Dato for udgivelse
06 aug 2018 09:30
Dato for afsagt dom/kendelse/afgørelse/styresignal
26 jun 2018 11:22
SKM-nummer
SKM2018.392.SR
Myndighed
Skatterådet
Ansvarlig styrelse
Skattestyrelsen
Sagsnummer
18-0492005
Dokument type
Bindende svar
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Selskabsbeskatning
Emneord
Trust - skattemæssig transparent
Resumé

Skatterådet bekræftede, at en trust etableret på Jersey skulle anses for skattemæssig transparent efter danske skatteregler såvel før som efter, at der blev foretaget ændringer i sammensætningen af begunstigede.

Hjemmel

Statsskatteloven § 4

Reference(r)

Statsskatteloven § 4

Henvisning

Den juridiske vejledning 2018, afsnit C.B.2.15.2 Beskatning af udenlandske trusts (fonde)

Spørgsmål

  1. Kan SKAT bekræfte, at Trusten skal anses for at være skattemæssig transparent, således at Stifteren indtil den 30. december 2015 er skattepligtig af den løbende indkomst som er oppebåret af Trusten?
  2. Kan SKAT bekræfte, at Trusten også efter den 30. december 2015 skal anses for at være skattemæssig transparent, således at Stifteren er skattepligtig af det løbende skattepligtige afkast oppebåret af trusten.
  3. Kan SKAT bekræfte, at ændringen af the "beneficiaries" og ændringen af Trustens formål den 30. december 2015 ikke har nogen skattemæssige konsekvenser for Stifteren?
  4. Kan SKAT bekræfte, at en nedlukning/likvidation af Trusten og udbetaling af formuen til Stifteren ikke har nogen skattemæssige konsekvenser for Stifteren?

Svar

  1. Ja
  2. Ja
  3. Ja
  4. Ja

Beskrivelse af de faktiske forhold

Trusten blev stiftet i 2007. Der er udarbejdet en “Declaration of trust establishing Trusten".

Formuen blev administreret af daværende Trustee til gunst for de i trusten begunstigede. De begunstigede (the beneficiaries) var indtil den 30. december 2015, Stifteren, hans hustru og deres børn, hvilket fremgår af schedule 3 i Declaration of trust. I dag har X overtaget funktionen som Trustee.

Af pkt. 2.7 i Appendix 1 i the Declaration of trust fremgår: “The Trustee has general power, i.e. have the same powers as a natural person acting as the beneficial owner of the Trust Funds property, including power to amend change the beneficiaries, however, the Trustee cannot diversify investment".

Trusten ejede en aktie af $1 svarende til hele kapitalen i Y Limited, British Virgin Islands. Y Limited blev likvideret/opløst den 20. april 2011. Hele likvidationsprovenuet fra Y Ltd. på xx EUR blev udloddet til Trusten.

I “letter of wishes" dateret 22. december 2015 fra Stifteren til Z Trust Company Ltd. fremgår det, at det er Stifteren´s ønske, at Trusten fremover skal anvendes til velgørende formål, og at "the beneficiaries" ændres. Stifteren, dennes ægtefælle og parrets børn skal ophøre med at være " beneficiaries", og en række velgørenhedsorganisationer indsættes som "beneficiaries".

Endvidere fremgår det, at Stifteren ønsker at blive rådgiver/ konsulent for Trusten, som anbefaler investeringer og projekter til donationer. I tilfælde af Stifterens uarbejdsdygtighed på grund af psykisk sygdom eller død m.v. er det ønsket, at " Trustee" skal henvende sig til ægtefællen (og herefter parrets børn) vedrørende Trustens investeringer og enhver form for fordeling af indkomst eller kapital.

Af "the letter of wishes" fremgår desuden bl.a., at:

"(…) My desire is that you will carry out your duties as trustee in accordance with these wishes but I acknowledge that the powers given to you under the terms of the Trust are exercisable by you in your absolute discretion and therefore that you are not contractually og legally bound to do so. (…)"

"The letter of wishes reflects my wishes at the current time. I reserve the right at any time to alter or revoke any or all of the provisions of this letter to replace in its entirety by another."

Den 30. december 2015 ændrede “Trustee" the beneficiaries i overensstemmelse med Stifterens ønske, jf. Deed of addition of Beneficiary to Trusten dateret 30. december 2015, ligesom Stifteren har fungeret som rådgiver/konsulent for Trusten.

