Indhold

Dette afsnit beskriver, hvilke typer af indkomster restanceinddrivelsesmyndigheden kan lønindeholde i.

Afsnittet indeholder:

  • Hovedregel
  • Undtagelse
  • Hvad er A-indkomst?
  • A-indkomster der ikke må lønindeholdes i
  • A-indkomster, der kun kan ske begrænset lønindeholdelse i
  • Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Hovedregel

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse om, at der skal ske lønindeholdelse i en skatteyders beregnede eller godskrevne A-indkomst. Se gældsinddrivelseslovens § 10, stk. 2, som ændret ved § 1 nr. 10 i lov nr. 331 af 28. marts 2023 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige mv.

Undtagelse

Der kan dog ikke ske lønindeholdelse i indkomst, der er beskattet efter kildeskattelovens § 48 E og kun begrænset lønindeholdelse i de indkomsttyper, der nævnes i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 17. Se afsnittet nedenfor: A-indkomster, hvor der kun kan ske begrænset lønindeholdelse i.

Ydelser til skyldners ægtefælle

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ikke foretage lønindeholdelse i de ydelser, der tilkommer en skyldners ægtefælle.

Hvad er A-indkomst?

A-indkomsten er den indkomst, som den indeholdelsespligtige (fx arbejdsgiveren) skal beregne og indeholde A-skat af.

A-indkomst er enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet fri kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder:

  • Løn
  • Feriegodtgørelse
  • Honorar
  • Tantieme
  • Provision
  • Drikkepenge 
  • Lignende ydelser.

Bemærk, at honorar ofte modtages uden for tjenesteforhold, hvor det i stedet som udgangspunkt vil være B-indkomst. Se nærmere herom i C.A.3.1.2 om honorar.

Se ligeledes nærmere vedrørende drikkepenge, der både kan være A-indkomst og B-indkomst, i C.A.3.3.2.

Bemærk

Feriepenge (ferie med løn eller feriegodtgørelse m.v.) er som udgangspunkt A-indkomst. Der trækkes derfor skat og kan foretages lønindeholdelse i feriepenge inden de udbetales. Udbetales feriepengene fra feriekonto eller en feriekasse, er skatten trukket og eventuel lønindeholdelse foretaget, i forbindelse med arbejdsgivers indbetaling til feriekonto/feriekassen

Til A-indkomsten skal endvidere henregnes indkomstarter som fx:

  • Pension
  • Folkepension
  • Arbejdsløshedsdagpenge.

Se kildeskattelovens § 43.

For en nærmere opremsning a,f hvilke indkomstarter, der regnes som A-indkomst, se kildeskattelovens § 43, stk. 2 og kildeskattebekendtgørelsens § 18. Vær opmærksom på, at kildeskattelovens § 44 og § 45 nævner undtagelser hertil. Se kildeskattebekendtgørelsens § 19.

Se også A.B.4.1.1.1.2 om A-indkomst og arbejdsmarkeds-bidragspligtig indkomst.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan lønindeholde i kommunale og statslige tjenestemænds lønninger, selv om der er afvigende bestemmelser i anden lovgivning. Se gældsinddrivelseslovens § 10, stk. 4, som er ændret ved § 1 nr. 11 i lov nr. 331 af 28. marts 2023 om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige mv.

Særligt vedrørende ratepensioner

Landsskatteretten har afgjort, at der kunne foretages indeholdelse for skattegæld i udbetalinger fra en ratepensionsordning tegnet af klageren. Se SKM2008.76.LSR.

Landsskatteretten udtalte blandt andet:

"Efter kildeskattelovens § 73, stk. 1 (nu ophævet), kan der ske indeholdelse i skatteyderens beregnede eller godskrevne A-indkomst for skatterestancer med påløbne renter og gebyrer.

Efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 2 (nu § 19, stk. 2) medregnes alle indtægter som indkomst bortset fra følgende:

  1. Indtægter fra godtgørelser, forsikringssummer mv., der kompenserer modtageren for en ikke-økonomisk skade
  2. Børnefamilieydelse, børnetilskud, børnebidrag, børnepension og andre indtægter, der vedrører husstandens børn
  3. Boligstøtte og andre boligydelser.

Efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 3 (nu § 19, stk. 3) medregnes følgende som indtægt:

  1. Udbetalinger af skyldnerens pensionsordninger opgjort efter afgiftsberigtigelse i henhold til pensionsbeskatningslovens regler
  2. Udbetalinger af erstatning for tab af erhvervsevne, tab af forsørger og lignende.

Der er således ikke i bekendtgørelsen grundlag for at undtage ratepension fra lønindeholdelse. Det er derfor med rette, at der foretages indeholdelse i ratepensionen."

A-indkomster der ikke må lønindeholdes i

Kildeskattelovens § 48 E

Der kan ikke ske lønindeholdelse i A-indkomst, der er beskattet efter kildeskattelovens § 48 E. Se gældsinddrivelseslovens § 10, stk. 2, 3. pkt. Kildeskattelovens § 48 E omhandler forskerskatteordningen.

A-indkomster, hvor der kun kan ske begrænset lønindeholdelse i

Som følge af ændringen i gældsinddrivelsesbekendtgørelsen ved bekendtgørelse nr. 1207 af 27. september 2023 er der fastsat en ny regel om, at der alene kan ske begrænset lønindeholdelse i de typer af A-indkomster, der er omfattet af gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 17. Begrænset lønindeholdelse vil sige, at der ved beregning af lønindeholdelsesprocenten anvendes faste afdragsprocenter efter tabellen i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 11 uanset nettoindkomstens størrelse. Den afdragsprocent, der skal anvendes til at beregne lønindeholdelsesprocenten for § 17 indkomsten, er altid 4 procent for skyldnere, der ikke har forsørgerpligt over for børn, og 3 procent for skyldnere, der har forsørgerpligt over for børn.

Det bemærkes, at opremsningen af indkomsttyper i gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 17 er opdateret i forbindelse med den nye bekendtgørelse.

Disse indkomster er:

1.    Integrationsydelse efter § 22 i lov om aktiv socialpolitik.

2.    Uddannelseshjælp, herunder aktivitetstillæg, efter §§ 23 og 24 i lov om aktiv socialpolitik.

3.    Kontanthjælp, herunder aktivitetstillæg, efter § 25 i lov om aktiv socialpolitik.

4.    Ressourceforløbsydelse efter §§ 68 og 69 j i lov om aktiv socialpolitik.

5.    Løbende ydelser i henhold til lov om arbejdsskadesikring.

6.    Ydelser, som er nævnt under nr. 5, efter lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. og efter lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk     belastningsreaktion.

7.    Ydelser, som er nævnt under nr. 5, efter §§ 19-22 i lov om erstatning til besættelsestidens ofre.

8.    Krigs-ulykkesforsikringsrente efter lov om krigs-ulykkesforsikringsrente til enker efter visse fiskere.

9.    Løbende ydelser i henhold til lov om invalideforsørgelse.

10.  Skattepligtig elevstøtte m.m. i henhold til lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.

11.  Skoleydelse, der udbetales af institutioner for forberedende grunduddannelse i henhold til § 45, stk. 1, i lov om institutioner for forberedende grunduddannelse.

12.  Skoleoplæringsydelse, der ydes til elever og lærlinge efter § 66 k, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser, og skoleydelse, der ydes til elever eller lærlinge efter samme lovs § 66 t, stk. 1.

13.  Elevstøtte, der ydes efter lov om kommunal indsats for unge under 25 år.

14.  Refusionsberettiget løn og feriegodtgørelse efter § 7 a, stk. 2, og godtgørelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag.

