Dato for udgivelse
23 May 2006 15:43
SKM-nummer
SKM2006.325.SKAT
Myndighed
SKAT
Sagsnummer
06-038423
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Spaltning, afslag, ej forretningsmæssig begrundelse
Resumé

Aktionærerne D og E afhændede i 2003 aktiviteten i A. Aktiviteten var herefter alene investering i værdipapirer. 

Aktionæren D ejer direkte og via et 100% ejet selskab 90,08% af selskabet A. E ejer 9,92% af A. Ud fra en samlet vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger fandt SKAT det ikke dokumenteret eller på anden vis tilstrækkelig sandsynliggjort, at motivet bag den skattefri spaltning var forretningsmæssigt begrundet i omstrukturering eller rationalisering af aktiviteterne.

Den planlagte omstrukturering  opfyldte således ikke betingelserne i EU- direktiv 90/434/EØF (fusionsdirektivet) og i fusionsskatteloven, hvorfor anmodningen ikke kunne imødekommes.

Reference(r)
Fusionsskatteloven § 15a
Henvisning
Ligningsvejledningen 2006-2 S.D.2 

Der anmodes om tilladelse til skattefri ophørsspaltning af selskabet A.

Spaltningen vil blive gennemført som en ophørsspaltning til 2 nystiftede aktieselskaber, B A/S og C A/S.

Aktiekapitalen i A A/S er før spaltningen fordelt således:

 Personaktionær D

 31,72%

 Personaktionær E

 9,92%

 F A/S (100% ejet af D)

 58,36%

 I alt

 100,00%

A A/S er det fortsættende selskab efter en fusion foretaget i 2000 mellem to selskaber. Driftsaktiviteten i A blev efterfølgende ved en skattefri tilførsel af aktiver tilført et nyt datterselskab G A/S, der blev ejet med 50% af  A A/S og med 50% af H AB. I regnskabsåret 2003/2004 afhændede A A/S sin andel af aktiekapitalen i G til H AB.

As aktivitet består herefter alene i investering i værdipapirer. Egenkapitalen udgør 30. april 2005 334 mio kr.

As aktiver og passiver overdrages ved spaltningen til 2 nystiftede selskaber B og C. Aktiverne vil blive delt således, at C vil modtage 9,92% af nettoaktiverne i A A/S, mens B vil modtage de resterende nettoaktiver på 90,08%. E vil efter spaltningen blive eneaktionær i C, mens B efter spaltningen vil være ejet af F A/S med 64,79% og af  D med 35,21%.

Vederlaget for spaltningen vil alene bestå i den samlede aktiekapital i de nystiftede selskaber.

Formålet med spaltningen er at give aktionærerne i A mulighed for på egen hånd at foretage investeringer i forhold til de midler, der på nuværende tidspunkt befinder sig i selskabet.

Aktionærerne, E og D, er i henholdsvis 40'erne og 60'erne, og har således ikke ifølge repræsentanten samme tidshorisont for investeringer.

I forarbejderne (L 99) til ændringen af fusionsskatteloven blev det fastslået, at netop generelle uoverensstemmelser på aktionærniveau var en tilstrækkelig begrundelse for at tillade en skattefri spaltning. A opfylder således ifølge repræsentanten betingelserne for at få tilladelse til en skattefri spaltning.

De personlige aktionærer i A har vidt forskellige investeringshorisonter og -visioner. E ønsker at foretage aktive investeringer, der medfører en høj grad af risiko, hvorimod D (og F A/S) hovedsagligt ønsker at foretage mere passive investeringer. Som følge af denne uenighed om investeringspolitikken har den erhvervsmæssige virksomhed i A hidtil kun bestået i rent konservative formueplejende porteføljeinvesteringer i diverse værdipapirer.

På grund af den anførte uenighed om investeringspolitikken og de deraf afledte samarbejdsvanske-ligheder ligger der således ifølge repræsentanten forsvarlige økonomiske og erhvervsmæssige betragt-ninger begrundet i A's driftsmæssige forhold bag ønsket om en skattefri ophørsspaltning af A til to nystiftede selskaber.

Skatteudskydelse er ifølge advokatfirmaet en legitim virkning heraf og ikke et hovedformål.

Det vil ifølge advokatfirmaet være direkte i modstrid med formålet med de liberaliserede spaltnings-regler, der blev indført med lov nr. 313 af 21/5 2002, hvis SKAT ikke meddeler tilladelse til skattefri spaltning i nærværende sag. Denne sag afviger ydermere konkret fra Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 14/4 2005 (SKM2005.232.TSS) ved, at der ikke er tale om at fordele et kontant beløb mellem selskabets aktionærer ved en spaltning. I denne sag er det hovedsageligt værdipapirer, der ønskes delt mellem selskabets aktionærer.

