Parter
A
(advokatfuldmægtig Marianne Sigetty)
mod
Skatteministeriet
(Kammeradvokaten v/advokat Mette Sheraz Rovsing)
Afsagt af byretsdommer
Anna Lindgren
Sagens baggrund og parternes påstande
Under denne sag, der er anlagt den 10. september 2013, har A nedlagt påstand om, at skatteministeriet tilpligtes at anerkende, at hendes skattepligtige indtægt for hvert af indkomstårene 2007 og 2008 nedsættes med 36.000 kr., subsidiært at hendes skattepligtige indtægt for hvert af indkomstårene 2007 og 2008 nedsættes med 24.000 kr.
Skatteministeriet har nedlagt påstand om frifindelse.
Sagen angår i første række, om A skal beskattes af en fikseret lejeværdi i 2007 og 2008, hvor hun stillede en selvstændig indrettet bolig til rådighed for sin søn og barnebarn, og i givet fald dernæst, om A er berettiget til at opgøre den fiktive lejeindtægt efter ligningslovens § 15 P, der medfører et bundfradrag på 24.000 kr.
Oplysningerne i sagen
Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 2.
A har siden 1972 boet på ejendommen beliggende ...1. Begge hendes sønner har periodevis boet hos sagsøger.
Det fremgår af sagen, at SKAT efter en besigtigelse af A's ejendom ved afgørelse af 20. maj 2010, fastslog at der skulle ske beskatning af lejeindtægten, jf. statsskattelovens § 4, litra b, idet der efter SKATs vurdering var tale om udlejning mellem nærtstående. SKAT ændrede således grundlaget for A's beskatningsgrundlag med 36.000 kr. for hvert af årene 2007 og 2008.
A indbragte SKATs afgørelse for Skatteankenævnet, der ved afgørelse af 26. juni 2013 stadfæstede SKATs afgørelse.
A indbragte herefter sagen for Landsskatteretten, der den 13. juni 2013 afsagde følgende kendelse:
"...
Sagen drejer sig om beskatning af objektiv udlejningsværdi ved udlejning til søn og barnebarn.
Landsskatterettens afgørelse
Indkomståret 2007
Skatteankenævnet har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 36.000 kr.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.
Indkomståret 2008
Skatteankenævnet har forhøjet klagerens skattepligtige indkomst med 36.000 kr.
Landsskatteretten stadfæster skatteankenævnets afgørelse.
Møde mv.
Klagerens repræsentant har haft møde med Landsskatterettens sagsbehandler. Repræsentanten har endvidere udtalt sig overfor rettens medlemmer på et retsmøde.
Sagens oplysninger
Klageren har siden 1972 beboet ejendommen ...1 sammen med sin ægtefælle. Ægtefællen døde i 2005, og ejeren af ejendommen står opført som "Boet efter BA". Ejendommen er ifølge SKATs vurderingsoplysninger registreret som en beboelsesejendom med 1 lejlighed.
Ejendommen er til salg ved EDC, og det fremgår af salgsopstillingen, at ejendommen består af to separate bygninger, der er sammenbygget af en havestue.
Bygning 1 (hovedejendommen) er på 160 m2 og består af to etager, hvor stueplan indeholder entre, spisekøkken, toilet, stue og bryggers. 1. sal indeholder soveværelse, 2 børneværelser og badeværelse.
Bygning 2 består ligeledes af to etager og indeholder i stueplan stort værksted med port, garage og badeværelse. 1. sal indeholder spisestue, stue, køkken, soveværelse og børneværelse. Boligarealet er på 95 m2.
Sammenbygningen (havestuen) indeholder alrum/billardstue.
Det fremgår af boligsiden.dk, at der på ejendommen er indrettet 2 selvstændige beboelser.
SKAT har i forbindelse med skattesagen besigtiget ejendommen og har efter det oplyste konstateret, at der er indrettet beboelse i overetagen på bygning 2, at beboelsen har egen indgang, og at der er passage mellem de to bygninger via en havestue, men at der ikke er gennemgang mellem boligerne. Der er ikke sket opdeling af omkringliggende arealer, og der er ikke opsat selvstændige forbrugsmålere for de to bygninger.
SKAT underrettede Teknisk Forvaltning i klagerens kommune om forholdene, og kommunens tekniske forvaltning rettede på den baggrund henvendelse til klageren.