15.  Statens voksenuddannelsesstøtte (SVU), der udbetales til uddannelsessøgende i henhold til lov om statens voksenuddannelsesstøtte.

16.  Godtgørelse i henhold til lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.

17.  Skattepligtige stipendier, der udbetales i henhold til SU-loven.

18.  Tilskud, som ph.d.-studerende modtager fra stipendiegiver til afholdelse af rejseudgifter til studierejser i Danmark og i udlandet, herunder den godskrevne værdi af billetter og lignende, når ydelsen berettiger den ph.d.-studerende til supplerende ph.d.-stipendium efter SU-lovens § 52.

19. Stipendium til dækning af leveomkostninger efter universitetslov.

Gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 17 medfører således, at der i fx kontanthjælp kun kan ske begrænset lønindeholdelse.

Visse af de A-indkomster, der er angivet i gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 17, var efter tidligere praksis friholdt for almindelig lønindeholdelse, fx godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen og efteruddannelse. Se SKM2006.276.SKAT. Men der kunne foretages særskilt lønindeholdelse i indkomsterne.

Bemærk

Selvom der kun kan foretages begrænset lønindeholdelse i de nævnte A-indkomster, indgår A-indkomsten i opgørelsen af nettoindkomsten og dermed i restanceinddrivelsesmyndighedens fastlæggelse af skyldners betalingsevne.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse om, at der ikke kan foretages lønindeholdelse i andre A-indkomster end de i stk. 1 nævnte, se gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 17, stk. 2.

►◄

Oversigt over domme, kendelser, afgørelser, SKM-meddelelser mv.

Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Landsskatteretten

SKM2008.76.LSR

Landsskatteretten har afgjort, at der kunne foretages indeholdelse for skattegæld i udbetalinger fra en ratepensionsordning tegnet af klageren

På baggrund af afgørelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage lønindeholdelse i udbetalinger fra en ratepensionsordning tegnet af skyldner.

SKM2010.191.LSR

Landsskatteretten har lagt til grund, at der kunne foretages lønindeholdelse i udbetalinger fra en erhvervsudygtighedsforsikring, idet udbetalingerne fra forsikringen udgjorde erstatning for tab af erhvervsevne. Landsskatteretten udtalte, at det følger af forsikringsbetingelserne for klagerens erhvervsudygtighedsforsikring, at udbetalinger fra forsikringen udgør erstatning for tab af erhvervsevne. I overensstemmelse hermed er forsikringen kommet til udbetaling som følge af klagerens manglende evne til at arbejde. Der er således ikke i inddrivelsesbekendtgørelsen grundlag for at undtage erhvervsudygtighedsforsikringen fra lønindeholdelse, jf. inddrivelsesbekendtgørelsens § 14, stk. 3, nr. 2. Klageren har ikke godtgjort, at Kommune 1 tidligere har annulleret lønindeholdelse i klagerens udbetalinger fra erhvervsudygtighedsforsikring med en begrundelse, der kan have givet klageren en berettiget forventning om, at der ikke senere ville kunne foretages lønindeholdelse i disse udbetalinger.

Det er derfor med rette, at der foretages indeholdelse i erhvervsudygtighedsforsikringen

På baggrund af afgørelsen er det Gældsstyrelsens opfattelse, at der kan foretages lønindeholdelse i udbetalinger fra en erhvervsudygtighedsforsikring.

Skatteforvaltningen

SKM2007.136.SKAT

Denne meddelelse indeholder en præcisering af adgangen til at fastsætte afdragsordninger eller foretage lønindeholdelse hos kontanthjælpsmodtagere og andre, hvis nettoindkomst ligger under den nederste grænse i tabellen i inddrivelsesbekendtgørelsen.

Det bemærkes, at meddelelsen ikke længere er relevant for afgørelser om lønindeholdelse, som følge af de ændrede regler for lønindeholdelse, jf. lov nr. 331 af 28. marts 2023.