►Der skal fra den 1. januar 2025 betales emissionsafgift til statskassen ved udledning af drivhusgasser, hvor der skal returneres kvoter efter kvoteordningen, herunder EU’s-kvotedirektiv. Dette gælder for såvel udledninger fra energiprodukter som ikke-energirelaterede udledninger.

Emissionsafgiften omfatter udledninger fra aktiviteter inden for dansk land- og søterritorium samt den eksklusive økonomiske zone. Emissionsafgiften omfatter fx også udledninger fra den danske del af Nordsøen.

Hertil er der visse undtagelser.

Oversigt over det afgiftspligtige anvendelsesområde i emissionsafgiftsloven

 

Hovedregel

EMAL

§ 1, stk. 1 og § 2, stk. 1

Afgiften i emissionsafgiftsloven gælder ved udledning af drivhusgasser fra aktiviteter i Danmark, herunder søterritoriet og Danmarks eksklusive økonomiske zone, der er omfattet af lovens bilag 1, og for hvilke der skal returneres kvoter efter kvoteordningen.

I udgangspunktet skal der betales afgift pr. udledte ton CO2-ækvivalenter (drivhusgasser) for hvilke, der skal returneres en kvote efter kvoteordningens regler.

Som hovedregel gælder der kun én afgiftssats.

Der gælder visse undtagelser til ovennævnte. Se nedenstående særlige afgiftsregler i emissionsafgiftsloven. Bemærk at disse særlige regler ikke hænger sammen med regler indenfor kvoteordningen og kun fremgår af emissionsafgiftsloven.

Der er ingen undtagelser til lovens geografiske anvendelsesområde.

Undtagelser/særlige afgiftsregler

EMAL

§ 1, stk. 2, 1. pkt.

Flyvninger bortset fra indenrigsluftfart

Flyvninger omfattet af EMAL § 1, stk. 1, er dog ikke omfattet af afgiftspligten bortset fra indenrigsluftfart.

Der betales alene afgift for flyvninger omfattet af EMAL § 1, stk. 1, hvis disse begynder og slutter i Danmark, herunder søterritoriet og Danmarks eksklusive økonomiske zone, og er omfattet af lovens bilag 1 (indenrigsluftfart).  

EMAL

§ 1, stk. 2, 2. pkt.

Færgeruter bortset fra indenrigsfærgefart

Færgeruter omfattet af EMAL § 1, stk. 1, er dog ikke omfattet af afgiftspligten bortset fra indenrigsfærgefart.

For så vidt angår færgeruter betales der alene afgift omfattet af EMAL § 1, stk. 1, hvis disse ruter begynder og slutter i dansk havn eller platform og er omfattet af lovens bilag 1 (indenrigsfærgefart).

EMAL

§ 1, stk. 3

Gradvis indfasning for returnering af kvoter

For aktiviteter, hvor der i kvotedirektivet er fastsat en gradvis indfasning for returnering af kvoter, skal der betales afgift af den mængde kvoter, der svarer til den faktiske udledning uden hensyn til indfasning af returneringspligten.

EMAL

§ 1, stk. 4

Bæredygtig bionaturgas fritaget for kvotereturneringspligt

For udledninger fra bæredygtig bionaturgas, som er fritaget for kvotereturneringspligt, skal der betales afgift af udledningen uden hensyn til kvotefritagelse.

EMAL

§ 2, stk. 3

Mineralogiske processer mv.

Der gælder en særlig afgiftssats for udledninger fra mineralogiske processer, metallurgiske processer, kemisk reduktion og elektrolyse, som er omfattet af lovens bilag 2 (mineralogiske processer mv.).

Der er fastsat særlige regler for disse udledninger, jf. EMAL § 2, stk. 3-6 og § 6, stk. 5 og 6.

Reglerne for mineralogiske processer mv. sættes i kraft af skatteministeren, jf. EMAL § 14, stk. 2. Disse regler forventes sat i kraft med virkning fra den 1. januar 2025 og er også beskrevet.

Afgiftssatserne indfases i perioden 2025-2029. Afgiftssatserne indekseres årligt efter ændringerne i nettoprisindekset, jf. MINAL § 32 a.

I skemaet nedenfor er afgiftssatserne oplyst i 2015-niveau, jf. EMAL § 2, stk. 1 og 3. Disse satser kan ikke umiddelbart anvendes til afgiftsberegninger, fordi de er oplyst i 2015-niveau. De indekserede afgiftssatser til brug for virksomhedernes afgiftsopgørelse for de enkelte år vil komme til at fremgå af Skatteministeriets hjemmeside.

Afgiftssatser i emissionsafgiftsloven

 

              2015-niveau (før indeksering)

 

2025

2026

2027

2028

2029

2030 og frem

Afgiftspligtige udledninger bortset fra udledninger fra mineralogiske processer mv.

Kr./ton CO2e

71,2

128,1

185,0

241,9

298,9

355,8

Afgiftspligtige udledninger fra mineralogiske processer mv.

Kr./ton CO2e

94,9

99,6

104,4

109,1

113,9

118,6

Det bemærkes, at emissionsafgiften er en udledningsafgift, hvor det er selve drivhusgasudledningerne, der pålægges afgift, til forskel fra CO2-afgiften i CO2-afgiftsloven, hvor afgiften beregnes direkte eller indirekte af mængden af energiprodukter ved overgangen til forbrug.◄