Følgende fremgår af brev af 9. marts 2010:
"...
Oplysninger om boligforhold på ejendommen
Teknisk Forvaltning har d. 4. marts 2010 fået oplysninger fra SKAT om at der tilsyneladende er to boliger på ejendommen på ...1.
Da det hverken i BBR eller i kommunens sagsarkiv fremgår, at der er blevet givet tilladelse til at opføre to boliger på ejendommen, bedes du venligst redegøre for om dette er tilfældet.
..."
Følgende fremgår af brev af 30. marts 2010 fra klageren til kommunen:
"...
Som svar på kommunen's skrivelse af 9. marts 2010 skal jeg hermed meddele at der ikke er 2 boliger på ovennævnte ejendom og ej heller nogensinde i min ejerperiode siden 1970 har været.
Ejendommen tjener som bolig for mig som enke efter afdøde BA og mine 2 sønner.
Efter min opfattelse er BBR korrekt registreret som enfamiliehus (parcelhus), men arealangivelser er ikke tilrettet i forbindelse med væsentlig om- og tilbygning i 1972, som i øvrigt blev anmeldt og registreret af kommunen, ifølge de regler der var gældende i 1972 iflg. kommunens oplysninger dengang.
Til orientering vedlægger jeg en af mig tilrettet BBR-ejermeddelelse og beder kommunen om at tilrette BBR efter de faktiske forhold.
..."
På baggrund af oplysninger fra klageren blev BBR ændret. Ifølge fremlagt BBR-meddelelse af 11. juni 2012 består ejendommen af 3 bygninger, hvor bygning 1 er et fritliggende enfamilieshus (parcelhus) med et bebygget areal på 116 m2 og et samlet boligareal på 180 m2. Boligen står opført med 1 køkken, 1 badeværelse, 2 toiletter og 5 værelser. Bygning 2 er betegnet som et udhus (murstensbygning) med et bebygget areal på 100 m2 og bygning 3 er betegnet som et udhus med et bebygget areal på 100 m2.
Det fremgår af folkeregisteroplysninger, at klagerens to sønner CA og DA har beboet ejendommen både alene og sammen med deres familier. Følgende fremgår således af folkeregisteroplysningerne:
|
Tilflyttet
|
Fraflyttet
|
|
Klageren
|
01.07.1972
|
|
|
Ægtefælle
|
01.07.1972
|
07.02.2005
|
|
CA (21 år)
|
01.08.1980
|
25.09.1987
|
|
EA (0 år)
|
04.06.1982
|
25.09.1987
|
|
NE (23 år)
|
15.09.1984
|
25.09.1987
|
|
FA (2 år)
|
15.09.1984
|
25.09.1987
|
|
DA (29 år)
|
20.10.1991
|
21.01.1992
|
|
DA (33 år)
|
01.02.1995
|
|
|
NL (30 år)
|
01.02.1995
|
07.07.2007
|
|
GA (3 år)
|
01.02.1995
|
|
|
CA (48 år)
|
01.03.2007
|
02.07.2010
|
Skatteankenævnets afgørelse
Skatteankenævnet har fundet, at der er indrettet to selvstændige lejligheder på klagerens ejendom, og at ejendommens to lejligheder har opdelt boligareal, hvor klagerens søn og barnebarn bor i den ene lejlighed, og klageren i den anden.
Ankenævnet har lagt ejendommens faktiske indretning og anvendelse til grund og ikke den ifølge BBR foreliggende registrering af ejendommen.
Da ejendommens to lejligheder har opdelt boligareal, har ankenævnet fundet, at der ikke er tale om en fællesbolig med fælles husstand. Ankenævnet har heller ikke fundet, at ligningslovens § 15 P kan finde anvendelse.
Skatteankenævnet har derfor fundet, at klageren skal beskattes af den objektive udlejningsværdi, og at lejeindtægten for den udlejede lejlighed skal medregnes i kapitalindkomsten. Betragtningerne om gave til klagerens søn kan ikke føre til, at klageren som udlejer ikke skal beskattes af den objektive udlejningsværdi.
Klagerens påstand og argumenter
Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at der er tale om et boligfællesskab mellem klageren og klagerens søn/barnebarn, og at der derfor ikke skal fastsættes nogen skattepligtig værdi heraf. Der er i den forbindelse henvist til TfS 1999.732.
