Dato for udgivelse
03 maj 2019 08:29
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 mar 2019 10:03
SKM-nummer
SKM2019.246.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
18-1605713
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Personlig indkomst
Emneord
Forskerskatteordningen, skattepligt, 10-års regel
Resumé

Spørger ønsker at anvende forskerskatteordningen i forbindelse med en påtænkt flytning til Danmark. Han arvede 50% af en dansk udlejningsejendom i 2016, og han påtænker at erhverve en helårsbolig i Danmark, som udlejes, indtil han flytter hertil. Spørgers fulde skattepligt ophørte i 2005, men han blev fejlagtigt registreret som fuldt skattepligtig til Danmark i perioden 2007-2010. Skatterådet fandt, at spørger opfylder betingelsen om ikke at have været skattepligtig til Danmark i henhold til kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, de seneste 10 år forud for den påtænkte ansættelse i Danmark. Skatterådet lagde vægt på, at spørger ikke har haft bopæl i Danmark siden 2005, at skatteforvaltningen foretog en ligningsmæssig behandling af spørgerens ophør af fuld skattepligt i 2005, og at der ikke efterfølgende er registreret ændringer i spørgerens forhold af betydning for anvendelse af forskerskatteordningen.

Hjemmel

Kildeskattelovens § 48 E, stk. 3

Reference(r)

Lovbekendtgørelse nr. 117 af 29/01/2016 Bekendtgørelse af kildeskatteloven

Henvisning

Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit C.F.6.1.2.

Henvisning

Den juridiske vejledning 2019-1, afsnit C.F.6.1.3

Spørgsmål

  1. Kan spørgeren anvende forskerskatteordningen, hvis han flytter til Danmark for at arbejde, selv om han har arvet 50% af en dansk udlejningsejendom i 2016?
  2. Hvis der svares ja til spørgsmål 1, kan spørgeren så ligeledes anvende forskerskatteordningen, hvis han erhverver en helårsbolig i Danmark inden flytningen til Danmark, og ejendommen udlejes, indtil han påbegynder arbejdet i Danmark?

Svar

  1. Ja
  2. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Ifølge CPR fraflyttede spørgeren Danmark den 4. oktober 2005 og har ikke haft bopæl i Danmark siden da. Han har oplyst en kontaktadresse hos sin mor i Danmark, hvor hun stadig bor. Spørgeren har dokumenteret sit ophold i udlandet ved lejekontrakter for hele perioden.

Det fremgår af spørgerens årsopgørelse for indkomståret 2005, at skattepligten er ophørt den 1. oktober 2005. For indkomståret 2006 modtog han ingen årsopgørelse. I indkomståret 2007 blev spørgeren registreret med fuld skattepligt uden nogen kendt årsag. Han var registreret som fuldt skattepligtig i indkomstårene 2007-2010. Årsopgørelsen for indkomståret 2011 er påført en bemærkning om "ingen skattepligt, udgår af mandtal". For indkomstårene 2012-2015 har spørgeren ikke modtaget årsopgørelser. I 2013 står spørgeren opført som "ikke skattepligtig, ønskes ikke optaget på kommende mandtal", og der er ikke genereret nogen årsopgørelse.

For indkomståret 2010 har spørgeren modtaget "grøn check" i henhold til Lov om skattefri kompensation for forhøjede energi- og miljøafgifter. Udbetalingen, der skete til hans NemKonto den 24. marts 2011, forudsatte, at spørgeren var fuldt skattepligtig til Danmark. Den grønne check, der blev indført i 2010, er et indkomstafhængigt beløb, der automatisk bliver regnet med på forskudsopgørelsen som forskudsskat.

I 2016 arvede spørgeren sammen med sin bror, der også er bosiddende i udlandet, en tofamiliesejendom i Danmark, og han er begrænset skattepligtig af udlejningsindtægterne.

