse, hvorledes en evt. udbetaling af 25.000 kr. til den enkelte medarbejder som erstatning for den manglende partshøring, harmonerede med det udmålingsniveau, domstolene anvender ved konstatering af manglende høring i ansættelsesretlige sager.

Kammeradvokaten henviste i den forbindelse til en højesteretsdom (UfR 1996 side 1462 H). I denne sag tildeles en medarbejder en godtgørelse/erstatning på 100.000 kr. for manglende høring, idet det ikke kunne udelukkes, at beslutningen i tilfælde af høring var blevet en anden.

Kammeradvokaten konkluderede, at et beløb på 25.000 kr. til den enkelte medarbejder ikke forekom betænkeligt. Det bemærkedes dog også, at den foreliggende praksis på området vedrører afskedigelsessituationer.

.....

Den skattemæssige behandling af erstatningsmodtageren sker efter statsskattelovens § 4 og § 5, medmindre der findes anden særlig lovhjemmel. Erstatninger, der udbetales som løbende ydelser, vil være skattepligtige efter statsskattelovens § 4, stk. 1 litra c, uanset hvad erstatningen dækker. Udbetales erstatningen som engangsbeløb, afhænger den skattemæssige behandling af det tab eller den skade, erstatningen er kompensation for. Et beløb, der udbetales til dækning af et konkret løntab, er skattepligtigt. Hvad angår erstatning for ikke-økonomisk skade, som fx tort, hvorved forstås den immaterielle skade, som forvoldes ved, at en person undergives en behandling, der er egnet til at nedsætte den pågældende i det almindelige omdømme, er en sådan erstatning skattefri.

Med hensyn til spørgsmålet om den skattemæssige behandling af de 25.000 kr. har det på baggrund af det anførte været Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at der er tale om et erstatningsbeløb, der må anses for at kompensere en ikke-økonomisk skade, herunder tort, eller tab af mere ubestemte formueinteresser.

Til grund for denne vurdering ligger :

• Erstatningen er udbetalt til alle der blev udpeget til kontrollørkorpset, uanset om de var omfattet af de aftrædelsesordninger der blev aftalt ved korpsets afvikling.
• Erstatningen er givet som et ens beløb til alle, og dermed ikke som lønkompensation.
• Endvidere er erstatningen udbetalt nu og ikke i forbindelse med endelig ophør af ansættelsesforholdet.

Det er forudsat, at erstatningsbeløbet optages på tillægsbevillingen og således behandles adskilt fra det beløb, der på Finansloven var afsat til afvikling af kontrollørkorpset, jf. besvarelsen af spørgsmål 87.

At der tidsmæssigt er et sammenfald mellem afviklingen af kontrollørkorpset og indgåelse af forliget om erstatning, følger kun af, at man ønskede en endelig afgørelse af de sager der var knyttet til kontrollørkorpsets oprettelse.

På baggrund af de stillede samrådsspørgsmål., og da der ikke fra praksis findes nogle tilsvarende erstatningssager, har jeg anmodet Told- og Skattestyrelsen om at forelægge spørgsmålet om den skattemæssige behandling af det omhandlede beløb for Ligningsrådet."

Af svaret til spørgsmål 87 fremgår bl.a. tillige:

".....

Endelig omfattede forliget udbetaling af et erstatningsbeløb på 25.000 kr., jf. besvarelsen af spørgsmål 86. Dette beløb har ikke noget med aftrædelsesordningerne at gøre, men er derimod udtryk for, at det omtvistede, men uafklarede spørgsmål om en eventuel manglende partshøring ved udpegningen til korpset gøres endeligt op. Tidsmæssigt er der et sammenfald, der skyldes, at det i forbindelse med afviklingen af kontrollerkorpset var naturligt også at søge de øvrige sager vedrørende korpset forligt."

Forud for møde i Ligningsrådet den 23. marts 1999 foregik drøftelser mellem Told- og Skattestyrelsen og personaleorganisationerne om fastholdelse af det indgåede forlig, såfremt erstatningen viste sig at være skattepligtig, herunder skrivelse af 1. marts 1999 fra B og Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 8. marts 1999.

Af Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 20. april 1999 til C fremgår, at Ligningsrådet på sit møde samme dag har taget stilling til følgende spørgsmål vedrørende den skattemæssige behandling af ydelser i henhold til den aftalte, som styrelsen har indgået med personaleorganisationerne om afvikling af kontrollørkorpset:

"1. Finder Rådet, at det erstatningsbeløb på 25.000 kr., der er udbetalt til de medarbejdere, der blev udpeget til kontrollørkorpset, kan anses som en skattefri torterstatning?

2. Finder Rådet, at "lønbeløb" der udbetales til fratrådte overenskomstansatte fra det tidspunkt, hvor de oprindeligt kunne have været opsagt til det tidspunkt, hvor de efter den indgåede fratrædelsesaftale kan opsiges, skal beskattes som almindelig skattepligtig lønindkomst?

.....

Vedrørende spørgsmål 1 fandt Ligningsrådet, at beløbet skattemæssigt må anses som en fratrædelsesgodtgørelse for de afskedigede medarbejdere. Ligningsrådets begrundelse er sålydende:

"Da kompensationen 25.000 kr. til de medarbejdere, der blev overført til kontrollørkorpset, er ydet som et led i en samlet aftale, der blev indgået i forbindelse med afskedigelsen af medarbejderne, finder Ligningsrådet ikke på det foreliggende grundlag at det med fornøden sikkerhed kan antages, at beløbet er ydet alene som kompensation for den påståede krænkelse af medarbejderne, der fandt sted ved at de pågældende ikke blev partshørt, forinden overflyttelse til kontrollørkorpset fandt sted.

Ligningsrådet har i den forbindelse også lagt vægt på, at Told- og Skattestyrelsen indtil aftalen om afskedigelsen blev effektueret, bestred at der var grundlag for et sådant krav."

Ligningsrådet kunne således ikke tiltræde Told- og Skattestyrelsens opfattelse af, at der forelå en skattefri torterstatning.

Med hensyn til spørgsmål 2 kunne rådet tiltræde, at de lønbeløb, der udbetales i den forlængede opsigelsesperiode, skal beskattes som almindelig lønindkomst.

....."

Af skrivelse af 1. juli 1999 fra Told- og Skattestyrelsen til klageren vedrørende beskatning af ydelser til medarbejdere i kontrollørkorpset fremgår bl.a. for så vidt angår de aftaler, der er indgået mellem Told*Skat og personaleorganisationerne:

"I februar 1999 blev aftalerne omtalt i pressen med kritik af, at der forelå aftaler med et særligt gunstigt indhold, der formentlig afveg fra gældende praksis.

På denne baggrund stillede Folketingets Skatteudvalg en række spørgsmål til skatteministeren om sagen.

Skatteministeren valgte herefter at anmode Ligningsrådet om en skattemæssig bedømmelse af ydelserne til kontrollørkorpset.

.....