Klagerens ejendom er vurderet som en beboelsesejendom med 1 lejlighed. Ejendommen ligger i landzone, og jorden er frasolgt i 1992. Ejendommen har på intet tidspunkt været vurderet som andet end en beboelsesejendom med 1 lejlighed.
Repræsentanten har anført, at kommunens tekniske forvaltning har oplyst, at ejendommen ikke kan registreres som værende med to selvstændige lejligheder, da dette ville være i strid med såvel Planloven som Bygningsreglementet, der bl.a. kræver brandadskillelse. Kommunens tekniske forvaltning har endvidere oplyst, at der ikke er noget til hinder for, at en ejendom kan indrettes således, at flere i samme familie kan bo sammen i et boligfællesskab, og at der kan være to køkkener, uden at der derved opstår en selvstændig lejlighed.
Repræsentanten har henvist til en kendelse fra Landsskatteretten, jf. TfS 1999.732, der fastslår, at der ikke skal fastsættes en objektiv udlejningsværdi, når der er tale om et boligfællesskab mellem forældre og voksne børn. Landsskatteretten lagde ved afgørelsen vægt på, at der var tale om én beboelseslejlighed, at der ikke var udfærdiget lejekontrakt, og at der ikke blev betalt husleje.
Dette er i overensstemmelse med nærværende sag, hvor der ligeledes ikke findes lejekontrakt eller betales husleje. Der er endvidere ikke selvstændige målere til vand, el og varme.
Det er klageren, der står for den fælles madlavning og sørger for madpakker. Det praktiske arbejde i hus og have sker i fællesskab, ligesom sønnen bidrager økonomisk til den fælles husholdning.
Repræsentanten har endvidere henvist til Landsskatterettens afgørelse, jf. journal nr. 11-01110, hvorefter der ikke skal ske beskatning i et boligfællesskab.
Repræsentanten har anført, at der skal beregnes ejendomsværdiskat af hele ejendommen, når der ikke er foretaget en ejerboligfordeling, jf. ejendomsværdiskattelovens § 4. I den situation kan der til gengæld foretages fradrag for den del af ejendomsværdiskatten, der vedrører den del af boligen, der er udlejet. Dette fremgår af ligningslovens § 15 P, stk. 1, hvorefter der kun kan foretages fradrag for en andel af ejendomsværdiskatten, hvis den skematiske beregning ikke anvendes. Hvis der gives et bundfradrag på min. 24.000 kr. skal der betales ejendomsværdiskat af hele ejendommen. Det kan derfor konkluderes, at 1) når ligningslovens § 15 P ikke anvendes, og 2) når ejendommen udelukkende anvendes til beboelse, og der ikke kan foretages en ejerboligfordeling, skal der betales ejendomsværdiskat af hele ejendommen.
Skatteankenævnets afgørelse medfører derfor, at der skal betales fuld ejendomsværdiskat af hele ejendommen samtidig med, at der sker beskatning af en fiktiv udlejningsværdi. Endvidere beskatter ankenævnet værdien som kapitalindkomst, hvilket der alene er hjemmel til, når en udlejning er omfattet af ligningslovens § 15 P.
Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse
Indtægter ved udlejning af fast ejendom er indkomstskattepligtige og skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. statsskattelovens § 4, litra b, 1. pkt. Overskuddet skal medregnes ved opgørelsen af kapitalindkomsten, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6.
Hvis ejeren af en fast ejendom overlader benyttelsen af denne eller en del af denne til en slægtning eller en anden nærtstående person enten vederlagsfrit eller for en væsentligt lavere husleje end markedslejen, beskattes ejeren af den objektive udlejningsværdi, jf. bl.a. SKM2002.547.HR. Ved skønnet over den objektive udlejningsværdi tages der udgangspunkt i den leje, som ejendommen skønsmæssigt kan indbringe ved udlejning til tredjemand på markedsvilkår, jf. statsskattelovens § 4, litra b, 1. og sidste pkt., og som lovligt kan opkræves efter lejelovgivningens regler.
Det er Landsskatterettens opfattelse, at der i nærværende sag er tale om en ejendom, der indeholder to selvstændige beboelseslejligheder. Det er ikke den registreringsmæssige status, der er afgørende, men derimod hvorledes ejendommen faktisk er anvendt og indrettet. Retten har lagt vægt på ejendommens fremtræden ifølge EDC's beskrivelse og billeder, folkeregisteroplysningerne, samt de forhold, som SKAT kunne konstatere ved besigtigelsen af ejendommen.
