1. Indledning

I en dom af 23. november 2005 tog Østre Landsret stilling til, om to lønmodtagere var omfattet af rejsebegrebet i den daværende ligningslovs § 9, stk. 5, der svarer til rejsebegrebet i den nugældende ligningslovs § 9 A, stk. 1. Spørgsmålet var med andre ord, om de to lønmodtagere på grund af afstanden mellem den sædvanlige bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke havde mulighed for at overnatte på bopælen. Det vil sige, om de opfyldte betingelserne for at foretage standardfradrag for udokumenterede rejseudgifter til logi, kost og småfornødenheder i forbindelse med overnatning på et midlertidigt arbejdssted.

De to lønmodtagere (herefter A og B) boede begge på Sjælland og arbejdede midlertidigt på metroprojektet i København i slutningen af 1990'erne. De havde begge taget ansættelse direkte på arbejdsstedet. Der var således ikke tale om, at arbejdsgiveren havde udsendt dem til tjeneste på et midlertidigt arbejdssted. I arbejdsperioderne overnattede de hver især i egen campingvogn i arbejdsgiverens camp i København. I weekenderne tog de hjem og overnattede.

Skatteministeriet indbragte de to lønmodtageres sager for landsretten, hvor de blev behandlet under ét. Fagligt Fællesforbund var biintervenient i sagen.

2. Østre Landsrets dom af 23. november 2005, SKM2005.492.ØLR

A boede i Korsør, og landsretten  lagde til grund, at der var 115 km fra bopælen til det midlertidige arbejdssted, at transporttiden i bil eller tog var i hvert fald 1½ time hver vej, og at den daglige arbejdstid gennemsnitligt var på 11,6 timer. A's arbejdsdag begyndte ofte kl. 05.30 med fremmøde på pladsen kl. 07.00, og arbejdsdagen sluttede jævnligt sent på eftermiddagen eller ud på aftenen. Retten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte A's forklaring om, at han overnattede på arbejdsgiverens camp og kun kørte hjem i weekenderne.

Under disse omstændigheder fandt landsretten, at A på grund af afstanden mellem sin bopæl og det midlertidige arbejdssted i betydeligt omfang ikke havde haft mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, og at betingelserne i den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 2. pkt., var opfyldt. Da sagen for A's vedkommende drejede sig om, hvorvidt han kunne få genoptaget sin skatteansættelse for det pågældende indkomstår med henblik på fradrag for udokumenterede rejseudgifter, gav landsretten ham derfor medhold i, at han havde krav på genoptagelse.

B boede på landet, og parterne var enige om, at offentlig befordring ikke var mulig for hans vedkommende. Han havde ikke nogen bil, men landsretten fastslog, at der ikke kunne tages hensyn til dette. Da han havde søgt og fået ansættelse hos de respektive arbejdsgivere, og da hans forhold skulle afgøres efter den dagældende ligningslovs § 9, stk. 5, 2. pkt., kunne der således ikke lægges vægt på, at han ikke havde mulighed for at køre bil.

Landsretten lagde derefter til grund, at der var 96 km, 97 km og 98,5 km fra B's bopæl til hans respektive arbejdspladser i København, og at transporttiden i bil var i hvert fald 1½ time hver vej.  Hans forhold havde ikke været ens i de tre år, som sagen drejede sig om, og han havde haft forskellige arbejdsgivere og stærkt varierende arbejdstider. Landsretten statuerede, at for de dage, hvor arbejdstiden var på 10 timer eller mere, havde B på grund af afstanden mellem bopælen og det midlertidige arbejdssted, ikke mulighed for at overnatte på bopælen. For disse dage opfyldte han dermed betingelserne for at være på rejse. Omvendt havde han ikke ret til fradrag de dage, hvor arbejdstiden var under 10 timer.

