Indhold

Afsnittet beskriver regnskabsreglerne vedrørende præmieindtægter og udbetalte erstatninger, samt reglerne vedrørende årsopgørelsen.

Afsnittet indeholder:

  • Regnskab - præmieindtægter
  • Regnskab - udbetalte erstatninger
  • Årsopgørelse

Regnskab - præmieindtægter

Virksomheden skal føre et regnskab over præmieindtægterne for de afgiftspligtige forsikringer, der kan danne grundlag for opgørelse og kontrol af afgiftsbeløbet. Det skal i den forbindelse fremgå af regnskabet, hvilke præmiebeløb, der er tilbagebetalt til forsikringstagerne eller afskrevet som tabt i den enkelte afgiftsperiode (måned).

Regnskab - udbetalte erstatninger

Der skal desuden føres et regnskab over udbetalte erstatninger, der skal danne grundlag for opgørelse og beregning af minimumsafgift og dermed evt. betaling og opgørelse af forskelsbeløb, evt. overskydende forskelsbeløb mv.

Se ANSAL § 4.

Årsopgørelse

Da der er pligt til at indsende årsopgørelse senest 1. april via blanket 29.102 og indbetale evt. forskelsbeløb senest den 15. april i året efter det kalenderår, afgiften vedrører, skal virksomheden inden da have foretaget opgørelsen af minimumsafgiften og evt. forskelsbeløb. Se ANSAL § 4, stk. 2, og § 5 a.

Opgørelsen skal opbevares i virksomheden som en del af regnskabsmaterialet.

Se også

Se også afsnit A.B.3.5 om de generelle regler for førelse af regnskab.