Bedømmelsen afviger på et enkelt punkt fra Told*Skats vurdering. Det gælder bedømmelsen af de 25.000 kr., som Ligningsrådet ikke har vurderet som en skattefri erstatning, men som en skattepligtig godtgørelse. For afskedigede medarbejdere vil der være tale om en fratrædelsesgodtgørelse.

Det betyder, at du alt andet lige vil få en restskat for indkomståret 1999, idet der ved udbetalingen af de 25.000 kr. ikke blev trukket A-skat og bidrag.

....."

Den stedlige skatteforvaltning har forhøjet klagerens indkomst med 25.000 kr., idet dette beløb ikke kan anses for en erstatning for manglende partshøring, men derimod som en almindelig skattepligtig fratrædelsesgodtgørelse. Skatteforvaltningen har ved afgørelsen lagt vægt på det retsstiftende tidspunkt, som skatteforvaltningen anser at være tidspunktet for indgåelse af den samlede ordning i forbindelse med afviklingen af Told*Skats kontrollørkorps.

Skatteforvaltningen har henvist til Told*Skats informationsskrivelse nr. 136 af 27. november 1998, hvoraf fremgår, at der som led i den påtænkte afskedigelse af kontrollørkorpsets medarbejdere forudsættes indgået aftaler, der indeholder kompensation for manglende partshøring i forbindelse med udpegningen til korpset i sin tid.

I referat fra møde den 26. februar 1999 mellem Told*Skat og personaleorganisationerne i forbindelse med forelæggelse af beskatningsspørgsmålet for Ligningsrådet er det om forskellige ydelser, herunder de 25.000 kr. anført, at "..Elementerne indgår samlet i aftalen.......", og efter det foreliggende er udbetaling mv. sket i overensstemmelse med aftalen.

På denne baggrund er det skatteforvaltningens opfattelse, at der er tale om en samlet, integreret ordning med en så nær tilknytning til afviklingen af kontrollørkorpset, at beløbet må anses for almindelig skattepligtig indkomst/fratrædelsesgodtgørelse. Skatteforvaltningen finder derfor heller ikke at kunne tillægge det selvstændig betydning, at beløbet også ville blive udbetalt til medarbejdere, der eventuelt ikke ville blive sagt op (samt i tilfælde af død), ligesom det herved også findes at være uden betydning, at udbetalingen ikke er sket i tidsmæssig sammenhæng med det faktiske fratrædelsestidspunkt.

Overførslen af medarbejdere til kontrollørkorpset kan efter skatteforvaltningens opfattelse heller ikke sammenlignes med omstændighederne i Landsskatterettens kendelse, gengivet i Tidsskrift for Skatter og Afgifter som TfS 2000.326, hvor et skønsmæssigt beløb i forbindelse med fratræden blev henført som erstatning for svie og smerte samt tort, da der i den pågældende sag var tale om fratræden med baggrund i bl.a. psykisk arbejdsmiljø og chikane m.v.

Det fremgår også af bilagsmaterialet, herunder korrespondance med Kammeradvokaten, at det ikke er endelig afklaret, om overførslen af medarbejdere til kontrollørkorpset er omfattet af forvaltningslovens høringspligt, men alene, at parterne er enige om at anse dette for at være tilfældet.

Skatteforvaltningen har med denne afgørelse ikke taget stilling til, om erstatning for manglende partshøring i givet fald vil være skattefri som en form for torterstatning.

Skatteforvaltningen har vedrørende forventningsprincippet - som er gjort gældende af klagerens advokat - anført, at et synspunkt om, at klageren gennem Told- og Skattestyrelsens tilkendegivelser har fået en retsbeskyttet forventning om, hvordan beløbet skattemæssigt skulle behandles, ikke kan tiltrædes, da klagerens forventning ikke er begrundet i en ligningsmæssig behandling, og da der efter forvaltningens opfattelse på tidspunktet for indgåelse af afviklingsaftalen ikke foreligger (skriftlige) tilsagn af en art, der kan skabe en retsbeskyttet forventning.

Skatteforvaltningen har tillige anført, at lønudbetalingerne i den forlængede opsigelsesperiode ikke kan anses for en fratrædelsesgodtgørelse omfattet af den dagældende ligningslovs § 7 O, stk. 1, nr. 2, ligesom lønnen fra den 1. februar 2000 heller ikke kan anses for en fratrædelsesgodtgørelse.

Skatteforvaltningen har anført vedrørende Højesterets dom af 4. december 1991 (TfS 1992.28), hvilken dom klageren har henvist til, at forholdet i nævnte dom ikke kan sammenlignes med klagerens tilfælde.

Det er således af Told- og Skattestyrelsen over for klageren tilkendegivet, at lønudbetalingerne ville ophøre, dersom hun fik anden beskæftigelse inden for staten. Såfremt den nye stilling indebar en mindre løn end den hidtidige, ville størrelsen af udbetalingerne endvidere blive reguleret i overensstemmelse hermed. I tilfælde af død ville udbetalingerne ske efter de gældende overenskomstvilkår m.v. ved død.

Told- og Skattestyrelsens personaleafdeling har over for skatteforvaltningen tilkendegivet, at årsagen til, at man indgik på en forlænget opsigelsesperiode bl.a. var i et vist omfang at sidestille de overenskomstansatte personalegrupper med de tjenestemandsansatte, der ville få rådighedsløn.

Skatteforvaltningen har anført, at under disse omstændigheder må forholdet betragtes som en almindelig aflønningssituation. Lønudbetalingerne i den forlængede opsigelsesperiode kan derfor ikke anses for en fratrædelsesgodtgørelse omfattet af den dagældende ligningslovs § 7 O, stk. 1, nr. 2. Forvaltningen har tillige anført, at heller ikke lønnen fra 1. februar 2000 kan anses for en fratrædelsesgodtgørelse i medfør af nævnte bestemmelse, sidste punktum.

Skatteankenævnet har i sagsfremstillingen om erstatningen på 25.000 kr. anført:

"I nærværende tilfælde, hvor erstatning udbetales som et engangsbeløb, afhænger den skattemæssige behandling for modtageren af, hvad beløbet/erstatningen er kompensation for.

Udgangspunktet er, at alt er skattepligtigt, j f. statsskattelovens § 4, medmindre der kan påvises en særlig hjemmel, hvorefter et givent beløb er skattefrit eller underkastet en lempeligere beskatning.

Det er op til aftaleparterne at drage omsorg for, at det af aftalen klart fremgår, hvad et givent beløb dækker/er erstatning/godtgørelse for. Hvis aftalen er uklar, og der således er usikkerhed om, hvorvidt et givent beløb er erstatning for tort, en del af en samlet aftale, en erstatning for manglende høring eller andet, vil denne usikkerhed komme modtageren af beløbet/skatteyderen til skade. Skattemyndigheden må i så fald ved regel anvendelsen falde tilbage til udgangspunktet/hovedreglen.

