Spørgsmål

1. Vil Spørger, hvis han anses for at være fuldt skattepligtig til Danmark, blive anset for skattemæssigt hjemmehørende i Italien efter den dansk/italienske dobbeltbeskatningsoverenskomst artikel 4?

Svar

1. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Denne ansøgning om bindende svar er en opfølgning på et tidligere meddelt bindende svar for samme skatteyder fra 25. oktober 2016, j.nr. 16-0850659, offentliggjort som SKM2016.496.SR.

Få faktiske forhold har ændret sig siden 2016, men i det følgende redegøres for status pr. ansøgningstidspunktet.

Den familiemæssige baggrund og boligforhold:

Spørger er italiensk statsborger og født og opvokset i Italien.

Spørger har siden 2016, jf. tidligere bindende svar j.nr. 16-0850659, været skattepligtig til Danmark. Inden denne periode har spørger aldrig været skattepligtig til Danmark.

Spørgers hustru er dansk statsborger og født og opvokset i Danmark.

Hustruen flyttede bopæl til Italien i 1997.

I overensstemmelse med det bindende svar fra 2016 flyttede hustruen i sommeren 2017 til Danmark med parrets børn.

Ægteparret har som nævnt ovenfor børn, som alle er født i Italien. Alle børn har dobbelt statsborgerskab og taler både italiensk og dansk. Børnene har boet i Danmark siden 2017.

Spørgers mor og søskende bor i Italien.

Spørgers mor bor i Italien og ses ofte med spørger og dennes ægtefælle og børnebørnene.

Spørger ejer en storvilla i Italien, hvor familien indtil nu har boet. Storvillaen er spørgers barndomshjem og er gennemgået en større renovering.

Huset i Italien er et stort palæ med tilhørende stor have og tilhørende pool.

Huset i Italien er fortsat spørgers bolig, når han opholder sig og arbejder i Italien.

Spørger ejer også en ferielejlighed i land A, som hovedsageligt anvendes i vinterhalvåret.

Spørger ejer derudover et ejendomsselskab i land B, som udlejer fast ejendom. Denne udlejningsaktivitet er beskattet i land B og Italien i henhold til de to landes skattelovgivning.

Spørgers hustru ejer ud over en ejerlejlighed et sommerhus under opførelse i et område, hvor spørgers hustru i sin tid voksede op. Spørgers hustrus mor er i dag død, men hendes gravsted er beliggende i nærheden af sommerhusprojektet, hvor også spørgers hustrus nærmeste venner bor. Sommerhuset anvendes alene til fritidsformål.

Parrets børn har siden 2017 oplevet den danske kultur, sproget og den danske folkeskole og gymnasium. Det vides ikke, om børnene skal færdiggøre deres uddannelser i Danmark eller i Italien. Familiens hjem er fortsat også i Italien, hvor familiens villa, erhvervsvirksomheder og italienske familie og venner er.

Spørger har en hobby. Det er i Italien, at han dyrker sin hobby, bl.a. igennem medlemskab af en klub.  

Erhvervsmæssig baggrund:

Spørger er medejer af familiekoncernen C, i Italien

Koncernen driver virksomhed i Europa, Sydamerika, Asien og USA.

Koncernen har ikke selskaber i Danmark.

Spørger ejer efter faderens død 33,3 % af koncernen, hvoraf den resterende del af virksomheden ejes af spørgers søskende.

Spørger er bestyrelsesmedlem og administrerende direktør (CEO) i familiekoncernen C.

Spørger er desuden juridisk repræsentant.

Spørgers indkomst består derfor af løn fra familiekoncernen C, samt bestyrelseshonorar.

Derudover er Spørger bestyrelsesmedlem i en arbejdsgiverforening.

Spørgers typiske rejsemønster:

Spørger vil fortsætte med at have sit overvejende ophold og arbejde i Italien.

På grund af spørgers stilling som administrerende direktør forventes spørger ikke at opholde sig i Danmark i mere end 150 dage om året. Det vil forventeligt fortrinsvis være i weekender fra fredag til søndag (dog ikke hver weekend) og derudover ca. en uge pr. måned i gennemsnit over året, hvor det er arbejdsmæssigt muligt.

Parrets børn er nu store og besøger derfor også selv deres far i Italien.

Spørger er administrerende direktør og medejer af familiekoncernen, C, og spørger har således ikke en fast og sædvanlig arbejdsdag.

Spørgers arbejde udføres normalt og sædvanligvis i Italien, men spørger kan i sin funktion som administrerende direktør blive nødt til at arbejde under sit ophold i Danmark. Spørger kan i sagens natur som administrerende direktør og medejer af koncernen ikke undlade at tage arbejdsrelaterede opkald, blot fordi disse foretages i weekenden eller lignende.

Hovedformålet med spørgers ophold er alene at besøge sin ægtefælle og sine børn, og spørger har ikke nogen erhvervsmæssig tilknytning til Danmark og vil ikke rejse til Danmark for at udføre planlagt arbejde her i landet. Men spørger vil naturligvis besvare e-mails, telefonopkald og lignende.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Det er spørgers vurdering, at spørgsmålet skal besvares med et "Ja".

Det fremgår af kildeskattelovens § 7, stk. 1, at en person, der erhverver bopæl her i Danmark, kun er fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1, hvis den pågældende tager ophold i Danmark.

