Indhold

Dette afsnit beskriver de specielle regler, der gælder for beskatningen af ansatte ved forsvaret.

Afsnittet indeholder:

  • Kontraktansatte
  • Værnepligtige i forsvaret
  • Værnepligtige i civilforsvaret
  • Civilløn under militærtjeneste.

Kontraktansatte

Værdien af frit kvarter (logi) for kontraktansatte er fastsat til 660 kr. pr. måned for 2024 . Se bekendtgørelse nr. 1311 af 21. november 2023. Beløbet medregnes i den personlige indkomst.

Fri beklædning er ikke skattepligtig. Se afsnit C.A.5.7. om beklædning.

Værnepligtige i forsvaret

Dagløn til civile værnepligtige beskattes som B-indkomst. Se KSL § 45, stk. 1, og kildeskattebekendtgørelsen § 19, nr. 1. Der skal også betales arbejdsmarkedsbidrag, der opgøres af Skatteforvaltningen på grundlag af oplysningsskemaet og opkræves sammen med årsopgørelsen.

Der kan ydes særlige tillæg til værnepligtige, som gør tjeneste i Søværnets skibe på togt samt under tjeneste på Færøerne og i Grønland. Sådanne tillæg anses for en del af lønnen, fordi de ikke modsvares af afholdte udgifter. Tillæggene er derfor skattepligtige som personlig indkomst og berettiger ikke til fradrag ved indkomstopgørelsen.

Værnepligtige i forsvaret er ikke skattepligtige af naturalydelser og kostpenge, som de modtager i den periode, der er fastsat som den første samlede tjenestetid. Det samme gælder frivillige i den periode, der er fastsat som uddannelsestid. Se LL § 7, nr. 16.

Værnepligtige i civilforsvaret

Værnepligtige i civilforsvaret er ikke skattepligtige af naturalydelser og kostpenge, som de modtager i den periode, der er fastsat som den første samlede tjenestetid. Se LL § 7, nr. 16.

Civilløn under militærtjeneste

Funktionærer kan få halv løn under aftjening af værnepligt. Arbejdsgiveren holder dog halvdelen af lønnen tilbage, indtil funktionæren har haft et års uafbrudt tjeneste i virksomheden efter aftjening af værnepligten. Funktionærerne bliver i den situation først indkomstskattepligtige af den tilbageholdte løn, når de efter et års tjeneste har erhvervet endelig ret til lønnen.

Ligningsrådet har dog godkendt, at funktionærerne må medregne både den udbetalte gage og det godskrevne beløb for indkomståret, hvis de ønsker det. Betingelsen er, at både den udbetalte og den godskrevne del af denne særlige militærløn regnes med i trækgrundlaget og fradrages i arbejdsgiverens indkomstopgørelse for det tilsvarende indkomstår.

Ansatte, der ønsker at gøre brug af denne fordelingsordning, skal aftale nærmere med arbejdsgiveren om indeholdelse mv. Det er også en forudsætning, at Skatteforvaltningen modtager begæring om dette senest ved indsendelsen af det første oplysningsskema efter indkaldelsen til militærtjeneste. Se kildeskattebekendtgørelsen § 20, stk. 1.