Indledningsvis skal opmærksomheden for god ordens skyld henledes på, at en skattemyndighed herunder skatteministeriet ikke kan gøre et beløb skattefrit, når lovgiver har bestemt, at det pågældende beløb er skattepligtigt.

Skatteyder påstår primært skattefrihed for godtgørelsen på 25.000 kr. med den begrundelse, at godtgørelsen er en tortkompensation, som dækker manglede partshøring ved meddelelsen af 23. september 1997 (bilag 4) om overførsel til kontrollørkorpset. Krænkelsen af skatteyders æresfølelse og personlige integritet fandt ifølge advokaten sted den 23. september 1997.

Dette synspunkt understøttes imidlertid ikke af den stævning, B som mandatar for skatteyder indgav den 14. juli 1998 mod Told- og Skattestyrelsen. Som anbringende for påstanden om betaling af 100.000 kr. anføres, at skatteyder er berettiget til erstatning efter forvaltningsretlige (fremhævet her) regler som følge af, at hun uden forudgående høring blev overflyttet til et kontrollørkorps. Subsidiært gøres der gældende, at overførslen er usaglig i henhold til funktionærlovens §2b, hvorfor skatteyder som følge heraf kan kræve godtgørelse.

Der findes herefter ikke sandsynliggjort, at skatteyder har følt sig krænket den 23. september 1997, når dette synspunkt slet ikke er medtaget til støtte for påstanden om erstatning.

Det tilføjes, at skatteyderen ej heller nævner tort i sit svar af 16. december 1998 på partshøringen, efter beslutningen om at nedlægge kontrollørkorpset er taget.

I selve aftalen af 9. december 1998 mellem Told- og Skattestyrelsen og B anføres:

"Told- og Skat betaler et erstatningsbeløb på 25.000 kr. for den manglende partshøring..."

Ordet "tort" anvendes således ikke i selve teksten, uanset at Told- og Skattestyrelsen i notat af 7. december 1998 anfører:

"Beløbet på 25.000 kr. betegnes af Uddannelseskontoret som et erstatningsbeløb... Personskattekontoret finder (fremhævet her) imidlertid, at det tildelte erstatningsbeløb først og fremmest må anses som kompensation for den ulempe og tort de pågældende har lidt i forbindelse med den uvarslede overflytning til kontrollørkorpset".

Det fremgår heraf, at det ikke er aftaleparten Told- og Skattestyrelsen, som har benævnt beløbet "tort", men at det derimod er styrelsens Personskattekontor, som finder, at det tilbudte erstatningsbeløb først og fremmest må anses som kompensation for ulempe og tort.

I skatteministerens svar til Folketingets Skatteudvalg, som refereret oven for side 16f. henholder ministeren sig til Personskattekontorets vurdering, som imidlertid ikke indeholder en endelig stillingtagen til, hvad de 25.000 kr. dækker. De til grund for vurderingen anførte synspunkter ses ej heller at indeholde argumenter for, at der er tale om tort.

På tidspunktet for aftalens indgåelse mellem Told- og Skattestyrelsen og B ses der således ikke at foreligge en klar tilkendegivelse hverken fra skatteyder/personaleorganisation, jf. stævning, eller fra Personale- og Udviklingsafdelingen af, at beløbet dækker tort. På dette grundlag kan beløbet stort 25.000 kr. ikke skattemæssigt anses som tort og dermed skattefrit.

Spørgsmålet er herefter, om beløbet på 25.000 kr. alene er erstatning for manglende høring eller en del af en samlet aftale.

På tidspunktet for oprettelse af kontrollørkorpset er der ingen konkrete planer om nedlæggelse heraf. Som der anføres i kammeradvokatens notat af 27. november 1998 (bilag 23), omhandler den retspraksis, der findes om høring i henhold til forvaltningslovens § 19 alene afskedigelsessager. Spørgsmålet om, hvorvidt der skal foranstaltes høring i tilfælde af andre ansættelsesretlige beslutninger f.eks. forflyttelse, kan derfor ikke besvares endeligt.

Der er herefter i hvert fald ikke tale om noget, der kan betegnes en grov tilsidesættelse af partshøringsreglerne fra Told- og Skattestyrelsens side.

Med henblik på afklaring af, hvad beløbet reelt dækker, må følgende forhold tages i betragtning:

Notater udarbejdet inden aftalens indgåelse
Selve aftalen
Notater m.v. ved udarbejdet i forlængelse af aftalens indgåelse
Brev til skatteyderen
Skatteministerens besvarelse af spørgsmål fra Folketingets Skatteudvalg
Referat af møde mellem aftaleparterne

I et brev af 30. november 1998 fra Told- og Skattestyrelsen til Finansministeriet refereret nærmere oven for hedder det:

"For at undgå, at aftalerne får afsmittende effekt på andre områder, har vi valgt at tage udgangspunkt i de verserende sager vedrørende manglende høring (fremhævet her). Ligesom vi i aftalerne udtrykkeligt har nævnt, at der er en betingelse, at den ikke har præjudicerende virkning for Told- og Skat...

....

Betingelserne for at få det tilbud, der ligger ud over de overenskomst- og aftalemæssige rettigheder, er, at medarbejderen befuldmægtiger personaleorganisationerne til at indgå en aftale til fuld og endelig afslutning af ansættelsesforholdet.

..."

Efter gennemgang af skrivelse af 30. november 1998 fra Told- og Skattestyrelsen til Finansministeriet bemærkes, at styrelsen således har lagt afgørende vægt på, at aftalerne ikke skulle have afsmittende virkning. Det er efter brevets ordlyd alene dette, der er udslagsgivende for, at styrelsen vælger at tage udgangspunkt i de verserende sager vedrørende høring.

Det må herefter lægges til grund, at Told- og Skattestyrelsen ønsker enten at opsigelse på sædvanlige vilkår eller en for medarbejderne gunstigere aftale omfattende bl.a. betaling af et beløb stort 25.000 kr. ikke for manglende høring, men som en del af aftalerne vedrørende opløsning af kontrollørkorpset.

I et referat af 1. december 1998 fra Told- og Skattestyrelsen om personaleorganisationernes holdning til nedlæggelse af kontrollørkorpset hedder det om de overenskomstansattes organisationer:

"I lighed med C ønsker de også at indgå en aftale, der "lukker sagen". En sådan forhandles p.t."

Også dette referat støtter antagelsen, at der fra Told- og Skattestyrelsen side er tale om en samlet aftale vedrørende opløsning af kontrollørkorpset.

Af selve aftalen af 9. december 1998 jf. oven for fremgår det, at Told og Skat til gengæld for tilsagnet om begunstigelser i form af bedre vilkår end fastsat i henhold til overenskomsten opnår fordele i form af, at de indledte retssager frafaldes, og at den enkelte medarbejder ikke kan rejse yderligere krav.

Selve aftalens formulering såvel som notatet af 13. januar 1999 refereret oven for må siges at pege i retning af, at beløbet ikke alene er givet for manglende partshøring.