Da besiddelse og investering i værdipapirer, herunder aktier og obligationer, udgør en erhvervsmæssig virksomhed, jf. blandt andet Højesterets præmisser i Johnson Holding sagen (SKM2004.297.HR), er der netop i denne sag ifølge advokatfirmaet tale om en situation omfattet af begrebet "omstrukturering af aktiviteterne", hvilket er en økonomisk forsvarlig betragtning i henhold til artikel 11, stk. 1, litra a i fusionsdirektivet 90/434/EØF.

Skattecenter København  udtalte:

På det foreliggende grundlag anses Told- og Skattestyrelsens afgørelse af 14. april 2005 (SKM2005.232.TSS) for at være sammenlignelig med den aktuelle sag. Forskellen i fordelingsgraden af omsætningsaktiver anses ikke at kunne diskvalificere afgørelsen. Den skattefrie ophørsspaltning vurde-res at søges anvendt til omgåelse af en egentlig likvidation af A.

Yderligere udbedt dokumentation

Til yderligere belysning af baggrunden for anmodningen udbad SKAT sig en konkretisering og uddybning af den i anmodningen anførte uenighed om investeringspolitikken, herunder oplysning om, hvor længe samarbejdsvanskelighederne  har bestået, karakteren af samarbejdsproblemerne samt hvilke driftsmæssige problemer samarbejdsproblemerne har medført for selskabet.

Advokatfirmaet oplyste herefter, at E, der er 49 år, siden afhændelsen af driftsaktiviteten har haft helt andre visioner for videreførelsen af A. Disse planer for den fremtidige drift har dog været umuliggjort på grund af D´s bestemmende indflydelse i selskabet. Til forskel fra de konservative investeringer der i dag finder sted i A, ønsker E at foretage mere aktive investeringer via selskabets køb eller partnerskab i virksomheder inden for enten detailhandlen, IT (internet) eller handels- og produktions-virksomheder, der beskæftiger sig med områderne: fritid, convenience, sport, helse/sundhed, personlig image eller miljø. E har særligt interesse i at lade A involvere sig i generationsskiftevirksomheder, "Turn around virksomheder" og nystartede virksomheder.

De driftsmæssige problemer som samarbejdsvanskelighederne har affødt i A består hovedsagligt i, at E´s ønsker for A i øjeblikket er umuliggjort på grund af uenigheden om investeringspolitikken mellem aktionærerne. A er således afskåret fra at påbegynde nye aktive investeringer i de ovenfor nævnte virksomheder, som vil være til gavn for erhvervslivet og skabe arbejdspladser. Dette er selvsagt ikke godt for parternes samarbejde om driften af A. 

 

D, der er 64 år, har siden afhændelsen af driftsaktiviteten overvejet, hvorledes han kan forberede et generationsskifte i A. Han ønsker således at indsætte sine stedbørn i bestyrelsen, og forventeligt at overgive en del af ejerskabet til selskabet ved skattepligtige overdragelser til børnene. Så længe E har medejerskab ønsker denne dog naturligvis ikke at gå med til en ændring i selskabets ledelse.

 

Stående over for et generationsskifte ønsker D af gode grunde ikke, at A deltager i risikobetonede investeringer. D er derfor alene interesseret i at foretage passive og forholdsvis sikre investeringer, indtil han har opnået helejerskab af et nyt selskab og herefter - formentlig sammen med sine børn - kan tilrettelægge selskabets fremtidige drift. Det er ikke udelukket, at D i samarbejde med børnene vil lade A overtage et eller flere af produktionsselskaber med børnenes fulde og aktive involvering heri.

 

På grund af den beskrevne situation, hvor E har medejerskab af  A, er der imidlertid ikke muligt for D at igangsætte det ønskede generationsskifte i A, som er en forudsætning for, at han kan tilrettelægge selskabets fremtidige drift sammen med børnene.

 

En tilladelse til skattefri spaltning er således ifølge repræsentanten sagligt begrundet i hensynet til selskabets forretningsmæssige forhold. Der henvises herved særligt til SKM2005.429.TSS, hvor SKAT på tilsvarende måde gav tilladelse til spaltning af et holdingselskab, således at et underliggende datterselskab blev eneejet af den ene aktionær.

Advokatfirmaet oplyser yderligere om generationsskifteplanerne:

D ønsker som led i sit generationsskifte at få sine 4 stedbørn, ind i bestyrelsen i A. Især to af børnene vil med deres erhvervsmæssige baggrund være et stort erhvervsmæssigt aktiv at få ind i bestyrelsen, og muligvis tillige ansat som direktører i selskabet.

 

Det er planen, at børnene samtidig med deres indtræden i bestyrelsen i A skal blive medejere af A. På grund af den nuværende fastlåste og blokerede situation i A er det ikke muligt på dette tidspunkt nærmere at konkretisere, hvorledes dette nøjagtigt skal ske. Forventeligt vil børnene dog blive medejere ved en skattepligtig overdragelse fra D.

 

Det forventes, at et nyt selskab helejet af  D-familien  vil foretage mere aktive investeringer sideløbende med den nuværende politik om hovedsageligt at foretage porteføjleinvesteringer i værdipapirer.

