Parter

A
(selv)

mod

Skatteministeriet
(kammeradvokaten ved advokat Anders Vangsø Mortensen)

Afsagt af højesteretsdommerne

Asbjørn Jensen, Børge Dahl og Niels Grubbe.

I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 20. afdeling den 25. juni 2004. Dommen er anket til Højesteret den 20. august 2004. Under forberedelsen af ankesagen er der opstået tvist om, hvorvidt der skal indhentes en sagkyndig erklæring.

Påstande

A har nedlagt påstand om, at "spørgsmålet om renters betydning for muslimer [bliver] forelagt en sagkyndig person, eksempelvis en etnolog eller filosof fra et af landets læreanstalter/universiteter".

Skatteministeriet har protesteret herimod.

Sagsfremstilling

Sagen vedrører skattemyndighedernes skønsmæssige forhøjelse på 347.079 kr. af As selvangivne indkomst på -7.224 kr. for 1997. Forhøjelsen skyldes, at skattemyndighederne fandt, at regnskaberne for As tre personligt drevne virksomheder, to pizzeriaer og en hyrevognsvirksomhed med ansatte chauffører, ikke var egnet som grundlag for indkomstopgørelsen. Skattemyndighederne kunne endvidere ikke anerkende realiteten af private lån på i alt 374.750 kr.

For landsretten nedlagde As påstand om, at Skatteministeriet skal anerkende, at hans indkomst for 1997 nedsættes med 347.079 kr. til det selvangivne beløb på -7.224 kr., subsidiært at ansættelsen af hans indkomst for 1997 ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling.

Skatteministeriet påstod principalt stadfæstelse, subsidiært at indkomstansættelsen hjemvises til fornyet behandling ved skattemyndighederne.

Ved Østre Landsrets dom blev Skatteministeriet frifundet. I begrundelsen anføres bl.a.:

"Der foreligger ikke kontoudskrifter, lånedokumenter eller anden lignende objektivt konstaterbar dokumentation for, at A i 1997 har modtaget 347.750 kr. i private lån fra familie, ansatte og bekendte. Erklæringer fra de angivne långivere er først udarbejdet i december 1998 og til brug for skattesagen. Landsretten finder på den baggrund ikke, uanset de afgivne forklaringer, at det kan lægges til grund, at lånene er tilgået A i 1997."

For Højesteret har parterne gentaget deres påstande.

Anbringender

A har anført, at lån ydet af muslimer ikke med rette kan underkastes samme krav til skriftlighed, rentetilskrivning mv., som stilles over for herboende danske statsborgere. Et krav herom rummer en religiøs diskrimination af muslimer, for hvem det er religiøs helligbrøde at kræve renter, og blandt hvem der er en manifest kulturtradition for ikke at kodificere lån, da dette i sig selv udgør en krænkelse af låntagers ære. Lån tilbagebetales som æresgæld, så snart dette er låntager muligt. En nedfældning, underskrift mv. udgør derfor en indirekte anklage om manglende ordholdenhed.

Skatteministeriet har anført, at den begærede bevisførelse må afskæres i medfør af retsplejelovens § 341, idet den begærede bevisførelse er uden betydning for sagen. Ved bevisvurderingen af de lån, A har påberåbt sig eksistensen af, må det tillægges vægt, at der ikke foreligger oprindelige skriftlige lånedokumenter, og at der ikke er beregnet renter. Uanset om det måtte forholde sig således, at de påståede långivere af religiøse årsager ikke opretter skriftlige lånedokumenter og ikke beregner renter, vil det ikke ændre ved, at de påståede lån ikke er dokumenteret på skriftligt grundlag og/eller ved renteberegning.

Højesterets begrundelse og resultat

Spørgsmålet om de påståede låneforhold søges for Højesteret yderligere belyst bl.a. ved de erklæringer, som A med tilladelse fra Højesteret har indhentet fra en række personer, samt ved de tilladte subsidiære afhøringer, hvor afhøringstemaet er bl.a. låneforholdene.

Herefter, og idet en eventuel sagkyndig erklæring om, at det er i strid med As religiøse tro at kræve renter og oprette lånedokumenter, ikke kan antages at have betydning ved bedømmelsen af beviset for låneforholdenes eksistens, kan den begærede bevisførelse ikke finde sted, jf. retsplejelovens § 341.

T h i   b e s t e m m e s

As begæring tages ikke til følge.