I brevet til skatteyderen af 26. januar 1999 jf. oven for refereres indholdet af den indgåede aftale ikke nærmere, og brevet er derfor ikke af betydning for fortolkningen heraf.

I skatteministerens svar ultimo februar 1999 til Folketingets Skatteudvalg anføres:

"Som en del af disse aftaler blev det besluttet at indgå et forlig vedrørende spørgsmålet om manglende partshøring i forbindelse med udpegning til korpset (fremhævet her).

Told- og Skattestyrelsen valgte i den forbindelse at acceptere en erstatning for den manglende partshøring, også under hensyntagen til den usikkerhed, der var om spørgsmålet.... Endelig ville retssagerne som en konsekvens af forliget bortfalde".

og:

"At der tidsmæssigt er sammenfald mellem afviklingen af korpset og indgåelse af forliget om erstatning, følger kun af, at man ønskede en endelig afgørelse af de sager der var knyttet til kontrollørkorpsets oprettelse".

Skatteministeren oplyser således, at forliget om den manglende høring er en del af aftalen, samt at man ønskede en endelig afgørelse af de sager, der var knyttet til kontrollørkorpsets oprettelse.

I referatet fra det afholdte møde den 25. februar 1999 mellem Told- og Skattestyrelsen og personaleorganisationerne omhandlende usikkerheden om beskatningen af "elementerne i de indgåede aftaler med personaleorganisationerne", hedder det:

"Elementerne indgår samlet i aftalen, og spørgsmålet er, om bortfald af forudsætninger for et enkelt element bevirker, at hele aftalen falder bort ...
Konkret drejer det sig om de 25.000 kr....
Bliver de 25.000 kr. skattepligtige falder så hele aftalen bort?
Det var organisationernes umiddelbare holdning, at dette ikke burde være tilfældet..."

Det fremgår således af dette referat, at begge parter har anset udbetalingen og beskatningen af beløbet på 25.000 kr. som værende en del af hele aftalen, som der ikke uden videre kunne ændres på dvs. begge parter betragtede beløbet som en integreret del af aftalen, og ikke som et selvstændigt forlig der ene og alene vedrørte den eventuelle manglende høring.

På baggrund af

• Told- og Skattestyrelsen brev af 30. november 1998 til Finansministeriet "For at undgå, at aftalerne far afsmittende effekt på andre områder, har vi valgt at tage udgangspunkt i de verserende sager vedrørende manglende høring"
• Referat af 1. december 1998 fra Told- og Skattestyrelsen om personale-organisationernes holdning herunder ønsket om "indgå en aftale der "lukker sagen"
• Ordlyden af § 2 i aftalen af 9. december 1998 "...det enkelte B-medlem... [kan] omfattes af følgende tilbud til afslutning af ansættelsesforholdet" omfattende et beløb på 25.000 kr., forlænget opsigelsesvarsel samt uddannelsesaktiviteter
• Notat af 13. januar 1999 fra Told- og Skattestyrelsens Personale- og Udviklingsafdeling "ydes en erstatning til medarbejderne .. .hvis de pågældende ... frafalde[r] retssager m.v. samt forpligter sig til ikke at rejse individuelle retssager vedr. udpegning til korpset"
• Skatteministerens svar til Skatteudvalget, hvoraf fremgår, at styrelsen, indtil aftalen blev indgået, bestred, at der var et sådant krav, at man ønskede en endelig afgørelse af disse sager, og at beløbet på 25.000kr. var "en del af disse aftaler" samt
• Referat fra møde med personaleorganisationerne den 25. februar 1999 "elementerne indgår samlet i aftalen"

findes det ikke godtgjort, at beløbet kan antages at være ydet alene som kompensation for den manglende høring.

Det forhold, at beløbet er givet til alle medarbejdere, der er udpeget, også til dem der efterfølgende ikke er sagt op, kan ikke føre til andet resultat, idet ønsket har været "at lukke sagen".

I nærværende sag kan udgangspunkt ikke tages i kendelsen refereret i TfS 2000.326, eftersom tort ikke er gjort gældende ved anlæggelse af retssag eller i øvrigt dokumenteret. Ingen del af godtgørelsen kan på denne baggrund anerkendes som værende skattefri.

UfR 1996.1462 omhandlede en afskedigelsessituation. I nærværende sag er der på tidspunktet for meddelelsen om overførsel til kontrollørkorpset derimod ikke tale om en afskedigelsessituation."

Skatteankenævnet har om forventningsprincippet anført:

"Spørgsmålet er endelig, om skatteyderen ud fra et forventningsprincip har krav på, at beløbet 25.000 kr. er skattefrit.
Som anført af Folketingets ombudsmand kan princippet kun fraviges, hvis skatteyderens forventning om den meddelte fremtidige ansættelse hviler på et særligt kvalificeret grundlag eller i særlig grad er beskyttelsesværdig.

Skatteankenævnet skal bemærke, at skatteyderen har været ansat hos Told- og Skattestyrelsen siden august 1987 og således mere end ellers burde være bekendt med, at Told- og Skattestyrelsen ikke har ligningskompetence. Når Told- og Skattestyrelsen fremkommer med en udtalelse, ligger heri et underforstået forbehold om, at kompetente myndighed og/eller domstolene kan komme til et andet resultat. Hertil kommer, at skatteyder og hendes kollegaer har haft mulighed for at kræve "skattefrihed" indsat som et specifikt krav eller forudsætning for aftalen eller eventuelt at indhente en bindende forhåndsbesked fra Ligningsrådet jf. skattestyrelsesloven § 20A.

Da det kommer frem, at beløbet eventuelt er skattepligtigt, giver personaleorganisationerne, som skatteyderen har givet bemyndigelse til at handle på sine vegne, udtryk for, at en beskatning formentlig ikke vil få hele aftalen til at falde.

Under hensyn til

• At de afgørelser skatteyder påberåber sig alle er fra tiden før indførelsen af skattestyrelseslovens § 20A om bindende forhåndsbesked
• At de nævnte domme alle omhandler situationer, hvor det er den kompetente skattemyndighed, der har afgivet en tilkendegivelse eller vilkårene er fastsat efter retningslinier udarbejdet af flere ministerier
• At det af de efterfølgende drøftelser fremgår, at personaleorganisationerne ikke umiddelbart fandt, at beskatning ville medføre bortfald af hele aftalen
• At Retssikkerhedsudvalget understreger, at praksis hidrører fra tiden inden loven om bindende forhåndstilsagn forelå og
• At Jan Pedersen i sin artikel jf. oven for fremhæver, at princippet har "et såre indskrænket anvendelsesområde"

ses skatteyderens forventning ikke at hvile på et særligt kvalificeret grundlag eller være i særlig grad beskyttelsesværdig."

Skatteankenævnet har endvidere anført:

Skatteyderen blev afskediget den 26. januar 1999 med et anciennitetsbestemt opsigelsesvarsel efter funktionærlovens § 2 på 6 måneder.