Det er således Landsskatterettens opfattelse, at klageren og hendes søn/barnebarn benytter hver sin lejlighed, og at der ikke er tale om et boligfællesskab mellem klageren og hendes søn/barnebarn, der bevirker, at der ikke skal beregnes en objektiv lejeværdi. Det forhold, at klageren efter det oplyste står for madlavningen mv., og at sønnen hjælper med husholdningen mv. ændrer ikke herved.
Klageren er dermed skattepligtig af en objektiv lejeindtægt. SKAT har fastsat denne til 36.000 kr. årligt, og Landsskatteretten finder ikke grundlag for at ændre herved.
Ligningslovens § 15 P finder alene anvendelse ved udlejning af en del af en lejlighed, som ejeren/lejeren selv bruger eller råder over og finder således ikke anvendelse i nærværende sag. Der er endvidere ikke taget nærmere stilling til, hvorvidt der er udgifter forbundet med udlejningen, der kan fratrækkes.
Den påklagede afgørelse stadfæstes således.
..."
Af salgsopstilling fra EDC fremgår, at ejendommen blev sat til salg som villa med et samlet boligareal på 255 m2. I salgsmaterialet er det bl.a. angivet, at der i ejendommen er indrettet to selvstændige beboelser.
Ved brev af 30. mats 2010 til kommunen bestred A, at der var to boliger på adressen, og hun gjorde derfor gældende, at registreringen i BBR som enfamilieshus var korrekt. A gjorde dog kommunen opmærksom på, at arealangivelserne ikke var korrekte, hvorfor hun havde tilrettet BBR-meddelelsen og bad kommunen om at registrere ændringerne.
Ifølge BBR-meddelelse af 11. juni 2012 består ejendommen af 3 bygninger, hvor bygning 1 er et fritliggende enfamilieshus (parcelhus) med et bebygget areal på 116 m2 og et samlet boligareal på 180 m2. Bygning 2 er betegnet som et udhus (murstensbygning) med et bebygget areal på 100 m2 og bygning 3 er betegnet som et udhus med et bebygget areal på 100 m2.
Arealangivelsen og indretningen i sidebygningen er således ikke blevet registreret på trods af A's anmeldelse om ændring.
Forklaringer
Under hovedforhandlingen er der afgivet partsforklaring af A og vidneforklaring af DA.
A har til retsbogen afgivet følgende forklaring:
"...
At hun og hendes mand købte ejendommen i 1970 og flyttede ind i 1972. De ombyggede hele stuehuset. For at få lidt mere plads til drengene lavede de nogle værelser i sidehuset. De spurgte kommunen til råds, men fik ikke en egentlig byggetilladelse.
I 2007 boede CA hos hende i stuehuset. Han var lige blevet skilt. DA boede i sidebygningen sammen med sin søn GA. Sønnerne betalte ikke husleje til hende. CA benyttede et værelse. Hun delte varme og el med DA. Hun passede husholdningen, lavede mad, vaskede tøj og gjorde rent. Hun passede også børnebørnene ind imellem. De spiste altid sammen hos hende i stuehuset. CA og DA tog sig af haven og fyret. De har altid været meget sammen. De skiftedes til at købe ind. De førte ikke noget regnskab.
DA og GA opholdt sig på hele ejendommen. De kunne altid gå ind og ud hos hinanden. Hun var glad for at have sine sønner hos sig efter at hun var blevet alene. De levede som en storfamilie. De brugte aldrig køkkenet i sidebygningen. Hvis der var mange gæster på besøg kunne de godt sidde i sidebygningen. DA og GA sov og brugte badet i sidebygningen, men ellers foregik alt hos hende. De benyttede den selvstændige indgang.
..."
DA har til retsbogen afgivet følgende forklaring:
"...
At han i lange perioder har boet hos sin mor, A. Han flyttede ind i 1995 sammen med sin søn GA. Han boede også på ejendommen i 2007 og 2008. Han havde nogle værelser i sidebygningen, hvor han og GA sov. Der var et køkken, men det brugte han ikke. Nedenunder var der et badeværelse og et værksted.