Den x. juni 2016 blev A velgørenhedsorganisation tillige indsat som Beneficiary i overensstemmelse med ønske fra Stifteren, jf. Deed of addition of Beneficiary supplement to Trusten dateret x. juni 2016.

Fra september 2012 og efterfølgende år har Trusten udelukkende haft indtægter i form af udbytte og gevinster på salg af danske børsnoterede aktier.

Anmodningen om bindende svar er indsendt med henblik på, at der ønskes en korrekt skattemæssig behandling af skatteansættelserne fra 2007 - 2018.

Spørgers opfattelse og begrundelse

Spørgsmål 1

Kan SKAT bekræfte, at Trusten skal anses for at være skattemæssig transparent, således at Stifteren indtil den 30. december 2015 er skattepligtig af den løbende indkomst, som er oppebåret af Trusten?

Den skattemæssige vurdering af udenlandske trusts og den skattemæssige behandling af personer, der er involveret i udenlandske trusts, fremgår ikke af lovgivningen, men beror udelukkende på praksis.

Der kan, jf. afsnit 3.1.1. i lovforslag nr. L 167 vedrørende lov nr. 540 af 29. april 2015, ikke opstilles en generel definition af, hvorledes en trust skal kvalificeres i skattemæssig henseende i Danmark.

En udenlandsk trust vil efter dansk skatteret enten skulle behandles som et selvstændigt skattesubjekt eller en transparent enhed.

I dansk skatteret anerkendes trusten i de tilfælde, hvor trusten er stiftet uigenkaldeligt, og trustformuen er endeligt udskilt fra stifterens formue. Det er således en forudsætning for at anse en trust som et selvstændigt skattesubjekt, at kapitalen er definitivt og effektivt udskilt fra stifterens formuesfære.

Med definitivt menes, at stifteren ikke må have mulighed for at "tilbagekalde" trusten, så den udskilte kapital igen indgår i stifterens formuesfære. Med effektivt menes, at stifteren ikke fortsat må have rådighed over den udskilte kapital.

Hvis stifteren af trusten f.eks. er indsat som trustee eller som begunstiget, er formuen ikke definitivt og effektivt udskilt. (vores understregning).

Hvis blot en af betingelserne ikke er opfyldt, bliver trusten ikke anerkendt, og kapitalen betragtes derfor fortsat som en del af stifterens formuesfære. Stifteren bliver i givet fald fortsat beskattet af afkastet i trusten, jf. afsnit 3.1.1. i lovforslag nr. L 167 vedrørende lov nr. 540 af 29. april 2015.

Dette er i overensstemmelse med Skatterådets årsberetning 2014, side 31-32, hvor det fremgår, at kravet om, at en fond skal have en kapital, der er uigenkaldeligt udskilt fra stifterens formue, anses for at være opfyldt, når fondens midler ikke kan tilbageføres til stifterens, stifterens ægtefælle eller stifterens hjemmeboende børn under 18 år.

De begunstigede (the beneficiaries), var indtil den 30. december 2015, Stifteren, dennes ægtefælle og børn.

Trusten må derfor anses for at være skattemæssig transparent således, at Stifteren bør beskattes af det løbende skattepligtige afkast fra Trusten.

Sammenfattende er det vores opfattelse at spørgsmål 1 skal besvares med et "Ja".

Spørgsmål 2

Kan SKAT bekræfte, at Trusten også efter den 30. december 2015 skal anses for at være skattemæssig transparent således, at Stifterener skattepligtig af det løbende skattepligtige afkast oppebåret af Trusten?

Ligningslovens § 16 K har virkning for trusts mv., der stiftes, eller hvor der foretages indskud den 1. juli 2015 eller senere.

Af bemærkningerne til lovforslaget nr. L 167, pkt. 3.1.2. fremgår det, at stifteren ikke vil blive beskattet, hvis der er tale om trusts til almenvelgørende eller almennyttige formål, dog fremgår det samtidigt, at der ikke ændres på beskatningen af stifteren i de tilfælde, hvor stifteren ikke har givet endeligt og uigenkaldeligt afkald på formuen. Stifteren vil i disse tilfælde skulle beskattes af aktiverne og passiver i trusten, idet trusten fortsat ikke anerkendes skattemæssigt.