Skatteyder har principalt nedlagt påstand om, at lønudbetalingen i disse 6 måneder plus det aftalte forlængede opsigelsesvarsel på yderligere 12 måneder skal beskattes efter den dagældende ligningslov § 7 0, stk. 1, nr. 2, og subsidiært at udbetalingerne fra 1. februar 2000 skal anses skattepligtig fratrædelsesgodtgørelse, jf. ligningslovens § 7 0, stk. 1, nr. 2. Lønudbetalingerne i det anciennitetsbestemte opsigelsesvarsel på 6 måneder skal beskattes som almindelig indkomst, jf. ligningslovens § 7 0 stk. 1, nr. 2, 2 pkt.

Baggrunden for det forlængede opsigelsesvarsel fremgår af skatteministerens besvarelse af spørgsmål 87 fra Folketingets Skatteudvalg, hvori det hedder "med henblik på en vis ligestilling med tjenestemandsansatte blev overenskomstansatte tilbudt et forlænget varsel på yderligere 12 måneder". Dvs. ud fra ønsket om i et vist omfang at sidestille de overenskomstansatte grupper med de tjenestemandsansatte, der ville få rådighedsløn.

Det er endvidere fastsat, at udbetalingerne ville ophøre, såfremt skatteyderen fik anden beskæftigelse inden for staten. Såfremt den nye stilling indebar en mindre løn end den hidtidige, ville størrelsen af udbetalingerne blive reguleret i overensstemmelse hermed, og i tilfælde af død ville udbetalingerne ske efter de gældende overenskomstvilkår m.v. ved død.

TfS 1992.28H jf. oven for side 24 og 32. Samme konkrete forhold foreligger imidlertid ikke i nærværende sag, hvor baggrunden for den forlængede opsigelsesperiode var ønsket om i et vist omfang at sidestille de overenskomstansatte personalegrupper med tjenestemandsansatte, og, hvor der skulle ske reduktion i tilfælde af ny stilling inden for staten.

I nærværende sag har skatteyderen udover beløbet på 25.000 kr. det forlængede opsigelsesvarsel fået godtgørelse svarende til 3 måneders løn.

Under hensyn til

• Oplysningerne om baggrunden for det forlængede opsigelsesvarsel jf. skatte-ministeren besvarelse af spørgsmål 87 fra Folketingets Skafteudvalg, hvori det hedder "med henblik på en vis ligestilling med tjenestemandsansatte blev overenskomstansatte tilbudt et forlænget varsel på yderligere 12 måneder"
• At udbetalingerne er ikke sket på én gang som forudsat i ligningslovens § 7 0, stk. 1 nr. 2, 1. pkt.

må udbetalingerne anses for almindelig løn. Udbetalingerne skal herefter medregnes ved opgørelsen af skatteyderens almindelige skattepligtige indkomst."

Klagerens advokat har nedlagt principal påstand om skattefrihed for den udbetalte godtgørelse på 25.000 kr. for manglende partshøring, jf. statsskattelovens § 5, ligesom der er nedlagt påstand om, at lønudbetalingerne fra og med august 1999 fra Told- og Skattestyrelsen anses for en fratrædelsesgodtgørelse efter dagældende ligningslovs § 7 O, stk. 1, nr. 2.

Advokaten har subsidiært nedlagt påstand om, at en overvejende del af godtgørelse på 25.000 kr. er skattefri som kompensation for den manglende partshøring, jf. statsskattelovens § 5 og at lønudbetalinger fra og med februar 2000 fra Told- og Skattestyrelsen anses for en fratrædelsesgodtgørelse efter dagældende ligningslovs § 7 O, stk. 1, nr. 2.

Advokaten har for så vidt angår den principale påstand om beskatningen af godtgørelsen på 25.000 kr. gjort gældende, at godtgørelsen på 25.000 kr. er en tortkompensation, som alene dækker Told- og Skattestyrelsens manglende partshøring ved meddelelsen den 23. september 1997. Krænkelsen af klagerens ærefølelse og personlige integritet skete således den 23. september 1997, og det er denne begivenhed, der udløste godtgørelsen på 25.000 kr., som udbetaltes i februar 1999.

Told- og Skattestyrelsens vurdering i notat af 6. november dokumenterer således, at såfremt partshøring havde været gennemført i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, kunne nogle af medarbejderne, som var blevet overflyttet til kontrollørkorpset, have undgået denne overførsel. Told- og Skattestyrelsens vurdering understreger derved væsentligheden af styrelsens grove tilsidesættelse af partshøringsreglerne.

Det fremgår utvetydigt af aftalen mellem B og Told- og Skattestyrelsen af 9. december 1998, at "Told*Skat betaler et erstatningsbeløb på 25.000 kr. for den manglende partshøring ved overførslen til kontrollørkorpset til den enkelte medarbejder."

Forliget må fortolkes i lyset af, at B havde anlagt retssager om betaling af 100.000 kr. for manglende partshøring, ligesom Kammeradvokaten havde vurderet, at et forligsbeløb på 25.000 kr. ikke forekom betænkeligt set i lyset af Højesterets dom i UfR 1996.1462 H.

Godtgørelsen på 25.000 kr. må derfor vurderes som "det mindre i det mere", idet Told- og Skattestyrelsen risikerede, at domstolene ville udmåle en godtgørelse til klageren for manglende partshøring i størrelsesordenen 100.000 kr.

Konklusionen bliver derfor, at godtgørelsen på 25.000 kr. er betalt for den manglende partshøring og ikke for andre elementer i fratrædelsesaftalen.

Ligningsrådets argumentation i afgørelsen af 20. april 1999 må vurderes som indeholdende en anerkendelse af, at godtgørelser for manglende partshøring er skattefri, hvis de ydes uden forbindelse med fratrædelse. Dette synspunkt støttes i nyere praksis af Engsig m.fl., "Lærebog om indkomstskat", 9. udgave, 2000, side 343.

Godtgørelse for manglende partshøring er en underkategori af tortgodtgørelser, som ydes for retsstridige krænkelser af den skattepligtiges person, frihed eller ære. Sådanne godtgørelser, der ydes som engangsbeløb, anses efter fast praksis for skattefri efter statsskattelovens § 5, jf. bl.a. Harlang i TfS 1998.389, nævnte "Lærebog om indkomstskat" og Ligningsvejledningen 1999, E.A.1.3.3, side 22, hvor det af Ligningsvejledningen særligt fremgår, at erstatning for forstyrrelse af stilling og forhold normalt ikke medtages ved indkomstopgørelsen.

Ligningsrådet anfører videre i sin afgørelse i kontrollørkorpssagen, "...at det ikke med fornøden sikkerhed kan antages, at beløbet alene (advokatens fremhævning) er ydet som en kompensation for den påståede krænkelse af medarbejderne, der fandt sted ved, at de pågældende ikke blev partshørt, forinden overflyttelse til kontrollørkorpset fandt sted."