Bopæl:

Det er spørgers vurdering, at spørger efter Skattestyrelsens restriktive praksis vil blive anset for at have erhvervet bopæl i Danmark, i det omfang spørgers hustru erhverver en bolig i Danmark og tager ophold i denne bolig.

Ophold:

Det fremgår af kildeskattelovens § 7, stk. 1, 2. pkt., at kortvarige ophold på grund af ferie eller lignende ikke anses for ophold, som medfører fuld skattepligt til Danmark.

Efter fast administrativ praksis anses et uafbrudt ophold i Danmark af en varighed på mere end 3 måneder eller samlede ophold på i alt mere end 180 dage inden for et tidsrum på 12 måneder ikke for "kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende" efter kildeskattelovens § 7, stk. 1, 2. pkt., jf. Den juridiske vejledning afsnit C.F.1.2.2.

Det fremgår af de faktiske omstændigheder i sagen, at spørger alene vil opholde sig i Danmark i weekender og i et begrænset omfang i ferier, da familiens ferier som udgangspunkt vil blive afholdt i spørgers bolig i Italien eller land A.

Spørgers ophold vil dermed ikke overstige 180 dage over en 12 måneders periode og vil ikke på noget tidspunkt overstige en uafbrudt periode på over 3 måneder.

Det fremgår dog videre af Den juridiske vejledning afsnit C.F.1.2.2, at:

Der skal foretages en konkret vurdering af, om opholdet har det fornødne præg af ferie eller lignende.

Hvis personen varetager et indtægtsgivende erhverv under opholdet her i landet indtræder skattepligten som udgangspunkt, fordi et sådant ophold ikke er et "kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende".

Spørgers ophold i Danmark er alene begrundet i, at spørger ønsker at tilbringe sin fritid sammen med sin hustru og sine børn.

Det er spørgers vurdering, at Skattestyrelsens praksis medfører, at han vil blive skattepligtig til Danmark, da han i sin egenskab af administrerende direktør i princippet altid er på arbejde i et eller andet omfang. Spørger vil være nødt til at besvare opkald og e-mails også i weekender og ferier.

Sådanne erhvervsrelaterede opkald og e-mails vil ikke kunne undgås for en person med den pågældende stilling.

Det er derfor spørgers vurdering, at Skattestyrelsen vil anse ham som fuldt skattepligtig til Danmark.

Spørgers skattemæssige hjemsted i henhold til den dansk-italienske dobbeltbeskatningsoverenskomst

Spørger er fuldt skattepligtig til Italien.

Hvis Skatterådet anser spørger for at være fuldt skattepligtig til Danmark, vil spørger således have dobbeltdomicil og dermed være skattepligtig til begge lande.

Det er derfor afgørende for fordelingen af beskatningsretten mellem de to stater at få klarlagt, hvor spørger har skattemæssigt hjemsted.

Det fremgår af den dansk-italienske dobbeltbeskatningsoverenskomst, at spørgsmål om dobbeltdomicil skal afgøres efter overenskomstens art. 4.

Art. 4 har følgende ordlyd:

"SKATTEMÆSSIGT HJEMSTED

Stk. 1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«, enhver person som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende karakter. Dette udtryk omfatter imidlertid ikke en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat.

Stk. 2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans status bestemmes efter følgende regler:

a)      han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

b)      hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;

c)      hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger;

d)      hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Stk. 3. I tilfælde, hvor en ikke-fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge kontraherende stater, skal den anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor dens virkelige ledelse har sit sæde."

Ad a) Midtpunktet for livsinteresser

Spørgers tilknytning til Danmark er det forhold, at hans hustru og børn midlertidigt og af uddannelsesmæssige årsager bor i Danmark. Derudover har spørger ingen anden tilknytning til Danmark. Spørger taler ikke dansk.

Spørger ejer og bebor en stor og luksuriøs villa i Italien.

Spørgers familie og venner bor alle i Italien, hvor spørger er født og opvokset.

Spørger har således den væsentligste familiemæssige tilknytning til Italien.

Spørger er bestyrelsesmedlem og administrerende direktør i familiekoncernen, C, og hans erhvervsmæssige tilknytning er dermed alene til Italien. Spørger har ikke nogen erhvervsmæssig tilknytning til Danmark. Spørgers økonomiske tilknytning til Italien som ejer af og direktør i en større international koncern er et meget væsentligt moment.

Spørger dyrker sin hobby i Italien. Spørgers hobby befinder sig i Italien, og det er derfor nødvendigt for ham at opholde sig i Italien for at kunne dyrke sin hobby.

Derudover sidder spørger i bestyrelsen i en arbejdsgiverforening. Disse hverv varetager spørger i Italien.

Det er derfor spørgers vurdering, at spørger efter en konkret vurdering må anses for at have midtpunktet for sine livsinteresser i Italien.

Allerede på denne baggrund skal spørger anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Italien, jf. artikel 4, stk. 2, litra a).

Ad b) Sædvanligt ophold

Hvis Skatterådet ikke anser spørger for at have midtpunktet for sine livsinteresser i Italien, er det spørgers vurdering, at spørger er skattemæssigt hjemmehørende i Italien, da spørger sædvanligvis opholder sig i Italien.

Sædvanligt ophold er efter praksis defineret som der, hvor den skattepligtige person opholder sig hyppigst, jf. kommentarerne til OECD’s modeloverenskomsts artikel 4.