Han og GA spiste hos sin mor i stuehuset hver dag, hvor også broderen CA var. Han og GA opholdt sig gerne i stuehuset og mest i køkkenet. Han bidragede med at købe ind og sørgede for at købe piller til fyret. Han og CA sørgede også for vedligeholdelse af haven. De levede som en stor familie.
..."
Parternes synspunkter
Sagsøgeren har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med det indleverede påstandsdokument, hvoraf fremgår bl.a.:
"...
Til støtte for den principale påstand gør sagsøger gældende,
|
at
|
der ikke er hjemmel til at beskatte en fiktiv lejeindtægt,
|
|
at
|
hun og de to sønner samt barnebarnet udgør én husstand,
|
|
at
|
der ikke er tale om et lejeforhold. Der er ikke indgået nogen lejekontrakt, og der betales ikke husleje,
|
|
at
|
hun alene skal betale ejendomsværdiskat af ejendommen, da den tjener til bolig for hende og den fælles husstand,
|
|
at
|
ejendommen er beboelsesejendom med én beboelseslejlighed,
|
|
at
|
der ikke er og ikke kan foretages en fordeling af ejendomsværdien efter vurderingslovens § 33, stk. 6.
|
Sagsøger gør gældende, at hun ikke har udlejet nogen del af sin ejendom til sin ene søn, idet sønnen og barnebarnet bor sammen med hende og den anden søn på ejendommen, og de udgør en fælles husstand. Indretningen af værelserne på 1. salen i udhuset opfylder ikke bygningsreglementet og andre krav for at udgøre en selvstændig lejlighed, hvilket er årsagen til, at kommunen fortsat har registreret ejendommen som en ejendom med én beboelseslejlighed. 1. salen har da heller ikke været udlejet på noget tidspunkt, men anvendes alene af sagsøgerens børn. Der er endvidere ikke indgået nogen lejekontrakt, ligesom sønnen ikke betaler husleje til sagsøgeren.
Sagsøger gør gældende, at hun og de to sønner samt barnebarnet udgør en samlet hustand. Sagsøgeren og de to sønner har tidligere udgjort en hustand, og det forhold, at sønnerne har været udeboende i en periode, hvorefter de flytter tilbage til sagsøgeren, er ikke til hinder for, at familien igen kan udgøre en husstand. SKAT har da også godkendt, at den ene søn og sagsøger udgør én husstand.
Det bestrides, at det forhold, at der på sagsøgerens ejendom er indrettet en selvstændig afdeling til sønnerne på 1. salen i sidebygningen udelukker, at familien kan udgøre én husstand. Sagsøgerens søn har tidligere boet i de selv samme rum, da han var hjemmeboende, hvor familien udgjorde én husstand.
Det gøres gældende, at der ved vurderingen af, hvorvidt sagsøgeren og hendes to sønner udgør én hustand bør lægges vægt på sagens samlede oplysninger herunder, at familien er fælles om husholdningen og bidrager økonomisk til den fælles husholdning, ligesom sagsøgeren og begge sønner har fuld adgang til hele ejendommen.
Ejendommen er ikke registreret som et tofamiliehus men er en ejendom med én beboelseslejlighed. Sagsøger betaler ejendomsværdiskat af hele ejendommen, fordi den er registreret og vurderet som en ejendom med én beboelseslejlighed. Endvidere indeholder ejendommen ikke en selvstændig lejlighed, der anvendes til udlejning.
Subsidiær påstand
Den subsidiære påstand er nedlagt for det tilfælde, at retten måtte finde, at der ikke er tale om en fælles husstand.
Regelgrundlag og praksis
Indtægter fra udleje af værelser i en helårsbolig er skattepligtige. Resultatet af udlejningen opgøres efter ligningslovens § 15 P (ms s. 10).
Efter bestemmelsen gives der fradrag for udgifter afholdt i forbindelse med udlejningen. Fradraget kan enten opgøres efter en regnskabsmæssig metode, eller ejeren kan vælge at foretage en skematisk indkomstopgørelse efter ligningslovens § 15 P, således at det kun er den del af bruttolejen, der overstiger kr. 24.000, der medregnes som lejeindtægt.
Det fremgår af bestemmelsen, at ejendommen skal være omfattet af ejendomsværdiskatteloven § 4, og at der skal være tale om udlejning til beboelse.