Spørgeren har anmodet Skattestyrelsen om bindende svar med henblik på at kunne anvende forskerskatteordningen ved en fremtidig påtænkt ansættelse i Danmark. En af betingelserne for at kunne anvende forskerskatteordningen er, at personen ikke inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen har været fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 eller begrænset skattepligtig efter § 2, stk. 1, nr. 1-4, 7 eller 9-29, eller stk. 2.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgeren har gjort gældende, at hans skattepligt ophørte den 1. oktober 2005, og at det skyldes en fejlregistrering, at hans skattepligt skulle være genindtrådt på et tidspunkt mellem 2005 og 2011. Spørgeren har fremsendt dokumentation til skatteforvaltningen, der viser, at han har været bosiddende i udlandet uafbrudt siden 2005.

Skattestyrelsens indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at spørgeren kan anvende forskerskatteordningen, hvis han flytter til Danmark for at arbejde, selv om han har arvet 50% af en dansk udlejningsejendom i 2016.

Begrundelse

Reglerne for forskerskatteordningens anvendelse findes i kildeskattelovens §§ 48 E-F. Indkomst, der er omfattet af forskerskatteordningen, beskattes med 27% efter fradrag af AM-bidrag og ATP. Forskerskatteordningen kan anvendes i op til 7 år, som kan fordeles over en ubegrænset periode.

Det er bl.a. en betingelse for anvendelse af forskerskatteordningen, at medarbejderen ikke inden for de seneste 10 år forud for ordningens anvendelse har været fuldt skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 eller begrænset skattepligtig efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1-4, 7 eller 9-29, eller stk. 2, af bl.a. lønindkomst for arbejde udført her i landet, bestyrelseshonorarer, indkomst fra fast driftssted her i landet, pensioner, sociale ydelser m.v., jf. kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1.

Indkomst fra fast ejendom, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 5, er ikke til hinder for anvendelse af forskerskatteordningen, og det har derfor ingen betydning for spørgeren, at han ejer 50 pct. af en udlejningsejendom i Danmark.

Det er om spørgerens skattepligt oplyst, at han ifølge CPR meldte flytning fra Danmark den 4. oktober 2005, og at hans fulde skattepligt blev registreret som ophørt den 1. oktober 2005. Han bor fortsat i udlandet og har gjort det i hele perioden fra 2005. Han er imidlertid registreret hos skatteforvaltningen som fuldt skattepligtig i indkomstårene 2007-2010. Der har været fremsendt årsopgørelser for disse indkomstår til den oplyste kontaktadresse hos spørgerens mor.

Skattestyrelsen bemærker, at det fremgår af de faktiske omstændigheder, at spørgeren ikke har været skattepligtig til Danmark som nævnt i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, siden han fraflyttede Danmark. Den fulde skattepligt ophørte den 1. oktober 2005, og det kan efter Skattestyrelsens vurdering ikke lægges til grund, at skattepligten er genindtrådt som følge af bopæl og ophold efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1, eller ophold efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Den omstændighed, at spørgeren ved en fejl er blevet registreret som fuldt skattepligtig i perioden 2007-2010, ses ikke at kunne begrunde, at spørgeren ikke opfylder betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, om at have været ude af dansk skattepligt inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen. I denne vurdering er der lagt afgørende vægt på, at spørger har dokumenteret, at spørger ikke har haft bopæl i Danmark siden den 1. oktober 2005.

Der er endvidere lagt vægt på, at skatteforvaltningen foretog en ligningsmæssig behandling af spørgerens ophør af fuld skattepligt pr. 1. oktober 2005, og der er ikke registreret ændringer i spørgerens forhold, som kan statuere genindtræden af den fulde skattepligt, ligesom spørgeren efter det oplyste ikke inden for de seneste 10 år har haft begrænset skattepligtig indkomst af diskvalificerende betydning for anvendelse af forskerskatteordningen.