Det fremgår af sagens faktiske omstændigheder, at spørger vil opholde sig i Danmark (langt) under 180 dage i gennemsnittet og aldrig 3 måneder ad gangen. Den resterende tid vil spørger som udgangspunkt opholde sig i familiens hjem i Italien, da spørgers hustru og børn også vil opholde sig i Italien i børnenes ferier.

I et begrænset omfang vil spørger og hans hustru og deres børn opholde sig i spørgers ferielejlighed i land A eller andre feriesteder.

Det er spørgers vurdering, at spørger efter artikel 4, stk. 2, litra b), må anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Italien, da spørger sædvanligvis opholder sig i Italien og arbejder der.

Ad c) Statsborgerskab

I det omfang Skatterådet anser spørger for at have sædvanligt ophold i begge stater, er det spørgers vurdering, at spørger skal anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Italien, da spørger er statsborger i Italien og ikke i Danmark.

Efter en samlet vurdering af de pågældende tilknytningskriterier er det dermed spørgers vurdering, at spørger efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4, stk. 2, er skattemæssigt hjemmehørende i Italien.

Italien skal dermed anses som domicilland i relation til den dansk-italienske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørger, hvis han anses for at være fuldt skattepligtig til Danmark, vil blive anset for skattemæssigt hjemmehørende i Italien efter den dansk/italienske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4.

Begrundelse

Der foreligger fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, for personer, der har bopæl her i landet.

I praksis vil skattepligten efter bopælskriteriet være afhængig af, om personen har rådighed over en helårsbolig her i landet. Udgangspunktet er, at en sådan rådighed vil være en nødvendig og samtidig en tilstrækkelig betingelse for at statuere bopæl.

Skattestyrelsen er enig med repræsentanten i, at spørger vil skulle anses for at have erhvervet bopæl i Danmark, da spørgers hustru erhvervede en helårsbolig i Danmark, jf. det bindende svar fra 25. oktober 2016.

Fuld skattepligt indtræder dog ikke ubetinget ved enhver erhvervelse af bopæl her i landet. For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder den fulde skattepligt først, når den pågældende tager ophold her i landet. Kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende anses ikke for ophold i Danmark. Se kildeskattelovens § 7, stk. 1.

Det er oplyst, at spørger i sin egenskab af administrerende direktør i princippet altid er på arbejde i et eller andet omfang. Spørger vil være nødt til at besvare opkald og e-mails også i weekender og ferier. Skattestyrelsen er på denne baggrund enig med spørger i, at spørger må anses for fuldt skattepligtig til Danmark, idet hans ophold her i landet ikke kan betragtes som ferie eller lignende, jf. også det bindende svar fra 25. oktober 2016.

Spørgsmål om artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Italien forudsætter, at spørger er omfattet af fuld skattepligt både til Danmark og til Italien efter begge landes interne regler, da det er en betingelse for at kunne anvende artikel 4.

Da spørger er omfattet af fuld dansk skattepligt, og spørger, efter det oplyste, også er omfattet af fuld skattepligt i Italien, foreligger der en situation med dobbeltdomicil.

Dette spørgsmål vedrører en fortolkning af artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Italien. Begrundelsen indeholder Skattestyrelsens og dermed alene Danmarks vurdering af spørgers skattemæssige hjemsted. Såfremt Italien ikke er enig i vurderingen, er det efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 4 de kompetente myndigheder i henholdsvis Danmark og Italien, der skal forhandle om dette.

Efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Italien, artikel 4, stk. 2, følger det, at hvor en fysisk person må anses for hjemmehørende i begge stater, bestemmes spørgers status efter følgende regler:

• a) han skal anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);
• b) hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis har ophold;
• c) hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har sådant ophold i nogen af dem, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, i hvilken han er statsborger;
• d) hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kompetente myndigheder i de kontraherende stater afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Der er tale om en prioriteret orden.

Efter artikel 4, stk. 2, litra a), skal spørger anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed. Da spørger, efter det oplyste, vil have en fast bolig til rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han har midtpunkt for sine livsinteresser.

Artikel 4 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Italien fortolkes i overensstemmelse med OECD-modellen.

Det følger af kommentarerne til OECD-modellen, artikel 4, pkt. 15, at når en fysisk person har en fast bolig i begge kontraherende stater, er det nødvendigt at se på de faktiske forhold for at fastslå, med hvilken af de to stater han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Der skal således tages hensyn til hans familie og sociale forhold, hans beskæftigelse, hans politiske, kulturelle eller andre aktiviteter, hans forretningssted, det sted hvorfra han administrerer sine aktiver osv. Omstændighederne skal bedømmes som et hele, men det er ikke desto mindre åbenbart, at overvejelser grundet på den fysiske persons egne handlinger skal ofres særlig opmærksomhed.

Endvidere fremgår det af kommentarerne til OECD-modellens artikel 4, at den omstændighed, at personen bibeholder sin bolig i det land, hvor han altid har boet, hvor han har arbejdet, og hvor han har sin familie og ejendele, sammen med andre elementer kan skabe en formodning for, at han har bevaret midtpunktet for sine livsinteresser i dette land.