3. Skatteministeriets kommentar

Østre Landsret har med dommen afgrænset ligningslovens rejsebegreb i to sager, hvor de skattepligtiges forhold med hensyn til afstande, transporttider og arbejdsforhold ligger i et grænseområde, hvor mange har været i tvivl om, hvorvidt reglerne i ligningslovens § 9 A kunne finde anvendelse.

Vurderingen af, om en lønmodtager er på rejse, beror på, om "lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopælen og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på den sædvanlige bopæl", jf. nu ligningslovens § 9 A, stk. 1.

I dommen fastlægger Østre Landsret dette rejsebegreb således, at når afstanden mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted er på omkring 100 km og transporttiden er på 1½ time hver vej, er betingelsen for at være på rejse opfyldt, hvis den daglige arbejdstid overstiger 10 timer. Arbejdstiden er den tid, der bliver betalt løn for.

Af dommen kan man udlede, at en afstand mellem den sædvanlige bopæl og det midlertidige arbejdssted på omkring 100 km og en transporttid på 1½ time hver vej ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at opfylde betingelsen om at være på rejse, hvis der i øvrigt er tale om en arbejdsdag af normal varighed. Kun i de tilfælde, hvor den skattepligtige er i stand til at føre bevis for ekstraordinært lange arbejdsdage, hvor den skattepligtige skal møde på arbejde igen tidligt den følgende dag, er betingelsen opfyldt.

Ved vurderingen af, om lovens betingelse er opfyldt, skal der foretages en helhedsvurdering, hvor der ikke alene lægges vægt på afstanden, men tillige tages hensyn til transporttiden og den daglige arbejdstid  samt spørgsmålet om mødetid på arbejde den følgende dag.

Østre Landsrets dom illustrerer i øvrigt vigtigheden af, at den skattepligtige kan dokumentere sine arbejdsforhold, herunder navnlig arbejdstider, for de dage, for hvilke han ønsker at foretage standardfradrag for udokumenterede rejseudgifter. Dokumenterede oplysninger om arbejdsforhold, arbejdstider og overarbejde kom frem under bevisførelsen for landsretten.

På den baggrund anser Skatteministeriet ikke Østre Landsrets dom for at være et brud med - men derimod et vigtigt supplement til - den hidtidige praksis på området, og dommen giver ikke anledning til ændring af den linje, skattemyndighederne hidtil har fulgt.

Østre Landsret har altså lagt vægt på både afstand, transporttid, arbejdsforhold og arbejdstid og har i sin vurdering af, om de to lønmodtagere var på rejse, afvejet disse momenter i forhold til hinanden. En håndfast konklusion om, at en lønmodtager er på rejse, hvis den daglige transporttid og arbejdstid tilsammen medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at opholde sig på bopælen i 11 timer i døgnet, kan derfor efter Skatteministeriets opfattelse ikke udledes af dommen.

Østre Landsret har også haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om, hvilken betydning det har, at den skattepligtige ikke har nogen bil. Ligesom Højesteret i SKM2005.318.HR, hvor samme spørgsmål var rejst, tager Østre Landsret alene stilling til den situation, hvor den skattepligtige har taget ansættelse direkte på det midlertidige arbejdssted. Efter de to domme ligger det fast, at manglende bil i den situation er en privat hindring, der ikke kan tages hensyn til ved bedømmelsen af, om den skattepligtige er på rejse. Det er uden betydning, om han (som i SKM2005.318.HR) ejer en bil, som blot er udlånt, eller om han slet ikke ejer nogen bil (som i SKM2005.492.ØLR).

Hverken Højesteret eller landsretten har endnu haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om betydningen af, at den skattepligtige ikke har bil i den situation, hvor han af sin arbejdsgiver er udsendt fra sin sædvanlige arbejdsplads med henblik på at gøre tjeneste på et midlertidigt arbejdssted. Da der ikke var tale om denne situation hverken i højesteretssagen eller landsretssagen, er det næppe rimeligt at hævde, at en bestemt løsning for så vidt angår denne situation kan udledes af nogen af de to domme.