Det fremgår af ejendomsværdiskatteloven § 11, stk. 2, at ved hel eller delvis udleje af boligen nedsættes ejendomsværdiskatten med den til den udlejede del svarende andel af ejendomsværdiskatten. I tilfælde hvor ejeren vælger at anvende den skematiske regel i ligningslovens § 15 P, stk. 1 ved sin indkomstopgørelse, medfører udleje ikke, at ejendomsværdiskatten nedsættes (ms s. 5).
I medfør af ejendomsværdiskattelovens § 4 omfatter ejendomsværdiskatten 1) ejendomme, som kun indeholder én selvstændig lejlighed 2) to-familieejendomme for hvilke ejendomsværdien efter vurderingslovens § 33, stk. 6 fordeles på ejendommens to selvstændige lejligheder (ms s. 3).
Efter ejendomsvurderingslovens § 33, stk. 6 foretages der for ejendomme, som indeholder to selvstændige lejligheder, og som tjener til bolig for ejeren fordeling af ejendomsværdien på de to selvstændige lejligheder (ms s. 7).
Ejendomsværdiskatten opgøres på baggrund af ejendomsvurderingen, og det er det fulde opgivne etageareal, der indgår i vurderingen, således også fritliggende garager, carporte og udhusarealer, jf. Den Juridiske Vejledning H.A.2.1.1.1 (ms s. 38 f).
Der henvises til Landsskatterettens afgørelse af 15. marts 2012, journalnr. 11-01110, hvor skatteyderen udlejede en del af en ejendom, som han først lejede og senere købte, til sin steddatter. Skattemyndighederne gjorde gældende, at ejendommen var indrettet med to boliger. Landsskatteretten lagde til grund, at ejendommen var registreret som en eenfamilieejendom, og at den på intet tidspunkt havde været benyttet af to husstande på samme tid. Retten fandt, at lejeindtægten kunne opgøres efter ligningslovens § 15 P, stk. 1.
I et bindende svar fra Skatterådet, SKM2011.434.SR, lagde Skatterådet vægt på, at en ejendom, som blev anvendt som fritidsejendom, var registreret som helårsbolig og derfor ikke lovligt kunne anvendes som fritidsbolig. Skatterådet fandt derfor, at ligningslovens § 15 P fandt anvendelse ved opgørelsen af lejeindtægten og ikke § 15 O, der angår fritidsejendomme (ms s. 42 f).
Der henvises endvidere til den dagældende ligningsvejledning for 2007 og 2008, afsnit A.G.2.2.1, hvor reglerne § 15 P er beskrevet (ms s. 11 f og 15 f). Der er ikke anført noget krav om ejendommens indretning i vejledningen.
Anbringender
A gør gældende,
|
at
|
hun er berettiget til at opgøre den fiktive lejeindkomst efter de skematiske regler i ligningslovens § 15 P,
|
|
at
|
når ejendommen ifølge SKATs ejendomsvurdering er vurderet som en ejendom med én beboelseslejlighed, må denne vurdering lægges til grund ved den skatteretlige kvalifikation af ejendommen såvel efter ejendomsværdiskatteloven § 4 som ligningsloven § 15 P. Det bemærkes, at indretningen af værelserne oven på garagen, som den ene søn bebor, ikke opfylder bygningsreglementets krav til at udgøre en selvstændig lejlighed, og at kommunen har registreret ejendommen som en en-familieejendom ligesom SKAT har vurderet ejendommen som en en-familieejendom,
|
|
at
|
§ 15 P gælder for en-familieejendomme, og at der hverken efter lovens ordlyd eller praksis for indkomstårene 2007 og 2008 var krav om, at den udlejede del af en-familieejendommen ikke må udgøre en separat afdeling med eget køkken og bad,
|
|
at
|
der ikke er hjemmel til at anvende reglerne for udlejning af en lejlighed i et tofamiliehus, da ejendommen ikke er registreret og vurderet som et tofamiliehus.
|
Det er en betingelse for anvendelse af § 15 P, at ejendommen er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4. Da ejendommen er registreret og vurderet som en beboelsesejendom med én lejlighed, er den omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1. Sagsøger er ligeledes i medfør af § 4, nr. 1 pålagt ejendomsværdiskat for hele ejendommen, og hun har i sagens natur den fulde rådighed over hele sin ejendom.