Så vidt muligt skal forrangskriteriet være af en sådan beskaffenhed, at der ikke kan være tvivl om, at den pågældende person kun opfylder det i én stat, og det skal samtidig afspejle en sådan tilknytning, at det opleves som naturligt, at beskatningsretten tilfalder netop denne stat, jf. kommentarerne til OECD-modellen, artikel 4, pkt. 10.

For så vidt angår spørgers personlige interesser i Danmark har spørger sin hustru og deres børn bosiddende i Danmark.

Spørger vil bo hos dem i weekends fra fredag til søndag (dog ikke hver weekend) og derudover ca. en uge pr. måned i gennemsnit over året, hvor det er arbejdsmæssigt muligt. Spørger vil i Danmark have adgang til lejligheden og et sommerhus.

For så vidt angår de personlige interesser i Italien har spørger sin moder og søskende. Spørgers venner er ligeledes bosiddende i Italien. Desuden dyrker han sin hobby i Italien, og er aktiv i flere foreninger i Italien vedrørende denne interesse.

Spørgers har ikke økonomiske interesser i Danmark (investeringer eller erhvervsinteresser), men vil i et vist omfang arbejde her i landet. Dette arbejde retter sig ikke mod Danmark, men mod spørgers aktiviteter i Italien.

Spørgers erhvervsinteresser er i Italien, hvor han vil udføre langt det meste af sit arbejde. Spørger er administrerende direktør, bestyrelsesmedlem og medejer (33,3 %) i den italienske familiekoncern, C. Spørger har også bestyrelseshverv mv. i en arbejdsgiverforening i Italien. Spørger vil kun udføre arbejde i Danmark i begrænset omfang.

Spørger har en stor villa i Italien. Langt de fleste af spørgers øvrige aktiver befinder sig også i Italien.

Spørger vil højest opholde sig 150 dage om året i Danmark. Den øvrige tid vil han tilbringe i Italien, bortset fra ferier i andre lande. Han vil således opholde sig mere i Italien end i Danmark.

På baggrund af en helhedsvurdering af spørgers ovennævnte livsinteresser, herunder livsinteressernes fordeling på de to stater, finder Skattestyrelsen, at det ikke er muligt at fastslå med fornøden sikkerhed, jf. OECD’s kommentar, pkt. 10, til artikel 4, med hvilken af de to stater han har de stærkeste personlige og økonomiske interesser (midtpunkt for livsinteresser), jf. den dansk-italienske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4, stk. 2, litra a).

Der skal herefter tages stilling til, om det skattemæssige hjemsted kan afgøres efter kriteriet, hvor spørgeren sædvanligvis opholder sig, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Italien, artikel 4, stk. 2, litra b).

Anvendelsen af reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Italien, artikel 4, stk. 2, litra b), forudsætter, at det med sikkerhed kan fastslås, at spørgeren sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, opholder sig i det ene land frem for det andet.

Spørger vil bo i Danmark i weekends fra fredag til søndag (dog ikke hver weekend) og derudover ca. en uge pr. måned i gennemsnit over året, hvor det er arbejdsmæssigt muligt. Spørger har oplyst, at han højest opholde vil sig 150 dage om året i Danmark. Den øvrige tid vil han tilbringe i Italien, bortset fra ferier i andre lande.

Efter det oplyste vil spørger således opholde sig hyppigere i Italien end i Danmark.

Skattestyrelsen finder på den baggrund, at spørger efter reglen i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Italien, artikel 4, stk. 2, litra b), må anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Italien, da det er i denne stat, hvor han sædvanligvis, dvs. i overvejende grad, har ophold.

Der henvises til den foreliggende praksis herom i SKM2021.461.SR og SKM2020.19.SR. Her fandt Skatterådet, at spørgernes skattemæssige hjemsted ikke kunne afgøres på grundlag af midtpunktet for livsinteresser. Spørgerne skulle herefter anses for hjemmehørende i den stat, hvor de sædvanligvis havde ophold.

I SKM2021.296.SR var fordelingen af antal opholdsdage mellem X-land og Danmark over 200 dage i X-land mod højst omkring 150 dage i Danmark. Spørger ville således opholde sig væsentligt flere dage i X-land end i Danmark. Skatterådet fandt derfor, at spørger havde sædvanligt ophold i X-land, hvilket indebar, at han havde skattemæssigt hjemsted der.

Skattestyrelsen kan således bekræfte, at spørger må anses for skattemæssigt hjemmehørende i Italien efter den dansk/italienske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4.

Skattestyrelsen kan vejledende oplyse, at det for spørger vil have den skattemæssige konsekvens, at han fortsat vil have sit skattemæssige hjemsted i Italien, og at Danmark er kildeland.

Når Danmark har status af kildeland, betyder det i praksis, at der i Danmark kun skal selvangives de indtægter, som Danmark efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Italien særskilt har beskatningsretten til.

I tilfælde af, at det beskrevne faktum i realiteten ændrer sig, kan Skattestyrelsens vurdering ikke lægges til grund.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder indstilling og begrundelse fra Skattestyrelsen.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1

Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler

1) personer, der har bopæl her i landet.

Kildeskattelovens § 7, stk. 1

For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder skattepligt i henhold til bestemmelsen i § 1, nr. 1, først, når han tager ophold her i landet. Som sådant ophold anses ikke kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende.