Skattestyrelsen finder på dette grundlag, at spørgeren opfylder betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, om ikke have været skattepligtig til Danmark efter § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1-4, 7 eller 9-29, eller stk. 2, de seneste 10 år forud for ansættelsen. Det forudsættes herved, at spørgeren ikke bliver skattepligtig efter disse bestemmelser forud for ansættelsen på forskerskatteordningen, jf. § 48 E, stk. 1.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at spørgeren ligeledes kan anvende forskerskatteordningen, hvis han erhverver en helårsbolig i Danmark inden flytningen til Danmark, og ejendommen udlejes, indtil han påbegynder arbejdet i Danmark.

Begrundelse

Det er en betingelse for anvendelse af forskerskatteordningen, at medarbejderen ikke har været skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1-4, 7 eller 9-29, eller stk. 2 inden for de seneste 10 år forud for ordningens anvendelse, jf. kildeskattelovens § 48 E, stk. 1 og stk. 3, nr. 1.

Der foreligger fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, for personer, der har bopæl her i landet. I praksis vil skattepligten efter bopælskriteriet være afhængig af, om personen har rådighed over en helårsbolig her i landet. Erhvervelse af en ejendom, der er udlejet, etablerer bopæl for ejeren, hvis den efter en konkret vurdering af omstændighederne kan anses for at stå til ejerens rådighed. Udgangspunktet er, at en sådan rådighed vil være en nødvendig og samtidig en tilstrækkelig betingelse for at statuere bopæl.

Fuld skattepligt indtræder dog ikke ubetinget ved enhver erhvervelse af bopæl her i landet. For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder den fulde skattepligt først, når den pågældende tager ophold her i landet. Kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende anses ikke for ophold i Danmark. Se kildeskattelovens § 7, stk. 1.

Der skal således foretages en konkret vurdering af, om opholdet har det fornødne præg af ferie eller lignende.

Hvis personen varetager et indtægtsgivende erhverv under opholdet her i landet indtræder skattepligten som udgangspunkt, fordi et sådant ophold ikke er et "kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende".

Skattestyrelsen finder, at svaret på spørgsmål 1 ikke påvirkes af, at spørgeren erhverver en helårsbolig i Danmark inden flytningen til Danmark, og ejendommen udlejes, indtil han påbegynder arbejdet i Danmark.

Det forudsættes herved, at spørgeren enten ikke har rådighed over ejendommen, eller - såfremt dette er tilfældet - ikke tager ophold her i landet, som ikke er kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende. Der må med andre ord ikke indtræde fuld skattepligt efter kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1, før anvendelse af forskerskatteordningen påbegyndes.

Indstilling

Skattestyrelsen indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder Skattestyrelsens indstillinger og begrundelser.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1

Lovgrundlag

Kildeskatteloven

§ 1, stk. 1, nr. 1. Pligt til at svare indkomstskat til staten i overensstemmelse med reglerne i denne lov påhviler:

  1. personer, der har bopæl her i landet,
  2. personer, der uden at have bopæl her i landet opholder sig her i et tidsrum af mindst 6 måneder, heri medregnet kortvarige ophold i udlandet på grund af ferie eller lignende, …

§ 7, stk. 1. For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder skattepligt i henhold til bestemmelsen i § 1, nr. 1, først, når han tager ophold her i landet. Som sådant ophold anses ikke kortvarigt ophold her i landet på grund af ferie eller lignende.

§ 48 E, stk. 1. Personer, som bliver skattepligtige efter § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1, af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold hos en arbejdsgiver, som er omfattet af § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 4, selskabsskattelovens § 1, § 2, stk. 1, litra a, eller § 3, fondsbeskatningslovens § 1 eller dødsboskattelovens § 1, kan vælge at blive beskattet af vederlag i penge, jf. § 43, stk. 1, efter § 48 F.

Stk. 3, nr. 1.Det er en betingelse for anvendelsen af stk. 1, at

1) den skattepligtige ikke inden for de seneste 10 år forud for ansættelsen har været skattepligtig efter § 1 eller § 2, stk. 1, nr. 1-4, 7 eller 9-29, eller stk. 2, jf. dog stk. 5 og 6. …

Spørgsmål 2

Lovgrundlag

Se under spørgsmål 1.