Ifølge ligningslovens § 15 P er det kvalifikationen af ejendommen efter ejendomsværdiskatteloven, der er afgørende for om 15 P finder anvendelse. Lovbestemmelsen stiller ikke krav om nogen speciel indretning af ejendommen.
I SKATs juridiske vejledning for indkomståret 2013 (ms s. 29 f) har SKAT tilføjet en ny betingelse for anvendelse af ligningslovens § 15 P, idet det i 2013-udgaven af vejledningen anføres, at ejendommen kun må indeholde én lejlighed. Betingelsen er indsat uden henvisning til ændring i lovgivning eller domspraksis, og må derfor opfattes som en af SKATs foretaget skærpelse af praksis, der kun kan få betydning for indkomståret 2013 og frem og dermed ikke tilbagevirkende kraft for de i sagen omhandlede indkomstår.
Det gøres gældende, at betingelserne, som de er nævnt i § 15 P, er opfyldt i nærværende sag.
Det bestrides, at det forhold, at familien har indrettet værelser med køkken og bad på 1. salen i garagen udelukker, at indkomsten kan opgøres efter reglerne om værelsesudlejning i § 15 P. Beboelsen er ikke godkendt af kommunen, og ejendommen er ikke indrettet med en selvstændig lejlighed, der lovligt kan anvendes til udlejning. 1. salen har da heller aldrig været udlejet men har alene været anvendt af sagsøgerens børn.
Det bestrides, at det forhold, at ejendommens arealangivelser for de pågældende indkomstår ikke har været tilrettet i BBR får betydning for de skattemæssige forhold.
Ejendommen er registret og vurderes som en en-familieejendom og sagsøger betaler ejendomsværdiskat af hele ejendommen. Såfremt ejendommen var indrettet med en godkendt selvstændig lejlighed ville ejendommen være vurderet som en to-familieejendom. I givet fald ville der være en fordeling af ejendomsværdien på den del, som A selv bebor og den øvrige del, og hun ville kun blive pålagt ejendomsværdiskat for den lejlighed, som hun selv bebor.
Sagsøger har imidlertid ikke mulighed for at anvende reglerne for to-familieejendomme, da hendes ejendom er registreret som en en-familieejendom.
..."
Sagsøgte har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med det indleverede påstandsdokument, hvoraf fremgår bl.a.:
"...
Over for sagsøgerens principale påstand gøres det til støtte for frifindelsespåstanden gældende, at SKAT med rette har beskattet sagsøgeren af en fikseret lejeværdi af familiemedlemmernes vederlagsfri brug af beboelsen i bygning 2.
Bygning 2 har reelt karakter af en selvstændig beboelse med alle sædvanlige faciliteter i form af køkken, toilet og bad, egen indgang og et boligareal på ca. 100 m2, jf. BBR-meddelelsen i bilag 3 og sagsøgerens oplysninger i bilag 5, bagerst.
De to bygningers indretning som selvstændige, uafhængige beboelser taler imod, at der foreligger en samlet husstand som anført af sagsøgeren, og praksis herom er derfor ikke relevant for sagen. Såvel salgsannoncen i bilag B som ejendommens faktiske anvendelse af to husstande viser også, at der er tale om to selvstændige beboelser.
Det er i den forbindelse den faktiske anvendelse af ejendommen, der har betydning, og ikke den registreringsmæssige status.
Når sagsøgeren vederlagsfrit stiller en bolig til rådighed for sin søn (og barnebarn), kan SKAT foretage beskatning af en fikseret markedsleje, jf. statsskattelovens § 4, litra b, og SKM2002.547.HR.
Selve skønsudøvelsen, hvorved markedslejen er fastsat til kr. 36.000,- pr. år, er ikke anfægtet af sagsøgeren. Det gøres derfor gældende, at beskatningen skal opretholdes.
...
Over for sagsøgerens subsidiære påstand gøres det til støtte for frifindelsespåstanden gældende, at ligningslovens § 15 P ikke finder anvendelse i den foreliggende situation, hvor det udlejede er en separat beboelse på sagsøgerens ejendom, som sagsøgeren de facto ikke råder over.
Det udlejede er således ikke "en del af værelserne i en lejlighed i egen ejendom omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4", jf. § 15 P, stk. 1, 2. pkt., og oplistningen i ejendomsværdiskattelovens § 4.