Bekendtgørelse af overenskomst af 5. maj 1999 mellem Danmark og Italien
til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomstskatter og forhindring af skatteunddragelse, artikel 4

Skattemæssigt hjemsted

Stk. 1. I denne overenskomst betyder udtrykket »en person, der er hjemmehørende i en kontraherende stat«, enhver person som i henhold til lovgivningen i denne stat er skattepligtig der på grund af hjemsted, bopæl, ledelsens sæde eller ethvert andet kriterium af lignende karakter. Dette udtryk omfatter imidlertid ikke en person, som er skattepligtig i denne stat udelukkende af indkomst fra kilder i denne stat.

Stk. 2. I tilfælde, hvor en fysisk person efter bestemmelserne i stykke 1 er hjemmehørende i begge de kontraherende stater, skal hans status bestemmes efter følgende regler:

a)      han skal anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han har en fast bolig til sin rådighed; hvis han har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, skal han anses for at være hjemmehørende i den stat, med hvilken han har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (midtpunkt for sine livsinteresser);

b)      hvis det ikke kan afgøres, i hvilken stat han har midtpunkt for sine livsinteresser, eller hvis han ikke har en fast bolig til sin rådighed i nogen af staterne, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis har ophold;

c)      hvis han sædvanligvis har ophold i begge stater, eller hvis han ikke har ophold i nogen af dem, skal han anses for kun at være hjemmehørende i den stat, hvor han er statsborger;

d)      hvis han er statsborger i begge stater, eller hvis han ikke er statsborger i nogen af dem, skal de kontraherende staters kompetente myndigheder afgøre spørgsmålet ved gensidig aftale.

Praksis

Uddrag af Den juridiske vejledning 2022-2, afsnit C.F.8.2.2.4.1.2

"Dobbeltdomicil

En fysisk person kan godt være fuldt skattepligtig til, og dermed hjemmehørende, i to (eller flere) lande på én gang. Dette kaldes dobbeltdomicil. Modeloverenskomsten er imidlertid opbygget sådan, at kun ét af landene kan være bopælsland i overenskomstens forstand. Det andet land skal være kildeland i overenskomstens forstand. Se afsnit C.F.8.2.2.4.1.1.

Hjemmehørende efter modeloverenskomsten

Modeloverenskomsten indeholder regler, der skal gøre det muligt at afgøre, hvor en fysisk person med dobbeltdomicil skal anses for hjemmehørende i overenskomstens forstand. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2.

Dette stykke vedrører det tilfælde, hvor en fysisk person i henhold til bestemmelsen i stk. 1 er hjemmehørende i begge kontraherende stater.

For at løse denne konflikt skal der fastsættes særlige regler, som giver tilknytningen til den ene stat forrang frem for tilknytningen til den anden stat. Så vidt muligt skal forrangskriteriet være af en sådan beskaffenhed, at der ikke kan være tvivl om, at den pågældende person kun opfylder det i én stat, og det skal samtidig afspejle en sådan tilknytning, at det opleves som naturligt, at beskatningsretten tilfalder netop denne stat. Se punkt 9 og 10 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Modeloverenskomstens regelsæt består af fire regler:

• Regel nr. 1: Fast bolig til rådighed, og hvis der er fast bolig i begge lande, hvor den pågældende har stærkeste personlige og økonomiske forbindelser (centrum for livsinteresser)
• Regel nr. 2: Sædvanligt ophold
• Regel nr. 3: Statsborgerskab
• Regel nr. 4: Gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder.

Reglerne anvendes sådan, at alle sager forsøges først afgjort efter regel nr. 1.

Hvis det ikke kan afgøres, hvor den pågældende er hjemmehørende ud fra fast bolig og centrum for livsinteresser (regel nr. 1), skal det vurderes, hvor den pågældende sædvanligvis opholder sig (regel nr. 2).

Kan det ikke ud fra dette afgøres, hvor den pågældende er hjemmehørende, træffes afgørelsen på baggrund af statsborgerskab (regel nr. 3).

Er den pågældende statsborger i begge eller ingen af de pågældende lande træffes afgørelsen efter gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder (regel nr. 4).

Se også

• C.F.8.1.1 om begreberne kilde- og bopælsland
• C.F.8.2.2.3 (artikel 3) om kompetente myndigheder.

Regel nr. 1: Fast bolig til rådighed og centrum for livsinteresser

En fysisk person med dobbeltdomicil anses i modeloverenskomstens forstand for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun har en fast bolig til rådighed. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, 1. led.

En fysisk person med dobbeltdomicil, der har en fast bolig til rådighed i begge lande, anses i modeloverenskomstens forstand for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Dette kaldes også centrum for livsinteresser.

I den forbindelse er det nødvendigt at se på de faktiske forhold, herunder:

• hvor personen har sin familie (og øvrige sociale tilknytning)
• hvor personen har sin politiske, kulturelle tilknytning eller andre aktiviteter
• hvor personen har sit forretningssted, det sted hvorfra personen administrerer sine aktiviteter osv.

Omstændighederne skal bedømmes som et hele, hvori også personens egne handlinger indgår. Den omstændighed, at personen bibeholder sin bolig i det land, hvor han altid har boet, hvor han har arbejdet, og hvor han har sin familie og ejendele, kan sammen med andre elementer skabe en formodning for, at han har bevaret midtpunkt for sine livsinteresser i dette land.

Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra a, 2. led og punkt 15 i kommentaren til artikel 4.