Som anført ovenfor er aftalegrundlaget mellem C og Told- og Skattestyrelsen fuldstændigt entydigt, hvilket bevirker, at der ikke i godtgørelsen på 25.000 kr. er ydet betaling for andre krænkelser eller for andre fratrædelsesydelser. Ligningsrådets ræsonnement kan derfor tilbagevises på dette punkt.

For så vidt angår krænkelsen kan det fastslås, at det var den manglende partshøring den 23. september 1997, som udløste godtgørelsen, og ikke afskedigelsen fra kontrollørkorpset den 25. januar 1999. Det forekommer derfor helt vilkårligt, at Ligningsrådet blander tortgodtgørelsen sammen med de øvrige fratrædelsesydelser, hvilket ligeledes er i strid med Landsskatterettens kendelse af 10. december 1999, TfS 2000.326.

Der må herved henses til, at tortgodtgørelsen blev udbetalt i februar 1999, uden tidsmæssig sammenhæng med klagerens fratrædelse eller overgang til rådighedsløn eller pension.

Der må videre henses til, hvorledes situationen ville have været, hvis de 10 medlemmer af B havde ført deres retssag til ende med succes. Her ville det skatteretlige udgangspunkt være, at retserhvervelsen af beløbet var udskudt til tidspunktet for en endelig dom. Man kunne derfor tænke sig, at Højesteret skulle have prøvet sagen i 2001-2002, hvis retssagen ikke var forligt i 2000. I denne situation ville det være meget vanskeligt at forestille sig, at skattemyndighederne havde anset betalingen for et led i fratrædelsesaftalen i 1999, men derimod være mest sandsynligt, at beløbet ville være blevet isoleret som en skattefri tortgodtgørelse.

Sammenfattende gøres det derfor gældende for så vidt angår godtgørelsen på 25.000 kr.,

at beløbet ifølge aftalen med Told- og Skattestyrelsen ubestridt alene dækker godtgørelse for manglende partshøring,

at krænkelsen i 1997 ikke har relevant retlig sammenhæng med afskedigelsen i 1999,

at godtgørelsen også er ydet til ansatte, der blev overført til kontrollørkorpset, som ikke efterfølgende er sagt op,

at godtgørelsen også er ydet til ansatte, som selv opsagde deres stilling efter udpegningen til kontrollørkorpset, og inden fratrædelsesaftalen blev indgået mellem Told- og Skattestyrelsen og organisationerne,

at de ansatte, som var afgået ved døden efter udpegningen til kontrollørkorpset, og inden fratrædelsesaftalen blev indgået mellem Told- og Skattestyrelsen og organisationerne, også er anset for berettigede til godtgørelse, som er udbetalt til dødsboerne,

at det ved Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 11. august 2000 er dokumenteret, at godtgørelsen på 25.000 kr. er ydet til en ansat, som blev overført til kontrollørkorpset, men som ikke efterfølgende har tiltrådt fratrædelsesaftalen indgået mellem personaleorganisationen og Told- og Skattestyrelsen,

at Ligningsrådets sammenblanding af godtgørelsen og fratrædelsesydelserne er vilkårlig, samt

at godtgørelse for manglende partshøring efter administrativ praksis og efter den juridiske teori er en skattefri ydelse efter statsskattelovens § 5.

Skatteforvaltningens opfattelse af, at godtgørelsen for manglende partshøring ikke kan udsondres i en fratrædelsessituation må på den anførte baggrund anses for uhjemlet og i direkte modstrid med Landsskatterettens offentliggjorte praksis i TfS 2000.326.

Advokaten har endvidere anført, at det er fast antaget i den skatteretlige teori samt i doms- og administrativ praksis, at der på skatteområdet eksisterer et forventningsprincip, hvorefter udtalelser fra skattemyndighederne om spørgsmål om beskatning i visse tilfælde kan binde skattemyndighederne, således at der foreligger en retsbeskyttet forventning.

Da skatteforvaltningen ikke har fundet, at der i den foreliggende situation kan støttes ret på en mundtlig tilkendegivelse, har forvaltningen anført, at der ikke foreligger en retsbeskyttet forventning, da forventningen er meddelt mundtligt af Told- og Skattestyrelsen, og fordi det efter skatteforvaltningens opfattelse ikke har været bestemmende for fastsættelsen af beløbets størrelse, hvorvidt beløbet var skattepligtigt eller ej.

Det må efter beredskabsnotatet af 14. april 1999 til skatteministeren anses for dokumenteret, at Told- og Skattestyrelsen forud for den 9. december 1998 telefonisk har meddelt organisationerne, at kompensationen på 25.000 kr. kunne udbetales skattefrit, hvilket også efterfølgende er bekræftet af styrelsen over for told- og skatteforbundene.

Meddelelse fra en kontorchef var den direkte baggrund for, at C den 15. december 1998 meddelte samtlige berørte medlemmer, at beløbet var skattefrit.

Told- og Skattestyrelsens oplysninger i notatet af 14. april 1999 dokumenterer således, at den skattemæssige behandling af godtgørelsen på 25.000 kr. var klarlagt inden aftalerne blev underskrevet og dokumenterer samtidig, at oplysningerne i styrelsens skrivelse af 8. marts 1999 til B om, at dette ikke var tilfældet er objektivt urigtige.

For at en udtalelse fra en skattemyndighed kan skabe en retsbeskyttet forventning, kræves det almindeligvis, at en række forhold er opfyldt, hvilket vil blive gennemgået i det følgende:

1. Der skal for det første være tale om en positiv tilkendegivelse fra en skattemyndighed, hvilket er opfyldt i ovennævnte sag, jf. sagsforløbet frem til indgåelsen af aftalen den 10. december 1998 og frem til klagerens underskrivelse af aftalen den 13. december 1998. Skatteforvaltningens opfattelse af, at en tilkendegivelse skal være afgivet skriftligt af skattemyndighederne må forkastes, når den mundtlige aftale er så veldokumenteret som i den foreliggende situation.
2. Tilkendegivelsen fra myndigheden skal være afgivet uden forbehold, hvilket ligeledes er tilfældet, da responsaet fra Personskattekontoret af 7. december 1998 er entydigt, hvilket også bekræftes af Told- og Skattestyrelsens skrivelse af 13. januar 1999 til told- og skatteregionerne, hvoraf fremgår, at udbetalingen af erstatningen er skattefri.
3. Det er endvidere et krav, at myndighedens tilkendegivelse skal have været egnet til at øve indflydelse på skatteyderens dispositioner, således at der havde foreligget alternative dispositionsmuligheder, som ville have stillet skatteyderen økonomisk gunstigere. Også denne betingelse er opfyldt i og med, at klageren ved tiltrædelse af aftalen mellem C og Told- og Skattestyrelsen af 10. december 1998 har indvilget i ikke at rejse en individuel retssag i forbindelse med afskedigelsen fra kontrollørkorpset.
   Ifølge skatteministeriets beredskabsnotat af 14. april 1999 til skatteministeren må det anses for dokumenteret, at Told- og Skattestyrelsen den 9. december 1998 meddelte organisationerne, at kompensationen for manglende partshøring var skattefri forud for organisationernes underskrift på aftalen med Told og Skat. Skatteforvaltningens afvisning af, at tilkendegivelsen om skattefrihed har været uden betydning for fastsættelsen af beløbets størrelse, forekommer på den baggrund fuldstændigt uunderbygget.
   Klageren har således foretaget sine dispositioner i forhold til Told- og Skattestyrelsen i tillid til, at styrelsens tilkendegivelser har været rigtige og har ikke senere haft mulighed for at ændre herpå, idet hun har indrettet sig fuldt i tillid til styrelsens udtalelser til C.
4. Endelig er det et krav, at Told- og Skattestyrelsens tilkendegivelse ikke er klart uoverensstemmende med skattelovgivningen, hvilket fremgår af det ovenfor nævnte ikke er tilfældet.
   Det fremgår af retspraksis, at borgeren også kan støtte retsbeskyttet forventning på udtalelser fra de overordnede skattemyndigheder, jf. herved Ligningsvejledningen 1999, A.H.4.1.1, samt Højesterets dom i UfR 1976.658 H (Odense Stålskibsværft A/S), Østre Landsrets dom af 11. september 1981 refereret i Skd. 1982.53 samt Østre Landsrets dom af 6. juni 1994 refereret i TfS 1994.477. Herudover kan der henvises til redegørelse fra Retssikkerhedsudvalget, 1996, side 108 ff, hvoraf det ligeledes fremgår, at der støttes retsbeskyttede forventninger til udtalelser fra de overordnede statslige skattemyndigheder.