Efter ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 2, 2. pkt., medfører udleje af en del af ejendommen ikke, at ejendomsværdiskatten nedsættes i de tilfælde, hvor (bl.a.) ligningslovens § 15 P finder anvendelse. Det er efter sagsøgtes opfattelse altså ikke tilfældet her.
I andre tilfælde af udleje af boligen nedsættes ejendomsværdiskatten som beregnet efter §§ 5 - 10 med den til den udlejede del svarende andel af ejendomsværdiskatten, jf. § 11, stk. 2 sidste pkt.
Dette kunne umiddelbart være tilfældet i nærværende sag.
Hele sagen er imidlertid startet op, fordi den udlejede del af ejendommen slet ikke var registreret hos SKAT forud for SKATs besigtigelse i 2010 og dermed heller ikke var registreret nogen steder i de omtvistede indkomstår 2007 og 2008.
Ejendomsværdiskatten opgøres på grundlag af ejendomsvurderingen, jf. ejendomsværdiskattelovens § 4 a, der igen afspejler de indberettede oplysninger om ejendommen i BBR. Når den udlejede beboelse som her slet ikke er indberettet til BBR, indgår det udlejede heller ikke i beregningen af ejendomsværdiskatten.
Ejendomsværdiskatten er derimod opgjort ud fra de registrerede oplysninger, der angav, at bygning 2 var et udhus - og ikke beboelse med en bolig på ca. 100 m2 indrettet på 1. salen. Der er således ikke tale om, at sagsøgeren har betalt ejendomsværdiskat af den fulde ejendom, som anført i replikken, side 2, øverst.
Selv efter sagsøgerens indberetning til BBR efter SKATs besigtigelse fremgår det i øvrigt stadig ikke, at bygning 2 er indrettet til beboelse - som det ubestridt er tilfældet - idet BBR fortsat angiver, at bygning 2 er et "udhus", jf. bilag 3, side 2.
Der er derfor ikke grundlag for at nedsætte ejendomsværdiskatten.
Der kan således ikke sluttes modsat - som sagsøgeren gør det i stævningen, side 6, 2. afsnit - fra, at ejendomsværdiskatten ikke er blevet nedsat, til at ligningslovens § 15 P finder anvendelse.
..."
Rettens begrundelse og afgørelse
Det lægges til grund som ubestridt, at A's ejendom var indrettet med to selvstændige beboelser med selvstændige indgange og med hvert sit køkken, toilet og bad. Det er endvidere ubestridt, at A i de omhandlede indkomstår stillede den ene beboelse vederlagsfrit til rådighed for sin søn og barnebarn.
Efter de afgivne forklaringer lægger retten til grund, at A og sønnen og barnebarnet tilbragte meget tid sammen og i et vist omfang deltes om den daglige husholdning og de praktiske opgaver på ejendommen.
Henset til ejendommens indretning i to selvstændige beboelser finder retten imidlertid ikke, at A's ejendom kan betragtes som én husstand som blev beboet i fællesskab af A og hendes søn og barnebarn. Herefter er der grundlag for at beskatte A af den objektive udlejningsværdi, som skønsmæssigt af SKAT er fastsat til 36.000 kr. årligt, hvilket beløb ikke er anfægtet størrelsesmæssigt.
Det forhold, at A's ejendom i BBR er registreret som enfamiliehus, at ejendommen er vurderet som sådan og således at A betaler ejendomsværdiskat som for boliger der kun indeholder 1 lejlighed, kan ikke føre til andet resultat.
Herefter, og da retten finder at anvendelsen af reglen om bundfradrag i ligningslovens § 15 P forudsætter, at udlejning sker fra en ejendom, der kun indeholder én selvstændig lejlighed, tages sagsøgtes påstand om frifindelse til følge.
A skal betale sagsomkostninger til Skatteministeriet med 12.500 kr. Beløbet omfatter ministeriets udgifter til advokatbistand. Ved fastsættelsen af beløbet er der ud over sagens værdig taget hensyn til sagens karakter og omfang.
T h i k e n d e s f o r r e t
Sagsøgte, Skatteministeriet, frifindes.
I sagsomkostninger skal sagsøger, A, inden 14 dage betale 12.500 kr. til Skatteministeriet.
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.