Indhold

Dette afsnit handler om fastsættelse af ordensbøde for at overtræde SKL § 84, nr. 2.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Pligter omfattet af reglen
  • Bødeudmåling.

Regel

Ved udmåling af bødestraf for overtrædelse af SKL § 84, nr. 2 (tidligere SKL-Lbk 1264 § 14, stk. 4), forudsættes det i lovbemærkningerne til bestemmelsen, at bødeniveauet for overtrædelse af SKL-Lbk 1264 § 14, stk. 4, der blev indsat ved lov nr. 591 af 18. juni 2012, videreføres.

Se også

Afsnit A.C.3.2.1.2.5 Forskellige oplysningspligter, SKL-Lbk 1264 § 14.

Afsnit A.C.3.2.1.3.4.2 Begrænset TP-dokumentationspligt SKL § 84, nr. 2.

Pligter omfattet af reglen

SKL § 84, nr. 2, omfatter urigtige eller vildledende oplysninger om

  • opfyldelse af betingelserne for begrænset TP-dokumentationspligt, jf. SKL § 40.

Bødeudmåling

Bødeudmåling for overtrædelse af SKL § 84, nr. 2, viderefører principperne for bødeudmåling efter SKL-Lbk 1264 § 14, stk. 4, jf. lovbemærkningerne til SKL § 84.

Det forudsættes, at bødeberegningen tager udgangspunkt i:

  • virksomhedens omsætning, eller
  • virksomhedens antal ansatte.

Bøden udmåles som det største af de to beløb, der fremkommer ved beregning efter de to beregningsmetoder.

Beregning efter virksomhedens omsætning:

Omsætning

Bøde

op til 500 mio. kr.

0,5 % af omsætningen

fra 500 mio. kr. op til 1 mia. kr.

+ 0,1 % af omsætningen

Over 1 mia. kr.

+ 0,05 % af omsætningen

Eksempel:

Omsætning 500 mio. kr. (500 mio. kr. x 0,5 %) = 2,5 mio. kr. i bøde.

Omsætning 1 mia. kr. ((500 mio. kr. x 0,5 %) + (500 mio. kr. x 0,1 %)) = 3 mio. kr. i bøde.

Beregning efter antal ansatte:

Antal ansatte

Bøde

0-50

250.000 kr.

51-100

500.000 kr.

101-150

750.000 kr.

151-200

1 mio. kr.

201-250

1,25 mio. kr.

251-300

1,50 mio. kr.

301-350

1,75 mio. kr.

351-400+

2,00 mio. kr.

Antallet af ansatte

  • skal ikke omregnes til antal heltidsansatte
  • opgøres ud fra de månedlige indberetninger til indkomstregisteret, og
  • opgøres som et gennemsnit for det pågældende indkomstår.

Bøden målt efter antal ansatte kan som udgangspunkt ikke blive større end 2 mio. kr.

Såfremt de urigtige eller vildledende oplysninger om opfyldelse af betingelserne for anvendelse af forenklet transfer pricing dokumentation vedrører flere indkomstår, vil bøden blive beregnet for hvert år for sig ud fra ovennævnte principper, hvorefter den samlede bøde kan forhøjes med op til 50 pct., hvis overtrædelsen er begået som led i en systematisk overtrædelse af skattelovgivningen.

Bemærk

Rigsadvokaten har tilkendegivet, at der ikke er behov for at føre prøvesager, når det ønskede bødeniveau er anført i lovbemærkninger. Skattestyrelsen kan derfor afslutte sagerne med administrative bødeforelæg i overensstemmelse med de ovenstående bødesatser.

Bemærk

En bøde kan nedsættes, hvis en eller flere af de i straffeloven angivne strafnedsættelsesgrunde foreligger, ligesom en bøde tilsvarende kan forhøjes, hvis der foreligger skærpende omstændigheder, som angivet i straffeloven. Se afsnit A.C.3.5.5 Strafnedsættelsesgrunde og A.C.3.5.6 Strafskærpelsesgrunde.