Vedrørende beskatningen af løn fra og med august 1999 har advokaten anført, at klageren blev afskediget den 26. januar 1999 fra sin stilling i Told og Skat. Hendes anciennitetsbestemte opsigelsesvarsel efter funktionærlovens § 2 udgjorde 6 måneder, således at hun i normalsituationen skulle have fratrådt stillingen pr. 1. august 1999. Som følge af aftalen mellem B og Told- og Skattestyrelsen, hvor der blev aftalt et forlænget opsigelsesvarsel på yderligere 12 måneder, udløb ansættelsesforholdet imidlertid først pr. udgangen af juli 2000.

Fra Told- og Skattestyrelsens side blev der ikke stillet noget krav om en arbejdsforpligtelse i opsigelsesperioden, og klageren meddelte som ovenfor anført i sin befuldmægtigelse til B, at hun ønskede fritstilling i hele opsigelsesperioden.

For så vidt angår lønudbetalingerne i opsigelsesperioden gøres det gældende, at det beløb, som klageren har fået udbetalt efter den 1. august 1999, skal beskattes som en fratrædelsesgodtgørelse efter ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2.

Til støtte herfor gøres det gældende, at lønudbetalingen efter den 1. august 1999 ikke er trådt i stedet for, hvad klageren ville have oppebåret i indtægt af sin stilling ved Told og Skat i henhold til funktionærlovens almindelige regler, hvorfor beløbet skal beskattes som en fratrædelsesgodtgørelse, jf. ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2, 2. pkt.

Det forhold, at der er aftalt et forlænget opsigelsesvarsel ændrer ikke på den skattemæssige kvalifikation, jf. Højesterets dom af 4. december 1991 (TfS 1992.28). Dommen vedrørte fratrædelsesbestemmelsen i § 3, stk. 1, nr. 6, jf. § 2 nr. 9 i lov om særlig indkomstskat, som senere er overført til ligningslovens § 7 O med samme retlige indhold. Af sagen fremgår, at en kommunaldirektør som kommunal ansat tjenestemand indgik en fratrædelsesaftale den 8. april 1983 med Sæby kommune som indebar, at han havde krav på at oppebære løn i et år at regne efter fratrædelsestidspunktet den 30. april 1983. Hans arbejdsforpligtelse ophørte pr. fratrædelsestidspunktet den 30. april 1983.

Højesteret lagde til grund, at udbetalingerne i henhold til fratrædelsesaftalen for så vidt angår de første 3 måneder efter fratrædelsestidspunktet den 30. april 1983 skulle anses for løn i en sædvanlig opsigelsesperiode, medens fratrædelsesbetalingen for de sidste 9 måneder fra den 1. august 1983 til den 30. april 1984 blev anset for en fratrædelsesgodtgørelse efter lov om særlig indkomstskat.

Advokaten har tillige henvist til TfS 1999.576, som vedrører et retsforlig ved Vestre Landsret. Efter en tilkendegivelse i Vestre Landsret blev sagen forligt i henhold til Landsskatterettens præmisser, således at skatteyderen fik medhold i, at der efter den dagældende bestemmelse om fratrædelsesgodtgørelse i ligningslovens § 7, litra w, skulle foretages en lempeligere beskatning af den del af fratrædelsesbetalingen inkl. løn i opsigelsesperioden, som oversteg sædvanligt opsigelsesvarsel. Sagen vedrørte en bankansat, der opsagde sin stilling den 12. december 1991 pr. 31. januar 1992. Skatteyderen blev fritstillet den 12. december 1991 og fik i forbindelse med sin fratræden udbetalt en fratrædelsesgodtgørelse på 213.989 kr. svarende til 6 måneders løn. Landsskatteretten accepterede, at der af fratrædelsesgodtgørelsen alene kunne henføres en så stor del til løn, som svarede til, hvad den ansatte ville have oppebåret i indtægt af sin stilling for tiden efter fratrædelsen og indtil det tidspunkt, han kunne være opsagt.

Med støtte i Højesterets klare præmisser i TfS 1992.28 samt i retsforliget i TfS 1999.576 gør advokaten det derfor gældende, at de ydelser, som klageren har modtaget i det forlængede opsigelsesvarsel, må sidestilles med en fratrædelsesgodtgørelse, som skal undergives en lempeligere beskatning efter ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2. Forlængelse af opsigelsesvarslet med 12 måneder må derfor reelt sidestilles med en fratrædelsesgodtgørelse, da der er tale om "et gyldent håndtryk", da der ikke var krav om en arbejdsforpligtelse fra klagerens side i den forlængede opsigelsesperiode.

Advokaten har anført, at skatteforvaltningen ikke har fundet, at lønudbetalinger i den forlængede opsigelsesperiode kan anses for fratrædelsesgodtgørelse, og har herved særligt lagt vægt på, at lønudbetalingerne ville ophøre, dersom klageren fik anden beskæftigelse inden for staten.

Advokaten har gjort gældende, at der forekommer vilkårligt, at skatteforvaltningen tilsidesætter Højesterets dom i TfS 1992.28, hvortil kommer Landsskatterettens tidligere afgørelse i TfS 1999.576, som kan anvendes som helt generelle fortolkningsbidrag til forståelsen af sondringen mellem løn og fratrædelsesgodtgørelser. Der er efter advokatens opfattelse intet sagligt belæg for at indskrænke anvendelsesområdet for Højesterets og Landsskatterettens tidligere fortolkning af bestemmelsen.