Eksempel 1 vedrørende regel 1

En skatteyder, der emigrerede fra Danmark til Storbritannien blev anset for at have bevaret bopælsmulighed i Danmark, hvorfor den fulde skattepligt ansås for opretholdt. Skatteyderen havde efter udrejsen udelukkende erhvervsmæssige interesser i Danmark. Efter en samlet bedømmelse af skatteyders tilknytning i begge lande blev denne efter den dansk/engelske DBO, artikel 4, stk. 2, litra a, anset for hjemmehørende her i landet, så beskatningsretten tilkom Danmark. Se TfS 1996, 51 HRD.

Eksempel 2 vedrørende regel 1

En person, der drev IT virksomhed, meldte i 1991 flytning til Belgien i forbindelse med indgåelse af en tidsbegrænset kontrakt med Kommissionen. Han boede frem til sommeren 1993 i to forskellige lejligheder i Belgien og derefter hos en ven og på et pensionat. Personens ægtefælle og parrets mindreårige barn blev boende i Danmark, men opholdt sig i Belgien i en periode på ca. et år fra 1992-1993, umiddelbart efter, at personen havde fået en blodprop i hjertet, og derefter var sygemeldt i en periode. IT-virksomheden blev fortsat drevet fra bopælen i Danmark, og indtægterne herfra oversteg gennem hele perioden indtægterne fra Kommissionen. Personen blev anset for at have de stærkeste personlige og økonomiske interesser i Danmark og var efter DBO'ens artikel 4, stk. 2, hjemmehørende i Danmark i den pågældende periode. Se SKM2007.501.HR.

Eksempel 3 vedrørende regel 1

Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og USA, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande, han havde skattemæssigt hjemsted. Spørger havde fortsat sin primære bolig i USA. I USA havde han ligeledes sin virksomhed, H1 Koncernen. Han udførte også langt det meste af sit arbejde fysisk i USA. Alle hans indtægter kom fra USA. Endvidere opholdt han sig mere i USA end i Danmark. Under normale omstændigheder boede hustruen og de to børn med ham i boligen i USA.

I Danmark havde spørger pt. sin hustru og to børn, og børnene gik i dansk skole. Familien boede i en lejet ejendom. Lejemålet var tidsbegrænset og kunne opsiges efter 9 måneder. Spørger arbejdede kun i mindre omfang i Danmark.

Skatterådet lagde vægt på, at opholdet i Danmark var midlertidigt og ikke forventedes at vare mere end et år. Efter det tidsbegrænsede ophold i Danmark ville hele familien vende tilbage til USA til deres sædvanlige bolig, som stod klar til dem. Endvidere ville børnene vende tilbage til deres skole i USA, hvor de fortsat var indskrevet. Det var oplyst, at det tidsbegrænsede ophold i Danmark alene var begrundet i at give spørgers familie bedre omstændigheder i forhold til Covid19-situationen, end hvis de var blevet i USA.

Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørgers ophold i Danmark ikke var udtryk for et længerevarende tilknytningsforhold her til landet. Skatterådet forudsatte, at det midlertidige ophold her i landet ikke varede mere end 1 år.

Derfor fandt Skatterådet ud fra en samlet konkret vurdering, at spørger havde de stærkeste økonomiske og personlige interesser i USA, og at han derfor havde midtpunktet for sine livsinteresser der.

Skatterådet fandt dermed, at spørger havde skattemæssigt hjemsted i USA, jf. artikel 4, stk. 2, litra a). Se SKM2021.96.SR.

Modeloverenskomstens boligbegreb

Modeloverenskomsten har et andet boligbegreb end det, der anvendes i dansk ret. Efter modeloverenskomsten har en person fast bolig til rådighed, hvis personen ejer eller råder over en bolig af vedvarende karakter. Efter dansk ret vil et luksussommerhus uden tilladelse til helårsbeboelse som udgangspunkt ikke blive anset for at udgøre en fast bolig. Modeloverenskomsten lægger derimod kun vægt på, om boligen rent faktisk kan benyttes permanent. Se punkt 13 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Omvendt anses boligen ikke for at være til rådighed for personen i modeloverenskomstens forstand, hvis personen eksempelvis udlejer sin ejerbolig og effektivt overlader boligen til en uafhængig part, således at personen ikke længere har adgang til den og mulighed for at opholde sig der. Se punkt 13 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Efter KSL § 1, stk. 1, nr. 1 er bopælen derimod som udgangspunkt bevaret.

Se også

Se også afsnit C.F.1.2.1 om hvornår der er bopæl i Danmark.

Bemærk

Der kan også være uenighed mellem landene ved anvendelse af de ovenfor nævnte regler, fx med hensyn til,

• om der er bolig til rådighed, eller
• hvor centrum for personens livsinteresser er.     

Sådan uenighed kan også søges løst ved indgåelse af en gensidig aftale mellem de kompetente myndigheder. Landene er dog ikke forpligtet til at finde en løsning. Se modeloverenskomstens artikel 25, stk. 2, og afsnit C.F.8.2.2.25."

"Regel nr. 2: Sædvanligt ophold

Hvis det ikke kan afgøres, i hvilket af de to lande personen har centrum for sine livsinteresser, anses han eller hun i overenskomstens forstand kun for hjemmehørende i det land, hvor han eller hun sædvanligvis opholder sig. Se modeloverenskomstens artikel 4, stk. 2, litra b.  