 

Det ligger inden for D´s tanker, at A investerer i det ene barns biludlejningsfirma i land X og i et andet barns  elektronikfirma i land Y. En endelig beslutning herom vil dog som nævnt skulle træffes sammen med børnene, og vil blandt andet afhænge af børnenes fremtidige ønsker og mulighed for at indtræde som direktører i A.

 

E ønsker imidlertid ikke, at børnene kommer ind i selskabets bestyrelse eller ansættes som direktører, og dermed bliver direkte involveret i selskabets drift.

 

SKATs  afgørelse  

Af  anmodningen  fremgår, at baggrunden for den ansøgte spaltning er uoverensstemmelser mellem de to personaktionærer - herunder om selskabets investeringsstrategi.  Det anføres i anmodningen, at de driftsmæssige problemer, som de angivne samarbejdsvanskeligheder har affødt i A, hovedsageligt består i, at E´s  ønsker for A i øjeblikket er umuliggjort på grund af den angivne uenighed mellem aktionærer-ne.

SKAT noterer herefter, at de af  majoritetsaktionæren E (90%) ønskede "konservative" investeringer p.t. udgør selskabets  investeringsstrategi, hvilket udmøntes i  aktuelle rent formueplejende investeringer.

Til den yderligere fremsendte dokumentation for  D´s overvejelser og planer med hensyn til fremtidig ejerstruktur, investeringspolitik m.v. bemærker SKAT:

Det fremgår  af  de af advokatfirmaet fremsendte oplysninger, at D´s generationsskifteplaner kun  indeholder oplysninger om mulige investeringer af uspecificeret størrelse  i to af stedbørnenes virksom-heder. Om de 2 andre børn oplyses kun, at de forventes at indtræde i bestyrelsen. Børnenes indtræden i bestyrelsen/medejerskab til det planlagt udspaltede selskab er kun beskrevet som mulige overvejelser hos hovedaktionæren D.

Det er SKATs opfattelse - også på baggrund af den udbedte konkretisering sammenholdt med svaret herpå  - at den forretningsmæssige begrundelse for omstruktureringen ikke er dokumenteret eller tilstrækkeligt sandsynliggjort.

Der bemærkes, at  efter SKATs opfattelse er SKM2005.232.TSS sammenlignelig med nærværende sag.

Det var i denne sag  Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at bestemmelserne i aktieavancebeskat-ningsloven § 13 og fusionsskatteloven kapitel 4 søgtes anvendt til omgåelse af en egentlig likvidation af selskabet C A/S. Heraf fulgte, at et skattepligtigt likvidationsprovenu konverteredes til en skattefri deling af midlerne i C A/S... Reglerne om skattefri aktieombytning og skattefri spaltning var efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse imidlertid ikke udformet med henblik på at foretage sådanne skattebesparende transaktioner. Reglerne må forbeholdes forsvarlige økonomiske betragtninger, jf. artikel 11, stk. 1, litra a, der i bestemmelsen er eksemplificeret som omstrukturering eller rationalisering af aktiviteterne i det selskab, der spaltes.

Det var endvidere Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at en aktieombytning og efterfølgende ophørsspaltning, der hovedsageligt havde til formål at give A og B ejerskab til hvert sit selskab uden at der umiddelbart blev udløst skat, ikke kunne betragtes som en omstrukturering eller rationalisering af aktiviteterne i C A/S eller D A/S. Begrebet omstrukturering af aktiviteterne kunne efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse ikke anses at omfatte den situation, hvor et likvidt beløb, der udgjorde den altovervejende del af aktivmassen i C A/S,  ønskes fordelt mellem selskabets aktionærer. ...Da aktieombytningen og spaltningen efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse alene skulle tjene et skattemæssigt formål - midlertidig undgåelse af beskatning af A og B - kunne der ikke være tale om en økonomisk forsvarlig betragtning, jf. artikel 11. På denne baggrund meddelte Told- og Skattestyrelsen afslag på det ansøgte.

I nærværende sag udgøres selskabets aktivmasse stort set udelukkende af likvider samt andre finansielle aktiver (obligationer/aktier). 

Det er SKATs opfattelse, at den i nærværende sag anførte skattefri omstrukturering  i overvejende grad  må vurderes planlagt under hensyn til personaktionærernes privatøkonomiske interesser.

Det er herefter ud fra en samlet vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger - herunder de fremsendte supplerende oplysninger - ikke dokumenteret eller på anden vis tilstrækkelig sandsynliggjort, at motivet bag den skattefri spaltning er forretningsmæssigt begrundet i omstrukturering eller rationalisering af aktiviteterne.

Den planlagte omstrukturering  opfylder således ikke betingelserne i EU- direktiv 90/434/EØF (fusionsdirektivet) og i fusionsskatteloven, hvorfor anmodningen ikke kan imødekommes.