Af Skatterådets årsberetning 2014 om udenlandske trusts, side 30 fremgår det, at ved vurderingen af, om en udenlandsk trust er et selvstændigt skattesubjekt eller transparent enhed, henses til fondsbegrebet efter dansk ret. Af side 32 fremgår videre, at selvom en fond har en selvstændig ledelse i forhold til stifteren, betyder det ikke at midlerne kan betragtes som definitivt og effektivt udskilt, hvis stifteren bibeholder en indflydelse på, hvordan disse skal placeres eller bruges, efter at indskuddet/stiftelsen har fundet sted. Stifter må således ikke have fremtidig indflydelse på brugen af kapitalen.

Med virkning fra den 30. december 2015 anvendes Trusten udelukkende til velgørende formål, dog således, at Stifteren fungerer som rådgiver/konsulent for Trusten, som anbefaler investeringer og projekter til donationer. I tilfælde af Stifterens uarbejdsdygtighed på grund af psykisk sygdom eller død m.v. er det ønsket, at " Trustee" skal henvende sig til stifterens ægtefælle vedrørende Trustens investeringer og enhver form for fordeling af indkomst eller kapital.

Formuen i Trusten kan efter praksis derfor ikke anses som definitivt og effektivt udskilt fra stifteren Stifteren, da Stifteren har bibeholdt en fremtidig indflydelse på brugen af kapitalen.

Formuen i Trusten Fund, kan fra den 30. december 2015 derfor fortsat ikke antages at være endeligt og effektivt adskilt fra stifteren.

Sammenfattende er det vores opfattelse at spørgsmål 2 skal besvares med et "Ja".

Spørgsmål 3

Kan SKAT bekræfte, at ændringen af the "beneficiaries" og ændringen af Trustens formål den 30. december 2015 ikke har nogen skattemæssige konsekvenser for Stifteren.

Da Trusten skal anses for at være skattemæssige transparent, jf. besvarelsen af spørgsmål 1, således at Stifteren anses for at have oppebåret de skattepligtige indkomster, bør ændringen af the "beneficiaries" og ændringen af Trustens formål den 30. december 2015 ikke have nogen skattemæssige konsekvenser for Stifteren.

Sammenfattende er det vores opfattelse at spørgsmål 3 skal besvares med et "Ja".

Spørgsmål 4

Kan SKAT bekræfte, at en nedlukning/likvidation af Trusten og udbetaling af formuen til Stifteren ikke har nogen skattemæssige konsekvenser for Stifteren?

Det bedes i relation forudsættes, at Trustee vil acceptere, at Trustens formål ændres, og at Stifteren indsættes som beneficiary, således at formuen i Trusten kan udloddes/udbetales til Stifteren.

Da Trusten skal anses for at være skattemæssige transparent, jf. besvarelsen af spørgsmål 1, således at Stifteren anses for at have oppebåret de skattepligtige indkomster, bør en nedlukning/likvidation af Trusten og udbetaling af formuen til Stifteren ikke have nogen skattemæssige konsekvenser for Stifteren.

SKATs indstilling og begrundelse

Spørgsmål 1

Det ønskes bekræftet, at Trusten skal anses for at være skattemæssig transparent, således at Stifterenindtil den 30. december 2015 er skattepligtig af den løbende indkomst, som er oppebåret af Trusten.

Begrundelse

Det er spørgsmålet, om en trust beliggende på Jersey skal anses for skattemæssig transparent efter danske skatteregler, således at stifteren, der er bosiddende i Danmark, anses for at eje trustkapitalen direkte indtil den 30. december 2015.

Trust-instituttet kendes ikke i dansk ret. Der er imidlertid skabt en praksis, der bl.a. er kommet til udtryk i Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit C.B.2.15.2, efter hvilken en udenlandsk trust kan anses for et selvstændigt skattesubjekt efter dansk skatteret, såfremt trustkapitalen er definitivt og effektivt udskilt fra "stifteren".

Med definitivt menes, at trustkapitalen ikke må kunne tilbageføres til stifterens formuesfære. Med effektivt menes, at stifteren ikke fortsat må have rådighed over trustkapitalen.

Af praksis følger, at dette bl.a. indebærer, at de til trusten overførte midler aldrig må kunne tilbageføres til stifteren, dennes ægtefælle eller hjemmeboende børn under 18 år. Dette gælder både trustens kapital og afkastet af denne. Dvs. at midlerne skal være overført til trusten på en sådan måde, at stifteren helt er afskåret fra at råde over disse.