Bemærk

Denne regel gælder, hvis

• personen har en fast bolig til rådighed i begge lande, eller
• personen ikke har en fast bolig til rådighed i nogen af landene
• og det ikke kan afgøres, hvor personen har centrum for livsinteresser.     

I den situation, hvor den fysiske person har en fast bolig til sin rådighed i begge stater, fremtræder det faktum, at vedkommende sædvanligvis har ophold i den ene stat frem for i den anden, som den omstændighed, der - når der er tvivl om, hvor den fysiske person har centrum for sine livsinteresser - tipper vægtskålen til fordel for den stat, hvor vedkommende opholder sig hyppigst. I denne henseende må der tages hensyn til den fysiske persons ophold ikke alene i den faste bolig i den pågældende stat, men også alle andre steder i den samme stat. Se punkt 17 i kommentaren til artikel 4.

Længden af den periode der skal vurderes for at fastslå, hvor personen sædvanligvis opholder sig er ikke angivet i reglen. Vurderingen må dække en tilstrækkelig lang periode til, at det er muligt at bedømme opholdenes frekvens, varighed og regelmæssighed som del af personens fastlagte livsvaner, dvs. ophold der ikke blot er forbigående. Se punkt 19 og 19.1 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4.

Eksempel 1 vedrørende regel 2

Hvis det ikke efter regel nr. 1 kan afgøres, hvor den pågældende skal anses for at høre hjemme i forhold til DBO'en, er det relevant at optælle opholdsdage over en længere periode, eventuelt antal overnatninger i de relevante lande. Hvis det ud fra dette opholdsmønster kan udledes, at den pågældende overvejende har ophold i det ene land, anses denne for hjemmehørende i det pågældende land. Se SKM2007.135.ØLR.

Eksempel 2 vedrørende regel 2

En person boede i Storbritannien, men arbejdede i Danmark som direktør. Han ville leje en lejlighed i Danmark og ville i den forbindelse blive fuldt skattepligtig her til landet. Familien ville fortsat bo i boligen i Storbritannien, og personen ville opholde sig i Storbritannien det meste af tiden. Personen havde efter det oplyste alene sit hus i Storbritannien, men ingen indtægtsgivende aktivitet herfra.

Personens personlige interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Storbritannien. De økonomiske interesser talte derimod for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, hvor han er ansat som direktør. Lønnen for varetagelse af dette arbejde udgjorde personens primære indtægt.

Skatterådet fandt derfor, at det ikke kunne afgøres, i hvilken af staterne personen havde midtpunkt for sine livsinteresser. Skatterådet kunne således ikke bekræfte, at personen under de beskrevne vilkår fortsat ville blive anset for at være hjemmehørende i Storbritannien på grund af midtpunktet for sine livsinteresser. Personen skulle derfor anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold, hvilket var Storbritannien. Se SKM2018.564.SR.

Eksempel 3 vedrørende regel 2

Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og Tyskland, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande, han havde skattemæssigt hjemsted. Spørgers hustru og voksne børn boede i Danmark. Når spørger var i Danmark, boede han sammen med hustruen i hendes hus, hvor han tilbragte det meste af sin fritid. Han brugte det meste af sin fritid på pasning af huset og familie. Familielivet var hovedsageligt i Danmark. I Tyskland havde spørger en lejlighed på 42 m2. Spørger arbejdede mange timer for selskabet H1 GmbH.

Skatterådet fandt, at spørgers personlige interesser talte for, at han skulle anses for at have midtpunktet for sine livsinteresser i Danmark, hvor hans hustru og voksne børn boede, hvor han selv opholdt sig i det meste af sin fritid, og hvor hans familieliv hovedsageligt var.

Spørger havde ingen nævneværdige indkomster fra kilder i Danmark. Spørgers indkomst og formue var helt og holdent knyttet til selskabet H1GmbH, som han ejede (50 %) og var direktør for. Skatterådet fandt, at spørgers økonomiske interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunktet for sine livsinteresser i Tyskland, da spørgers indtægter kom fra Tyskland, hvor driften af virksomheden H1GmbH foregik. Spørger havde pt. ikke indtægter fra Danmark.

Spørgeren havde således sine væsentligste personlige forbindelser til Danmark, og sine væsentligste økonomiske forbindelser til Tyskland. Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørgeren havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Skatterådet fandt, at spørger måtte anses for skattemæssigt hjemmehørende i Danmark, jf. artikel 4, stk. 2, litra b), i den dansk-tyske dobbeltbeskatningsoverenskomst, idet spørger sædvanligvis opholdt sig i Danmark. Se SKM2021.158.SR.

Eksempel 4 vedrørende regel 2

Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og X-land, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande han havde skattemæssigt hjemsted. Med hensyn til de økonomiske interesser i X-land var det oplyst, at spørger har sine erhvervsmæssige aktiviteter i X-land, hvor han var involveret i en kapitalfond. Spørger fik alle sine indtægter fra X-land, bortset fra et vederlag i Danmark.

Spørger ville dog også udføre arbejde i forbindelse med kapitalfonden i X-land, når han var i Danmark. Det arbejde, der skulle udføres i Danmark, ville således næsten udelukkende vedrøre virksomheder med base uden for Danmark.

Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørger havde de største økonomiske interesser i X-land.