Advokaten har tillige henvist til en artikel af Bente Møll Pedersen om beskatning af fratrædelsesgodtgørelser - særligt i relation til direktører, jf. UfR 1996B.508.

Advokaten har vedrørende den subsidiære påstand om, at den overvejende del af godtgørelsen på 25.000 kr. er skattefri som kompensation for den manglende partshøring ved klagerens overførsel til kontrollørkorpset henvist til Ligningsrådets begrundelse, hvoraf bl.a. fremgår, at Ligningsrådet ikke på det foreliggende grundlag fandt "at det med fornøden sikkerhed kan antages, at beløbet er ydet alene som kompensation for den påståede krænkelse af medarbejderne...".

Advokaten har henvist til Landsskatterettens kendelse af 10. december 1999 (TfS 2000.326).

Advokaten har tillige gjort gældende, at lønudbetalingen fra Told- og Skattestyrelsen efter den 1. februar 2000 og frem til udgangen af juli 2000 skal anses for en skattepligtig fratrædelsesgodtgørelse, jf. dagældende ligningslovs § 7 O, stk. 1, nr. 2, idet det følger af § 7 O, stk. 1, nr. 2, sidste pkt., at alt hvad der udbetales i forbindelse med en fratrædelse ud over et års løn undergives den lempelige beskatning efter § 7 O, og at sædvanlig aflønning således ved lovbestemmelsen er forudsat maksimalt at kunne andrage et års løn. Dette gælder, uanset om det kontraktligt eller lovmæssigt er bestemt, at den ansatte har et opsigelsesvarsel, der overstiger et år.

Told- og Skattestyrelsen har indstillet erstatningen for manglende partshøring for en skattefri erstatning, idet bemærkes, at sagen på ny har været forelagt Ligningsrådet, der imidlertid har undladt at tage stilling til spørgsmålet.

Styrelsen har for så vidt angår forventningsprincippet anført, at klageren ikke kan antages at være bibragt en forventning af retsbeskyttet karakter, hvorfor forventningsprincippet ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.

Styrelsen har udtalt om de månedlige udbetalinger til klageren i perioden 1. august 1999 - 31. juli 2000, at disse må anses for løn bl.a. henset til, at de overenskomstansatte medarbejdere skulle stilles som de tjenestemandansatte, der i nævnte periode fik rådighedsløn. Endvidere har de overenskomtansatte først oppebåret ret til månedslønnen, når måneder var gået.

Styrelsen har anført, at det er opfattelsen, at den her foreliggende sag adskiller sig fra højesteretsdommen om kommunaldirektøren, der blev betalt for at holde sig væk fra arbejdspladsen.

Landsskatteretten finder, at den mellem klagerens organisation og Told- og Skattestyrelsen indgåede aftale om erstatning på 25.000 kr. for manglende partshøring i forbindelse med udpegning til kontrollørkorpset må anses for betaling for den krænkelse, at klageren ikke blev partshørt forud for den 23. september 1997, på hvilket tidspunkt hun fik meddelelse om, at hun pr. 1. januar 1998 ville blive overført til kontrollørkorpset. Retten finder således, at grundlaget for erstatningen hidrører fra 1997, uanset at udbetalingen er sket i 1999. Det forhold, at erstatningen er nævnt i den omhandlede aftale indgået mellem klagerens organisation og Told- og Skattestyrelsen i forbindelse med klagerens fratrædelse af sin stilling i styrelsen, medfører efter rettens opfattelse ikke, at erstatningen kan anses for et led i fratrædelsesordningen.

Landsskatteretten finder endvidere, at erstatningen for den manglende partshøring i forbindelse med udpegningen til kontrollørkorpset ikke kan anses for kompensation for en skattepligtig indtægt eller lignende, men derimod må anses for erstatning for tort, der efter praksis er skattefri i medfør af statsskattelovens §§ 4 og 5. Den påklagede ansættelse nedsættes derfor med 25.000 kr.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder vedrørende perioden 1. august 1999 - 31. juli 2000, at denne periode må anses for en forlænget opsigelsesperiode i forhold til den periode på 6 måneder, som klageren i medfør af de funktionærretlige bestemmelser har krav på, således at hele perioden fra den 1. februar 1999 - 31. juli 2000 må anses for opsigelsesperioden. Disse retsmedlemmer har herved lagt vægt på, at B og Told- og Skattestyrelsen har indgået en aftale herom, og at ordlyden af aftalen m.v. må forstås således, at parterne har været enige om, at den enkelte medarbejder blev afskediget med et forlænget opsigelsesvarsel. Der er tillige lagt vægt på, at den enkelte medarbejder havde mulighed for fritstilling i opsigelsesperioden, men at der intet var til hinder for, at medarbejderen valgte at fortsætte med at arbejde i hele opsigelsesperioden på 1 1/2 år. Den forlængede opsigelsesperiode må således bl.a. anses for aftalt for at give medarbejderen bedre mulighed for at søge andet arbejde. Der er endvidere henset til, at medarbejderne fik udbetalt en fratrædelsesgodtgørelse svarende til 3 måneders løn, således at der ikke herudover er tale om fratrædelsesgodtgørelse. Retsmedlemmerne har endelig henset til det i aftalen mellem B og Told- og Skattestyrelsen anførte om regulering af lønnen i tilfælde af nyt ansættelsesforhold.

Disse retsmedlemmer finder herefter, at den månedsvise udbetaling til en medarbejder må anses for løn i opsigelsesperioden, uanset om den pågældende har valgt fritstilling eller ej. Lønudbetalingerne skal herefter beskattes som almindelig skattepligtig indkomst i medfør af statsskattelovens § 4, og at ingen del af disse udbetalinger kan anses for fratrædelsesgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 7 O, stk. 1, nr. 2.

Vedrørende advokatens anbringende om, at et års begrænsningen i ligningslovens § 7O, stk. 1, nr. 2, må føre til, at der højst kan udbetales løn til klageren i en 1 års periode, således at alt hvad der udbetales efter den 1. februar 2000 må anses for fratrædelsesgodtgørelse, finder disse retsmedlemmer, at der er tale om en aftale om et forlænget opsigelsesvarsel på i alt 18 måneder, hvorfor der i det foreliggende tilfælde ikke skal ske begrænsning i medfør af den nævnte bestemmelse i ligningsloven.

Disse retsmedlemmer voterer derfor for, at den påklagede ansættelse stadfæstes.

Ét retsmedlem finder, at de månedsvise udbetalinger, der ligger ud over den periode, hvor en medarbejder har udført arbejde, må anses for fratrædelsesgodtgørelse, således at der til arbejdsperioden tillægges det opsigelsesvarsel, som den pågældende medarbejder er berettiget til. De resterende månedsvise udbetalinger må herefter anses for fratrædelsesgodtgørelse i medfør af ligningslovens § 7 O. Dette retsmedlem voterer derfor for, at den påklagede ansættelse nedsættes i overensstemmelse hermed.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og den påklagede ansættelse stadfæstes derfor på dette punkt.