Dato for udgivelse
29 Apr 2005 11:26
SKM-nummer
SKM2005.179.LR
Myndighed
Ligningsrådet
Sagsnummer
99/05-4314-07799
Dokument type
Afgørelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personskat, virksomhedsskat, aktionærer og selskaber samt ejendomsavancebeskatning
Emneord
Skattefri spaltning, fordeling af anskaffelsessum, Group4 Falck
Resumé
Aktionærerne i Group4 Falck har vedtaget en skattefri spaltning pr. 1. januar 2004 med ophør af det indskydende selskab. Told- og Skattestyrelsen orienterer her om fordelingen af aktiernes anskaffelsessum og om indgivelse af opgørelse over aktiernes anskaffelsessum til skattemyndighederne.
Reference(r)
Fusionsskatteloven § 15b, stk. 4 og 5
Henvisning
Ligningsvejledningen 2005-2 S.D.2

Group 4 Falck A/S spaltes med virkning fra den 1. januar 2004. Spaltningen er gennemført som en skattefri spaltning efter FUL kap. 4. De modtagende selskaber hedder Group4 A/S og Falck A/S
 
Fordeling af aktiernes anskaffelsessum

Ifølge FUL § 15 b, stk. 4, 7. pkt. anses selskabsdeltagerne i Group 4 Falck A/S for at have anskaffet aktierne i Group4 A/S og Falck A/S på samme tidspunkt som aktierne i Group 4 Falck A/S. Ifølge samme bestemmelses 8. pkt. skal anskaffelsessummen for aktierne i Group 4 Falck A/S før spaltningen fordeles på de aktier, aktionærerne efterfølgende ejer i Group4 A/S og Falck A/S. Fordelingen foretages efter forholdet mellem kursværdien af aktierne i Group 4 A/S og aktierne i Falck A/S og den samlede kursværdi af disse aktier på spaltningsdatoen.

Om fordeling af aktiernes anskaffelsessum har skatteministeren i et svar af 9. december 1991 til Folketingets Skatteudvalg udtalt, at den skattemæssige succession betyder, at anskaffelsessummen for de ombyttede aktier skal fordeles på aktier, der erhverves i de modtagende selskaber. Denne fordeling skal ske på grundlag af kursværdien af aktierne i de modtagende selskaber på spaltningsdatoen. Svaret angår alene spaltninger med ophør af det indskydende selskab.

Group 4 Falck A/S anmoder om, at fordelingen af aktiernes anskaffelssessum finder sted på baggrund af den gennemsnitlige børsværdi af aktierne i Group 4 A/S og Falck A/S de første 20 dage, hvor selskaberne er noteret på Københavns Fondsbørs.
 
Ligningsrådet udtalte, at fordelingen af den oprindelige anskaffelsessum for aktierne i Group 4 Falck A/S på de modtagende selskaber Group 4 A/S og Falck A/S efter spaltningen skulle ske på baggrund af handelsværdien af aktierne i de to selskaber. Der findes ingen fastlagte regler for, hvorledes handelsværdien fastsættes. Fastlæggelsen sker efter en konkret bedømmelse i hver enkelt sag.
 
Ligningsrådet havde ingen indvendinger mod, at fordelingen af den oprindelige anskaffelsessum i det konkrete tilfælde sker efter den af Group 4 Falck A/S ønskede fordelingsmetode.

Opgørelse og indsendelse af aktiernes anskaffelsessum

Told- og Skattestyrelsen henleder opmærksomheden på FUL § 15 b, stk. 5. Ifølge denne bestemmelse påhviler det selskabsdeltagerne i Group 4 Falck A/S i forbindelse med indgivelsen af selvangivelsen for 2004 at indsende en opgørelse af anskaffelsessummen for aktierne i Group 4 A/S og Falck A/S. Den skatteansættende myndighed foretager en ansættelse af anskaffelsessummen.