Med hensyn til spørgers personlige interesser i X-land var det oplyst, at spørger bevarede sin base i X-land. Han ville opretholde sin hidtidige bolig, som han opholdt sig i de fleste af årets dage. Desuden ville han opholde sig der sammen med sin nærmeste familie. Spørger havde tilbragt hovedparten af voksenlivet uden for Danmark og havde boet x år i X-land.

Med hensyn til spørgers personlige interesser i Danmark var det oplyst, at spørgers formål med at erhverve en bolig i Danmark var at være i nærheden af sin datter, som havde ønsket at gå i skole i Danmark. Dette forventedes at være et midlertidigt arrangement, men det var ikke muligt at sige med sikkerhed. Efter at have erhvervet bolig i Danmark forventede spørger at opholde sig op til 150 dage årligt her.

Skatterådet fandt, at spørger havde væsentlige personlige interesser både i X-land og i Danmark. Skatterådet fandt ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås, at de personlige interesser var stærkere i det ene land fremfor det andet.

Skatterådet fandt, at anvendelsen af kriteriet "midtpunkt for livsinteresser" indebærer, at både de væsentligste økonomiske interesser og de væsentligste personlige interesser med tilstrækkelig sikkerhed skal føre til, at der er midtpunkt for livsinteresser i det ene land frem for det andet.

Da spørger havde sine økonomiske interesser i X-land og har væsentlige personlige interesser både i X-land og i Danmark, fandt Skatterådet ud fra en samlet vurdering, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås, i hvilket af de to lande spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Skatterådet fandt, at spørger havde sædvanligt ophold i X-land, hvilket indebar, at han havde skattemæssigt hjemsted der. Se SKM2021.296.SR.

Bemærk

Når det skal vurderes, om en person har sit sædvanlige ophold i én eller begge stater, er den relevante periode ikke altid den periode, hvor der er dobbeltdomicil, specielt ikke i tilfælde hvor perioden med dobbeltdomicil er meget kort. Se punkt 19.1 i kommentaren til modeloverenskomstens artikel 4."

(…)

Uddrag af OECD’s kommentar til artikel 4

(…)

10. (…) Så vidt muligt skal forrangskriteriet være af en sådan beskaffenhed, at der ikke kan være tvivl om, at den pågældende person kun opfylder det i én stat, og det skal samtidig afspejle en sådan tilknytning, at det opleves som naturligt, at beskatningsretten tilfalder netop denne stat. (…)

Skatterådet

SKM2021.461.SR

Da spørger var fuldt skattepligtig i både Danmark og Tyskland, skulle der tages stilling til, i hvilket af de to lande han havde skattemæssigt hjemsted.

Skatterådet fandt, at spørgers personlige interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark, da det var Danmark, hvor hans hustru og børn boede, og hvor hans familieliv hovedsageligt var. Spørgers økonomiske interesser derimod talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Tyskland, da spørgers indtægter alene kom fra Tyskland.

Skatterådet fandt efter en samlet konkret vurdering, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørgeren havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Spørger skulle derfor anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold. Efter det oplyste opholdte spørger sig hyppigere i Tyskland end i Danmark.

Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørger måtte anses for at være hjemmehørende i Tyskland, da det var den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold.

SKM2021.296.SR

Da spørger havde sine økonomiske interesser i X-land og havde væsentlige personlige interesser både i X-land og i Danmark, fandt Skatterådet ud fra en samlet vurdering, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås, i hvilket af de to lande spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Der skulle herefter tages stilling til, om det skattemæssige hjemsted kunne afgøres efter kriteriet, hvor spørgeren sædvanligvis opholder sig, jf. dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og X-land, artikel 4, stk. 2, nr. 2.

Anvendelsen af denne regel forudsætter, at det med sikkerhed kan fastslås, at spørgeren sædvanligvis dvs. i overvejende grad opholder sig i det ene land frem for det andet. Fordelingen af dage mellem X-land og Danmark var over 200 dage i X-land mod højst omkring 150 dage i Danmark. Spørger ville således opholde sig væsentligt flere dage i X-land end i Danmark.

Skatterådet fandt derfor, at spørger havde sædvanligt ophold i X-land, hvilket indebar, at han havde skattemæssigt hjemsted der. 

SKM2020.19.SR

Skatterådet fandt, at spørgers økonomiske interesser talte for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i Danmark. Spørgers personlige interesser talte derimod for, at spørger skulle anses for at have midtpunkt for sine livsinteresser i land X. Skattestyrelsen fandt herefter, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser.

Spørger skulle derfor anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold. Efter det oplyste opholdte spørger sig hyppigere i land X end i Danmark.

Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørger måtte anses for at være hjemmehørende i land X, da det var den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold.

SKM2016.496.SR

Skatterådet fandt, at det ikke kunne afgøres, i hvilken stat spørger havde midtpunkt for sine livsinteresser. Spørger skulle derfor anses for at være hjemmehørende i den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold.

Efter det oplyste ville spørger opholde sig hyppigere i Italien end i Danmark. Skatterådet fandt på denne baggrund, at spørger efter artikel 4, stk. 2, litra b), måtte anses for at være hjemmehørende i Italien, da det var den stat, hvor han sædvanligvis havde ophold. Skatterådet kunne således bekræfte, at spørger måtte anses for skattemæssigt hjemmehørende i Italien efter den dansk/italienske dobbeltbeskatningsoverenskomsts artikel 4.