Det fremgår af sagens oplysninger, at de begunstigede i trusten indtil den 30. december 2015 bestod af henholdsvis stifteren, dennes ægtefælle og deres to børn. Derudover fremgår det, at stifteren de facto har ændret på, hvem der er beneficienter gennem et såkaldt "letter of wishes". Da trustkapitalen indtil den nævnte dato skal tilfalde stifteren og dennes familie, og da stifteren har fortsat rådighed over, hvem trustkapitalen skal tilfalde, skal trustkapitalen indtil 30. december 2015 anses for ejet af stifteren og ikke udskilt til en selvstændig juridisk enhed.

Den pågældende spørgsmål indstilles herefter besvaret med "ja".

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Ja".

Spørgsmål 2

Det ønskes bekræftet, at Trusten også efter den 30. december 2015 skal anses for at være skattemæssig transparent, således at Stifterener skattepligtig af det løbende skattepligtige afkast oppebåret af trusten.

Begrundelse

Spørgsmålet vedrører, om den omhandlede trust fortsat kan anses for skattemæssig transparent som følge af ændringer af beneficienterne i trusten pr. 30. december 2015.

Stifteren har den 22. december 2015 sendt et "letter of wishes" til trustee med anmodning om at trusten fremover skal anvendes til velgørende formål og beneficienterne, der tidligere bestod af stifteren og dennes nærmeste familie, nu udskiftes med en række velgørende organisationer.

Ændringerne er foretaget pr. 30. december 2015. Efter denne dato udgøres beneficienterne ikke længere af stifteren eller dennes familie, men der er taget forbehold for i "letter of wishes", at beneficienterne på ny kan ændres ved et nyt "letter of wishes", og det bemærkes, at repræsentanten har oplyst, at det ved besvarelse af spørgsmål 4 neden for kan forudsættes, at trustee vil acceptere, at stifteren genindsættes som beneficent, således at trustformuen kan udloddes/udbetales til stifteren. Derudover har stifteren siden den 30. december 2015 fungeret som rådgiver/konsulent for trusten.

På baggrund af ovenstående indstiller SKAT, at trusten fortsat efter den 30. december 2015 har været skattemæssigt transparent efter danske skatteregler, således at trustkapitalen skal anses for at være ejet af stifteren. Selvom beneficienterne er udskiftet med velgørende organisationer, er der ikke sket ændringer i stifterens muligheder for at råde over kapitalen eller at få denne udbetalt til sig selv eller sine nærtstående.

Det indstilles derfor, at spørgsmålet besvares med "ja".

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Ja".

Spørgsmål 3

Det ønskes bekræftet, at ændringen af the "beneficiaries" og ændringen af Trustens formål den 30. december 2015 ikke har nogen skattemæssige konsekvenser for Stifteren.

Begrundelse

Det fremgår af SKATs begrundelse og indstilling til spørgsmål 1 og 2, at SKAT anser trusten for at være skattemæssig transparent efter en dansk skatteretlig vurdering, således at stifteren anses for at eje trustkapitalen direkte.

SKAT er enig med repræsentanten i, at det herefter ikke har nogen skattemæssige konsekvenser for stifteren, at der sker en ændring af formålet i trusten, eller at der sker en ændring af beneficienterne i trusten pr. 30. december 2015.

Derfor indstiller SKAT, at det pågældende spørgsmål besvares bekræftende.

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 3 besvares med "Ja".

Spørgsmål 4

Det ønskes bekræftet, at en nedlukning/likvidation af Trusten og udbetaling af formuen til Stifteren ikke har nogen skattemæssige konsekvenser for Stifteren.

Begrundelse

Med henvisning til SKATs begrundelse under spørgsmål 1 og 2, hvoraf det fremgår, at den omhandlede trust må anses for skattemæssig transparent, således at stifteren ejer trustkapitalen og er skattepligtig af det løbende afkast, udlodning og gevinst mv. af aktiverne i trusten, er SKAT enig med repræsentanten i, at en nedlukning eller likvidation af trusten og udbetaling af formuen til stifteren ikke har nogen skattemæssige konsekvenser for stifteren.

Det indstilles derfor, at det pågældende spørgsmål besvares med "ja".

Indstilling

SKAT indstiller, at spørgsmål 4 besvares med "ja".

Skatterådets afgørelse og begrundelse

Skatterådet tiltræder SKATs begrundelse og indstilling.

Lovgrundlag, forarbejder og praksis

Spørgsmål 1 - 4

 

Lovgrundlag

Statsskattelovens § 4

Som skattepligtig Indkomst betragtes med de i det følgende fastsatte Undtagelser og Begrænsninger den skattepligtiges samlede Aarsindtægter, hvad enten de hidrører her fra Landet eller ikke, bestaaende i Penge eller Formuegoder af Pengeværdi, saaledes f.eks.: (…)

C. af et Embede eller en Bestilling, saasom fast Lønning, Sportler, Embedsbolig, Naturalydelser, Emolumenter, Kontorholdsgodtgørelse (med Hensyn til Kontorudgifter jfr. § 6b.), samt Pension, Ventepenge, Gaver (jfr. dog herved Bestemmelsen i § 5b.), Understøttelser, Klosterhævning, Livrente, Overlevelsesrente, Aftægt og deslige;

Praksis

SKM2017.637.SR

Skatterådet bekræftede, at spørger (stifteren) var personligt skattepligtig af indtægter og udgifter oparbejdet i en trust indregistreret i Schweiz fra tidspunktet for spørgers skattepligt til Danmark, idet det alene var spørger, der havde den reelle indflydelse og beslutningsret i trusten, uanset at trustens vedtægter gav indtryk af at det var trustens trustee, der uden indblanding fra spørger kunne træffe beslutninger på trustens vegne. Der blev lagt vægt på, at spørger var begunstiget i trusten og at spørger på et hvilket som helst tidspunkt kunne afsætte den fungerende trustee, såfremt han ikke rettede sig efter spørgers ønsker.

SKM2016.461.SR

Skatterådet bekræftede efter en konkret vurdering, at A TRUST ikke anses for at være et selvstændigt skattesubjekt, idet trustens formue ikke var definitivt og effektivt udskilt fra stifterens formuesfære.

Skatterådet bekræftede videre, at når det var trustens stifter, M, der anses som ejer af trustformuen, skulle han beskattes af eventuelle udlodninger af aktier, afkast af andre værdier og eventuelle værdistigninger. Det var heller ikke at betragte som et skattepligtigt salg for stifteren, hvis han overdrog aktier til trusten.

Endvidere bekræftede Skatterådet, at udbetalinger fra trusten til personer, som var begunstiget, var at betragte som gave fra stifteren til modtager, når der var tale om vederlagsfri overdragelse af formuefordele, som udslag af gavmildhed

SKM2014.503.SR

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at "Trust for benefit of A" kunne anses for at være et selvstændigt skattesubjekt, idet kapitalen ikke anses for definitivt og effektivt udskilt fra spørgers formuesfære. Skatterådet lagde vægt på, at spørgers bror, B, var co-trustee, at spørger kunne få sin bror til at stoppe med at være co-trustee, at der under sagens forløb var fremkommet nye oplysninger for at opnå den ønskede skattemæssige kvalifikation af trusten, og at der ikke var en uafhængig bestyrelse/administration af trusten. På baggrund heraf anså Skatterådet "Trust for benefit of A" for skattemæssigt transparent, hvorfor spørger skulle beskattes af hele afkastet fra trusten.

Sagen er påklaget til Skatteankestyrelsen/Landsskatteretten.

Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit C.B.2.15.2 Beskatning af udenlandske trusts (fonde)

Hvordan behandles stifteren af en udenlandsk trust eller en båndlagt kapital

Det sker, at personer, som er skattepligtige til Danmark, stifter eller sætter penge ind i udenlandske trusts. Udenlandske "trusts" kan ikke sammenlignes med danske fonde, og de kan have forskelligt indhold fra land til land og fra trust til trust.

For at en udenlandsk trust kan tillægges betydning for en dansk skattepligtig, er det SKATs opfattelse, at kapitalen både skal være

  • definitivt og
  • effektivt udskilt fra stifterens/indskyderens formuesfære.

Med definitivt menes, at stifteren ikke må have mulighed for at "tilbagekalde" en, så den udskilte kapital igen indgår i stifterens formuesfære.

Med effektivt menes, at stifteren ikke fortsat må have rådighed over den udskilte kapital. Hvis stifteren eller den person, som har "arvet" kapitalen, fx kan få trustee til at træde tilbage som trustee, antages det at kapitalen ikke er effektivt udskilt.